ER PETER HØEG adoptivbarn, som der står i en roman af Peter Høeg? Eller er det bare ’Peter Høeg’, der er det, hovedpersonen i romanen og ikke forfatteren bag den? Var folk i Nykøbing virkelig så ondskabsfulde, som Knud Romer fortæller i sin roman, eller er det bare et fiktivt ’Nykøbing’, han taler om? Og hvad er de forfatteres motiver til at blande tingene sammen? Disse spørgsmål gjorde Carsten Andersen stort og flot rede for i en lørdags-Politiken (24. januar). Jeg vil supplere hans artikel med et blik tilbage i historien, til 1700-tallets litteratur, der rummer helt tilsvarende manøvrer. Som Anita Bay Bundegaard skrev i samme avis, »virkeligheden findes, men dens grænser findes ikke på noget kort«. Om Oplysningstiden kan man sige meget og skændes længe, men en ting bør både venner og fjender kunne enes om. Det var en tid, der fremmede nysgerrighed. Folk ville have noget at vide om den verden, de levede i, og om, hvordan andre folk levede. Oplysningen elskede oplysninger. Rejseberetningen var derfor en genre, der stod i høj kurs. Den bog, mange regner for den første moderne roman, ’Robinson Crusoe’, er da også samtidig den første dokumentarroman. I prologen gjorde Daniel Defoe gældende, at han sandelig ikke havde opfundet historien om Robinsons stranding og overlevelse i 28 år på en øde ø, men blot var udgiver af en beretning fra det virkelige liv. Nå, læsere af hans bog har vel kunnet fornemme, at han smurte tykt på. Men rigtige rejseberetninger, der ikke kunne rejses tvivl om, myldrer det også med i oplysningstiden. James Cook berettede om Sydhavet, Carsten Niebuhr om Arabien, og det, de sagde, skulle stå til troende. Det gælder også den mindre kendte, ja, faktisk helt glemte, Joseph Marshalls beretning om en rejse gennem Danmark. EN ENGELSK GENTLEMAN skulle ud på en dannelsesrejse, før han var færdigudklækket, det kunne der ikke være tvivl om. Joseph Marshall besværer sig i sit forord over, at disse rejser altid følger samme rute og har samme indhold. Man skal sydpå, til Paris og Rom, og man skal se på malerier og arkitektur, basta. Marshall har sat sig andre mål. Han vil nordpå til de mindre kendte lande Danmark, Sverige, Polen, Ukraine, Rusland. Og han vil væk fra hovedstæderne, ud på landet for at se, hvordan folk lever og arbejder. Hans bog blev en gedigen succes, for straks efter at den var udkommet i London 1772, kom der et nyt oplag, og snart blev den oversat til tysk, fransk og italiensk. Den danske del af rejsen begynder i Altona. Der begyndte jo Danmark dengang. Han rejser ’alene’, det vil sige i hestevogn, kun ledsaget af en enkelt tjener, som vi aldrig hører noget om. Altona beskrives omhyggeligt og troværdigt. Derfra går hans tur op langs vestkysten. I Ribe finder han et udmærket universitet, hvad der jo ikke er en vildt overdrevet betegnelse for den gamle katedralskole med det fine bibliotek. Fra Ringkøbing sætter vor mand kurs mod Holstebro, men han er dårlig nok kommet uden for byen, før hans jyske rejses største og sælsomste oplevelse begynder. Hans vogn bryder sammen, men til alt held kommer den lokale greve netop ridende. Han slår ud med armene og beder Joseph Marshall være sin gæst på herregården, mens grevens smed reparerer skaden. Det tager flere dage, og dem er der brug for. Greven har nemlig interessante ting at berette. NI TIENDEDELE af de danske bønder lever som slaver, fortæller greven. Deres dage går med tvangsarbejde. »Vi har nærmest uindskrænket magt over dem. De og deres husdyr er tvunget til at arbejde så meget for os, at de knap har et øjeblik til sig selv. Modsat de andre herremænd har jeg afskaffet dette slaveri og opkræver leje i stedet for. Den lykke, det giver dem, er både til min og deres fordel, for de arbejder så flittigt, at udbyttet langt overstiger huslejen. Mine bønder sidder i gode kår«. Mr. Marshall undrer sig over, hvor bønderne får penge til lejen fra. Og så får han en beretning, der får ham til at rulle med øjnene. Greven har nemlig, fortæller han, for 23 år siden grundlagt en by på sine jorder, der nu har to tusind indbyggere, som bønderne kan afsætte deres varer til. Halvdelen af disse mennesker er ansat i byens fabrikker og værksteder, 200 af dem i en ’smedefabrik’, hvor de fremstiller plove, harver, kærrer, vogne, skovle, grebe, river, økser. Der er også væverier og garverier, samt drejerier, der tilvirker tallerkner, krus og fade. Denne blomstrende industriby har ikke bare brug for mad, men også råvarer. Til det formål har greven en flåde på fem skibe i 50-tons klassen, der sejler de fornødne materialer fra Holland og Østersøen og op ad åen fra Ringkøbing Fjord. AF ALLE MARSHALLS iagttagelser i Danmark er det den her, der har gjort størst indtryk på læserne. Anmeldere i både engelske og franske tidsskrifter citerer i hvert fald lange passager om denne industri- og havneby på heden, omgivet af lykkelige, velbeslåede bønder. Lidt flov må jeg tilstå, at også jeg hoppede på limpinden og længe ledte efter dette fantastiske jyske gods og denne tabte by med tusind industriarbejdere. Så overbevisende dokumentarisk er Marshalls beskrivelse af sin danske rejse både før og efter besøget i dette drømmeland. Greven havde planer om at bygge dobbelt så store skibe og for at lette sejladsen grave en kanal til fjorden ved Nørre Vosborg, altså Nissum Fjord. En indlandssejlads ad en å fra Ringkøbing Fjord, der ikke kunne være mere end et par kilometer, skulle altså erstattes af en på over tyve! Da først dæmrede det for mig, at dette afsnit må være fri utopisk fantasi, syet så godt sammen med resten, at ingen har opdaget sømmen. Spørgsmålet er, hvad der fik Joseph Marshall til at beskrive denne utopi, så læserne måtte tro den fandtes i deres egen samtid. Her er det, oplysningen kommer ind. DET VAR Thomas More, der et kvart årtusind tidligere fandt på ordet ’Utopi’ og satte det som titel på en roman, der beskriver et ideelt samfund. Men de utopiske forestillinger, drømmen om den gyldne stad, har været og vil blive hos mennesker altid. Oftest har de placeret utopien i en fjern fortid, som Edens Have i Det gamle Testamente, eller en fjern fremtid som den kommunistiske drøm om et frihedens rige, hvor arbejdsdelingen er ophævet, og alle mennesker kan fiske om formiddagen, jage om eftermiddagen og filosofere efter aftensmaden. I Oplysningstiden bliver det almindeligt at placere utopien i samtiden, bare et andet sted på jorden, men altså som noget, der findes nu, lige nu – underforstået: så godt kunne der også være her, hvis bare vi tog os sammen og udskiftede dårlige skikke med gode. Det er den grundstemning, der gennemsyrer oplysningen overalt, hvor den trænger frem. Den uudtalte parole lyder: Verden er ikke uforbederlig; den kan forbedres, hvis vi selv giver en hånd med. Et eksempel fra samme år, som Marshalls bog udkom, er Diderot. I 1772 lod han en borger på Tahiti komme med følgende svada til en af de hvide opdagelsesrejsende: »Du anfører for de røvere, som adlyder dig, fjern hurtigt dit skib fra vor kyst. Vi er uskyldige og lykkelige, og du kan kun skade vores lykke. Vi følger naturens rene instinkt, og du har prøvet at udslette dens præg af vores sjæle. Her tilhører alt alle, men du har præket for os om en uforklarlig forskel mellem ’mit’ og ’dit’«. Formelt er dette en rejsebeskrivelse fra den anden side af jorden. Reelt er det en opfordring til at bekæmpe havesygen her. Endnu et eksempel, fra Holberg. Tidligt og sent argumenterede han for kvinders ligeret. Derfor brugte han også tid på at tilintetgøre de argumenter, mænd har brugt for at holde kvinder ude fra ansvarsfulde opgaver i samfundet. Børnefødslen er et af dem. Holberg anfører mange grunde til, at det argument ikke holder, blandt andet at barslen ikke gør kvinden uarbejdsdygtig i mere end seks uger om året, mens »derimod mangen mand, som intet hoved har, er ubekvem det hele år igennem«. Og så føjer han til, at der »efter rejsendes vidnesbyrd« findes et vist land, hvor kvinder går på arbejde dagen efter fødslen, »og manden lægger sig i hendes sted på sengen for at modtage gratulationer«. Det land, Holberg taler om, har nok ikke mere eksistens på landkortet end den jyske industriby. Men både Holbergs land og Marshalls by udspringer af den tidsånd, der siger, at tingene kan gøres anderledes og bedre, end de bliver gjort hos os. Se selv! siger den dokumentariske illusionist, her er et andet sted på denne vor fælles jord, hvor alle mennesker grundlæggende er lige, og dér gøres tingene på en bedre måde i dette øjeblik. MAN BLIVER jo nysgerrig efter, hvem denne Joseph Marshall er. Svaret er, at han ikke findes. Ingen har i hvert fald fundet det navn andre steder end på titelbladet af denne bog om en rejse til Danmark og de andre nordlige lande. ’Joseph Marshall’ er med andre ord et pseudonym. Fra tiden efter at bogen udkom, er der flere kilder, som er enige om den navnløse forfatters identitet. Han er en vis John Hill. Og selv om det ikke er bevist og har været bestridt, er der en række gode indicier, der peger på ham, og ingen, der siger dem imod. Det bringer gåden om motivet til dette snyderi nærmere sin løsning. John Hill (1716-75) var en farverig, nu helt glemt skikkelse, der i sit uhyre omfattende forfatterskab inkarnerede næsten alle den engelske oplysnings træk og aktiviteter. I den udførligste biografi over ham er han noteret for hele 76 selvstændige udgivelser plus mindst otte under pseudonym, blandt dem en rejseberetning. Det gik strygende, mens han levede. Men intet af det er blevet stående, alt var udløb af tidsånden og hans ambitioner. Af uddannelse var han apoteker, men ville være både videnskabsmand, skuespiller og digter. Da han fejlede på alle tre områder, kastede han sig ud i voldsomme polemikker, mod det engelske Videnskabernes Selskab, mod skuespilleren Garrick, mod romanforfatteren Fielding. Men publicere, det gjorde han i en helt ubeskrivelig fart. Blandt de seksoghalvfjerds titler er et værk på 26 bind om engelske planter modelleret over den danske Flora Danica. Man har noteret, at han i et enkelt år tjente tre gange så meget på sine skriverier som den næstmest tjenende forfatter. Alle oplysningens genrer er repræsenteret i hans forfatterskab. Sådan en mand passer perfekt i rollen som kolportør af oplysningens fantasi om den realiserede utopi. Han skrev så hurtigt, at det nærmede sig automatskrift. Og den, der skriver automatisk, fører pennen for tidsånden. OG SÅ ER vi tilbage ved nutiden. Når forfattere som Peter Høeg eller Knud Romer bliver ’afsløret’ som upålidelige ved at blande fantasier ind i deres reportager, kan der selvfølgelig være forskellige motiver på færde. Men ét har de til fælles med Diderot, Holberg og ’Joseph Marshall’: den drøm at overbevise læserne, og den viden, at intet er så overbevisende ved et stykke illusionskunst som illusionen om, at det ikke er kunst, men dokument. Siden skilles vejene. Nogle forfattere bruger den dokumentariske illusion for at gøre deres erfaringer almene, nogle for at få ret – der findes sikkert et hav af motiver. ’Joseph Marshall’, denne nærmest anonyme kanal for oplysningens væsen, skabte sikkert sin illusion om den fuldendte industriby med det endnu mere fuldendte opland i det godt skjulte Vestjylland for at fortælle sine landsmænd, hvor god og smuk industrialismen kunne være, hvis bare man tog sig sammen og gjorde som den danske grev – ja, allerede hans navn burde selvfølgelig have vakt min mistanke. For den jyske herremand, der gik i vadmel og spiste vandgrød til morgenmad, hed noget så lidt vestjysk som grev Roncellen. Virkeligheden findes, men dens grænser findes ikke på noget kort. Sommetider findes ikke engang virkeligheden på kortet.