Under den nuværende regering har boligbyggeriet stort set mistet sin sociale dimension og er blevet til en ren markedskraft. I stedet for boligpolitik taler man derfor nu om ’boligmarkedet’. Det almennyttige boligbyggeri blev for snart længe siden omdøbt til ’alment’ byggeri, idet det ’nyttige’ åbenbart blev anset for overflødigt, og byfornyelse med offentlige tilskud er næsten gået i stå eller overladt til private grundejere. Ideologien er, at samfundets boligspørgsmål skal løses via markedet. Det er symptomatisk for holdningen, at vi ikke længere har et særskilt boligministerium, og at boligbyggeri og boligpolitik er splittet op mellem flere ministerier. Der er imidlertid flere tegn på, at behovet for formulering af en ny, samlet boligpolitik er ved at trænge sig på. Vi ser allerede de første tegn på stagnation i byggeriet, med deraf forventelige større og mindre kriser i byggesektoren. Også efterspørgslen på boliger er ved at ændre sig, både i den dyre og, især, i den billige ende. Ejendomsmarkedet er midlertidigt trængt, lyder det, når ejendomsmæglere og kreditforeningsfolk forsøger at tale kendsgerningerne ned. Men der er nu ikke længere tvivl om, at konjunkturerne på markedet allerede er vendt i nedadgående retning. Denne udvikling er imidlertid hverken exceptionel eller særlig epokegørende. Ser vi tilbage på boligbyggeriet siden Anden Verdenskrig, har det altid bevæget sig op og ned i varierende bølgebevægelser. Blot har den nuværende bølgetop været noget længere end de forrige. I mange år kunne Danmark bryste sig af at have en af verdens bedste boligpolitikker. Byggefolk fra hele verden valfartede hertil for at studere ypperligt boligbyggeri. Det begyndte lige efter krigen, hvor et stort set enigt folketing besluttede at bygge et bedre og mere retfærdigt samfund. Som nu afdøde arkitekt Erik Nygaard skriver i sin gode bog om dansk boligbyggeri, så har Folketinget aldrig før eller siden beskæftiget sig så seriøst med boligspørgsmålet. Resultatet blev en fremragende, konsekvent og social boliglovgivning. Det var tiden, hvor bolignøden skulle afhjælpes – danskerne skulle ganske enkelt have tag over hovedet. Og det har vi fået. I 2006 havde vi næsten 2,7 millioner boliger til godt 5,4 millioner indbyggere, dvs. at der i gennemsnit bor to personer pr. bolig. I 1981 boede der næsten 2,4 personer i hver bolig. Målt på denne måde er boligstandarden steget med 20 procent gennem de sidste 25 år. I samme tidsrum blev der bygget 170.000 nye parcelhuse, og etageboligernes antal steg med 127.000. Alt i alt er der bygget knap en halv million boliger de seneste 25 år. Så rent kvantitativt går det altså fremad. Vort boligforbrug er i verdensklasse. Men fordelingsmæssigt går det den forkerte vej. Den markedsstyrede udvikling resulterer i en mere og mere skæv udvikling på de respektive boligmarkeder. Priserne på boliger i hovedstadsområdet og i de jyske vækstområder er steget voldsomt. Noget lignende gælder omkring de større byer. Resultatet er det, man kalder segregering, hvor der ikke blot sker en klassedeling mellem forskellige bydele inden for den samme by, men hvor der i stigende og betænkelig grad også er tale om en boligmæssig opsplitning mellem forskellige regioner i landet. Omkring de større byer og vækstzoner opstår der velhaverenklaver, mens der i andre områder, og især i mange landdistrikter, sker en forarmelse, hvor en del af boligmassen efterhånden er blevet så ringe, at den under den gamle saneringslovgivning for længst ville være blevet kondemneret. Måske som en demonstration mod en fraværende, national boligpolitik prøver København, med Ritt Bjerregaard i spidsen, at opfylde hendes løfte om at bygge 5.000 nye boliger til 5.000 kr. i månedlig husleje? Et interessant eksempel på, hvad man kan kalde en lokal eller regional boligpolitik med særligt sigte på lavindkomstgruppernes boligbehov. Det var jo netop sådan en socialt orienteret politik, der prægede den danske boligdebat i efterkrigsårene, og som der var bred politisk enighed om. En politik, der rent faktisk blev en manifestation af et velfærdssamfund, der ville nå ud til alle. Og en boligpolitik, der både omfattede byerne og yderdistrikterne for at undgå alt for store uligheder mellem by og land. Den herskende boligpolitik har imidlertid vist sig at gøre Københavns forsøg på at løse sit problem næsten umuligt, idet de statslige regler ikke tillader København at fravige markedsvilkårene så meget, som det er nødvendigt for at løse nogle af hovedstadens strukturelle boligproblemer. Det er synd, at hvad man kunne betegne som den »sociale blindhed« får lov at brede sig, og det er uholdbart, at den sociale og kulturelle polarisering på boligområdet får lov at fortsætte. Det kan vise sig at blive en alvorlig trussel mod det, man i dag kalder ’sammenhængskraften’ i vort højt besungne velfærdssamfund. Det siges, at statsministeren ved tidligere lejligheder har besøgt England for at søge inspiration i Tony Blairs politik om den ’Tredje Vej’. Jeg synes, at vores velfærdsminister og erhvervsministeren (der har et vist medansvar for boligpolitikken) skulle besøge deres engelske kollega Caroline Flint, som er bolig- og byplanminister i Gordon Browns regering. Selv om de britiske forudsætninger er væsentligt anderledes, vil ministrene og deres rådgivere på en sådan rejse kunne hente ny inspiration med hensyn til revision af vores boligpolitik, men også om nogle nye og interessante retninger i byplanlægningen. Sidste år offentliggjorde den engelske regering nemlig, hvad der blandt fagfolk er blevet betegnet som Storbritanniens bedste boligpolitik gennem de sidste 30 år. Ganske som i Danmark var der efter krigen enighed om at løse det engelske boligproblem gennem ambitiøse boligbyggeprogrammer, der bl.a. omfattede etablering af et stort antal nye byer. Men i lighed med Danmark opstod der med tiden store fordelingsmæssige problemer i boligsektoren. Grønbogen ’Homes for the Future’ er resultatet af en grundig analyse af den skæve boligfordeling, der er opstået i England i de senere år. Problemer, der på mange måder minder om vores, med ’ghettoisering’ og eksklusion fra boligmarkedet af lavindkomstgrupper og grupper med anderledes kulturel baggrund. Og med socioøkonomiske ændringer, der leder til øget boligefterspørgsel fra familier med ganske almindelige lønmodtagerindtægter. Rapporten forudser bl.a., at antallet af 30-34-årige, som formår at anskaffe deres egen bolig, vil falde fra 57 procent til 40 procent i løbet af de næste 20 år. Det er et ganske tankevækkende budskab, der vidner om, at flere og flere unge på sigt vil finde det umuligt at købe deres første bolig, fordi de ikke længere er i stand til at betale de høje, markedsbetingede huspriser. Når huslejebetalingsevnen i et samfund falder så markant, er det tegn på en udvikling, der på sigt kan lede til alvorlige problemer i byerne. Problemer, som jeg vil hævde, at vi – om end i mindre omfang – også kan komme til at opleve i Danmark, hvis vi ikke er forudseende. En af måderne, hvorpå England vil sikre produktion af prismæssigt ’overkommelige’ boliger, er gennem en aktiv jord- og byggemodningspolitik. Man har allerede udpeget offentligt ejede arealer, nedlagte banearealer og unødvendige militærarealer til fremtidigt boligbyggeri. Modsat herhjemme ønsker man ikke, at disse arealer udelukkende skal bringes i spil under markedsbetingelser. Tværtimod betragter man denne slags arealer som en mulighed for at subsidiere billigt boligbyggeri gennem etablering af et jordbanksystem. Med baggrund i Storbritanniens lange og fine byplantradition, som bl.a. førte til etablering af de menneskelige havebyer og efterkrigstidens konstruktion af næsten 30 nye byer omkranset af grønne bælter, erkender englænderne nu, at det 21. århundredes største byplanmæssige og miljømæssige udfordring stammer fra klimaændringerne. Derfor skal den nye boligpolitik knyttes sammen med etablering af foreløbig en halv snes små nye Eco-towns, der overordnet set skal være CO{-2}-neutrale. Det vil sige, at nettoudslippet fra hele byens samlede energiforbrug skal være nul for ikke at bidrage til yderligere klimabelastning. En af begrundelserne for dette skal findes i det forhold, at boligbyggeriet anses for at stå for omkring 27 procent af kulstofudslippet. Desuden skal de nye byer fremstå som det gode eksempel inden for mindst et yderligere miljømæssigt bæredygtighedsfelt. Det kunne være vandforbrug, risiko for oversvømmelse eller nye former for offentlige serviceydelser. For at modvirke befolkningsmæssig og boligmæssig segregering skal hver by indeholde mellem 30 og 50 procent såkaldt overkommelige (billige) boliger, som skal blandes med andre (og dyrere) boligtyper. For at skabe grobund for den sociale bæredygtighed, eller et såkaldt lokalt ejerskab, skal borgerne sikres øget indflydelse på både planlægning og drift af byen. De nye byer skal have deres egen identitet, de skal efterleve et nyt kodeks for bæredygtigt boligbyggeri, og de skal sigte mod en høj standard for byplanlægning og byggeri. De skal også lave såkaldte mobilitetsplaner, der skal sandsynliggøre, hvordan man kan øge cykel- og fodgængerarbejdet og den offentlige transport, på bekostning af den konstant stigende individuelle biltrafik. Endelig forestiller man sig, at byerne udvikler erhvervsstrategier, der lægger større vægt på hjemmearbejde, de skal lave forebyggende sundhedsplaner, og de skal tænke i grøn infrastruktur og genbrug af gamle industriarealer. Alt i alt er der tale om, at England med denne vision om bæredygtige byer er i fuld gang med at gentænke sin tradition for at reformere samfundet gennem byplanlægning. Mange vil nok mene, at dén slags byplanlægning og regulering skal vi i hvert fald ikke have her i landet. Andre vil måske indvende, at Englands bosætnings- og boligproblemer slet ikke kan sammenlignes med vores. Set i en international sammenhæng har Storbritannien ikke desto mindre gennem mange år udgjort et vigtigt byplanfagligt rejsemål, og England har fremstået som flagskib for en fremsynet (og undertiden utopisk) byplanlægning. Kigger vi på udviklingen af nye byplanidéer og anderledes måder at byplanlægge på i Danmark, er det heller ikke første gang, at vi har hentet vores inspiration i England. Det er ikke ensbetydende med, at der ikke er lavet byplanfejltagelser i England. Det er der naturligvis. I det lys er det positivt, at man åbent skriver, at man vil prøve at tage ved lære af disse fejl gennem systematisk erfaringsopsamling. På den måde bliver England endnu en gang et vigtigt bolig- og byplanlaboratorium. Derfor skal vi naturligvis heller ikke overføre idéerne ukritisk til vores kontekst. Men meget tyder på, at dansk boligpolitik vil kunne finde ny inspiration i Storbritanniens visionære og innovative bolig- og byplanpolitik. Derfor ønskes både velfærdsministeren og erhvervsministeren en rigtig god studierejse til England i den nærmeste fremtid.