»Det er uvant for mig at stå på en lastbil og holde tale, mens ordensmagten holder opsyn, og S-togene holder stille. Masser af gange har jeg nemlig ved folketingsvalg stemt på partiet Venstre. Det sluttede den dag, Venstre allierede sig med Dansk Folkeparti og gjorde Danmark afhængigt af de sorte præster og Pia Kjærsgaard«. Sådan sagde forfatter og oversætter Flemming Chr. Nielsen i slutningen af oktober i sin tale til demonstrationen Luk Lejren, der var vendt mod Dansk Røde Kors’ blåstempling af den danske asylpolitik. Sognepræst Bodil Hindsholm Hansen, der også var blandt talerne, og som bl.a. er talsperson for Præsteinitiativet og foreningen Borgere for et anstændigt Danmark, udtrykte sin udelte begejstring for initiativet under samme demonstration, hvortil bl.a. også forfatter Jørgen Knudsen, tidligere fagforeningsboss Hardy Hansen, professor emeritus Niels I. Meyer og filminstruktør Christian Braad Thomsen havde fundet vej. Sammen med to tusind andre. Alligevel sidder en stor del af den danske befolkning antagelig tilbage med det indtryk, at der var tale om »unge autonome ballademagere«, takket være dele af pressens velvillige kolportering af Dansk Folkepartis stempling af deltagerne såvel som Dansk Røde Kors’ generalsekretær, Anders Ladekarl, der allerede i ugerne forinden ville reducere initiativet til »en snæver kreds af københavnske autonome«. Det giver imidlertid grund til eftertanke, hvor mange oplagte vinkler og informationer der blev bagatelliseret eller helt ignoreret under især TV-avisens og TV 2 Nyhedernes rystende ensidige dækning af demonstrationen og aktionen. Havde det mon ikke været af journalistisk relevans for begivenhedens dækning at tale med en af talerne? F.eks. at spørge Flemming Chr. Nielsen, der som fremgået er tidligere Venstre-vælger, og som har været mangeårig journalist på Jyllands-Posten, hvad der får netop ham til at træde op på en højttalervogn og støtte en protest mod regeringens asylpolitik og Dansk Røde Kors’ rolle – en protest, som indbefattede civil ulydighed i form af boltsakse mod lejrens pigtrådshegn?
Eller at spørge, hvordan f.eks. Hardy Hansen, Niels I. Meyer og Bodil Hindsholm Hansen så på demonstranter, aktivister, ordensmagt, politikere og Røde Kors under hele denne sag? Ikke fordi det er spor væsentligere, hvad nogle kendte demonstranter måtte mene til forskel fra alle de øvrige, men blot for at pointere, hvor indlysende let det havde været for T-avisen og TV 2 Nyhederne at give et bredt og nuanceret billede af begivenhederne, hvis man overhovedet havde ønsket det. Det ønskede man tilsyneladende ikke. Ellers kunne man vel også nok have forestillet sig, at det kunne være af interesse for den danske offentlighed at få at vide, at tognettet mellem København og Hillerød blev saboteret en times tid før demonstrationen, da en fiberledning ifølge Banedanmarks informationschef Inger Petersen blev skåret over nord for Lyngby? Det stod således klart allerede om lørdagen og kunne have været i aftennyhederne, men blev først en historie to dage senere, da Danmarks Nationale Front offentliggjorde en erklæring fra højreekstremister, som påtog sig ansvaret i forsøget på at forhindre demonstrationen. Man spørger sig selv, om en sådan sabotage også ville være blevet underprioriteret i to dage, hvis lige præcis den del af tognettet, som skulle transportere deltagerne til Dansk Folkepartis landsmøde, blev saboteret på lige præcis dét tidspunkt, som partiet i fuld offentlighed havde annonceret som fælles afgangstidspunkt? Jeg tvivler lidt. Kunne man ikke også forestille sig, at det ville have været af journalistisk relevans og interesse at få nogle øjenvidneskildringer fra mennesker, som enten meget sjældent eller slet ikke tidligere havde deltaget i demonstrationer (jeg mødte flere, så det kan ikke have været vanskeligt for tv’s ressourcestærke nyhedsdækning), og for hvem en tilbagevendende erfaring var chokket over en helt ekstrem tilstedeværelse af politi?
