Kina er på alles læber i disse uger, det meste handler naturligt nok om sport og politik. På papiret har de to ting ikke meget med hinanden at gøre, men hvordan vi end vender og drejer os, vender røven bagud, og sport er en politisk faktor, som rækker langt ud over det, der foregår på stadion. Men vi er taget til Kina af helt andre grunde. Min kone, Christina Bjørkøe, er her for at spille koncerter arrangeret af Chinaart, og undervejs er det planen, at vi skal møde digtere og kunstnere for at udveksle ideer og lære af hinanden. Med på turen er vores datter på seks år, og hun skal vise sig at blive den helt store kontaktskaber, hvor vi kommer frem. Kineserne elsker børn, måske endnu mere fordi kinesiske børn jo i princippet er enebørn. Overalt ser man mødre og fædre, som ofrer afkommet udsøgt opmærksomhed. Barnet er familiens centrum og lunefulde enehersker. I metroen kan man se ældre folk rejse sig for at give sædet til et barn, noget jeg ikke mindes at have oplevet andre steder på kloden. Og trods etbarns-politikken stiger folketallet fortsat i svimlende hast. Alene i år udklækkes 5.590.000 ny studenter, som myldrer ud i samfundet med store forventninger. Regeringen giver bonuspoint til dem, der arbejder to år i de tyndere befolkede vestlige provinser, og studenter, som starter egen virksomhed, tilbydes skatterabat og små startlån. Traditionelt foretrækker kineserne en søn, og hvert år aborteres 1/2 million pigefostre. Resultatet er, at befolkningen nu består af 20 procent flere mænd end kvinder. Når de unge danner par, er der mangel på piger, og konkurrencen er skrap. Pigerne har blik for ham med den flotte bil og fast indkomst, og måske er disse biologiske kendsgerninger en del af drivkraften i det store spring fremad for kinesisk økonomi; mændene er nødt til at lægge sig i selen. Samtidig har øget velstand for første gang i historien gjort kinesiske kvinder – i hvert fald i byerne – delvis uafhængige. I århundreder snørede mødrene pigebørns fødder fra treårsalderen for at gøre pigerne mere feminine og egnede til ægteskab – en grusom praksis, som først forsvandt i begyndelsen af det 20. århundrede. Nu står pigerne efterhånden på egne ben, og fødderne har det tilsyneladende godt. Dagen efter koncerten i Guangzhou – det tidligere Canton – inviterer digteren Lihai Huang på middag. Det foregår i en restaurant, men i et separat lokale, som kineserne ynder det. I en nation med 1,3 milliarder indbyggere er lidt privatliv en luksus. Menuen består af fisk og snegle, svampe, kål, tang, kylling, svinekød og andre småretter, som i skåle anrettes på en drejelig glasskive midt på bordet. Udstyret med spisepinde drejer man skiven rundt og fisker en bid her og der, mens snakken går. På tværs af geografiske afstande og kulturforskelle har vi meget at tale om, poesien er det fælles hjemland. Alle kender H.C. Andersen, men ellers er nordisk litteratur stort set ukendt i Kina. Filosofiinteresserede kender lidt til Kierkegaard, og en ny oversættelse af ’Enten – Eller’ er på vej. Men svenske Thomas Tranströmer kender de, og Seamus Heaney fra Irland. Modsat er vores viden om, hvad der i disse år skrives af poesi i Kina, jo også ret begrænset. Efter middagen tager Lihai Huang os med ud i den kinesiske aften. Den hede luft er tyk af bilos. Pludselig står vi igen midt i den drønende trafik omringet af det uforståelige. Guangzhou er en moderne storby med 10-12 millioner indbyggere, en overdådig blanding af nyt og gammelt. Man forestiller sig, at folk her gik rundt i maosko og uniformer for bare 40 år siden, nu er de fleste klædt som urbane borgere overalt på kloden. Sofistikerede kvinder og mænd promenerer det nyeste ny i gader omgivet af skyskrabere, hvor airconditionerede elevatorer suser op og ned. Der bygges i et uhørt tempo, alene her i Perleflodsdeltaet anlægges der de kommende år 2000 kilometer motorvej og jernbane. Vi skal møde maleren He Jianning. Han har sit atelier på tredje etage i Kunstakademiet, og vi bliver ført op ad en bred, slidt trappe, hvor mange fødder færdes til daglig. Så åbnes døren til noget helt uventet, vi træder ind i et stort lokale, domineret af 2 kæmpestore malerier i stærke farver, som hænger på hver sin væg over for hinanden. På et podium midt i rummet står der en grammofon, omgivet af forstærkere og 8-10 højtalere i forskellig størrelse, som fylder halvdelen af lokalet. Ud af dem strømmer Beethovens 1. klaverkoncert. Vi hilser på He Jianning. Han er en spændstig og graciøs herre med et åbent og venligt ansigt og et fast håndtryk. Ved det lave bord med te-regalierne sidder en ung mand travlt optaget af at brygge te til os. Ved siden af ham sætter mesteren sig i sin stol. He Jianning taler kun kinesisk, og vi kommunikerer med hjælp fra Zhang Yuehong, som smidigt oversætter frem og tilbage. Mens teen skænkes i de små kopper, studerer vi lokalet. Ud over malerierne er væggene dækket fra gulv til loft af høje reoler, som viser sig at indeholde en fabelagtig pladesamling med klassisk europæisk musik, ikke netop hvad man venter at støde på inde midt i Kina. Over døren hænger et fotografi af pianisten Michelangeli, malerens favorit og absolutte idol. He Jianning er en kunstner på toppen af sin kunnen. Ansigtet udstråler en afklaret ro og indre balance, han minder om tuschtegninger af Konfutse eller de gamle kinesiske mestre. Når han taler, er ansigt og hænder i levende bevægelse, han udtrykker sig i enkle klare ord som den, der har gjort sig færdig med forstillelse og alle svinkeærinder; nu vil han bare male og have sit arbejde gjort; der er noget, han kan, og noget, han skal. På gangene udenfor og rundt omkring står de lærreder, han arbejder på. Motiverne rækker fra det ekspressivt abstrakte til modelstudier. Der er hastige skitser og vældige lærreder tykke af farve lagt på med spartel eller pensel i fede strøg. Han er glad for gult, og de to store malerier på væggene gløder gult i rummet omkring os, mens vi nipper til teen i de små porcelænskopper, dekoreret af mesteren selv med figurer og skrifttegn i guld. Trods sprogbarrieren taler vi fuldstændig ubesværet med hinanden. Den unge temester siger diskret farvel og forsvinder, hans plads overtages af Huang Lihai, der også viser sig som en kyndig tebrygger. Processen er enkel, men kræver konstant syslen med remedierne, hvert femte minut skænkes nyt i kopperne. Kenderne nipper med nydelse, som barbar med hang til tebreve fra Netto er jeg ude af stand til at yde smagsnuancerne rimelig retfærdighed. Undervejs skiftes til nye udsøgte og kostbare sorter, som omtales med yndefuld entusiasme. Potter og remedier rengøres omhyggeligt, for at den enkelte tesort kan fremtræde med ublandet duft og smag. Alt foregår diskret og upointeret, det er under disse forfinede kenderes værdighed at sætte mange ord på nydelsen. He Jianning taler hellere om sine billeder, sit arbejde, processen. De store lærreder bliver til i løbet af tre-fire dage, hvor der arbejdes under intens inspiration fra tidligt om morgenen. Om eftermiddagen arbejder han efter model. Ofte den samme kvindelige model i årevis. Det er hendes tanker og indre liv, han udforsker. Hverdagssproget er en anden inspiration, forklarer han. Jeg spørger, om han føler sig som del af en familie eller gruppe? Han protesterer med foragt, han bryder sig ikke om andres ting, tydeligvis er han en stor ener. Han har aldrig været i Beijing og dyrker ikke livet i kunstcirkler af nogen art, han maler! December i år skal der være en stor udstilling af hans arbejder i Paris, men han har ikke tænkt sig at tage af sted, billederne må klare sig selv ude i den store verden, han maler! »Det her er min hule«, siger han og peger rundt. Reolerne er stuvende fulde af lp’er i tusindvis. Brahms, Bach og Schumann, med Beethoven i spidsen som den store favorit. Udenfor i Guangzhous myldrende gader og rundt i hele det vældige kinesiske rige lyder andre toner, men herinde er vi midt i et europæisk lydunivers. He Jiannings hule er en europæisk rumsonde midt i Kina, via musikken strejfer han vidt omkring på kloden. Selv skal han ingen steder, han skal male! Jeg spørger, om han lytter til musik, når han arbejder? »Nej«, siger han, »når jeg lytter til disse mestre, er jeg ikke værdig til at blande mig«. Ved afskeden forærer han os ikke mindre end ni bøger, overdådigt illustrerede værker, og en serie med tuschtegninger, hver ledsaget af et visdomsord, som i sig selv er et kortfattet digt. I taxaen på vej tilbage til hotellet kommer jeg i tanke om et digt af Li Po, en af Tang-epokens store digtere, som for mere end tusind år siden satte nutidens kinesiske byggeboom i relief: Fragment Fuldendte digte er de eneste bygninger, der altid vil blive stående. Hvor er de stolte paladser, der engang knejsede her? Når kraften er i mig får min pensel fem hellige bjerge til at ryste. Hvad rager det mig alt det mennesker ønsker af pragt. Magt, rigdom og ære - hvad er det imod at digte? Før jeg knæler for dem, vil Den Gule Flod løbe mod sine kilder! Li Po (701-762) Næste dag er vi i Beijing, efter en flyrejse på nogle tusinde kilometer. Byen står på gloende pæle i mere end en forstand i disse uger. Her er dundrende varmt som en god sommerdag ved de danske kyster, med 10 glødende plusgrader lagt oveni. Man bevæger sig nødigt ud i solen uden parasol. Men byen er også ramt af OL-feber og febril foretagsomhed med de sidste detaljer før åbningen af de olympiske lege. For kineserne er værtskabet et prestigeprojekt af dimensioner. Den nye lufthavn er taget i brug, og i denne weekend indvies tre metrolinjer, som forbinder lufthavnen med det olympiske stadion. Bannere med legenes motto ’One World One Dream’ er synlige overalt i gadebilledet, og hvem ville ikke gerne tilslutte sig den drøm? Det oldgamle tema vejret og vejrudsigterne har påtrængende aktualitet. Hvordan bliver vejret, den dag åbningsparaderne afvikles, og hele verden retter blikket mod Kina? Normalt er det overladt til vejrguderne, men myndighederne gør, hvad der er menneskeligt muligt, for at overtage kontrollen også på det felt. Mindre lokale regnbyger kan angribes med fly, raketter og kemi, men udbredt regn lader selv kineserne magtesløse. Luftforureningen er et andet tema, der optager arrangørerne. Myndighederne har lukket i hundredvis af fabrikker de sidste år for at rense luften. Fra midt i juli skal de mest forurenende industrier reducere luftforureningen med 30 procent. Også trafikken er pålagt restriktioner, med omgående effekt, himlen er blevet synlig over Beijing, og solen træder glødende ud af disen. Alt er i stor skala her, der bor omkring 16 millioner mennesker i Beijing, og de fleste vestlige storbyer får baghjul, når det gælder trafikkaos. Vældige motorvejsanlæg pløjer ind gennem byen i flere etager; myten om Kina som cyklernes hjemland holder ikke i det 21. århundrede. Det er der mange andre fordomme om landet, der heller ikke gør. Kineserne har aldrig de sidste sekstusinde år været friere end nu, men det er en frihed med snævre grænser, når det gælder kritik af myndighederne. Fangelejre findes, tortur, henrettelser, tvang og undertrykkelse findes. Nu oven i købet i en original legeret fusion mellem kommunisme og kapitalisme, to kyniske ideologier, der maser menneskeskæbner til plukfisk. Individuelle, personlige frihedsrettigheder har traditionelt rangeret lavt. Og gør det givetvis stadig. Forfattere og intellektuelle med afvigende synspunkter arresteres, samtidig opmuntres forskellighed og personligt initiativ, der findes ansatser til en fri presse. Paradokserne står i kø. Gennemsnitsindkomsten er under et par tusind kroner om måneden, men forskellene er store mellem rig og fattig. Hovedparten af kineserne bor på landet, langt væk fra metropolernes tumult og de økonomiske muligheder, der følger med. I millionvis forlader de unge rismarkerne, de vil ind til byerne og have fat i en mobiltelefon, de vil have del i velstanden, og hvem kan fortænke dem i det. Men forestillingen om, at vestlig markedsøkonomi og kapitalisme automatisk fører til demokrati, er muligvis en illusion. Alle ord betyder noget andet på kinesisk, og partiet har sin egen uudgrundelige dagsorden. Hvad den går ud på, vil næppe blive afsløret de kommende uger, når hele verden sidder klinet til skærmen for at følge atleterne på det olympiske stadion. Vi er henvist til de gamle mestres strategi; vi må vente og se!