Vi har en idé, og vi har en plan. Ideen er, at tiden er inde til at prioritere ressourcer og kræfter til fordel for de børn, unge og voksne, der er sårbare og udsatte i vores samfund, og som ikke har det godt. Derfor har vi lavet en plan – ’En social 2015-plan for Danmark’. Den indeholder 109 konkrete forslag, der vil give flere relevante muligheder for handling og behandling i socialpolitikken end i dag. Målet er at sikre flere og bedre muligheder for et godt liv for sårbare og udsatte børn og unge og voksne, der i dag føler sig ladt i stikken af dem, der skulle have kunnet hjælpe dem. Den sociale 2015-plan er resultatet af en lang række samtaler og besøg rundt om i landet. Vi har opsøgt rigtig mange professionelle mennesker, fagfolk inden for mange forskellige områder. Og vi har diskuteret viden, erfaringer og forslag til en bedre indsats. Ingen sagde, det ville være nemt. Og en af de garvede gjorde det endda klart, at en særlig betingelse skulle være opfyldt, for at planen skulle lykkes. Hun sagde: »I skal gøre det til en folkelig sag«. Det er almindeligt at diskutere lukkedage, læreplaner, sund mad i skoler og institutioner, forhøjelse af børnechecken og nedsættelse af forældrebetalingen i børnehaverne. Alt det, der er for de fleste. De børn og unge, der forstyrrer undervisningen, dem skal der tages hånd om. De unge, som aggressivt bryder normer og er voldelige – de skal selvfølgelig vide, at lovovertrædelse har konsekvenser i form af straf. Men det er ikke ualmindeligt, at der uafladeligt rejses krav om højere og højere straffe fulgt af besværgelser om, at nu må uvæsenet høre op. Som om straf i sig selv løste problemer med vold o.l. Desværre er der sjældent debat om, hvad der kunne være gjort langt tidligere i et barneliv for at skabe bedre muligheder for det barn, der er i vanskeligheder, og som er udsat for omsorgssvigt og mistrivsel. 9 ud af 10 børn der modtager hjælp fra kommunen er over 7 år. Der er en klar tendens til, at hjælpen først for alvor sættes ind den dag, problemerne bliver rigtig synlige. Og så kan der være sket rigtig meget skade. Der er omkring 20 procent af en børnepopulation, der af forskellige årsager har haft og har særligt vanskelige betingelser for deres opvækst. 29.000 børn oplever vold i hjemmet. Der er en stigning af forsøg på selvmord blandt de helt unge. Unge slås med selvskade og spiseforstyrrelser, med misbrug og psykosomatisk stress. Rigshospitalets Team for Seksuelt misbrugte Børn modtog i 2007 i alt 300 børn til behandling. Det er en fordobling i forhold til 2001. Op til to børn i hver klasse udsættes hver uge for mobning og den sociale marginalisering, der følger med. Der er stadig mange hjemløse, og der er en stigning i antallet af familier, der sættes på gaden, fordi de ikke kan betale deres husleje. Hver fjerde af dem bliver hjemløs. Det opmuntrende er, at vi kan gøre noget ved det meste, hvis vi gør det i tide. Danmark er et af de rigeste lande i verden. Det kan man tage som en selvfølge, men man kan også blive lidt imponeret af danskerne. Det er jo dem, der har bragt det så vidt gennem rigtig mange år. Det er af gode grunde ikke, fordi vi har gravet guld op af jorden. Det er snarere, fordi vi har været kløgtige til at uddanne os, til at udvikle virksomheder og deres produkter, til at handle med omverdenen, til at samarbejde om det meste og til at yde en respekteret indsats på forskellige områder i andre lande. Danmark er også et af de lande, hvor flest borgere har tillid til hinanden, og hvor flest erklærer sig for lykkelige. Danmark er et godt land på mange måder. Men et godt samfund skal kendes på den måde, de mest sårbare og udsatte mennesker behandles på. Så det er nu, vi kan og skal prioritere de områder, hvor det ikke går så godt. Vi kan beslutte os for, at vi vil holde øjne og ører åbne for at se og høre, når f.eks. et barn har brug for en voksen, en skytsengel, der ikke vil svigte, men som tager hånd om det barn, der er ladt i stikken. Børn er uafviseligt afhængige af deres voksne i familien, i naboskabet, i institutionen, i skolen, i klubben. Børn kan ikke bare gå et andet sted hen. Det er for ofte, at vi hører om børn, der reelt svigtes. Tønder-sagen er blot et ulykkeligt eksempel. Vi skal gøre det bedre. Vi kan gøre det bedre. Ofte ved vi, hvad der virker bedst. Så lad os gøre det. Det drejer sig også om at prioritere. I en valgkamp lovede regeringen at sænke forældrebetalingen til børnepasning. Det kostede godt en milliard kroner. Det kom de fleste familier til gode, men det hjalp ikke de familier, der havde friplads. Mange af de familier havde måske mest brug for en særlig indsats. Den milliard havde kunnet gøre mere gavn målrettet de sårbare og udsatte børn. I januar vedtog et stort flertal i Folketinget at stemme for regeringens forslag om at øge børnechecken til de yngste børn med i alt 400 millioner kroner. De penge kunne have været prioriteret meget mere målrettet børn med særlige behov. Det havde været mere værd for alle børn, hvis Folketinget havde valgt at bruge pengene til fordel for de udsatte børn. Skiftende regeringer har lavet økonomiske planer med pejlemærker for en holdbar økonomisk udvikling - senest frem til 2015. Men en holdbar økonomisk udvikling giver først mening, når den gode udvikling kan bruges til at prioritere til fordel for dem, der har mest brug for det. Det er i den sammenhæng, vores sociale 2015-plan skal ses. Vi har sat ambitiøse, men realistiske pejlemærker for en holdbar social udvikling. Vi har valgt at koncentrere os om seks spor: Sårbare og udsatte børn, sårbare unge, udviklingshæmmede og mennesker med særlige behov, voksne med psykiske problemer, voksne på kanten af arbejdsmarkedet og kriminelle og deres børn. Vi anerkender det store arbejde, der allerede gøres nu for de sårbare grupper. Der er mange frivillige foreninger, der skaber rum for hjælp til både børn, unge og voksne gennem telefonlinjer, selvhjælpsgrupper, væresteder, krisecentrer og mange andre initiativer. Det er ofte initiativer, der støttes af satspuljemidler. Det er en vigtig og uundværlig del af netværkene om de sårbare og udsatte i samfundet. Og det er ofte her, vi ser udviklingsarbejder, der viser gode resultater. F.eks. har Mødrehjælpen og kvindekrisecentre udviklet arbejdet med hjælp til mødre og børn i voldsramte familier. Af satspuljen er der bevilget penge til at formidle de erfaringer ud til kommunerne, for opgaverne kan ikke alene løses af det frivillige arbejde. Folketinget har lovgivet – ofte på en relevant og kvalificeret måde – om socialpolitikken i kommunerne. Det er her myndigheder og fagligt kompetente medarbejdere er tættest på borgerne og familierne. Man kan sige det på den måde, at staten har givet kommunerne en opgave f.eks. vedrørende børn, der udsættes for overgreb og omsorgssvigt. Det er en opgave, som kommunerne skal løse på fagligt forsvarlig måde. Der er altså ikke tale om kommunalt selvstyre, hvor en kommune kan lægge et serviceniveau, sådan som den kan på andre områder som f.eks. skoler og fritidstilbud. Beslutninger om behandling af og anbringelse af omsorgssvigtede børn skal begrundes fagligt. Ikke økonomisk. Det kommunale selvstyre betyder ikke, at medarbejderen selv kan bestemme, hvad der skal ske i en given sag. Det er afgørende, at den enkelte kommune kan trække på børnefaglig viden på alle relevante områder i forhold til det enkelte barn. Det kan alle kommuner ikke bare råde over. Vi foreslår, at der skal være en rådgivende kreds af børnefaglige eksperter til rådighed i hver region. Den enkelte kommunes sagsbehandler skal i et samarbejde med den kreds af eksperter sikre en faglig relevant sagsbehandling. Den kommunale afgørelse skal være fagligt begrundet. De faglige begrundelser kan ikke afvises af økonomiske grunde. Derfor er vi parate til at se på den måde, disse opgaver finansieres på. Vi foreslår, at vi ser på en form for budgetgaranti for området. I dag refunderer staten nogle af de udgifter, der overstiger et bestemt beløb for det enkelte barn. Det er måske mere hensigtsmæssigt, hvis staten refunderede udgifter over et samlet beløb til området i den enkelte kommune. I dag kan kommunen modtage henvendelser fra lærere eller pædagoger med mistanke om omsorgssvigt af et barn. Kommunen henvender sig til forældrene for at få en dialog om barnet. Hvis forældrene afviser sagsbehandleren, så kan der ikke ske mere i den situation. Her er barnet ladt i stikken. Vi vil styrke barnets retssikkerhed og give kommunen pligt til at sætte en undersøgelse i gang, når den har modtaget gentagne henvendelser om et barn. Det samme skal ske uanset forældrenes reaktion, hvis et barn eller en ung selv henvender sig. Alle børn og unge er i daglig kontakt med professionelle voksne i børnepasningen og i skolen. Her skal der sættes ind for at opfange de signaler, børn sender om deres problemer. Det kan være meget for en lærer at skulle kunne også dét i en klasse. Socialrådgiverne, sundhedsplejersken og skolepsykologen er relevante fagpersoner, der bør have fast tilknytning til en institution og en skole og fast kontortid på hver skole. Forældre kan komme og få en samtale. Lærerne kan hente supervision og gode råd. Eleverne kan selv opsøge de voksne. En kombination af de professionelle voksne kan give et dagligt og udramatisk samarbejde om at sætte ind tidligt. Og læreren og børnehavepædagogen skal ikke gå alene med fornemmelse af problemer hos et barn. I Saxogade på Vesterbro har Københavns Kommune et værested for ’vilde’ piger mellem 13 og 18 år. Det er et frivilligt tilbud for alle piger fra hele København. Her er der en håndfuld voksne ansat. De går ind i gruppeaktiviteter og individuelle samtaler med pigerne, der kan dele deres følelser og erfaringer og problemer med andre. Den fortrolighed og solidaritet, der opstår, giver muligheder for, at den enkelte pige kan komme videre med sit liv på en positiv måde. Vi foreslår, at hver kommune indretter den slags muligheder. Hvis der i forbindelse med et kulturhus eller et center i en by kan indrettes nogle lokaler til at falde ind i, så har den unge muligheden, og skabes der tillid mellem de voksne og de unge, så er det muligt at give den personlige voksenstøtte, som en ung har brug for. Det er ubureaukratisk og det kan give en ung en ny begyndelse. En fjerdedel af de børn, der er anbragt uden for hjemmet, dropper ud af skolen, viser en stikprøve. Godt 6000 børn har langvarigt og ulovligt fravær fra skolen. Meget tyder på, at når børn hjælpes for sent, så er børn og unge vanskeligere at hjælpe. Det er vigtigt, at vi lærer af de erfaringer. Rigtig mange af de professionelle voksne omkring børn og unge uddannes på professionshøjskoler. Det er bl.a. pædagoger, socialrådgivere og lærere og forskellige sundhedspersonaler. Fælles for de uddannelser er kombinationen af teori og praktik. Forskningen i praksis skal prioriteres højt. Vi skal investere i at indhente viden om det, der skal til for at forebygge svigt af børn og unge, og vi skal udvikle bedre behandling af de ofte komplekse problemer, som børn og familier kan have. Det bør undersøges og afprøves, hvordan professionshøjskolerne kan inddrages i den praksisforskning, som uddannelsesstederne bør have som en del af uddannelserne. Rigshospitalet og Herlev Sygehus har gennem en del år udviklet såkaldte Familieambulatorier. Når en gravid kvinde, der er misbruger af alkohol eller af stoffer, første gang kommer i forbindelse med sundhedssektoren, bliver hun omfattet af Familieambulatoriets hjælp og behandling. Hun og hendes barn følges frem til skolealderen. Det giver meget fine resultater. Alt andet lige nedbringes skaderne på børnene betragteligt. Det er et vigtigt og eksemplarisk udviklingsarbejde, som nu ved hjælp af satspuljemidler etableres i hver region. Forskning anvendt i praksis. Det er ikke muligt at gennemføre de 109 forslag på ét folketingsår. Vi må tage dem i faser. Men vi vil sætte fokus på prioriteringen og på en forbedring af den socialpolitiske indsats i forhold til de sårbare og udsatte mennesker. Når vi nu ved, at vi ude i kommunerne kan gøre det bedre på en række områder, så skal vi også gøre det. At lade være vil være utilgiveligt. Dét skal være en folkelig sag.