Så skal vi igen til at overvære Det Store Cirkus, det 95. Tour de France – 3.553 kilometer. Der vil igen blive spekuleret over og diskuteret, hvem af rytterne der er dopet. Der vil igen blive talt om etik og moral med alvorlig stemmeføring. Og millioner af mennesker vil følge løbet. Om ikke så mange år vil den diskussion, som jo i bund og grund handler om, hvad man kan tillade sig i underholdningens navn, blive set som nogle af de første famlende forsøg på at forstå en uforudsigelig virkelighed. Det bliver endnu mere kompliceret, når vi må indse, at det ikke blot handler om det etiske i forbindelse med den ene eller anden teknologi, men om en udvikling, der kobler en række teknologier sammen. Teknologier, der både indebærer enorme landvindinger for det menneskelige samfund og samtidig eksistentielle spørgsmål af aldrig før sete dimensioner. Diskussionen om doping, som nu tydeligt benyttes i en række forskellige sportsgrene og andre aktiviteter (f.eks. af soldater i krig), er kun begyndelsen på en langt mere alvorlig diskussion om, hvad vi kan, og hvad vi vil tillade. Menneskene er nu begyndt at blande de forskellige former for viden på måder, der kan forandre vores liv totalt. Den indsigt, forskerne har indhentet, publicerer og anvender, ville for ikke så mange år siden være blevet undertrykt og både forskere, publikationer og de praktiske udøvere brændt på bålet. I nogle kulturer er det stadig problematisk at beskæftige sig med sådanne ting – selv i visse ellers oplyste lande er der stærke kræfter, der modvirker brug af viden, der kan redde menneskeliv. Her i landet er der en stort set velovervejet lovgivning for videnskaben, så forsøg og udvikling, der strider mod den herskende etik, ikke er tilladt. Men forskningen sker mange steder, og etik og moral er ikke statisk. De etiske OG lovgivningsmæssige rammer handler mest om stamceller. Men i f.eks. ’It’s Alive’ af videnskabsjournalisterne Christopher Meyer og Stan Davis fra 2003 kan man læse, hvordan bioteknologi, nanoteknologi og molekylær videnskab nu kombineres og er på vej ud af laboratorierne til praktisk brug og dermed vil forandre vores viden, kunnen og hele verden drastisk. Den tid er ikke fjern, hvor vi skal tage stilling til helt nye kombinationer af mennesker og maskiner – og stimulanser, der får myterne om Golem-skabninger og den litteratur, de har inspireret, som f.eks. ’Drømmer androider om elektriske får’, filmatiseret som ’Blade Runner’, til at ligne børnehavehistorier. En del af den nye viden vil resultere i udvikling af kunstige organer og lemmer. Disse vil for mange være en forbedring i forhold til de naturlige organer og lemmer. Der er eksempler på handikappede idrætsfolk, som ved hjælp af nye kunstige lemmer sætter rekorder. De første spæde eksempler på mennesker, der frivilligt lader lemmer og organer blive udskiftet med ny teknologi, findes allerede. Der er allerede eksempler på rekorder i løb, sat af mennesker med kulfiberben – så nu nedlægges der forbud (indtil videre) mod at lade mennesker med kunstige lemmer stille op i visse sportsgrene. Derfor vil vi opleve mennesker, som frivilligt lader dele af deres legemer – og på ikke så lang sigt også deres hjerner – afløses af mere eller mindre skjult teknologi. De første industrirobotter efterlignede menneskers bevægelser. Det fandt man ud af var helt irrationelt. Der vil også komme kunstige lemmer, der ikke ligner fødder, ben, arme – men er betydelig mere effektive. Fra udgangspunktet, mennesker med indlagt teknologi, vil vi omvendt se forsøg med at menneskeliggøre robotter ved hjælp af organisk materiale. Uanset restriktioner for ny viden og praksis spredes teknologien over hele kloden. Der er ingen vej tilbage. Nogle vil sige, at mennesket bliver klogere. Andre vil moderere udtrykket til, at vi ved mere. Vi kan skabe helt nye verdener på en række områder. Trods Hans Adolph Brorsons rørende overbevisning om det umulige heri bliver der frejdigt sat både store og små blade på nælderne, og nu er det måske på tide at prøve at få fat om roden. Der udføres forsøg med at indsætte menneskelige stamceller i dyr og omvendt. Alle erklærer, at naturligvis stoppes de mest kontroversielle forsøg på et etisk punkt – mon dog altid? Og når det gælder robotter, siger nogle, at de vil hjælpe os til »en nemmere og sjovere hverdag« – og hvad mon ellers? Måske vil den logiske videreudvikling af sportsbegivenheder som Tour de France blive udviklingen af moderne gladiatorer, cyborgs eller androider i endnu hårdere kampe, der ligesom deres romerske forgængere er blindt lydige over for deres ejer/træner. Og må eksistere under samme forhold: Klarer de ikke kampen, ja, så er sagen afgjort. Overlever de – men efter publikums vurdering uden at have kæmpet hårdt nok, dvs. blive godt placeret og med muligheder for videreudvikling – risikerer de at blive skrottet/henrettet efter kampen. Isaac Asimov opstillede sine tre love for robotters forhold til mennesker: 1. En robot må ikke skade et menneske eller, gennem ikke at foretage sig noget, forårsage, at et menneske bliver skadet. 2. En robot skal udføre ordrer fra et menneske, men ikke i tilfælde, hvor disse ordrer er i konflikt med den første lov. 3. En robot skal beskytte sin egen eksistens, så længe beskyttelsen ikke er i konflikt med den første eller anden lov. Men hvad med det omvendte? Må vi dræbe en robot, der indeholder organisk materiale? Og må en sådan robot beskytte sig ved at dræbe mennesker? Må vi i jagten på terrorister forsyne mennesker med kunstige lemmer, kunstig intelligens og give dem stimulanser? USA’s militær sender bærbare, terrængående robotter på larvefødder ind i hulerne i Tora Bora-bjergene i Afghanistan. Spejderrobotterne kan også anvendes til andre formål. Det er blot et spørgsmål om at montere passende sensorer og kameraer og våben til de forskellige opgaver, som ønskes udført. Og anvendelsen kan komme fint ind under 0. lov: En robot må ikke skade menneskeheden, eller, ved ikke at gøre noget, lade menneskeheden komme til skade. Det medfører, at 1. og 2. lov ophæves. Man kan godt se for sig, hvordan nogle, indtil videre mennesker, vil udnytte alle sider af de nye teknologier under henvisning til størst mulig gavn for menneskeheden. Med endnu større konsekvenser end tidligere tiders anvendelse af mere primitive metoder. Ny viden giver løfter om et bedre liv – og helt nye muligheder. Men samfundet bliver både etisk og praktisk stillet over for helt nye problemer på alle områder. Forskerne er naturligt forsigtige med at udtale sig om noget, der kan virke science fiction-agtigt. Men man kan tænke sig mange hidtil utænkelige kombinationer af menneskelig intelligens og robotter. Hvad er etisk rigtigt, og hvad er betænkeligt? Må der forekomme kombinationer, hvor f.eks. kirurger frivilligt lader sig udstyre med indopereret teknologi, som kan redde i tusindvis af menneskeliv? Må vi forske i dette? Professor Henrik Hautop Lund, Syddansk Universitet, regner med, at indførelsen af robotter med meget præcise bevægelser inden for kirurgi vil resultere i fantastiske muligheder for at udføre hjerneoperationer. Med robotternes præcision på fraktioner af en millimeter vil det sandsynligvis blive muligt at operere tæt på vitale dele af hjernen, og forskere vil ligeledes håbe på at kunne benytte de præcise robotter til at placere stamceller meget nøjagtigt i hjernen for at behandle sygdomme som Alzheimers. Og man kan også forestille sig, at der kan blive indopereret nanoteknologi med forskellige formål. I dag er det f.eks. helt naturligt, at svært hørehæmmede og døve får indopereret Cochlear Implantat, et avanceret høreapparat. Den franske forsker og udviklingsfilosof Paul Virilio ser for sig i sin bog ’Cyberworld – det værstes politik’ en invalidering af mennesket, når nanoteknologi kan hjælpe individers hukommelse med minicomputere, genforbedringer og ydeevneproteser. »Teknikken koloniserer menneskets krop, som den har koloniseret Jordens krop. Motorveje, jernbaner, flyruter har koloniseret den territoriale krop ved at organisere den. Nu er det menneskekroppen, som er truet af kolonisering fra mikromaskiner. Den vil reducere det levendes egenskaber under foregivelse af at komplettere dem og assistere dem«. Virilio kalder det »protesemennesket«. Men der er tale om noget meget mere kompliceret end proteser. Og tænk på, at en sådan teknologi kan anvendes i tæt overvågningsarbejde på mange måder. Neurobiologen og videnskabsjournalisten Lone Frank, ph.d., fortæller i sin bog ’Den femte revolution’ om, hvordan hjerneforskere i nobelprisklasse advarer om, at vi måske er på vej ind i en fremtid, hvor raske mennesker af den ene eller anden årsag doper sig med medicin, der øger normale hjernefunktioner. Redaktørerne af Social Neuroscience skriver, at efterhånden som den sociale neurovidenskab udvikler sig, vil den med garanti udfordre vores indstilling til ansvar og skyld, ligesom den vil have indflydelse på sociale politikker. Og Lone Frank refererer fra ’The Ethical Brain’ af Michael Gazzinga et ønske om, at viden om hjernen skal føre til en universel etik. Den stadig øgede viden om hjernen og om, hvordan man på en række måder kan manipulere dens funktioner, vil, sammen med stamcelleforskning og udviklingen af nanoteknologi og af robotter, skabe en række mellemformer mellem menneske og robot, som end ikke en Jules Verne, Phillip K. Dicks eller Isaac Asimov kunne forestille sig. Nogle vil blive modtaget med begejstring som udtryk for store fremskridt. Andre vil nok aldrig komme til offentligt kendskab, men vil blive brugt til dystre formål af såvel regeringer som deres modstandere. Sat på spidsen hævder Ian Pearson, fremtidsforsker for British Telecom, at om 50 år er vi ikke mennesker mere. Det biologiske genmateriale vil for længst være forældet efter Darwins princip. De stærkeste vil være dem, der har udskiftet det traditionelt menneskelige ’udstyr’ med bioteknologisk medicinalt og digitalt udstyr. Den tekniske hjælp vil meget bedre end i dag fjerne uønskede konsekvenser af ’at have levet’, såsom ældningssymptomer, uønskede fedtdepoter, sygdomme. Medicin kan allerede trænge ind i dna og vekselvirke med kroppens kredsløb. Bioteknologi og medicin kan forstærke normale processer og bruges af mennesker, der i dag bliver opfattet som raske, men som altså af enten personlige eller andre årsager vil øge/ændre deres evner ud over de medfødte. Og det vil gælde både hjerne og krop. På et tidspunkt vil man måske begynde at se kombinationer af cyborgs og kimærer: Menneske eller robot? Mand eller mus? I helt nye kombinationer. Der gøres forsøg med at indsætte menneskelige stamceller i dyr og omvendt. Alle erklærer, at naturligvis stoppes de mest kontroversielle forsøg på et etisk punkt – mon dog altid? Bliver androider/cyborgs med en blanding af kunstig intelligens og genmanipulation/stamcelleteknologi en dag intellektuelt overlegne – men uden almindelige menneskers besværlige følelser og overvejelser om etik og moral? »Jeg tænker – altså er jeg« får måske en helt ny betydning. Og Descartes’ egen tilføjelse »jeg tvivler« går helt i glemmebogen. Et eksempel på anderledes holdning til etik er industrirobotternes udvikling og historie, hvor det endte med, at Japan i en årrække satte sig på stort set hele markedet, bl.a. fordi man nægtede at overholde de internationale patentlove og kopierede enhver lovende ny udvikling. Det kan måske være et varsel om den hensynsløshed, man kan forvente både med hensyn til etik og kontroversiel anvendelse af den nye viden om biologi, nanoteknologi, kunstig intelligens og kombinationer med robotter i fremtiden. Allerede nu har udviklingen af og viden om robotter sprængt alle industrielle rammer og begivet sig ind på helt andre områder. Danmark har – under hensyntagen til både jura og moral – opnået en førerstilling på robotområdet – men som Kipling sagde, er det jo så en helt anden historie, og vi ved jo af sørgelig erfaring, at vores moral og jura ikke kan påtvinges andre lande/andre kulturer. Diskussionen om, hvordan man skal bruge disse landvindinger, bliver ikke mindre intens, når tro/ikke-tro helt sikkert vil blive indblandet. Hvorfra kommer svaret på udviklingen? Fra religionerne? Fra filosofferne? Fra videnskaben? Fra industrien – og fra os almindelige mennesker? Kan vi opnå at få en fælles holdning? At robotteknologien anvendt rigtigt kan give alle et rigere liv er helt sikkert, og at Danmark her kan opnå en stærk position er lige så sikkert. Diskussionen om mål og midler er nødvendig. På f.eks. http://etiskraad.dk/sw14668.aspog http://etikoglivet.dk/sw11887.asp er etikdiskussionen om det/de nye væsen(er) ’homo artefakt’ begyndt. Men i stedet for snævre faglige diskussioner om f.eks. robotter og etik eller bioteknologi og etik bør den etiske diskussion bredes ud i et helt andet tværfagligt, bredt samfundsmæssigt perspektiv. Set i det perspektiv vil doping vil blive et af de underordnede problemer i samfundet. Det vil aldrig være gladiatorerne, der har ansvaret. Det etiske problem ligger hos tilskuerne – og måske hos sponsorerne.