Hvis man for to år siden havde dristet sig til at påstå, at vi i 2009 fik en afroamerikansk præsident i USA, at Island var nærmest bankerot, at islændingene på to måneder var blevet vilde EU-tilhængere, at danskernes boliger og pensioner pludselig kun var det halve værd, og at EU’s statsledere seriøst diskuterede et helt nyt, overnationalt, reguleret finanssystem – ja, så ville man være anset for moden til indlæggelse.
I dag står det så klart for enhver – selv for politikere og bankrådgivere: Vi står på tærsklen til en ny tid. En tid med enorme udfordringer, som kræver helt nye svar. Der skrives verdenshistorie lige nu, og det kan være svært at se, når man står midt i kaos; når det, vi kender, pludselig kollapser – og efterlader alle desorienterede og bange: Men ud af ethvert kaos, midt i enhver krise, dannes kimen til en ny orden. Den proces, som blev sat i gang med Reagan, Thatcher og Murens fald for 20-25 år siden, har nu nået endnu et dramatisk højdepunkt, et point of no return: Det tidspunkt i fortællingen, hvor det er for sent at vende om, hvor alle venter spændt på historiens klimaks. Og derefter: Den nye fortælling på den anden side. Ingen ved lige nu, hvad der venter, men i røgen fra den økonomiske ruin aner man konturerne af en ny verdensorden – en orden, hvor Europa skal finde sin rolle at spille på den verdenspolitiske scene. Og Danmark skal på samme måde finde sin nye rolle i Europa – og i Verden. Hvad var det lige, der skete? Murens fald var for min generation beviset på, at kapitalismen, den åbne markedsøkonomi og demokratiet som styreform – med retsstat og de borgerlige menneskerettigheder, frihed, lighed og broderskab – var den stærkeste cocktail. Nogle dristede sig til at mene, at dette måtte være historiens slutning: Vestlige (universelle?) værdier havde vundet: USA var verdens eneste supermagt, og den amerikanske forfatning var Bibelen. Det kunne ikke gå galt. I dag er vi alle noget klogere: kapitalisme, demokrati og menneskerettigheder er ganske vist stadig svaret, men vi kommer til at kæmpe hårdt – ja, meget hårdere, end vi havde regnet med – for at det ikke skal gå galt globalt. Vor civilisation, med mennesket i centrum, er kommet under pres.
Resten af verden klapper ikke automatisk i hænderne og siger tak for tilbuddet om et verdsligt, individorienteret samfund. Tværtimod – diktatorer overalt føler sig pressede og er gået til modangreb. Og de bruger bl.a. islam som våben. Kapitalismen og det frie marked har heller ikke – af sig selv og med den usynlige hånd – fået løst problemet med ulighed og fattigdom i verden. Og det fører nu til en folkevandring fra syd mod nord – fra fattigdom til velstand. Samtidig er den vestlige, økonomiske dominans på retur. USA er pantsat til kineserne. Europa opkøbes af araberne og russerne. Bilindustrien af kineserne og inderne. I dag ligger de økonomiske kraftcentre – og dermed også magten – mod øst, hvor man kan kigge i vejviseren efter demokrati og menneskerettigheder. Og under det hele lurer truslen om et klimakollaps. Et scenarium, som de nye stærke økonomier kun nødtvungent gider tale om, fordi dagsordenen forståeligt nok hedder vækst. Der er flere byggekraner i Beijing end i hele Europa..! Sidst men ikke mindst er den gamle verden – både USA og Europa – i splid med sig selv om svarene på alle disse udfordringer.
