»Vi havde kørt alt for længe og langt fra alfarvej ind og ud ad smalle, mudrede spor i mørket. Midt på vejen foran os stod der en bil, og vores chauffør dyttede og dyttede … Pludselig blev døren til højre for mig åbnet, og lyset fra lommelygter ramte vores øjne. En eller anden rakte ind over mig og slog Orton lige i ansigtet. »Hvorfor slår du mig?«, råbte Orton, og manden svarede: »Så, nu har vi dig!«. Dørene blev flået op, og de kom alle vegne fra i bevoksningen, klædt i kamuflageuniformer ligesom soldater. Før jeg kunne gøre noget som helst, var de over mig … En af dem sparkede mig i maven, så jeg blødte og tissede i bukserne. Alt var kaos, og jeg kunne ikke høre, hvad de sagde.
De skubbede mig, gav mig håndjern på, lagde mine ben i lænker og bandt et eller andet stramt gummibånd for øjnene af mig og smed mig ind i en anden bil. »Det gør ondt. Det er for stramt. Tag det af«, sagde jeg, »hvad kan jeg se midt om natten?«, men de lod det bare være: »Hvis du ser noget, slår vi dig ihjel!. Det var juleaften 1981. Hvem var de folk dog?« Kvinden i bilen er Vera Chirwa, af nogle kaldt Nelson Mandelas kvindelige modstykke. Sammen med sin mand, Orton Chirwa, Malawis første justitsminister, flygtede hun i 1964 fra det fædreland, som de begge havde viet hele deres ungdom til at befri fra det britiske kolonistyre, da frihedskampens ubestridte leder, dr. Banda, få måneder efter uafhængigheden satte sig tungt på magten. Dr. Banda slap sine unggardister løs på de progressive ministre, og Orton slap med nød og næppe ud til Tanzania. Efter flere uger på flugt nåede deres børn også over grænsen.
