USA er verdens eneste supermagt og vores store allierede. Vi har en stærk interesse i, at der fra Washington udgår et politisk og moralsk lederskab – til gavn for demokrati og menneskerettigheder, konfliktløsning og bæredygtig udvikling i denne verden. Et godt samarbejde med USA håndteres bedst via stærkere udenrigspolitisk samarbejde i Europa. Kun et mere enigt Europa kan håbe på at påvirke supermagtens kurs. Den amerikanske præsident lægger den udenrigspolitiske kurs. Derfor er præsidentens forståelse for verden og vilje til reelt makkerskab med Europa afgørende. Bill Clinton var nok noget af det mest positive for Europa, der kan komme ud af den amerikanske politiske proces. Derfor havde bl.a. dén danske regering, jeg i 1990’erne var medlem af, også et fortræffeligt samarbejde med Clintons USA. Nu spejder vi alle frem mod præsidentvalget i november. Det kan kun blive meget bedre igen efter Bush. Der kommer meget mere omtanke og intelligens, hvis det bliver McCain. Men stadig lidt for krigerisk. En præsident Hillary ville nok byde på noget af det samme, som vi godt kunne lide med Bill. Men allermest spændende og nyt bliver det, hvis den næste præsident hedder Obama. Ét er sikkert. Verden venter utålmodigt på vagtskiftet i USA og håber, at Bush og Cheney ikke får startet nye krige, inden de forlader scenen. Danmarks statsminister er en af de få, der ikke deler denne utålmodighed. For få uger siden besøgte han præsidentens private ranch i Texas. Anders Fogh Rasmussen kom ved denne lejlighed med en række udsagn, der nok er de mest oprigtige, der er kommet ud af hans mund i nyere tid. I mere end seks år har han med stort held opdyrket en forestilling om, at han er en slags omvendt socialdemokrat. I Crawford, Texas, med Bush ved sin side, fortalte han, hvad han i virkeligheden er: en sand neokonservativ. Bushs ideologiske ven. Nogen har tolket Anders Foghs pludselige tilbøjelighed til at fortælle, hvad han faktisk mener, som en bekræftelse på, at vi har set ham som borgerlig statsministerkandidat for sidste gang. Nu føler han sig endelig fri til at sige sin mening! Manden, der uden konkurrence er dansk politiks mester i at tilpasse sin politik til målte folkestemninger, udtalte fra Texas, at han ikke agter at lade personlige venskaber afgøre af meningsmålinger. Han vil ikke distancere sig fra Bush, selv om de fleste mennesker i verden og de fleste vælgere i USA for længst har gjort det. For her er ifølge Fogh tale om et personligt venskab og fælles idealistisk værdigrundlag. Statsministeren mener, at der er skabt et historisk enestående godt forhold mellem USA og Danmark, fordi han kommer godt ud af det med præsident Bush. I Texas uddybede Fogh sin mening om deres fællesskab bl.a. med følgende ord: »Jeg skal ikke lægge skjul på, at det var forfriskende, da Bush startede sin demokratidagsorden. Det synspunkt, at verdens demokratier og verdens frie samfund skal stå sammen om at fremme demokrati og menneskerettigheder der, hvor det er muligt, det er jo en dagsorden, jeg er meget optaget af ... «. »Dette er vores fælles udfordring. Og De hr. præsident og USA har mere end nogen anden fremmet denne vision om frihed og demokrati. Tillad mig at give Dem min hyldest for dette«. På spørgsmål om Bushregeringens menneskerettighedskrænkelser bl.a. på Guantánamo svarede Fogh, at han her var kritisk, men også holdt sig for øje, »at der er noget større, som jeg synes er vigtigere«. Det er pinagtigt, at vores statsminister, der i den grad identificerer sig med Bushs værdier prøver at placere denne amerikanske præsident positivt på en dansk demokratidagsorden. Jeg tror i øvrigt heller ikke, at en Bush-elskende dansk statsminister vil have en let gang i Washington efter januar 2009. Men det sidste er måske mindre vigtigt, hvis han alligevel har tænkt sig at forlade scenen samtidig med sin ven i Det Hvide Hus. Men mindet om Danmarks alliance med Bush kan klæbe alligevel – og det er skidt: for trods alle de erklærede målsætninger har demokratiet ikke vundet sejre – det står meget mere skidt til med respekten for menneskerettighederne – en række af de værste konflikter i verden er uløste eller skærpede – og der er ikke sat kurs mod en mere bæredygtig global udvikling gennem mere end syv år med Bush ved roret. Der er mindst ti gode grunde til som dansker at tage klart afstand fra Anders Foghs hyldest af George W. Bush: 1. Bush blev oprindeligt udnævnt til USA’s præsident af sine politiske meningsfæller i Højesteret, selv om hans modkandidat Al Gore fik klart flest stemmer i USA som helhed . Måske fik Gore også flest stemmer i den afgørende stat Florida. Men optællingen blev standset af Højesteret, mens Bush førte. Forud var gået en valgkamp, hvor Bush-kampagnen med Karl Rove i spidsen præsterede en enestående grov tilsvining af politiske modstandere. 2. Bush repræsenterer en for demokratiet dybt usund alliance mellem sit parti og interesserne i militær- og olieindustrien. Nogle af USA’s mest kapitalstærke har betalt hans valgkamp for at sikre sig, at han kunne levere dem et godt afkast i form af skattelettelser. Og resultatet af Bush-epoken er svimlende gigantiske skattelettelser til de få, der i forvejen var allerrigest. Uligheden i det amerikanske samfund er større end nogensinde. Man skal være lige så politisk blind som den unge Henrik Fogh Rasmussen for at overse, at der findes en langt større og mere afgrundsdyb fattigdom, end vi kender til. 3. Bush repræsenterer en fanatisk modstand mod opbygningen af et velfærdssamfund i USA, fordi det ville kræve vilje hos de brede skuldre til at bære en større skattebetaling. Derfor er verdens rigeste land f.eks. ikke kommet et skridt videre mod en sygesikring for alle. Derfor er New Orleans efterladt i elendighed efter oversvømmelseskatastrofen for snart 3 år siden. 4. Bush har været og er fortsat – uanset at Fogh ubegrundet optimistisk håber på fremskridt – indædt modstander af en effektiv global aftale om at bekæmpe de overhængende klimaforandringer. Ikke alene blokerede han for USA’s medvirken til Kyoto-protokollen. Han har fiflet med videnskabelige rapporter om klimaet, og så sent som i 2005 beskar han midlerne til klimaforskning. Han har åbnet naturreservater op til minedrift, skovhugst og olieudvinding. Han har modsat sig staternes regler mod benzinslugere osv. 5. Bush er i fuld gang med et nyt rustningskapløb med udviklingsplaner for det globale missilskjold, der er rasende kostbart og næppe formålstjenligt. Der udvikles ’små, smarte’ atomvåben i strid med ikke-spredningsaftalens intentioner om gradvis afvikling af kernevåben. ABM-nedrustningsaftalen og traktaten mod oprustning i rummet er opsagt. Bushregeringen obstruerer også et internationalt forbud mod klyngebomber, der vilkårligt og næsten udelukkende dræber civile. 6. Bush sammenblander på usmagelig vis religion og politik. Det kom senest til udtryk i en tale forleden om tro og hans udlægning om, at Gud bad ham invadere Irak! Han bruger sin tro som argument for at være modstander af bøssers og lesbiskes ret til at gifte sig og til modstand mod abort og kvinders ret til at bestemme over deres eget liv 7. Bush er indædt tilhænger af dødsstraf – som nu er forbudt overalt i EU og fra FN henstilles afskaffet som inhumant. Bush underskrev i sin tid som guvernør i Texas personligt 150 dødsdomme. Han præsiderer over et dømmende USA, der har flere unge afroamerikanere i fængsel end i gymnasiet. 8. Bush har forsøgt at besætte dommerembeder med neokonservative fundamentalister og udrense statsanklagere, der ikke følger hans politiske kurs. Mens der straffes til alle sider, er vicepræsident Cheneys stabschef, Scooter Libby, blevet benådet af præsidenten efter at være idømt streng fængselsstraf for at røbe statshemmeligheder. Libby lækkede identiteten på en FBI-agent som hævn for dennes afsløring af Cheneys yndlingsløgn om Iraks påståede atomvåben. Ønsket om at straffe rammer heller ikke mulige krigsforbrydelser fra amerikanere. Derfor har Bush meget aktivt bekæmpet International Criminal Court og tvunget mange lande til at love aldrig at bringe amerikanere for denne domstol. 9. Bushs såkaldte krig mod terror føres med brug af tortur og tidsubegrænset internering. Det er ikke – som Fogh udtrykker det – torne på vejen i kampen for demokratiet. Det er en frontal konflikt med alle demokratiske retsprincipper og den internationale retsorden, som USA var aktiv i at udforme efter Anden Verdenskrigs rædsler. Bushs rådgiver og senere justitsminister, Alberto Gonzales, formulerede Bushs politik om, at internerede, der var mistænkt for tilknytning til Taliban og Al Qaeda, kun skal behandles humant og i overensstemmelse med Geneve-konventionerne, når det »er passende og i overensstemmelse med den militære nødvendighed«. Bushregeringen opfandt begrebet ’ulovlige kombattanter’ som nogen, der ikke havde krav på beskyttelse efter den humanitære folkeret. Man opfandt interneringen på Guantánamo for at undvige den amerikanske antitorturlovgivning og domstolenes krav om domfældelse eller frigivelse. Man iværksatte ulovlig bortførelse af terrormistænkte i andre lande og ulovlig transport af dem til hemmelige fangelejre rundt om i verden. Mange uskyldige blev ofre. Mange af dem er spærret inde på ottende år. 10. Sidst, men ikke mindst: Bush har udløst en forkvaklet invasion i Irak, der blev gennemført med løgnagtige begrundelser om tilstedeværelsen af farlige masseødelæggelsesvåben og forbindelser til Al Qaeda. Colin Powell blev mod sin vilje og vidende sat til at fortælle løgnehistorier til FN’s Sikkerhedsråd og føre både de allierede og den amerikanske kongres bag lyset, og da et stort flertal i FN’s Sikkerhedsråd ikke ville støtte krigen, valgte USA’s præsident at handle på egen hånd sammen med briterne og nogle få andre. Herunder desværre Danmark. Invasionen blev udført på en måde, der har efterladt Irak i en katastrofe af kaos, borgerkrig og tab af måske en halv million menneskers liv. Irakkrigen har ifølge Nobelpristager Joseph Stiglitz direkte og indirekte kostet det ubegribeligt store beløb 3.000 mia. dollar. Der kunne være købt ufattelig megen konfliktløsning og megen demokratisk og menneskelig udvikling for de penge. Der ville have været langt færre terrorister i verden, hvis pengene var brugt til at stifte fred i stedet for at føre krig. Selve invasionen i Irak var en fejltagelse. Men givet, at da den blev gennemført, var det om muligt en endnu mere skæbnesvanger fejltagelse at nedbryde Iraks hær, politi og centraladministration i stedet for at omskole dem. Det er en umulighed at etablere et ægte demokrati uden institutioner og med frit løb for gennem årtier undertrykte etniske og religiøse modsætninger. Valg i en sådan situation er snarere opskriften på borgerkrig. Alt dette er heller ikke bare ’torne på vejen’. Selve vejen var forkert. Alt, der kunne forkvakles, blev forkvaklet. Der blev ikke mindre terror i verden. Tværtimod fik terrorister en helt ny arbejdsmark i Irak. Invasionen i Irak har på bekymrende vis styrket det iranske præsteskabs indflydelse: Mens Fogh hyldede Bush i Texas, blev Irans præsident Ahmadinejad modtaget med klapsalver i Bagdad. Man kan spørge sig, hvor længe Bushregeringen vil støtte den formelt folkevalgte regering i Irak, hvis den tilnærmer sig til Iran? Araberne ved i hvert fald, at valg ikke respekteres, når de ’forkerte’ vinder. Da Hamas vandt i Palæstina i 2006, blev der ikke gjort noget alvorligt forsøg på dialog. Alle kræfter blev sat ind på at vælte vinderne igen. Og der syntes helt at mangle eftertanke om, at de moderate tabte, bl.a. fordi de aldrig fik de indrømmelser fra Israel og USA, der kunne sikre dem fortsat folkelig opbakning. Bush har hverken før eller siden brugt USA’s enorme magt til at gennemtvinge et stop for blodsudgydelsen mellem Israel og palæstinenserne og insistere på en retfærdig fred med en levedygtig Palæstina-stat. Tragedien i Palæstina er for utallige arabere og muslimer endnu en illustration af hulheden i Bushregeringens felttog for demokrati. Men i forvejen kendte man jo USA’s støtte til de autoritære herskere i Egypten, Jordan, Golfen og Pakistan – og det meget nære venskab mellem Bush-familien og den despotisk-fundamentalistiske kongefamilie i Saudi-Arabien. Er det denne dobbeltmoral, Danmarks statsminister hylder som et fælles idealistisk værdigrundlag? Jeg tror, at historiens dom både over Bush og Fogh bliver langt hårdere end nutidens.