Min første tanke, da jeg modtog indbydelsen til at komme til Teheran for at modtage en pris for mit filmiske arbejde, var: Hvad vil de mig? Hvad kan jeg fortælle dem? Jeg har dyb respekt for Irans egne moderne filmskabere, som har skabt en ny poetisk realisme, og mit perspektiv på besøget var, at jeg kom fra en lille historiefattig kultur sammenlignet med den iranske (persiske) kulturs dybe traditioner. Jeg var med andre ord ydmyg. Men samtidig på vagt. Jeg følger med i, hvad der sker i verden. Jeg var klar over, at Iran både har interne problemer og et, for at sige det mildt, anstrengt forhold til udlandet. Og hvis jeg skulle være i tvivl, advarede en af mine sønner mig: »Er du vanvittig, far? Disse uger er lige præcis det vindue inden det amerikanske præsidentvalg, hvor Israel kan finde på at droppe atombomber i Iran«. Nuclear tourist? En anden søn sagde: »Godt du rejser ned og ser, hvordan der er, far. Det er nok noget helt andet end det, man hører om. Kom hjem og fortæl hvad du ser«. Jeg skulle følges med Anne Marie Kürstein fra Det Danske Filminstitut. Hun havde fået strenge instrukser om, hvordan hun skulle være klædt og opføre sig. Tørklæde selvfølgelig, samt sænke blikket over for øvrighedspersoner (mænd), holde sig en halv meter bag den mand, hun evt. måtte ledsage (mig), ikke give hånd til nogen mand. Jeg forestillede mig det værste og lod mit stillkamera blive hjemme, fordi jeg pludselig blev bange for, at emsige toldere ville kræve, at jeg slettede de private billeder, jeg har i apparatet. Jeg lod også være med at tage ekstra dvd’er med, selv om de jo havde godkendt visning af seks af mine film på festivalen. Kæmpestore portrætter af ayatollah Khomeinis strenge ansigt byder en velkommen i den internationale lufthavn, der bærer alfaderens navn, men det viste sig at være uproblematisk at komme ind. Venlige mænd tog imod. Én stod med et skilt med mit navn, og jeg blev straks ført ind i en lounge, reserveret for CIPs, dvs. Commercially Important Persons. Jeg var åbenbart en sådan. Det var sent om natten, men der var masser af aktivitet. Der stod et skilt med ordet ’Kaviar’. Men desværre var skiltet kun en påmindelse om, at guldet fra Det Kaspiske Hav stadig findes og kan købes for amerikanske dollar eller euro. Dog ikke på det tidspunkt midt om natten. Det var en overraskelse: Ærkefjendens dollar er den mest eftertragtede valuta. Vi fik te og kager. Der var folk til at tage sig af pasformaliteter og kufferter, og så blev vi afhentet af venlige unge mennesker fra festivalen. Jeg forstod nu, at festivalen nød høj status hos myndighederne. Og det gav jo god mening: Hvordan ville dørene kunne åbnes for film fra den dekadente vestlige civilisation, hvis man ikke på forhånd havde mullahernes velsignelse? Samt statslig finansiering. Jeg blev modtaget af gode venner i byen. Der fik jeg kl. 4.30 om morgenen en stor whisky. Der er ikke noget bedre end en drink i et forbudsland. Jeg følte, at jeg var heldig i forhold til mine danske kolleger og andre af festivalens udenlandske gæster. Festivalen kørte med et stort og varieret program. Der gemte sig flere gode serier af interessante film fra hele verden bag det noget tunge slogan ’In the Name of God’ og bag den fastslåede kendsgerning, at Irans Cinema Verité-festival (opkaldt efter en af dokumentarfilmens mest markante stilarter) falder sammen med 30-års festligholdelsen af ’Irans sejrrige islamiske revolution’. Festivalens formand udtrykker i sit katalogforord det fromme ønske, at den Almægtiges velsignelse vil gøre selveste »Sandheden, denne skabelsens evige perle, til en styrke og støtte for alle de kære kunstnere, og især for Irans og hele verdens engagerede og kreative filmmagere«. Denne officielle blåstempling, som man fornemmede var til benefice for regimet, mærkede man ikke som noget trykkende eller dæmpende under selve festivalen, som var en munter og livlig begivenhed, hvor publikum var ivrige efter at diskutere form og indhold med gæsterne, uanset om man krydsede ind over kontroversielt terræn. Der var konkurrencekategorier for nye lange og korte dokumentarfilm, delt op i nationale og internationale, og en afdeling eksperimentalfilm, samt en meget flot repræsentativ visning af polske dokumentarfilm gennem tiderne og et spændende udvalg af finske dokumentarfilm. Desuden var der en hyldest til en af cinema verités faderskikkelser, den nu 86-årige Richard Leacock, med en retrospektiv serie af hans kendteste film, og så – meget ærefuldt for mig – en tilsvarende retrospektiv med et udvalg af mine film. Leacocks tilstedeværelse gav mig en mærkelig fornemmelse af, at jeg måske selv var ved at blive en dinosaur i dokumentarfilmens verden. Der var endvidere en række film om Palæstina-problemet og to meget fyldige programmer, det ene med en række nyproducerede iranske film viet til fejringen af den islamiske revolutions 30 år, det andet om en af persisk poesis fædre, Abdollah Roodaki. Der er det tilbagevendende problem ved filmfestivaler, at man, hvis man har film med, ikke får set nok af de andres film. Man har travlt med at snakke om sit eget arbejde, og når man så får dårlig samvittighed, så må man sige til sig selv: Jamen, det er jo det, der forventes. At man er til stede og kan tale med publikum. Ikke andet. Jeg var naturligvis spændt på, hvordan det iranske publikum ville reagere på mine film. Det var det vigtigste for mig. Jeg var meget tilfreds med det udvalg på seks film, som den iranske dokumentarist og festivalprogramlægger Massoud Bahkshi havde lavet. Men tænkte, der er da et par problemer. Hvordan med de tre scener med nøgne kvinder i ’Haiti. Uden titel’? Den film blev vist, inden jeg kom til Teheran, men Massoud fortalte mig, at han var meget fornøjet over løsningen. »Vi slap for at klippe scenerne ud«, sagde han. I stedet havde man sløret de nøgne kroppe, på samme måde som man sommetider i fjernsynsnyheder slører ansigtet på anholdte, hvis identitet skal beskyttes. Det var mere overraskende for mig, at der havde været et censurproblem i en anden af filmene. Det var min film ’Drømmere’ om de haitiske naivistmalere. Efter en scene med voodoopræst, kunstneren André Pierre, kommer slutscenen med en 7-8-årig dreng, som i et stort totalbillede løber langs stranden legende med et grønt plastikhjul. Drengen er nøgen, som børn, der leger ved stranden, ofte er, i al fald i Haiti. Det har det muslimske censurpoliti repareret på ved at anbringe en sort firkant over hans bagdel. Firkanten er som klistret til drengens bevægelser, og det tager unægtelig poesien ud af denne scene, som jeg havde tænkt skulle antyde, at kunst kommer af leg. En syrisk kollega var dog meget begejstret. Han kom hen til mig og sagde, at det var festivalens mest komiske oplevelse. Det var spændende for mig at diskutere mine film med et fuldt hus til seriens sidste film, ’Notater fra Kina’. Mange havde set alle film i serien, det fremgik af spørgsmålene. De ville meget gerne have mig til at forklare min metode i de enkelte film. Hvilke greb jeg brugte. Mange spørgsmål gik på, hvad et klip kunne føre til. Hvorfor var det kinesiske flag placeret mellem cykelpigerne og værktøjsfabrikken? Hvilken betydning var der i det? Jeg forklarede, at det var, fordi det røde flag blafrede så smukt mod den blå himmel, og pigerne have lige talt om, at de ville gerne nå op på et niveau i cykelsporten, hvor de kunne gøre deres land ære. Nogle spurgte direkte til en metaforik, som de mente at kunne fornemme. Som om filmene var fulde af skjulte betydninger, der kunne læses under overfladen. De var forbavsede, da jeg forklarede, at jeg ikke benyttede mig af metaforik. Jeg er decideret en anti-metafor-digter og -filmmand, så min æstetiske strategi omfatter ikke hemmelige koder eller f.eks. en tolkning af det kinesiske samfund – men er ’bare’ film, der anvender sanseapparatet til at orientere sig fremad og til alle sider. Jeg fastslog, at mit udgangspunkt altid er: Jeg ved ikke noget, men jeg vil gerne vide noget. Og at jeg går ind for film, som ikke er for kloge, og som ikke har sine meninger med hjemmefra. Når vi da var i Kina, i 1984, som et af de første vestlige filmhold efter kulturrevolutionen, så ville jeg netop absolut ikke lege BBC og være velforberedt og vide alt på forhånd og så tage ud og illustrere forskellige påstande eller teorier. Min metode var simpelthen at være nysgerrig, åben og bruge mine øjne, mine ører og min næse. Derimod er der i mine to Amerika-film et underliggende lag i form af referencer til andre kunstneres værker. Jeg var egentlig imponeret over, at festivalen havde taget både ’66 scener fra Amerika’ og ’Nye scener fra Amerika’ med. De er begge poetiske besyngelser af et andet Amerika, det skjulte eller glemte Amerika, som vi kender fra Edward Hoppers og Robert Franks billeder. USA er jo klart et fjendebillede i Iran. Men samtidig har amerikansk kultur en enorm tiltrækning. Det forstod jeg under diskussionen om Amerika-filmene. Folk kendte ikke bare klichéerne, men også hele mytologien, drømmen om frihed, de store vidder, John Ford, Andy Warhol osv., alle de ting, jeg dyrker, og som findes bag den politiske virkelighed. Efter min hjemkomst har jeg set nogle af de film, unge iranske filmfolk gav mig. De kom hen for at tale film efter den organiserede snak i biografen, og jeg blev hængende i timer, for de unge menneskers lyst til at diskutere dokumentarfilms form og indhold var voldsom. Jeg kan se, at de har masser af historier at fortælle, og at de ikke er det mindste bange for at tage fat på nogle af deres eget lands sociale problemer. Fælles for den håndfuld, jeg har set, er, at de ikke bare har historier at fortælle, men også et greb på at fortælle filmisk, en sans for at bruge filmsproget elegant og overbevisende. Jeg kan se, at de iranske fiktionsfilms poetiske realisme har sat spor i dokumentarfilmene. Jeg siger dette som en generalisering, for jeg vil ikke røbe de enkelte films historier og problemstillinger. Men jeg er imponeret. Tilbage til min undren fra før indrejsen: Hvad kunne jeg fortælle dem? Jeg mødte folk, som havde grundigt kendskab til mit arbejde, specielt ’De fem benspænd’, længe før festivalen. Jeg forklarede, at ’De fem benspænd’ var en film, der viste, at jo hårdere forhindringer man møder i et stykke arbejde, jo bedre kan resultatet blive. Vanskeligheder er inspirerende, og næsten umulige opgaver kan føre til innovative løsninger. Her har vi en metaforik, som giver mening i mit arbejde. Måske kunne denne læresætning også have relevans for de iranske filmskabere. Det er muligt, at de vanskeligheder, de møder, er af en anden slags. Men i overvindelsen af konditioner finder man sprækker og nye muligheder, i bedste tilfælde nye udtryksformer. I en ATMOSFÆRE, hvor man kan mærke modsætninger skurre mod hinanden, lægger man mærke til øjeblikke, hvor etisk-politiske problemstillinger er på spil. Min kollega Michael Christoffersen forklarede, hvad den vigtigste pointe i filmen om Haag-domstolens sag mod Slobodan Milosevic var: Den viste hele verden, at magthavere kan drages til ansvar. Milosevic gav anklagerne det allerbedste materiale, da han overtog forsvaret af sig selv. Han var mere interesseret i at pudse sin egen nationalistiske glorie og score point hjemme i Serbien end i at vinde det juridiske slag om skyld eller ikke skyld. Det var bare, hvad det var. En nøgtern analyse af en films indhold. Et af den slags øjeblikke på en festival. Jeg ved INTET om Iran i dag. Jeg var der kun fire dage. Jeg ser, hvad jeg ser, og vil ikke gøre mig klog på det. Jeg kunne forstå, at der foregår en subtil afbalancering mellem mullaherne og filmmiljøet. Det blev meget klart ved afslutningsceremonien, som fandt sted i en moderne koncertsal. Det første var uddeling af priser til film i den iranske revolutions sektion. Juryens fem mænd blev suppleret med to kraftige mænd, som i deres kropssprog udstrålede magt på en næsten provokerende måde. Der findes forskellige måder at bevæge sig op ad en trappe til en scene på. Jeg gættede på, at det var en minister og en ’åndelig leder’. På første række sad en mullah i fuld uniform, og herfra, følte man, udgik en slags overordnet kontrol. Han var meget tydeligt til stede og skulle derfor ikke op på scenen og vise sig frem. Alle prismodtagere i denne kategori udviste voldsom respekt for de syv herrer på scenen. Mænd må godt kramme og kysse, og det skete eftertrykkeligt. Flere pristagere rakte begge pegefingre mod loftet i en religiøs gestus, en enkelt kyssede det iranske flag ude ved trappen. Nogle takkede deres læremester, et jurymedlem. En meget tynd mand, som blev udmærket for sin klipning af en vinderfilm, gjorde det uladsiggørlige: I sin korte takketale sendte han en tak til sin kone, som havde gjort det muligt for ham … osv. Jeg mærkede, at den bemærkning kom bag på folk. Konferencieren reagerede ved at rose den. Det føltes som isnende ironi. Og efter uddelingen gik et af jurymedlemmerne til mikrofonen og sagde, at selv om det nok ikke var passende for et jurymedlem at komme med en joke, ville han alligevel tillade sig det. Joken var, at han ville bede konferencieren sende en hilsen til sin kone, der jo sad derhjemme og passede familien, mens manden udførte sit job. Det var en meget klodset og efter mine begreber pinlig spøgefuldhed. Men den vakte moro i salen. Pludselig følte jeg mig langt ude i et fjernt hjørne af verden. På fire dage kan man ikke nå alting, faktisk ikke ret meget. Jeg sprang over den fælles udflugt til paladset, jeg sprang over flere interessante tilbud. Jeg gik med de andre gæster hen på tæppemuseet og fik kyndig forklaring på de forskellige stilarter i den persiske tæppekunst. Der kunne jeg føle lysten til fordybelse og mere viden. Men jeg kunne gå en tur i en tilfældig gade, vove mig ud i en livsfarlig fodgængerovergang, gå ind i en antikvitetsbutik og se på gamle smykker, gå på gaden igen og se mennesker passere, søge den ikke helt umulige øjenkontakt. Jeg tænkte i Teheran, at man har altid meget at lære. Der er hele tiden ting i et fremmed land, som er nye og mærkværdige og udfordrende. Jeg kan jo altid rejse derned igen og give mig lidt mere tid, så jeg kan besøge Isfahan og se andre landskaber, møde andre mennesker. Jeg siger til mig selv igen: Jeg ved ikke noget. Jeg vil gerne vide noget. Jeg bruger mine øjne, nøjagtig det råd, min milde far havde givet mig med før min ungdoms tommelfingerrejser ud i Europa. Det er og bliver mit credo, på hvert et sted, til hver en tid. Og jeg lover mig selv, at jeg fortsat vil være immun over for tanken om at lade mig inspirere af nogen Guddommelig Sandhed.