Det er toppen af ironi, når man beskylder andre for at bruge naziprægede metoder, når man selv smovser i dem. Det gør både Søren Krarup og Jesper Langballe i deres forsvar for forældres ret til at revse og tugte deres børn fysisk, og for Søren Krarups vedkommende: med evige angreb på myndigheder og statsmagt, børneråd, socialforvaltning og psykologer – alle, der taler om børns ve og vel og rettigheder. Disse institutioner vil »ødelægge« familien – den sunde, gode danske af slagsen, og gribe ind med, som det hed i en af Krarups kronikker i Ekstra Bladet 1997, »isnende kulde« og erstatte kærlighed og omsorg med »rettigheder«. At afskaffe revselsesretten, sådan som det endegyldigt blev gjort i 1997, er at opfordre børn til at stikke deres forældre. Det mener både Langballe og Krarup. Derfor henvises der til nazimetoder. En af grundpillerne i nazismens propaganda er og var dæmoniseringen af udvalgte syndebukke, det være sig jøder, asiater og negre, socialister og homoseksuelle og diverse kunstnertyper. Disse personer og grupper blev og bliver hængt ud for at undergrave nationen og racen og kulturen. Alt det ved vi godt. En lige så stor bærepille for propagandaen er den medfølgende glorificering af egen kultur, race og nation. Begge dele hviler på falske billeder og påstande, idealerne er falske, og det er truslerne imod dem altså også. En yderligere og ikke uvæsentlig del af nazipropagandaen – også den propaganda, som det totalitære Sovjetunionen stod for – er det maniske gentagelsesprincip. Med hensyn til revselsesrettens afskaffelse, og for visse mennesker altså også savnet af den, gælder det – som jeg skal dokumentere – lige præcis to falske udsagn. Det ene er glorificeringen af den gode danske familie. Det andet er de trusler, som den står over for. Trusler er altid noget udefrakommende. SørenKrarup, godt bakket op af Jesper Langballe, raser nu, ligesom han gjorde det for ti år siden, imod »umyndiggørelsen« af de gode danske forældre – og at børn opfordres til at stikke deres forældre. Her ved han sikkert, at det sidste i verden, et barn gør, er at stikke sine forældre, uanset de overgreb, barnet har været udsat for. Hans udfald er ren demagogisk teorisnak. Syndebukkene er som sagt mange, og Jesper Langballe tager for sin del gerne kulturradikalismen med – den har medansvar for den stigende bande- og ungdomskriminalitet, mener han i Jyllands-Posten 12. november i sin artikel til støtte for Søren Krarup. Her må jeg som erklæret kulturradikal indrømme, at jeg hoppede i stolen. Kulturradikale har fået skyld for meget – fra marxismens undergravning af universiteterne til pornoficeringen af det (sunde) danske samfund. Men stigende ungdomskriminalitet? Langballe mener, at det er troligt, »at den aktuelle, eskalerende ungdomskriminalitet er følgen af en udviklingslinje, som den kulturradikale kampagne mod revselse var en del af«. Kulturradikalismen har været imod fysisk vold i opdragelsen – derfor er de unge så kriminelle, de fik ikke klø nok i tide? Som med de fleste af Krarups og Langballes påstande kommer man sandheden noget nærmere ved at sige det modsatte. De unge kriminelle fik for mange klø! Jeg vil godt minde om, at kulturradikalismen og de kulturradikale ikke har andet på samvittigheden end at kæfte op på en kritisk og konstruktiv måde, befinde sig til venstre, og i øvrigt gerne have et kunstnerisk strejf med i samfundskritikken. Finere og farligere er det sgu ikke. På højrefløjen er kulturradikalismen gerne syndebuk nummer 1. Hvem husker ikke Ulla Dahlerups årsmødetale, Dansk Folkeparti, 2003, hvor hun med en fræsende paranoia og et svulstigt blomstersprog ville tage hævn over den undertrykkelse og det diktatur, som venstrefløjen – gerne med hendes ærkefjender, de røde rødstrømper og de kulturradikale i spidsen – havde udsat Danmark og Dansk Folkeparti for: »Vi har alle sammen været igennem en ond tid i 1980’erne og 90’erne. Vi har alle sammen stridt os fremad i isnende stormvejr, vi er blevet frakendt ære og værdighed i årtiers ophidsede og uforsonlige multietniske klima ... De stoppede vores ører fulde med ondt. Hadet stod næsten stille som en mur omkring os i 1980-90’erne og kom fra de kulturradikale og venstrefløjen. Deres kulde, deres velplejede intolerance, deres mørke midt på dagen. De skabte et samfundsklima af verbal vold. I årtier har de sat deres hånlige ord fast på vores hjerter med sikkerhedsnåle«. Mine tanker falder nemt på den svulstige facon i ’Mein Kampf’, hvor Adolf Hitler beskriver truslerne fra jødedrengen, som »med sit sataniske smil lurer bag hver en busk og hvert et træ for at skænde vores unge kvinder med sit blod«. Sproget! Der er sprog, som appellerer til individet og til eftertanke. Der er sprog, som appellerer til masserne og tankeløsheden. De tog ordet på venstrefløjen, sagde Dahlerup »... på landets fornemmeste talerstol og brugte sprogets hårdeste gloser med en sådan energi, at det vævede tæppe med klippemotivet bag talerstolen bevægede sig let. Den tredje verdens folk blev gjort til vigtigere mennesker end resten af samfundet ... Fornægtelser af problemer, statistiske løgne og illusioner samt et uhørt had til den danske befolkning voksede op og ned ad væggene i salen. Sådan blev sproget gjort til en gammel, uvasket luder«. Her fornemmes den sproglige samklang i højrefløjens svulstigheder, isnende stormvejr, mørke midt på dagen, onde ord fæstnet med sikkerhedsnåle til hjerterne etcetera. Diskussionen er blusset op igen, og selv om Pia Kjærsgaard ikke stemte for afskaffelsen af revselsesretten i 1997, så er hun nu blødt op, og siger o.k. til loven. Søren Krarup er ikke blødt op. I vittighedstegningerne ser man Pia give Søren en endefuld. Han er imidlertid ikke til at banke på plads, og så kan man jo undre sig, manden raser over, at man ikke må slå sine børn – men det hjælper jo ikke! I sin grundlovstale fra 1997 sagde Pia Kjærsgaard: »Forleden vedtog Folketinget så med én stemmes flertal afskaffelse af revselsesretten. Derved blev det slut med forældres ret til at bestemme over deres børn – og forældrenes ret til at opdrage deres børn. Og derved blev børn i realiteten statens ejendom. En uhyrlig socialistisk lov, som vel at mærke blev lusket igennem og vedtaget uden nogen former for offentlig debat«. For nøjagtig ti år siden bragede Søren Krarup løs med et utal af stort set enslydende kronikker i Ekstra Bladet, hvor han rasede over dels den islamiske trussel mod nationen (den danske race?) og dels de stalinistiske og totalitære tendenser fra ’statsmagten’ og fra sociale og sundhedsforvaltende institutioners side, som efter hans overbevisning ville »ødelægge« familierne og de danske hjem. Søren Krarup skrev blandt andet en kronik med overskriften ’Vores børns fjender’, og den var ledsaget af tre fotografiske portrætter – det var nok redaktørens idé – så læserne kunne genkende fjenderne, hvis de mødte dem. Den ene var Frode Muldkjær, Børnerådet, den anden var John Halse, Børns Vilkår, og den tredje børnefjende var såmænd undertegnede, hvis forbrydelse bestod i at skrive imod Søren Krarup i samme avis. Vi tre, skriver Krarup dengang, »lever og tænker jo i slagord. For dem handler tilværelsen om de rette etiketter og den politiske korrekthed. Derfor er de så ivrige efter at udrydde forældremyndigheden og dermed hjemmet«. Det er dristig tale af en mand, som har kastet om sig med slagord igennem et langt liv, men hør slutningen af afsnittet: »De dyrker fine ord og udsætter børnene for vind og vejr. Jeg er tilbøjelig til at sige, at Danmarks virkelige ulykke kommer af hjemmenes ødelæggelse. Børnene bliver ensomme, rodløse og fortvivlede derved. De har fået ’rettigheder’. Men det er sket på bekostning af deres tryghed og livsmod«. Der skal til den reaktionære skrækpropagandas falske idealer og falske trusler føjes endnu en falskhed, nemlig den falske modsætning, her eksemplificeret af Krarups komisk opstillede modpar. Rettigheder på den ene side – tryghed og livsmod på den anden. Jeg ønsker at dvæle ved sproget, når det blomstrer svulstigt op, for sprogtone og ordvalg er vigtigt, det svulstige sprog appellerer til en forførbar hob, her er et Krarupsk eksempel: »Når opdragelsen ikke længere er forældrenes frie ansvar, men bliver statsautoriseret og statskontrolleret og gjort til genstand for socialforvaltningens og psykologers overvågning, så forvandles hjemmet til et ambulatorium. Isnende kulde afløser varme og samhørighed«. Denne måde at bruge ’Staten’ som bussemand på er nærmest infantil, for de love om rettigheder og den lov om børns ve og vel, der er tale om, er jo resultatet af folkevalgte politikeres beslutninger. De er endda taget på et kristent grundlag: »Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling«. Sådan står det i loven fra 1997, og den erstatter en bestemmelse i myndighedsloven, med den øvrigt udmærkede formulering fra 1985: »Forældremyndigheden medfører pligt til at beskytte barnet mod fysisk og psykisk vold og anden krænkende behandling«. Og som det tilføjes på Wikipedia: Den formulering blev siden opfattet som tvetydig, fordi der kunne rejses tvivl om, hvorvidt pligten til at beskytte barnet også medfører, at den pågældende forælder har pligt til ikke selv at volde barnet skade. Det er rent ud gådefuldt, hvorledes sådanne to formuleringer kan forvrides til at være trusler mod den danske familie. I en af sine kronikker i 1997 beretter Søren Krarup om et besøg, han foretog i Sønderjylland, hvor han stiftede bekendtskab med en tapper og god familie, som gennem generationer og med kærlighed og strenghed havde opdraget børnene til at modstå det pres, som kom fra mange sider. Presset mod danskheden. Sønderjylland ’kom tilbage’ til Danmark i 1920, og det er Krarups iagttagelse, at dette skyldtes de danske hjem, hvis børn eksempelvis havde været udsat for ikke »at måtte tale dansk i skolen«. Søren Krarup skriver: »Hvis Børnerådet og John Halse havde haft magt dengang, ville de have udryddet disse danske familier. Gjort forældrene til overvågede nikkedukker, gjort børnene ensomme og ulykkelige og hensat dem i tristhed og tomhed og selvmordstanker«. Jeg nævner dette afsnit, fordi absurditeten her er helt oppe at ringe. Med hvilke metoder ville de nævnte børnefjender udrydde familierne? Får børn selvmordstanker af, at lovgivningen beskytter dem mod overlast og giver dem rettigheder? Det er ti år siden, dette er skrevet, men når man ser på, hvor stålsat Søren Krarup er, og hvor urokkelig i sine meninger, går jeg stærkt ud fra, at hans ord er gældende også i dag. Nu vi har været en smut i Sønderjylland, skal jeg minde om de uhyggelige og perverse begivenheder i Tønder, hvor forældre udlejede deres børn til sexmisbrug. Selv om de sociale myndigheder sandelig var meget sent ude, så blev børneprostitutionen standset. Jeg minder kort sagt om en syg familie. En pervers familie. Jeg kunne også minde om, at der er cirka tretten tusinde tvangsfjernede børn i Danmark, og undrer, om disse tvangsfjernelser også skulle gå ind under begreberne »overvågningssamfund« og »ødelæggelse af danske hjem«. Hvis og når den danske familie ønskes fredet og være helt fri for opsyn fra sociale myndigheder og psykologer m.fl., hvem skal så hjælpe de nødstedte børn? Det er et spørgsmål, man fristes til at stille Søren Krarup i hans egenskab af præst. Nu tilbyder begrebet næstekærlighed sig, et begreb, som man skulle tro undslap graduering. Næstekærlighed er næstekærlighed! Om hjælp og omsorg tilfalder en ulykkelig knægt på Nørrebro eller en forældreløs i Afrika. Søren Krarup har forklaret næstekærlighed for os, og det har han gjort, når han – af gode grunde – blev spurgt om den, vi har misforstået begrebet. Næsten er ikke hvem som helst, men den i bogstaveligste forstand nærmeste. Naboen, sidemanden, familiemedlemmet. Så det går altså an at graduere næstekærlighed. Børn kan misbruges og få lov til at rådne op to gader borte, sådan skal det forstås. Lader vi religiøse følelser, gudstro eller for den sags skyld gudsfrygt ude af billedet, så efterlader kristendommen i sit menneskesyn og sin etik immervæk noget basalt, som har med empati at gøre. Med Jesu liv og gerning som forbillede, i givet fald, tilfalder omsorg og empati gerne og gerne i første række de skrøbelige, de udsatte og de nødlidende. Hvor de end måtte befinde sig. Hvis lovgiverne i dette land lader sig inspirere af den kristne empati, bør alle være glade. Også Jesper Langballe og Søren Krarup.