Radovan Karadzic står anklaget for folkemord i 1992 og for en ledende rolle i Srebrenica-massakren i juli 1995.

’Komiteen til forsvar for Radovan Karadzic’ løfter nu sløret for, hvordan den tidligere leder vil forsvare sig i Haag: Det hele er en sammensværgelse mod serberne. Andre kræfter drev deres spil i det skjulte. Men lad os først begynde med en beretning fra et af gerningsstederne. For den unge Drazen Erdemovic fra den bosniske by Tuzla er der ikke noget i begyndelsen af krigen, der tyder på, at han skal ende med at blive indblandet i den største krigsforbrydelse i Europa efter Anden Verdenskrig. Han når ganske vist både at tjene i den bosniske hær og som bosnisk kroat også i den kroatiske HOV-milits i sin hjemby, inden han flygter over på den anden side til Republika Srpska i håbet om at komme ud af krigens malstrøm. En ven af en ven skal hjælpe ham og hans kæreste og deres lille datter til Schweiz. Det mislykkes, og han bliver nødt til at blive i Republika Srpska og gå ind i hæren. Her udnævnes han til leder af en sabotageenhed, der foretager aktioner på fjendtligt territorium, dvs. i den muslimsk-kroatiske føderation. Man sprænger broer, jernbaner, veje, materiel – alt, der har relevans for føderationens krigsførelse. En morgen får hans enhed en ordre om at tage af sted for at løse en opgave. Ingen af de andre i gruppen ved, hvad den går ud på. Det gør befalingsmanden Milorad Pelemis og formodentlig den nye leder af enheden, Brano, som er indsat i stedet for Drazen Erdemovic. Den næste morgen går de ind i Srebrenica, der er næsten mennesketom. Er det denne by, som serberne har holdt belejret igennem krigens fire år? Hvor er indbyggerne i Srebrenica? Drazen Erdemovic forsøger at spørge sig for, men ingen lader til at turde give ham et svar. Der er sket noget. Vi skriver 10. juli, tre dage efter at general Mladics styrker har indtaget byen. Den næste dag får de besked om at pakke og tage til Vlasenica, deres hovedkvarter vestpå. Missionen er endt i Srebrenica. På turen ser de soldater overalt langs vejen og hører skud ude fra markerne. Hvad Drazen Erdemovic ikke ved, er, at de bosnisk-serbiske styrker har stjålet udstyr fra de hollandske FN-tropper og i forklædning råber ud til de flygtende muslimer fra Srebrenica om at overgive sig til dem. Et par dage efter, 16. juli, får hans enhed besked om at gøre sig klar. De skal ud på en ny mission, der i første omgang fører dem op mod nordøst fra Vlasenica til Drinafloden, til Zvornik. Der bliver de mødt af en oberstløjtnant, som Drazen Erdemovic ikke har set før. De kører derfra med oberstløjtnanten forrest i egen bil. Destinationen er Branjevo-farmen, små 20 kilometer nordvest for Zvornik, i nærheden af landsbyen Pilica. Igen aner ingen fra enhederne, hvad missionen går ud på. Da de ankommer til farmen, beder den nye officer lederen af hver enkelt enhed om at forsvinde, mens han informerer de menige om dagens mission. De får at vide, at der ved 10-tiden vil ankomme busser fra Srebrenica med muslimske fanger, som skal skydes. Drazen Erdemovic ved med det samme, at det er livsfarligt at nægte at udføre ordren. Han vil blive skudt på stedet. Alligevel opponerer han: »Jeg sagde med det samme, at jeg ikke ville have noget med det at gøre. Jeg sagde »Er I normale? Ved I hvad I gør?«. Men ingen lyttede til mig. (…) Jeg sagde det foran Brano (lederen) og de andre. Så sagde Brano; »Hvis du ikke vil være med, så kan du bare stille dig op sammen med dem. Du kan aflevere din riffel« (…) Hvis jeg havde været alene, hvis jeg ikke havde haft en hustru og en søn, så ville jeg være flygtet, og noget andet ville være sket. Jeg blev nødt til det. Jeg var tvunget til det. Så begyndte busserne at ankomme. De tog folk ud i grupper af ti. De førte dem ned på engen. Så begyndte vi at skyde de mennesker der. Jeg ved ikke præcis, hvordan det var. For at være ærlig, så kunne jeg ikke følge med i det. Jeg blev helt enkelt syg. Jeg fik hovedpine. Jeg prøvede at undgå det, så meget jeg kunne, prøvede at undgå at have noget med det at gøre. (…) Jeg skød enkeltskud. Jeg sigtede ikke. Når jeg skød, lukkede jeg øjnene og vendte mig om for ikke at se, når de mennesker faldt om. Det var måden, det skete på. (…) Jeg ville redde en mand, men de ville ikke lade mig gøre det. Han fortalte mig, at han havde hjulpet mange serbere ud af Srebrenica, for at de kunne komme til Serbien. Så jeg vidste, at denne mand – jeg fortalte dem, at denne mand havde hjulpet serbere, men det hjalp ikke noget. De sagde til mig, Brano sagde til mig, at han ikke ville have nogen vidner til forbrydelsen. Jeg holdt mund, og en gruppe soldater fra Bratunac ankom (…) de begyndte at gå løs på de folk dér. De slog dem med jernstænger. De forbandede dem. Men hvad min egen gruppe angår, så var der ikke nogen derfra, der slog dem med jernstænger, men Stanka Savanovic og Brano var de to, der dræbte flest, og Savanovic fortalte os hvorfor. Han fortalte, at muslimer havde dræbt hans bror, som var 17 år gammel«. Henrettelsen af muslimerne fra Srebrenica begynder klokken ti om formiddagen 16. juli, og fortsætter til klokken tre om eftermiddagen. Da de er færdige med at skyde fangerne på Branjevo-farmen, får de ordre om at hjælpe inde i landsbyen Pilica, hvor der er tilbageholdt 500 andre fanger, der også skal skydes. Men Drazen Erdemovic siger fra med det samme. Han vil ikke længere deltage og spørger, om der ikke har flydt blod nok? Han kan ikke forklare sin vilje til at sige fra med andet, end at han efter drabene er ligeglad med alt. Han er ligeglad med at blive skudt, eller om han skal skyde den oberstløjtnant, som har ført dem ud på Branjevo-farmen. Flere fra hans gruppe slutter sig til ham. De vil heller ikke deltage. Men andre fra Bratunac følger ordren, og det følgende stykke tid kan Drazen Erdemovic og hans gruppe høre skud fra kulturhuset i Pilica fra den café, hvor de opholder sig imens. I den følgende uge opholder han sig meget på en bar i Bijeljina, hvor hans familie nu bor, og drikker voldsomt hver dag. Han møder andre soldater fra hovedkvarteret i Vlasenica, han kender. Bl.a. en vis Kremenovic, der ligesom han selv nægtede at fortsætte henrettelserne i kulturhuset i Pilica. Efter en uge, 22. juli sent på aftenen, er han sammen med Kremenovic, der er serber og leder af en enhed, samt en muslimsk kammerat i en bar. De bliver antastet af Stanko Savanovic, et af medlemmerne fra hans egen enhed, der også har deltaget i myrderierne på Branjevo-farmen. Stanko Savanovic skyder dem alle tre. Drazen Erdemovic bliver selv ramt fire gange og alvorligt såret. Selv angiver han grunden til dette attentat. Det er beordret af en oberst Petar Salapura, fordi Erdemovic har protesteret mod henrettelserne og nægtet at fortsætte dem i kulturhuset i Pilica. Han er også vis på, at grunden til, at attentatmanden, der skyder på tre medlemmer af hæren, ikke bliver anklaget ved militærtribunalet i byen, er, at han er beskyttet af oberst Salapura, der er efterretningschef ved hærens hovedkvarter. Drazen Erdemovic bliver først indlagt på hospitalet i Bijeljina til behandling, men man er ikke i stand til at skaffe den nødvendige medicin til ham, da han ikke selv kan betale. En ven hjælper ham til Serbien, hvor han bliver indlagt på militærhospitalet i Novi Sad. Her beslutter han sig til at fortælle sin historie til en journalist og beder denne om at sætte ham i forbindelse med domstolen i Haag. Den serbiske efterretningstjeneste aflytter imidlertid pressefaciliteterne, og efter interviewet med den udenlandske journalist bliver Drazen Erdemovic arresteret og sigtet. Men hans beretning om, hvad der er sket med muslimerne fra Srebrenica, bliver publiceret i Serbien. Reaktionen i pressen er, at der er tale om en løgn, fortalt af en vanvittig, der også er kroatisk spion. Drazen Erdemovic kommer for retten i Haag. Ved den første retssag, hvor han erklærer sig skyldig i forbrydelser mod menneskeheden, bliver han idømt ti års fængsel. Efter en appelsag får han mulighed for at erklære sig skyldig i forhold til Genèvekonventionen om regler for krigsførelse, om overtrædelse af artikel 3, der omhandler mord på tilfangetagne. Denne erklæring giver mulighed for, at retten kan tage hensyn til duress, dvs. det forhold, at han har været tvunget til at begå sin forbrydelse med trusler mod sit liv. Efter denne anden retssag bliver Drazen Erdemovic idømt fem års fængsel ved domstolen for forbrydelser i det tidligere Jugoslavien 5. marts 1998. Den forbrydelse, der fandt sted på Branjevo-farmen nær Pilica, var en del af Srebrenica-massakren, hvor det skønnes at mellem 7.000 og 8.000 mænd og drenge blev henrettet af den bosnisk-serbiske hær, VRS, under ledelse af general Ratko Mladic og præsidenten for Republika Srpska, Radovan Karadzic. De oplysninger, som foreligger i sagen mod Drazen Erdemovic, er således også afgørende for den kommende retssag mod Radovan Karadzic, idet massakren ved Srebrenica er et kompleks af massemord, som er foregået på forskellige lokaliteter uden for byen i forbindelse med, at den bosnisk-serbiske hær indtog Srebrenica. Milovoje Ivanisevic er en af grundlæggerne af Komiteen til forsvar for Radovan Karadzic i Beograd. Vi besøger ham i hans kontor nede i kvarteret ved banegården for at få en pejling af, hvordan den tidligere præsident har tænkt sig at forklare massakren ved Srebrenica, og hvordan han dermed vil forsvare sig mod anklagen for folkemord. Jeg vil gerne, at vi kigger på et konkret tilfælde og i denne forbindelse taler om tilståelsessagen mod den unge låsesmed fra Tuzla, Drazen Erdemovic. »Vi forsøger ikke i vores komité at skjule, at der har fundet henrettelser sted i dette område. Men jeg vil i denne forbindelse gerne have lov til at beskytte Republika Srpskas hær, som Drazen Erdemovic var medlem af. For han taler i sit vidnesbyrd om, hvad der skete 16. Juli 1995. Og den samme dags aften, hvor disse omtalte begivenheder fandt sted, da blev han skudt og såret i en café i forbindelse med, at han skulle dele en sum penge med den hærgruppe, han var en del af«. Hvorfor siger De det? »Det er relevant, for der er tale om en gruppe formodentlig på ni mænd, hvor Drazen Erdemovic blot er én, og de var blevet betalt for det, de havde gjort i løbet af dagen«. De vedgår, så vidt jeg kan forstå, at selve massakren ved Srebrenica fandt sted, men De mener blot ikke, den skete som konsekvens af ordrer, der blev afgivet i Republika Srpskas hær? »Det er korrekt«. Jamen, hvem afgav så disse ordrer? »Det er præcis det, som vi her i komiteen gerne vil vide!«. Det var altså ikke ordrer, der kom fra de øverstbefalende i Republika Srpskas hær? »Nej, nej«. Så Ratko Mladic havde intet kendskab til de begivenheder, som Drazen Erdemovic deltog i? »Nej«. Og det havde Radovan Karadzic heller ikke? »Nej«. Hvem tror De så, der organiserede og anstiftede disse forbrydelser? »Det vil vi også gerne vide. For vi undrer os også over, hvorfor Erdemovic kun blev idømt 10 års fængsel. Og han fik endda sin straf reduceret. Men han tjener også som vidne i andre sager«. Så det, De vil insinuere, er, at Erdemovic er betalt af nogen? »Præcis. Han har kun oplyst navnene på dem, der sammen med ham begik forbrydelsen denne dag. Det er derfor, vi også må stille spørgsmålet: Hvorfor er de resterende fra gruppen ikke anklaget på linje med Erdemovic? Og vi spørger: Hvem er det, der beskytter disse folk, og i hvis interesse er det?«. Jeg må forstå det sådan, at De anser massakren ved Srebrenica som et komplot vendt mod serberne for at kunne retfærdiggøre Natos intervention umiddelbart efter. »Der gik meget lidt tid efter Srebrenica og til Kroatiens ’Operation Storm’ (hvor den kroatiske hær fordrev og myrdede den serbiske civilbefolkning i Krajina, (forf.)). Der gik heller ikke lang tid til Nato’s intervention. Men da serberne indtog Srebrenica, gik man gennem 43 muslimske landsbyer, hvor der boede familier til de selvsamme folk inde i Srebrenica, som havde begået krigsforbrydelser mod serbere i landsbyerne uden for byen i de foregående år, men der var ikke tale om ét eneste eksempel på overgreb i forbindelse med den serbiske hærs fremrykning. Der var ikke tale om nogen form for hævn. Det, jeg vil sige, er, at der ikke kun er to parter, muslimer og serbere, i dette spil. Der er også en tredje part, som ønsker at få serberne til at gå i en fælde«. O.k., men hvem er så denne tredje part? »Det har vi også selv undret os over i ti år nu. For det var denne tredje part, der bragte pengene til det, der er foregået. F.eks. har Drazen Erdemovics hustru nævnt 20 kilo guld, som han skulle have fået for at have udført sin udåd«. Hvor har hun nævnt dette? »Det er noget, hun har nævnt, efter at han blev såret, da dette netop skete i forbindelse med fordelingen af betalingen for drabene«. Men De ved stadig ikke, hvem denne part er, der leverer alt dette guld? »Nej. Men den gruppe, som deltog i forbrydelsen og dræbte for penge, var heller ikke en regulær hærenhed. Det var unge mennesker, som var samlet op på cafeer rundt om, og som fik til opgave at udføre disse drab«. Men påvirker det heller ikke Deres opfattelse, at et vidne, en serber, Miroslav Deronjic, lokalpolitiker fra Bratunac i nærheden af Srebrenica, på et tidspunkt spørger Radovan Karadzic, hvad der skal ske i Srebrenica. Han er taget ned til Karadzic i Pale for at finde ud af, hvilke planer man havde for Srebrenica. Og han får svaret, at disse muslimer i Srebrenica, de må dræbes. »Deronjic lyver. Jeg er sikker på, at Deronjic lyver. Han har lavet en handel med domstolen, hvor han er blevet truet med en dom på 25 års fængsel. Nu slap han så med syv år«. Så han betalte med sin mened? »Ja«. Efter en mineralvand og tak for kaffe forlader vi Milovoje Ivanisevics kontor for Komiteen til forsvar for Radovan Karadzic. Vi er om ikke andet blevet så meget klogere, at vi nu har fået løftet sløret for, hvilken retning forsvaret for den tidligere præsident vil få. En række af hæmningsløse løgne og fantastiske beskyldninger. Alligevel må man give Ivanisevic, at kombinationen af løbsk konspirationsteori og arkaiske fortælleelementer som betaling i »20 kilo guld« alligevel tager prisen i forhold til, hvad Karadzic selv kunne præstere i de år, hvor han gav ordrer til massakrerne. Om føje tid vil vi således blive vidne til, at krigsforbryderen igen vil træde ind på verdensscenen – denne gang som klovn.