Det var verdens mindste kontorlandskab, cirka fem gange to og en halv meter, på tredje sal i Politikens Hus med udsigt til Rådhuspladsen.

Stort tegnebord, mindre skrivebord, tre stole og en sofa var trængt sammen, og her logerede Hans Bendix, Poul Holck og jeg med besked om, at der også skulle være plads til Bo Bojesen, hvis han kom forbi. Det gjorde han aldrig, og skete det alligevel, var det kun for at hænge overtøjet, for han arbejdede bedst hjemme i Birkerød. Denne sammenstuvning, nødvendiggjort af ’bolignøden’ i huset, fandt sted i slutningen af 1960’erne, da Hans fyldte 70 og derfor ikke længere kunne have eget kontor eller solistværelse, som han kaldte det. Hans med pensioniststatus – de må have været bindegale. Samtidig fandt chefredaktør Jørgen Grunnet på, at Poul Holck og jeg skulle skrive og redigere ’At Tænke Sig’, så et bofællesskab var en nærliggende løsning. Selv efter at vi fyrede os selv fra ATS, blev jeg siddende flere år frem på nåde, men med glæde. Det førte os tæt sammen, og det blev naturligt for mig at arbejde lige så meget, eller efterhånden endda endnu mere, med tegnerne, som det havde været at gå ud på opgaver med fotograferne. Det var de færreste af journalisterne, der bad om at få en af bladets tegnere med, og de fleste opgaver i marken var vel også som aktuelle reportager mest oplagte for foto. Tegnerne sad for det meste på deres pind og illustrerede skrevne tekster. Det var tekstbehandling efter naturmetoden. Det professionelle samliv med Hans og Poul kan jeg kun se tilbage på som et stort privilegium og en uvurderlig inspiration. Tegnere tænker anderledes end journalister, og somme tider tror jeg, at hvis jeg kunne tegne, var jeg nok ikke blevet journalist.

I små 20 år gik jeg i teater med Hans Bendix. Vi så, jeg skrev, han tegnede. »Skriv nu kort, så der bliver plads til tegningerne«, sagde han, når vi kom hjem fra et skuespil eller en ballet til det ydmyge kontorlandskab. »Jo større tegningerne er, jo flere er der, der læser din anmeldelse«. Hans havde ret. Han var et blikfang på teatersiden og en observant kritiker i sin egen ret. Ud af hans tegninger kunne den trænede læser afgøre, om forestillingen var værd at se. Havde den sagt Bendix noget? Poul Reichhardt sagde: »Man ved aldrig, om en rolle er lykkedes, før man har set Hans Bendix’ tegning«. Man blev besat af skriveglæde, når man var ude med Hans. Især i Paris. Her var han kommet første gang med sin far, før Første Verdenskrig, og når vi var der sammen for enten at rapportere om ballet eller spisesteder, skulle vi altid indtage det første måltid i den lidt undselige restaurant Au Petit Riche i Rue Peletier, for her havde han spist dengang med sin far. Det var tider, da Politiken ikke så så nøje på udlægsregningerne, og her faldt en af Hans mindeværdige replikker: »Det er sgu’ så dejligt at rejse med dig, Ebbe, for når jeg rejser med Karen, tror hun altid, at vi er udsendt af priskontrollen«. Hans banede vejen over alt med sin charme og elskværdige selvbevidsthed. Når vi var vel hjemme, ville han aldrig se min tekst, før han tegnede sine skitser frem til det endelig resultat, og det ville vel også være temmelig højrøvet af mig, hvis jeg troede, at jeg kunne inspirere ham. Tanken faldt mig aldrig ind. Det var sjældent, at han havde en færdig tegning på blokken uden efter justeringer. Det hændte dog flere gange i balletsammenhæng. Hans tegning af pigegruppen i Balanchines ’Serenade’ ved gæstespillet i Tivoli i 1978 var færdig, da tæppet gik ned for de sidste toner af Tjajkovskij, og det sublime gentog sig med tegningen af Donna Wood i ’Cry’ ved gæstespillet med Alvin Ailey Balletten i 1981. I begge tegninger er der åndfuld reportage af øjeblikket i bevægelserne, liv, rytme og spontanitet, ikke som fastfrosset situation, men som – dans på papiret. Hans er et af de få mennesker, jeg har kendt, som aldrig var sur. Da jeg i et anfald af almindeligt mismod spurgte ham, hvordan han dog bar sig ad, svarede han prompte: undgå vrøvlet! Det var et motto, jeg godt kunne få brug for i samlivet med Poul, for han kunne være både sur og tvær, og da var der få, som uden frygt kom Terje Vigen nær … Men Poul blev altid sød, sådan rigtig sød igen. Var vi ude på opgaver sammen – opgaver, som vi selv valgte – var det mig, der måtte gå foran, men jeg kan hverken påkalde mig Hans’ charme eller evner. Det var mere af nødvendighed, for Poul var sin uomtvistelige charme til trods et meget blufærdigt menneske, til tider genert, indtil han vovede at spille fræk og fri. Nået dertil blev han selvlysende og lige så uimodståelig som Hans i partnerskabet tegner-skriver. Poul var en langt større udfordring at arbejde sammen med, men også et konstant lift, fordi hans tegninger idemæssigt gav yderligere perspektiv eller pointe til tekstens indhold. At Poul og jeg kom til at rejse sammen – igen på opgaver, som vi stillede os selv og fik Pundiks accept af – skyldtes et raseriudbrud, da jeg havde skrevet en artikel om Pére Lachaise-kirkegården i Paris og bad Poul om at illustrere den. Nok både takt- og tankeløst af mig: Jeg tegner ikke den forpulede kirkegård, før jeg har set den, og hvis du ikke tager mig med til Paris, kan du selv tegne til dit lort! Artiklen kom ikke på, før Poul havde set Pére Lachaise på vores næste tur og tegnet en guddommelig vittig tegning af alt det katolske marskandis, der pynter de henfarnes grave. Vi rejste også til Alsace og spiste og tegnede asparges med passende seksuelle undertoner i et forår. Det var ikke så nemt at lokke Bo Bojesen ud af hulen i Birkerød, men på et møde i Politikens søndagsredaktion blev det foreslået, at jeg skulle skrive en serie om folkelige forlystelser. Jeg foreslog straks, at Bo skulle tage med på denne opdagelsesrejse i folkedybet. Vi drog ud i folkelivet til tysk badeferie, til Bakkens Hvile og til bingo i Malmø. Bingo var et nyt fænomen, som man var overbevist om nok også ville slå an i Danmark. Det var ingen fejlvurdering. Vi tog flyvebåden til Sveriges dengang største bingohal og fik en mageløs oplevelse af spilledjævelens tag i broderfolket. Bakkens Hvile researchede vi så grundigt, at vi fulgte prøverne før sæsonpremieren, der naturligvis var kulminationen på denne beretning fra det virkelige liv. Tiderne var anderledes dengang i slutningen af 1960’erne, og jeg fik ad omveje at vide, at chefredaktør Primé ikke havde været helt tilfreds med min overskrift, der i al uskyldighed lød: Når bare det rimer på Musse. Peder Nyman fik jeg aldrig med i marken. Det var han alt for sky til. Peder så læserne i øjnene med sin originale pen og det indhold, den omsluttede. Ofte fordi der faktisk sad et par øjne et eller andet sted i hans tegning, et fikspunkt, der kunne være to flirtende ferskner i en kurv eller en forskræmt globus, der udtrykker al klodens angst og fordærv. Med sin store kærlighed til bordets glæder, faste som flydende, blev han en oplagt tegner for pioneren i dansk madskriveri, Mogens Brandt, hvis lørdagsrubrik ’På en anden måde’ han gav velsmagende livfuldhed med sine prægnante vignetter af fugl og fisk og stegt og kogt og Mogens selv. Han fulgte naturligt med som illustrator af Brandts bøger. En af de få gange, jeg oplevede Peder i selskabelig sammenhæng uden for bladet, var, da Mogens Brandt inviterede os to unge, det var vi jo dengang, til forloren skildpadde hjemme i lejligheden i Sølvgade. Peder var ikke noget selskabstalent, og jeg husker aftenen som noget akavet for Peders vedkommende. Til gengæld var det her, jeg selv trak en gevinst i mødet med skuespilleren Olaf Ussing. Peder var en tegner, der var mere synlig i avisen end på bladet. Melankolsk og stilfærdig. Han gik altid ind og ud ad bagdøren, og han kommunikerede gerne per telefon. Peder levede bedst i skjul. Man afleverede sin tekst i sand forvisning om, at den ville blive læst fra en vinkel, der i streg ville gøre indholdet en ubetinget tjeneste. Som i forholdet til Poul Holck, hvor dybt forskellige de end var af sind og streg, var det direkte uklogt for en journalist at fortælle Peder, hvad han skulle tegne. Med sit drillende melankolske smil kunne han standse den velmenende kollega med et: »Vil du også vide, hvad jeg synes, du skal skrive?« Der har i årenes løb været talløse øjeblikke, hvor en redaktør af Dagens Debat, Kroniken eller Bagsiden i fortvivlelse over mangelen på en oplagt illustrationsmulighed i en tekst, har udbrudt de forløsende ord: ’Det er en Nyman!’ Det blev det så. Uden nogensinde at skuffe. Kampen var hård for Peder. Omkostningerne store. Han døde, da han var 61. Jørgen Saabye gik nødigt uden for huset. Med sit tyste væsen og talent, stilfærdig, inderlig jazz, han er ren blues: You don’t know my mind. Nej, men Saabyes ’mind’ er til stede i hans tegninger med antydninger af det, vi ikke kender, men tænder på. I mange år var Arne Ungermann en stemme i telefonen og en tegning i avisen eller Blæksprutten, men så havde han en fødselsdag eller et jubilæum, der blev anledning til, at jeg skulle interviewe ham. En polio i barndommen havde invalideret ham, så han kom aldrig på bladet. Jeg tog op til ham i Humlebæk. Det var som at komme ind i Dovregubbens lønkammer. Stor og fyldig, rund og venlig, sad han i sin kontorstol på hjul og bevægede sig straks hen for at hente en Fernet Branca som ouverture til en uforglemmelig dialog. Ungermann, der havde skabt billeder i danskernes bevidsthed fra ’Palle alene i Verden’ til ’Matador’s vignetter, var hverken sky eller verdensfjern, men han sad i sin hule med antennerne ude, så han til sin død kunne kommentere verdens skæve gang med uforkalket streg. Ungermanns tegninger til Blæksprutten kom per post og cirkulerede ved mahognibordet i Klarebodernes bestyrelsesværelse, indtil redaktionen blev forvist til mere ydmyge omgivelser. Povl Sabroe (Den Gyldenblonde) og Jens Louis P. var de afgørende smagsdommere for alt i streg og tekst. Hvert møde blev afsluttet med frokost hos Karen Kik – snaps og det hele, indtil det også blev skåret ned af Gyldendal til ... frokost i kantinen. Uden snaps. Den årlige keglefrokost og julemiddag forblev dog uberørte. Her kunne Ungermann jo ikke deltage, men så tog redaktørerne op til ham en dag i december – i taxa – med alt, hvad en julefrokost krævede. Blæksprutten var et noget altmodisch set up, men igen en berøringsflade med de tegnere, der har været med til at give dansk presse og morskabslitteratur et niveau, og mange af dem var de samme, som gjorde Politiken til den både skrevne og tegnede avis. Det har været en stor lykke og udfordring at spille med som skrivende i det flor af tegnere, hvoraf nogle blev professionelle livsledsagere og venner i et lystigt virke, hvor man ønskede, at man kunne skrive, som de tegnede.