Hvor er venstrefløjen, spørger Tøger Seidenfaden og Politiken i en leder 10. februar. Hvor er visionerne på den danske venstrefløj? I første omgang lyder det som en ganske berettiget efterlysning. Hvorfor denne tavshed fra det, der engang var venstrefløjen? Hvorfor dette tomrum med en scene overladt til mere eller mindre skingre og åbent erklærede neokonservative, der igen og igen kræver bod fra alle, der blot på afstand ligner en kulturradikal? Eller forlanger fladest mulig skat her og nu. Eller kanoniserer med tydeligt anstrøg af absolutisme selveste ytringsfriheden som verdens eneste reelle kulturgode. Eller organiserer sig i et nominelt trykkefrihedsselskab, der starter med at udgive et halvdårligt speciale med den ene begrundelse, at det angriber en kendt islamforsker, der fremstår som åben og tolerant. Eksemplerne hober sig op – hvor er de venstreorienterede? Er de alle sammen krøbet i skjul for at undgå at blive skydeskive for den aggression, der i længere tid har rullet over scenen? Det kan godt være, det er tilfældet. Men – helt ærligt – vi tror, at selve spørgsmål om, hvor venstrefløjen befinder sig, er forkert stillet. Venstrefløjen er i gang med en metamorfose. Det er en nyorientering, der låner træk fra flere internationale tendenser til en værdimæssig fornyelse og en kritisk stillingtagen til de nuværende markedsglobale strømninger. Vi ser det i USA hos de demokratiske kandidater Barack Obama og Hillary Clinton – nye politiske og idemæssige vinde, som giver løfter også for en værdimæssig nyorientering på det europæiske kontinent og i lande – som f.eks. Israel – med demokratiske forfatninger. Det politiske opbrud er også i gang i en række sydamerikanske lande, hvor venstrepopulistiske ledere og partier har afløst magtkorrumperede og stagnerede højredrejede ledere og partier. Vi ser det hos en række politikere både i Australien og i Europa: Man vil ikke mere bare acceptere hverken rene markedsløsninger eller kapitalfondes magtovertagelse – eller USA’s definition af krig mod terror. Små og større tendenser, der tilsammen kan antyde, at vi skal søge efter nye forståelser af retninger og visioner. Det vender vi tilbage til. Stadig giver det også en vis mening at tale om tre grupperinger inden for det kulturelle og politiske liv, nemlig de værdikonservative, de markedsliberale – og så dem til venstre for midten. Selv om siloerne er under rømning, så lader vi dem lige stå et øjeblik – for klarhedens skyld. Markedsliberalisterne er så dominerende, at man med rette kan efterspørge en opposition. Og ingen med sin fornuft i behold kan bare et øjeblik tænke på at være modstander af et nogenlunde frit marked og en åbning for kapitalistisk profitdannelse. Det er jo her, succesen tordner frem, det er her, alle kan se vinderpositionerne. Men er der så noget tilbage til en venstrefløj, der nu også skridt for skridt fratages den del af sin egen historie, der stadig er værd at fortælle? Med i billedet hører en forbløffende uskarp og ukritisk presse, der alt for sjældent leverer et gedigent modspil til de fungerende politiske meningsdannere og politiske ’magthavere’. Tænk på Irakkrigen og Danmarks deltagelse eller på statsministerens direkte medansvar for Muhammedkrisens eskalering. En gennemgående og succesrig figur i dele af den offentlige debat har oven i købet været at stemple kritiske synspunkter som venstrefløjssynspunkter. Det har været en bekvem måde at undgå at optage en kritik på. Ved hjælp af bredt anlagte klichéer som ’venstrefløjen’ og ’det danske kulturfolk’ eller ’de kulturradikale’ har regeringens intellektuelle støtter haft held til mistænkeliggøre en større unavngiven gruppe af mennesker, som ikke har andet til fælles, end at de ofte ikke har været enige i den førte politik. Pressen stiller alt for sjældent spørgsmål angående disse fremgangsmåder, ligesom den også alt for sjældent formår at bide sig fast i det betænkelige i regeringens fremgangsmåder. Det har bidraget til at skabe en slags tomrumssituation i den danske debat, hvor det allerede nu ser ud, som om det officielle Danmark aldrig har haft del i Irakkrigen. Venstrefløjen har dertil yderligere ladet sig bringe i defensiven af den offensiv mod alt, hvad der ligner menneskerettigheder og humanisme, som især Dansk Folkepartis repræsentanter har artikuleret. Men at dømme efter den manglende borgerlige kritik af disse synspunkter har de været accepteret af en større del af regeringens intellektuelle støtter. Også fra den kant er Dansk Folkepartis modeord ’godhedsindustrien’ og ’halalhippier’ og ’pladderhumanister’ bragt i anvendelse, så man bekvemt har overladt det til mindre grupper af forfattere, præster, psykologer og læger at kritisere den etniske forskelsbehandling i sprogbrug, lovgivning, på arbejdsmarkedet eller i landets asylcentre. Sagen er, at det ikke giver tilstrækkelig mening at fortsætte en debat i et spor, der stort set handler om at grave grøfter og skyde med skarpt mod gamle positioner. Det er spor, der er totalt udtrådte, lad andre rode rundt med deres angreb på gamle venstrefløjsbastioner. Indimellem er det uden tvivl godt at få gjort opmærksom på de manglende selvopgør eller de forsinkede erkendelser. Spor af den art vil sikkert fortsætte en rum tid endnu, sikkert lige så længe som Blüdnikow, Bent Jensen og Søren Krarup trækker vejret og kan snuse sig frem til et eller andet opgør, de kan tage med nogen, der forsøgte at skjule sig. Fred være med deres projekter i så henseende, de bærer ikke på et fremadrettet perspektiv, der kan give løfter om en bedre verden. Og det er lige netop her, vi godt vil indlede vores overvejelser over visionerne for venstrefløjen. Filosoffen Peter Kemp gør i sin bog om verdensborgeren opmærksom på en vigtig kommentar hos den franske filosof Paul Ricoeur. Den drejer sig om udgangspunktet for en vision og siger, at der, hvor en vision har udgangspunkt i traumer og overgreb, der ender det for ofte med vold. Tænk på holocaust – hvis perspektiv i staten Israels politik er en række nye voldshandlinger over for palæstinenserne, ligesom også den såkaldte ’katastrofe’ (FN’s beslutning om at oprette staten Israel) ofte af yderligtgående palæstinensere har været brugt som legitimationsbaggrund for voldshandlinger rettet mod civile israelere. Eller i perspektiverne fra 11. september i den amerikanske politik, der er blevet til en indsats, defineret som ’krig mod terror’ – og hvis konsekvenser har været en eskalering af volden. I dag erkender selv den nyligt aftrådte chef for CIA’s hemmelige operationer i Europa, Tyler Drumheller, at Bushs politik i kølvandet på 11. september har været præget af »vrede og hævntørst«. Vejen frem for et progressivt politisk standpunkt til venstre for midten er ikke at grave sig ned i gamle spor og fortsætte mudderkastningen eller de åbenlyse karaktermord for åben skærm. Det er heller ikke blot at hengive sig til pragmatiske løsninger på tidens udfordringer – de være sig nok så fornuftige. Vejen frem er at komme med et bud på de positive værdier og det progressive menneskesyn, der skal lægges til grund for et nyt perspektiv. Med støtte i det internationale politiske opbrud, vi omtalte tidligere, ser vi to værdimæssige principper i et progressivt program. Det ene handler om mennesket, det andet om den sociale orden, vi organiserer os i. Mennesket først. Vi tror, at det Kantske udsagn om, at noget har en pris – andet end værdighed – er et vigtigt sted at begynde. Her ligger menneskets ukrænkelighed som et ufravigeligt krav, der ikke kan gås på akkord med. Kald det humanisme, kald det blot anstændighed. Konsekvensen er, at der indbygget i vores politiske og sociale orden fastlægges normer, der fastholder visionen om det ukrænkelige menneske. Derfor opbevarer vi ikke mennesker i lejre, vi sender ikke flygtninge tilbage i armene på forfølgerne, vi lader ikke børn tumle rundt uden at få hjælp efter de overgreb, de har været udsat for, eller ældre og syge blive underkastet et stregkodetyranni, der netop gør dem til ’genstande’, der kan sættes en pris på. Menneskerettigheder er konkrete. Den menneskelige værdighed fører os til politiske og sociale afgørelser, som vi kan være bekendt moralsk, og som vi er parat til at betale for. Vi vil kalde det en værdighedsmoral – og her må startpunktet være for en progressiv politisk holdning. Den sociale orden, vi aflæser af tendenserne, handler for os om social retfærdighed. Det betyder rent ud sagt at bekæmpe ulighed, at sætte solidaritet højt, at støtte udsatte og at skabe et velfærdssamfund, hvor de stærkeste skuldre bærer de største byrder. Det er også et samfund, hvor spørgsmålet om medborgerskab tages alvorligt. Man mister ikke rettigheder, man sættes ikke uden for fællesskabet, selv om man modtager offentlig støtte, spørgsmålet om demokrati er ikke blot et formelt liberalt valgdemokrati, det er også et republikansk demokrati med vægt på sociale og politiske fællesskaber. Frihed og frisind – inden for en ramme af fællesskab. Det er to værdisæt, som vi for nemhed skyld vil fastholde som værdighedsmoral og medborgerskab. Det vigtige for en progressiv holdning til venstre for midten er, at disse værdipræmisser søges givet konsekvens i praksis. De er ikke luftige udtryk for populistisk kontraktpolitik, der serveres til lejligheden. De er ikke selviscenesatte medieflop, der alene skal tjene til at fastholde magten (med et lån fra Ricoeur: Hvor en politik har udgangspunkt i iscenesættelse, ender det med bedrag). De skal forpligte ned i detaljen – og finde udtryk i konkrete politikker. Lad os give nogle eksempler og begynde med demokratiet. Et væsentlig punkt vil være at udbygge demokratiet på landets private eller offentlige arbejdssteder og uddannelsesinstitutioner. I det seneste årti har mere og mere managementtænkning indført følbare begrænsninger og forhindringer for det horisontale demokrati. I dag oplever stadig flere lønmodtagere og studerende og universitetsansatte ikke at have nogen nævneværdig indflydelse i de på overfladen effektiviserede, men ofte uigennemskuelige og i sidste ende topstyrede beslutningsprocesser, som de angiveligt er en del af. Men også forskningen, der engang for blot få år siden havde et reelt perspektiv i forskningsfrihed og forskerdemokrati – det er i dag ophævet af markedsliberalisme. Men der er andre principper – om bæredygtighed, energiforsyning, trafikløsninger, velfærdspolitik og uddannelse. På hvert enkelt af disse områder vil en progressiv politik baseret på værdighedsmoral og aktivt medborgerskab føre til konsekvente løsninger, der afviger betydeligt fra de løsninger, vi i dag præsenteres for. Det er løsninger, der giver et grundlag i værdighed og solidaritet – men, vil den tænksomme markedsliberalist spørge: Hvor er økonomien i alt dette? Her er svaret sådan set ligetil: Løsningerne kan udsættes, der kan spares, og den sociale fordeling kan tilsidesættes en tid, men regningen kommer. Derfor skal løsningerne være både økonomisk og socialt bæredygtige. Det er der givet rigeligt med dokumentation for på velfærdsområdet bl.a. i Den Alternative Velfærdskommissions rapporter: Vi har ressourcerne, og vi har reserverne – det drejer sig om at skabe solidariske løsninger, som bygger på menneskets behov. Alle disse progressive løsninger er i sidste ende transnationale og kan ikke udfolde sig uden et stærkt europæisk samarbejde, men det vil også sige i et EU med et betydeligt mere demokratisk overskud, end tilfældet er i dag. I stedet for at forholde sig sidelæns og tøvende til EU, som der i mange år har været tradition for også på den såkaldte venstrefløj, vil en progressiv politik til venstre for midten bygge på en forestilling om en udbygning af demokratiet i EU og på at gøre sin indflydelse gældende i EU’s institutioner på en langt mere offensiv måde. Den europæiske tanke har dybe rødder, og den europæiske forestilling om universalisme er anderledes end den amerikanske, fordi den i højere grad – forstærket af de bitre erfaringer fra Anden Verdenskrig – bygger på en forestilling om dialog. Denne dialog kunne venstrefløjen medvirke til aktivt at forstærke som en kritisk dialog, f.eks. med parterne i den israelsk-palæstinensiske konflikt, med de arabiske lande og med landene i den såkaldte tredje og fjerde verden. Grundlaget er menneskerettighedstanken og forestillingen om en betydelig større ligebyrdighed i især Afrikas forhold til EU. Venstrefløjen kunne på tværs af de europæiske grænser gå foran i bestræbelsen på at hjælpe Afrika ud af kontinentets årtier lange fattigdom, konflikter og sygdomsplager. Med en aktiv fælleseuropæisk udenrigspolitik kunne EU i dette århundrede tage på sig helt anderledes offensivt end nu at medvirke til at løse denne uhyre opgave. Hvad er modsætningen til en progressiv politik til venstre for midten? Det er først og fremmest en pengeorienteret platform, der objektiverer mennesker – både på plejehjem og i asylcentre. Det er også en værdiopportunisme, der driver kontraktpolitik, der snyder vælgermasserne, der fostrer medløbere en masse – og knæsætter perspektivet: Tænk først og fremmest på dig selv og dit eget forbrug! Men modsætningen er også det bedrag, der udsætter de løsninger, som alle godt ved er nødvendige, længst muligt. Det skal den progressive politik til venstre for midten kendes på: værdighed, retfærdighed og konsekvens. Den amerikanske præsidentkandidat Obamas kodeord er »changes«. Forandringer er der også brug for i Danmark – og i Europa.