Et digt! Et digt! Mit kongerige for et digt!
Digtene bruser omkring mig, de flyver mod himlen, de suser nedad og dykker så tæt forbi, at de strejfer min hud. Jeg kan se deres farver. Jeg kan lugte dem. Jeg kan smage ordene på tungen. Men jeg kan ikke fange dem. Jeg kan ikke forstå dem. Sproget er brudt sammen under mig – og det til en festival med undertitlen: ’Tusind digtere – ét sprog’. Men hvad hjælper det, når det ene sprog er arabisk? På scenen på Zaid University – et universitet udelukkende for kvinder – sidder to sortklædte skikkelser. De er ligesom salens unge smukke kvinder dækket af den lokale foldrige dragt, abaya. Men i modsætning til de fnisende og småsludrende pigebørn er de dybt alvorlige. Ordene ruller over deres læber med en tyngde og en glød, der brænder selv mig, som intet fatter – andet end at Nujoom Alghanem og Hala Muhammad tager deres oplæsning dybt alvorligt og er lige så frustrerede som jeg. De er frustrerede over, at de fjollede piger ikke gider høre efter, jeg over at jeg alt for gerne vil høre efter, men ikke kan, i lighed med en britisk og to tyrkiske journalistkolleger. Vi er anbragt på første række i auditoriet, og der sidder vi så, blot til pynt og kan ikke komme ind. »Vi spildte fuldstændig vores tid dér, de studerende var fløjtende ligeglade«, siger Nujoom, der er fra Dubai, i samtykke med syriske Hala, da jeg til min glæde støder på dem på selve digtfestivalen senere på dagen. Dens arrangementer holdes mest i et teater, Madinat Theatre, i en souk tilknyttet en luksushotelby. Det viser sig, at både Nujoom Alghanem og Hala Muhammad taler engelsk, og at de begge har gjort sig de største anstrengelser for at oversætte deres poesi, men festivalen har ikke gjort sig den ulejlighed at udlevere oversættelserne. Digterne gør det med glæde. Og så sker der noget. Selv om sproget i sig selv er en kunst, og det kan være meget svært i en oversættelse at komme på højde med et originaldigt, så springer pludselig døre op. Store rum med udsigt åbner sig. Det rører mig dybt at komme ind i disse kvinders rum – og siden i andre rum, som tilhører andre digtere med sprog, som ikke ellers er tilgængelige for mig. Som jeg nu forsøger at give et par prøver på, oversat fra engelsk til endnu et sprog, hvilket man ikke bør gøre, men ellers kan vi ikke nå Nujoom Alghanem: På tagetAftenen toner frem som en enkeder tilbringer nattenmed at drikke kaffeog tale ud i luftenmen hun sover ikkeangst for at ensomhedenblot vil blive dybere. Også over Hala Mohammads digte hviler et slør af melankoli, som lyder så dramatisk flot, når digtene fremsiges på arabisk. Et vers fra ’Som om jeg banker på min egen dør’: Som jeg har for vaneForventer jeg mig tabOg jeg vender ryggen til mit hjem oggår min vejDenne vej er kendt for migJeg forlader mine vaner derhjemmeJeg vænner dem fra migOg mine minder....Jeg frigør mig for mine tabDet ene efter det andetOg en ny krop går på jorden. Den internationale poesifestival skal være den første af fem årlige i Dubai. Det står hurtigt klart, at Al Jahid, en lærd teoretiker og oversætter i den tidlige islamiske æra, ikke havde ret, når han sagde – eller citeres for at sige – at det er bedst ikke at oversætte poesi, for da vil al dens skønhed gå tabt. Men det er sandt, at ordenes dybe duft, som kun disse kvinders egne tonearter kan frembringe, delvis fordamper. Men trods alt lukkes vi ind, og det samme sker hos andre landes poeter, flere arabere, asiater, indere, russere, italienere og europæere, hvis sprog ikke er tilgængelige for alle. I løbet af den uge, festivalen varer, læser de op med deres mange tunger, flere af dem med deres arabiske oversættere eller med en arabisk kollega på scenen og den engelske tekst enten trykt på bagvæggen eller omsider udleveret på tryk. En rig og mangfoldig verden åbenbarer sig med mange slags følelser. Som den sydafrikanske digter og politiske aktivist Breyten Breytenback udtrykker det i en tale, han holder ved åbningsceremonien: »Det siges, at en tunge ikke har tænder – men den kan bide dybere«. Breyten Breytenback har været politisk fange under apartheid. Han bor nu i Paris, når han ikke er i Senegal, hvor han har været med til at opbygge en organisation, der kæmper for demokrati i Vestafrika og mod tortur. Det undrer mig, at han med den baggrund kan holde tale for Dubais konge, Mohammed Bin Rashid Al Maktoum, der om nogen er enehersker i et land, der ikke har så meget som snuset til demokratiet. Når kongen nævnes, kaldes han hver evig eneste gang Hans Højhed Shaikh Mohammad Bin Rashid Al Maktoum, vicepræsident og premierminister for De Forenede Arabiske Emirater og hersker over Dubai. Ærbødigheden for ham og hans sønner er næsegrus, når de viser sig. I øvrigt er de også digtere, rent faktisk er de digtere i den oldgamle arabiske tradition og ikke så ringe endda, siges det. Men det er et sidespring. »Af en hersker at være er sheiken en gavmild en af slagsen. Hvilken anden hersker kan du komme i tanke om, som vil holde en stor poesifestival?«, siger Breytenback, da vi mødes til morgenmad på det storslåede og totalt uvirkelige hotel, vi alle er blevet installeret på som gæster af festivalens vært, som jo altså også er sheiken. »Der er jo ingen tvivl om, at dette er ikke det bedste af alle steder, når man tænker på, hvordan arbejdsforholdene er for alle de mange, som kommer fra fremmede steder for at arbejde her og bygge landet op og servicerer os og serverer vores kaffe lige nu«, konstaterer Breytenback og gør sig tanker om, hvor mange år de forskellige opvartende ånder har måtte træne i deres hjemlande for at smile så konstant, som de gør. »De må have øvet sig i mindst ti år. Det er ikke naturligt for noget menneske at smile så meget«, siger han, før han giver udtryk for en stigende skepsis over for fænomenet demokrati. »Forsøg på at indføre demokrati i vestlig forstand har ført til blodsudgydelse og konflikter overalt i Afrika. Tænk Zimbabwe. Tænk Togo. Vi må finde en metode, som kan give landenes regeringer legitimitet fra folket, uden at det medfører al denne vold. Men selv hos ’os’ er det jo ikke perfekt. I USA er valgdeltagelsen oftest lav, og det koster millioner at deltage i valgkampen. Tænk på Danmark, smukke Danmark, som i løbet af få år er blevet forvandlet til et racistisk, fremmedfjendsk galehus efter århundreder af godhed bag jer. Og lad os da være taknemmelige for disse mange år af godhed«. Der er ingen måde, jeg kan afvise hans betragtning. Vi kan kun se trist på hinanden, to ældre mennesker, der betragter verden og pludselig ser meget gamle ud begge to. »Der er intet, der er enkelt her, og jeg kommer mere og mere i tvivl om det hele. Poesi er for mig en af de måder – af og til en kluntet måde måske – som vi kan bruge til at håndtere denne kompleksitet på. Digte kan stille spørgsmål. Jeg tror, at det med tiden bliver helt umuligt at være objektiv og se tingene klart. Som jeg sagde forleden til en ven: Der er så meget lort, at jeg er begyndt at synes om det«, siger Breyten med et foryngende grin og går omsider i gang med sin frugttallerken. Efter dette møde er der ingen trøst, tværtimod, i digtene fra den høje kvinde fra Sudan, Rawdhah Al Hajj, klædt i skinnende lyslilla gevandt, der taler til »du sorte mand med det hvide hjerte«, som hun forsøger at tale fra at tage hjemmefra. Hun ved, at han vil drukne i det vilde kolde hav. Og det gør han. Denne mand, som i et andet digt er kommet til hende »som et angreb af kystfeber«. Et møde med en jordansk lærerinde, der fortæller, hvordan hun købte sig en abaya, men hele tiden blev stoppet af politiet, som bad om at se hendes papirer, er heller ikke opmuntrende. Lærerinden måtte opgive at se elegant ud på den lokale måde som sine kvindelige elever og ligner nu en kludebunke i hovedtørklæde, bluse og nederdel, der overhovedet ikke passer sammen. Der findes vist ingen regler om, at det er forbudt for andre end emiratkvinder at gå i netop den dragt. Og dog, reglerne eksisterer, uden at de findes. Trøsten kommer fra et digt, som jeg ikke engang kan huske ophavsmanden til, med linjerne: »Stol på mig, når jeg fortæller dig, at vore hænder kan se i mørket«. Og fra et digt af italienske Patrizia Cavalli om glæden ved at blive ringet op og inviteret til en spontant gang pasta og derfor slippe for at spise alene. I invitationen til det svære og dog glædesfyldte at skulle ankomme, netop som pastaen er klar. Kast pastaen i gryden. Jeg er på vej!Oh salighed, jeg vil blive bespist.Men vandet koger ikke, ikke endnu.En skal være der og bringevandet i kog og en skal komme til tidenfør pastaen bliver overkogteller oven i købet bliver kold,i dette nøjagtige altid lettere hysteriskeøjeblik, ja i dette næsten helligeøjeblik hvor man sier vandet fradette lykkelige travle øjeblik vil føreller siden komme til alle, selv de mestuheldige. Vi i Danmark har ikke udbredt skikken med spontant at invitere på en gang hverdagspasta; pastaen kender vi dog. Men vores land, ikke engang Norden, er slet ikke repræsenteret (af andre end mig). Og dog lyder der en aften danske ord fra scenen. De kommer fra Enrique Moya fra Venezuela, nu Wien. Han boede engang i Gentofte. »Til Mor, med bedste ønsker fra Dan«, hedder det i et digt, ’Tepotten’. I det indgår en bog, Moya engang har købt på udsalg i Helligåndskirken. En kogebog, oprindelig fra Argentina med 1000 opskrifter af Dona Petrona, foræret med dedikation til den ukendte Dans mor den syvende juli 1949. I et af versene hedder det: Tepotten forbliver tavsTavshed er det bedste digtDet bedste digt er næsten altidet billede der er umuligt at beskrive. Enrique Moya forærer mig denne digtsamling ’Café Kafka’ – med tekster på spansk og på engelsk. Heri finder jeg et andet digt om Danmark, om de larmende fugle i den tidlige morgenstund, som stadig tilhører natten. Det hedder ’Fuglenes symfoni i det danske forår’ og handler om, hvordan Enrique desperat for at sove råber til de højt syngende og ubønhørlige fugle fra sin altan (i Gentofte!) og beder om nattero. Men fuglene insisterer på at frembære deres sang, netop hjembragt fra Syden. Sidste vers lyder: I Danmarkforstår fuglene ikke at søvner det eneste øjeblik som tilladermenneskerat flyve som fugle.
