Som feltpræst på Isaf 6 i Afghanistan virker jeg to steder i Helmandprovinsen.

I Forward Operation Base Price, som er en større lejr tæt på byen Gereshk. Og 30 km nord herfor i den mindre FOB Armadillo, som er en primitiv, men veludbygget lejr på kanten af Green Zone, der er bygget op omkring en afghansk gård. I Armadillo opererer både danskere og englænderen imod Taleban, som i realiteten er lige uden for muren. Går man op i vagten og kigger ud, er man ikke i tvivl om, hvorfor man valgte dette sted til en operationsbase. Man kan herfra observere ud over et langstrakt område fra nordøst mod sydvest, hvor Helmandfloden slynger sig, og hvor der i et bælte på en 2-3 km på hver side findes dyrkede marker og bebyggelse – den såkaldte Green Zone. Et højdedrag mod nord spærrer militærstrategisk i en 90-graders vinkel for udsynet, hvorfor der altid er en bemandet vagtpost deroppe. Den består af nogle hesco-sække, som man kan køre en pansret mandskabsvogn ind i og op så ad en rampe, så man får udsyn. I den fjerne dis mod øst kan man se bjerge strække sig i en halvmåne mod syd. De er bløde med små fine takker og er skjulested for Taleban. Lige nu er der ikke grønt i Green Zone. Træerne står forkølede med forvitrede frosne grene. Farverne har ligesom derhjemme forandret sig fra sommerens grønne og gule til mørkebrune marker og lysebrune hegn. Om aftenen går folk inden døre. Får og geder gennes hjem. Og en smal røgstribe markerer, at der bor mennesker, som skal spise aftensmad og varmes igennem inden nattens kulde, hvor mennesker og dyr rykker sammen for at udnytte hinanden kropsvarme. Om morgenen kan man se folk vågne. Får og geder gennes ud. Børnene løber rundt. De må op og ud at røre sig for at få varmen. Ildstederne er nedbrændte. Minusgraderne bider. Ikke alle skorstene sender røg op. Brændsel er efterspurgt, og kan man ikke købe træ eller fælde det, har man kun husdyrenes og sin egen afføring at fyre med. I FOB Armadillo har vi ikke problemer med varmen. Kun vagtposterne må på skift i løbet af natten fryse, og de siger, at kulden går i marv og ben. Vi har små transportable termostatstyrede oliefyr, som kører på diesel og bruger omkring 20 liter dagligt. De kører natten lang. Puster sig ligesom op og ånder ud for at hvile lidt, når temperaturen passer. Kun kort, for selv om vi har tætnet med plast og skum, så fiser varmen ud i den kolde natteluft. Vi fyrer for gråspurvene, som man siger derhjemme, og denne universelle lille fugl flokkes da også her. En god uge før jul var en almindelig dag i Armadillo. Der blev givet befaling. En patrulje skulle ud. Folk passede deres rutiner og syslede. Nogle vaskede tøj og trænede. Andre lagde sidste hånd på vinterforberedelsen. Harmonien herskede nede midt i krigens kaos. Vi gik midt i verden og skabte et stykke Danmark. Vi tænkte på dem derhjemme og fremelskede i fraværet af dem med alskens pynt og stearinlys julen. Midt på formiddagen gik patruljen ud. Den skulle ikke nordpå for at presse Taleban, så forventningen var, at den var fredelig. Og meldingerne tydede også på det. Som sædvanlig sagde jeg god tur til dem, og de svarede »På gensyn præst«. Hen under middag kogte jeg vand. Hældte den i en omgang amerikansk tørfoder – en ret lækker beef stew. Da den efter ti minutter var klar til at blive spist, satte jeg mig på en bænk, der vender ud mod Armadillos centerplads, som er et grusbelagt område inden for en firkant af boliger bestående af noget afghansk bebyggelse og et par bunkere. Der var mærkeligt nok ingen færdsel af gående soldater på vej mod et eller andet. Alt var stille, da jeg jog den første skefuld i munden. I det samme piftede det i luften: Piiif, piiif, piiif. Jeg var straks klar over, at det var projektiler, og kastede mig helt ned på maven. Vi måtte være under angreb, tænkte jeg. Folk dukkede op fra husene. Kiggede forundret, ja, vantro. Armadillo ligger godt nok i forreste frontlinje, men er kun sporadisk blevet skudt på. Forholdsordren lyder dog, at man ved beskydning skal samles i bunkerne. Vi samledes. Kiggede anspændt på hinanden, for hvad nu, hvis vi virkelig var under angreb. Hvad skulle vi da gøre? »Hvis Taleban trænger ind, så må vi kæmpe til sidste mand«, sagde én og lo. Jeg smækkede et magasin i min pistol og tænkte, at så ville jeg sgu da kæmpe det bedste, jeg vidste. Men der skete intet. Der gik lidt tid. Den anspændte stemning fortog sig, og vi gik ud for at kigge. Jeg gik til hovedkvarterets hjerte, TOC’en – Tactical Operation Center. Vi var stadig i alarmberedskab, men faren for angreb var afblæst. Det viste sig, at patruljen var i føling med Taleban 1.100 meter fra lejren, og at projektilerne stammede fra kampen. Nu ventede patruljen blot på at frigøre sig, så den kunne trække sig sikkert tilbage. Soldaterne var blevet fanget på åben mark i heftig ild, og da de trak ind i nogle forladte gårde, blev de også der beskudt. Kampen var dog under kontrol, selv om patruljen ikke denne gang selv bestemte tid og sted. I sådan en situation er jeg næsten mere soldat end præst. I al fald tænker jeg som soldaterne. Jeg har selv været soldat i fire år. Det var, før Reagan blev præsident i USA, og da shahen af Iran blev fejet væk af et præstestyre. Jeg meldte mig som konstabel og blev kampvognsskytte. I en tid, hvor vi havde fokus på en mulig polsk og østtysk landgang. I en tid, hvor østblokken i vores øjne havde en krigsmaskine med voldsom slagkraft. Vi var fire mand, der skulle fungere sammen. Både på arbejde og på ugelange øvelser. Det krævede, at man kunne tage og give. Man skulle være lidt robust for at kunne klare omgangsformen. Men kunne man det, var man også en del af noget. Man var med i tykt og tyndt. Det var dengang. De danske soldater i Afghanistan har været i rigtige kampe. De har skudt med skarpt mod andet end gamle udrangerede lastbiler på Kallesmærsk hede ved Vesterhavet. Det mærkes som en indre styrke. Noget sammentømret og uigennemtrængeligt udtrykt i en fælles viden. Om deres funktion i en helhed. Om gensidig afhængighed. Om oparbejdet tiltro og tillid, som inddæmmer frygten og angsten. Den er der, når de kører ud. Men altså deponeret hos hinanden. Den skarpe situation skærper relationerne. Der er overskud til at pjatte med hinanden. Joke og være grovkornet. Endda på bekostning af hinanden. Hvilket jo ellers er noget, vi er på vagt over for. Her er det med til at sige, at du netop er godtaget. Denne gruppedynamik kom til udtryk, da de efter patruljen samledes til briefingen, som er den opfølgende gennemgang af mål og midler og hændelser. Først samles grupperne og briefer. Lettelsen var stor, da de våde af sved satte sig. Nogle snakkede meget, og jeg forstod på dem, at det var tæt, og hørte en fortælle, at han var dumpet ned i en kanal for at søge ly, men fragmenterne fra et raketnedslag ramte heldigvis ikke nogen. Andre var helt tavse og alvorlige. Det skal man have respekt for. At være i kamp og efterfølgende gennemleve den kræver sit. Det kræver både snak og eftertanke – også respekt fra både mig og andre ikke-involverede. En respekt, hvor man træder tilbage og alligevel er til stede. Efter at grupperne havde talt, samledes delingen, og gruppeførerne opridsede deres gruppes ’oplevelse’ af opgavens forløb. Delingsføreren samlede op og kommenterede forløbet med en overordnet konklusion. Processen indeholder også et forsøg på at indkredse en fælles oplevelse samt at drage en fælles lære, og jeg har sjældent mødt en så klarsynet håndtering af et fælles anliggende. Soldaterne er skarpe og skrappe. De skærer ind til benet. De korrigerer hinanden. Korrekser en vildledt tanke, hvis en af soldaterne har mistet sansen for tid og sted. Under forløbet har soldaterne hele tiden øje for hinanden i gruppen og søger under briefingen også at bidrage med ny erfaring. De ved, hvad de forventede af sig selv, og som én sagde, var han glad for, at han bare gjorde det, han skulle. Han havde kun den ene ting i hovedet. Alle andre tanker var væk. Den erfaringsbaserede tilgang vinder over forestillinger og ideer, hvilket føles og mærkes som tilstedeværelse. At tage ved lære af mødet med virkeligheden skaber opmærksomhed og nærvær. Det er noget, som briefingen i bogstaveligste forstand emmer af. Alene fordi 40 soldater sveder og slapper af efter strabadserne. Nok skal ideen i sving før og efter opgaven i form af taktik og strategi. Men den må ikke kvæle virkeligheden og erfaringen, for ellers bliver den verdensfjern og uvirkelig. De danske soldater er gode til at bruge erfaringen og til at være nærværende. Gruppedynamikken fungerer således både menneskeligt og professionelt på højt niveau. Alle er med. Alle byder ind. Enhver kan sige fra. Selvfølgelig på den militære kommandovejs betingelser. Når briefingen er slut, falder de fleste ind i sig selv. De er trætte og vil sove og slappe af og genoplade. For en tid skal de ikke sikre sig selv og hinanden, selv om de ikke kan slippe en indre årvågenhed. Soldaten i kamp er hele tiden i kamp. Der er tale om et optimerende miljø, hvor høje krav trives side om side med, at opgaveløsningen altid er bevægelig. Den danske soldat kan operere med alternativer – også i øjeblikket. På den måde bliver soldaten ikke alene et middel, men skaber nedefra resultaterne i en forståelse af netop mål og midler. I krigens kaos er danske soldaters bidrag optimerende. En del af det optimerende er selve sammenhængskraften i at være dansker. At være medvidende om noget fælles og at forstå sig som en del af noget. Det er netop danskernes styrke, og derfor løser danskerne også anstændigt, samvittighedsfuldt og værdigt deres opgaver, selv om krigens væsen er grufuldt. De er gode til at føre en krig med regler, hvor civile tab skal undgås, og hvor fjenden skal bære våben, før man i selvforsvar må åbne en kamp – kaldet rules of engagement. Danske soldater har det godt med ikke at skyde først og spørge bagefter. Med denne tilgang vil de danske soldater gerne gøre noget konkret og gøre en forskel i Afghanistan. De vil gerne se resultater af de kampe, de kæmper. De vil gerne se genopbygningen udkrystalliseret i synlig fremgang. I skoler, kloakker og brønde. En soldat fortalte, at han havde været sælger i Punkt 1, men at det fik en ende, da en kvindelig kunde kom ind og rasende forlangte pengene tilbage for et vaffeljern. Det var nemlig 3 sekunder langsommere end det, hun havde. Da besluttede soldaten sig til at sige op. »Jeg vil gøre en forskel«, sagde han. »Derfor blev jeg soldat, og derfor vil jeg vende tilbage til Afghanistan på Isaf 9, for jeg vil se, om livet er blevet bedre for den almindelige afghaner«. Hans ønske indeholder et håb om forbedring, som er rundet af, at vi som danskere ved, at man kan bygge samfund. I det besidder de danske soldater personlig myndighed. De er ikke gode til strålende eksercits og til at klappe hælene sammen, hvilket blev klart, da en amerikansk seniorsergent, som stod for indtjekningen til flyene i Kabul, da vi skulle hjem på orlov, luftede sin fordom og sagde: »You guys must listen, and don’t fuck around. When you are called out, just stand in line and listen, don’t think«. Men på selv samme fly sad jeg sammen med en amerikansk oberst, som med tyggende mund sagde: »Damned good soldiers, you are, it’s an honour to corporate with you Danes«.