0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sanktioner virker ikke

Burmas junta trives fint med isolationen. Hæren kan holdes samlet, oppositionen kuet og befolkningen i uvidenhed.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det er i denne måned tyve år siden, Vesten indførte de første sanktioner mod Burma i protest mod hærens brutale undertrykkelse af en folkeopstand, der væltede general Ne Win’s ’Burma Socialist Programme Party’ regering.

Siden da har stadigt strammere sanktioner været hjørnestenen i en menneskerettighedspolitik, som primært har sigtet på at gennemtvinge et demokratisk regimeskifte ved at isolere landets militærstyre politisk og økonomisk.

Det kom derfor som noget af en bombe, da udviklingsminister Ulla Tørnæs 9. august stod frem i Politiken og åbenlyst anfægtede brugen af sanktioner. Ministeren fokuserede især på europæiske regeringers langvarige støtte til en turismeboykot, men lagde op til, at også andre sanktioner bør revurderes, så snart det er politisk muligt.

Formanden for Den Danske Burma Komité, Anton Johannsen, svarede prompte igen med at anklage ministeren for at promovere dansk erhvervslivs interesser på bekostning af Burmas undertrykte befolkning. Men Ulla Tørnæs har fuldstændig ret i at sætte spørgsmålstegn ved en politik, som efter tyve år ikke viser tegn på at virke og tværtimod ofte rammer de mennesker, som den skulle hjælpe.

Det er ikke så overraskende, at formanden for Burmakomitéen fik Ulla Tørnæs’ udtalelser galt i halsen. Men hans angreb på ministeren er typisk for dele af demokratibevægelsen, som tror så fast på værdien af sanktioner, at enhver, der ser sagen anderledes, selvfølgelig må have uldne hensigter. Denne attitude har alt for længe forhindret en saglig og dybdegående debat om, hvad der reelt tjener demokratiets, menneskerettighedernes og befolkningens interesser i Burma.

Sandheden er, at tyve års sanktioner ikke har gjort det fjerneste for at fremme demokratiet. Tværtimod har de hjulpet juntaen med at underbygge det fjendebillede, som er centralt for dens greb om magten, og minimeret vesterlandske interesser og indflydelse i landet. Mens Kina og andre asiatiske lande siden 1988 har involveret sig massivt i Burmas nye statskapitalistiske økonomi, er Vestens tilstedeværelse stort set begrænset til en håndfuld ambassader, nogle bistandsorganisationer og to oliefirmaer, ikke just en gunstig situation for udbredelsen af demokratiske værdier og tankegange.

Juntaen trives fint med isolationen, som kun gør det nemmere at holde hæren samlet, oppositionen kuet og den bredere befolkning i uvidenhed. Det samme er derimod ikke tilfældet for de millioner af almindelig burmesere, som lever i dyb fattigdom og har brug for al den hjælp, vi kan give dem, simpelthen for at overleve.

Det er dybt tragisk, at et af de fattigste folk i verden får mindre end 15 kroner per person om året i humanitær bistand (det er cirka tyve gange mindre end gennemsnittet for de 50 fattigste lande i verden, af hvilke mange også har dybt frastødende regeringer). Og det er decideret amoralsk at fratage almindelige borgere deres levebrød, som det for eksempel skete, da vesterlandske sanktioner og forbrugerboykotter mod tøj produceret i Burma mellem 2001 og 04 kostede næsten hundredtusinde job i tekstilindustrien, hovedsagelig for unge uuddannede kvinder fra landområderne.

Nogle mener, at det er den pris, burmeserne må betale for demokrati, men det er sjældent, at man hører det argument fra dem, som rent faktisk betaler prisen for sanktionerne. I øvrigt hviler det på en falsk præmis, nemlig at sanktionerne fremmer demokratiet. Beviserne tyder snarere på det modsatte.

Militæret tog magten i Burma i 1962 og har fastholdt den lige siden i forskellige inkarnationer. Den nuværende junta, som tog over i 1988 efter at have dræbt flere tusinde demonstranter (og som kort efter ændrede landets officielle navn til Myanmar), holdt ganske vist et demokratisk valg i 1990, som blev vundet klart af nobelfredsprismodtager Aung San Suu Kyi og hendes parti, National League for Democracy (NLD).

Men juntaen insisterede bagefter på, at den ikke kunne overføre magten, før en ny forfatning var vedtaget. Den tog det 17 år at skrive, og resultatet af den næsten hundrede sider lange lov, som blev vedtaget under tvang i en folkeafstemning i maj i år, er, at militæret vil beholde en ledende politisk rolle i et »disciplineret demokrati« efter nye valg i 2010.

Vestlige regeringer svarede igen på massakren i 1988 med at stoppe al udviklingsbistand. USA har siden indført forbud mod all nye investeringer, import og finansielle transaktioner. EU, som har en fælles udenrigspolitik på Burma, har generelt foretrukket mere ’smarte’ sanktioner, som søger at ramme generalerne og deres forretningsforbindelser uden at skade den almindelige befolkning.

Men flere medlemslande, deriblandt Danmark, opfordrer for eksempel hjemlige firmaer og turister til at holde sig væk. Vestlige solidaritetsgrupper har desuden gennemført forbrugerboykotter mod en række forretninger og firmaer, der har økonomiske forbindelser med Burma, specielt fokuseret på turist- og tøjbranchen.

Det var måske forståeligt nok, at vestlige lande indførte sanktioner i slutningen af 1980’erne, hvor man red på en bølge af optimisme efter revolutionerne i Østeuropa, og mange troede, at Burma tilsvarende stod på randen af et demokratisk gennembrud. Men vi har lært meget i mellemtiden. En nærmere analyse af landets historiske, politiske og socioøkonomiske forhold taler sit klare sprog om, hvorfor sanktionspolitikken har fejlet, og understreger samtidig behovet for nytænkning:

Burma er et af de mest militariserede lande i verden. Juntaens indflydelse rækker ind i alle sektorer af samfundet gennem et sindrigt system af statslige og ikke-statslige institutioner og virksomheder, som alle er ledet af aktive eller tidligere officerer. Militæret dominerer store dele af økonomien. Og millioner af burmesere er medlemmer af styrets socialistisk inspirerede masseorganisationer, som tjener til at kontrollere og mobilisere den almindelige befolkning bag dets programmer.

Oppositionen er i dag kun en skygge af, hvad den var i 1990. Aung San Suu Kyi har siddet i husarrest i 13 ud af de sidste 19 år og har – selv om hun stadig nyder stor anseelse – ikke længere nogen praktisk indflydelse på demokratibevægelsen. Hendes parti, NLD, er på det nærmeste faldet fra hinanden under voldsomt pres fra styret og intern uenighed. Munkeopstanden i september sidste år viste, hvor udbredt utilfredsheden med styret er, men demonstrerede samtidig det basale faktum, at demonstranter ingen chance har mod en hær, som er villig til at skyde for at bevare kontrollen.

Det er vigtigt at forstå, at manglen på demokrati kun er en af flere dybe strukturelle kriser, som den burmesiske stat og samfund lider under. For det første har landet lige siden uafhængigheden i 1948 været splittet af voldsomme etniske konflikter.

En række våbenhviler siden 1989 har dramatisk reduceret kampene, men flere oprørsgrupper kæmper fortsat for autonomi for landets mange mindretal – noget, som hæren hævder vil føre til en balkanisering af Burma – og uroen ulmer i mange regioner. Dette var fra starten i 1962 en væsentlig bevæggrund for militærstyret og er det stadig. Samtidig udgør de dybe etniske skillelinjer en trussel mod stabiliteten af et fremtidigt demokrati.

For det andet er Burma et af verdens fattigste lande. Markedsøkonomiske reformer siden 1988 har ganske vist ført til overfladisk vækst, men galoperende inflation, få jobmuligheder og erosion af sundhedssystemet har skabt en humanitær krise. Mere end halvdelen af befolkningen lever på sultegrænsen og har hverken tid eller ressourcer til at beskæftige sig med politik.

For det tredje er der stort set ingen fungerende civile institutioner. De få politiske partier består generelt ikke af andet end nogle få ledere uden organisationer bag sig. Den engang velfungerende civiladministration er reduceret til en skal efter årtier med dårlig ledelse, lave lønninger og manglende uddannelse og træning. Det meste af den intellektuelle og økonomiske elite har forladt landet, og uddannelsessystemet er i forfald. Lederen af FN i Burma advarede i 2006 om, at »landet er ved at miste evnerne og kapaciteten til at håndtere (sine) udviklingsproblemer i fremtiden«.

Det er ikke nogen tilfældighed, at militæret har fastholdt magten i næsten et halvt århundrede, mens militærstyrer i mange andre lande er faldet fra hinanden. Det er usandsynligt, at andet end en militær invasion kunne skubbe Burmas generaler fra magten (medmindre de selv vælger at reformere).

Selv hvis en demokratisk regering på magisk vis kom til magten i morgen, er udsigterne til, at den kunne løse landets etniske og økonomiske problemer og fastholde befolkningens støtte længe nok til at konsolidere demokratiet og forhindre et nyt militærkup, ikke lyse.

Politik er kunsten at gøre det mulige. Det er ikke svært at enes om, at Burma behøver mere demokrati, menneskerettigheder og udvikling, men det er langt sværere at opnå dette. Det vil kun ske gradvist og kan tage mange år, måske generationer.

Siden hæren knuser al åben modstand, er det afgørende at finde en model for forandring, som på kort sigt ikke truer generalernes personlige og institutionelle interesser, samtidig med at der åbnes for en styrkelse af politiske og civile institutioner.

Det betyder, at demokratiske idealer i begyndelsen må vige for pragmatiske kompromiser, som gradvist kan hjælpe til at svække militærets magt. Som en del af processen er det også nødvendigt at overkomme de dybe etniske konflikter, løfte levestandarden, forbedre uddannelsessystemet og udvikle en demokratisk kultur baseret på åbenhed, ligeværdighed og tolerance. Alt dette er umuligt, så længe Burma forbliver isoleret.

Det er tid for Vesten at inddrage generalerne i en dialog, der kan åbne nye udsigter og mindske deres frygt for forandringer. Det er tid at øge ikke bare den humanitære bistand, men også teknisk og finansiel støtte til økonomiske og administrative reformer, forbedring af uddannelsessystemet og etablering af nye fredsøkonomier i tidligere konfliktområder. Og det er tid at ophæve økonomiske sanktioner, som straffer befolkningen og holder vesterlandske firmaer ude, som ellers kunne introducere burmesiske mellemledere og arbejdere til mere demokratiske ledelsesstrukturer og organisationsformer.

Skridt for skridt kunne dette skabe en basis for bredere sociale og politiske reformer både fra toppen og fra græsrødderne. Det er sådan, de fleste lande udvikler demokrati, ikke gennem revolutioner eller invasioner, som tværtimod ofte skaber deres egne problemer.

Det er selvfølgelig utopi at tro, at vi kan bringe demokrati og menneskerettigheder til Burma. Det er i sidste ende op til burmeserne selv. Men cyklonen Nargis, som i maj dræbte op imod 200.000 mennesker i en af de værste naturkatastrofer, verden nogensinde har set, og lagde nogle af landets vigtigste landbrugsområder øde, har åbnet måske den bedste mulighed i tyve år for øget samarbejdet mellem Burma og det internationale samfund.

Juntaen afviste først hjælp fra vestlige lande, men har siden åbnet op, og det efterfølgende hjælpearbejde har ført til ny dialog, nyt praktisk samarbejde og forhåbentlig nye erfaringer og opfattelser på alle sider. I hvert fald én dansk minister har besøgt Burma og har efter alt at dømme bragt nogle værdifulde indsigter med hjem.

Der er dem, der mener, at vi er moralsk forpligtet til simpelthen at støtte NLD’s insisteren på sanktioner, fordi partiet vandt valget i 1990 og derfor er den legitime regering. Men kan folkevalgte ikke tage fejl? Skal vi bare gøre, som de siger, selv om vi kan se, at landet og den bredere befolkning lider som en konsekvens? Hvor er demokratiet henne i det?

I øvrigt er oppositionen langtfra enige på dette punkt. Mange tidligere medlemmer bebrejder i dag NLD, at det fastholder konfrontationen frem for at finde en måde at arbejde sammen med militæret på. Nogle anklager åbent partiet for at have medvirket til at skabe den økonomiske og humanitære krise, som år for år formindsker mulighederne for, at landet kan undslippe konsekvenserne af sin traumatiske fortid.

Mange af dem, som insisterer mest på sanktioner, er eksilburmesere, som derfor ikke betaler prisen for det, de beder om. Ja, mange er faktisk ikke engang burmesere, men fra solidaritetsgrupper i Danmark, England, USA og andre lande. Nogle har aldrig sat deres ben i Burma. Denne transnationale demokratibevægelse har gjort et beundringsværdigt stykke arbejde for at fokusere verdens bevidsthed på menneskerettighedssituationen i Burma, men det er ofte svært at finde sagligt belæg for dens argumenter for sanktioner.

Det er for eksempel helt hen i vejret, når Anton Johannsen vil belære Ulla Tørnæs om, at »sanktioner virker«, fordi »den burmesiske økonomi aldrig har været dårligere«. Det er rigtigt, at vilkårene for den almindelige befolkning forringes år for år, men styret har siden 2005 øget sine indtægter med mere end 10 milliarder kroner om året alene fra gaseksport til nabolandene og har udsigt til at fordoble den sum i den nærmeste fremtid. Dette er den tragiske virkelighed, som vestlige sanktioner ikke kan ændre på. At forestille sig, at styret kan presses alvorligt økonomisk, er derfor en illusion.

Sanktioner TJENER visse formål, men de handler ofte mere om vores egne behov i Vesten for at føle, at vi kæmper for menneskerettighederne, end om rent faktisk at hjælpe dem, som lider under undertrykkelse og fattigdom. Man kan derfor kun håbe, at Ulla Tørnæs har modet til at arbejde seriøst for en mere etisk og effektiv europæisk politik vedrørende Burma, også selv om det måtte bringe hende i politisk modvind. For den burmesiske befolkning har brug for vores hjælp, og den har desværre ingen stemme hverken her eller i Burma.

Men tag ikke mit eller andres ord for noget af dette. Besøg selv Burma, hvor du uvægerligt vil blive budt velkommen. Der er meget at lære af at snakke med helt almindelige burmesere på gaden. Samtidig kan du med dine turistdollar hjælpe med til, at nogle af dem får lidt nemmere ved at klare hverdagen og måske få råd til at sende deres børn i skole.