Aktiekurserne rasler ned, bilsalget går i stå, husene mister værdi, mennesker afskediges, virksomhder lukker – alt sammen en følge af krisen.

Det er trist for de mennesker, der mister deres arbejde, og det er deprimerende læsning at følge med i den daglige strøm af nyheder om, hvad der nu er på vej mod afgrunden. Men det er ikke alt, der er dårlige nyheder. Midt i mismodet er der mange positive følger af, at danskere – og med os resten af verden – er tvunget til at spænde livremmen ind. Mange i finanssektoren og det øvrige erhvervsliv har mistet penge – rigtig mange penge. For en dels vedkommende har det desværre vist sig, at det faktisk var hele formuen. Alligevel har nogle af de hårdt ramte stået frem og næsten lettet fortalt, at tabet af pengene dog var en mindre ting, da de fortsat havde deres familie, venner og gode helbred. Krisen har givet dem – og os andre i mindre målestok – lejlighed til at perspektivere livet. Det er en god ting. Vi får lejlighed til at stoppe op og konstatere, at det væsentlige i tilværelsen ikke er kontoens indestående, men en hel del andet. Relationer til andre mennesker kommer måske igen mere i fokus. En spekulant fortæller, at han på få måneder har mistet alt – altså alt jordisk gods, forstås, og nu står han tilbage uden job eller anden udsigt til indtægt. Han konstaterer nøgternt, at han ikke er blevet rigere, men klogere. Han blev grådig, det handlede om at købe og købe. Dankortet blev styret med højre hånd – livet med venstre. Børnene kom i anden række, for altid var han på vej mod nye materielle mål. Nye biler, nyt tøj, malerier, store rejser, men nu står det klart, at hans to børn og kone sådan set er de samme som altid – og at det i høj grad er dem, livet drejer sig om. De mange penge og de deraf følgende fladskærme, PH-lamper, klassiske designermøbler har næsten skygget for udsynet i de sidste år. Nu er pengene og tingene visket væk – og klarsynet og enkelheden i de menneskelige værdier bliver tydeligere. Når budgetterne skal skæres, tvinges vi til at prioritere – den virkning kendes næsten fra enhver arbejdsplads. Mange arbejdspladser vil ’udnytte’ krisen til at rense ud og slanke organisationen og fokusere på det, der er fremtid i. Sådan går det også i mange husholdninger. Teenagerens lange varme bade, den evigt tændte pc, de dyre tøjindkøb, antallet af biler og dyre ferier. Alt bliver gennemgået med en tættekam, og vi renser ud og skærer til. Husholdningsøkonomien bliver – som virksomhedernes økonomi – set efter i sømmene. Og det er ingen skade til, for det kan også få fokus på noget mere bæredygtigt end det materielle overflødighedshorn, som har præget mange danskeres økonomi gennem de seneste mange år. Antallet af nye køkkener og badeværelser er eksploderet. Var køkkenet mere end ti år, var det efter de fleste ejendomsmægleres mening klar til udskiftning, og dermed en ekstraudgift, som en køber ville indregne i købsprisen af et hus eller en lejlighed. Udskiftningen skyldes selv sagt ikke, at kogepladerne og ovnen ikke længere fungerede, at skabslågerne faldt af, eller at skufferne ikke kunne åbnes. Nej, årsagen til de hyppige udskiftninger var små ændringer i moden, og måske var det afgørende faktum, at køkkenet blot skulle være nyt, nærmest som om det havde en udløbsdato – akkurat som de fødevarer, vi forarbejder i køkkenet. Selv om det i øjeblikket gør ondt i køkkenindustrien, så kan det alligevel være et sundhedstegn, at de økonomiske ressourcer bliver anvendt til noget andet og mere holdbart end tiårige køkkener. Brugte varer får en opblomstring. På markedspladsen Gul og Gratis er der i marts 2009 solgt 51 procent flere varer end i samme måned sidste år. Et tilsvarende billede tegner sig i Den Blå Avis, hvor det generelle salg er steget med 30 procent – og 60 procent, når det drejer sig om spillekonsollen Wii og Iphones. Uanset at rigtig mange ikke endnu har mistet penge på krisen, så bliver vi alle påvirket, fordi vi kender nogle, der er blevet fyret eller er i farezonen. Det er oplagt at købe og sælge brugte ting, derved sparer vi. Også genbrugsbutikker, der sælger møbler, har oplevet et øget salg. På energi- og forureningskontoen er genbruget en positiv ting. Begreberne som ’powershopping’ og ’køb og smid væk’ er ikke længere helt så moderne. Også bilbranchen har det hårdt. Men ærlig talt, så er det vanskeligt at begræde, at salget af de store firehjulstrækkere næsten er gået i stå. Et lille land med bakker på maksimalt 180 meter og veje, der stort set i enhver lille flække er tykt belagt med asfalt, er gennem de seneste år blevet oversvømmet af store firehjulstrækkere. Her er tale om biler, der er udstyret til både at bestige Mount Everest og køre på indlandsisen, samtidig med at de kan klare en mindre tur i Amazonfloden. De koster en formue både i anskaffelse og drift – og begge dele er selvfølgelig en ekstra belastning for miljøet. Nu er de blevet umoderne, og salget af små miljøvenlige biler topper listerne for bilsalg. Egentlig ikke en dårlig følge af krisen. Seneste melding fra en trafikforsker er, at lastbiltrafikken er styrtdykket og nu det laveste i ti år. Selvfølgelig ikke så godt for vognmænd og chauffører, da der nu fyres medarbejdere, men for os andre og miljøet er det nu ikke så ringe endda. Samme trafikforsker siger oven i købet, at det tidligere har været normal procedure, at mange lastbiler kørte halvtomme rundt, fordi en del var villige til at betale en højere pris for at få varerne hurtigt frem. Alt i alt har det betydet, at lastbiltrafikken på mange måder var temmelig ineffektiv og miljøbelastende. Krisen kan nu medføre, at lastbilerne kører mere effektivt med fyldte vogne. Ejendomsmarkedet er gået i stå, og priserne falder. Boligboblen brast eller fusede ud. Det er der vel også en vis rimelighed i. De sidste fem-ti år har min kone og jeg tjent lige så meget ved at eje vores hus, som vi har fået i indtægt af vores daglige arbejde – og vi får sådan set en udmærket løn. Det virker bizart – at vores lidt tilfældige valg af ejerbolig gør os rige, mens vores valg af uddannelse og job, som for mange mennesker er et livsprojekt, pludselig får en sekundær betydning for vores velstand. Hertil kommer, at gevinsten ved salg af boligen er skattefri. For dem, som bor til leje, eller som gerne vil købe deres første ejerbolig, må det have været endnu vanskeligere at forstå husprisernes himmelflugt. Nu er udviklingen vendt, og priserne finder for en tid et rimeligere leje. Finanskrisen har både i Danmark og i andre lande stillet skarpt på direktørernes lønninger. Forudsætningen for befolkningernes opbakning til, at regeringerne skulle holde et sikkerhedsnet under bankernes skrøbelige økonomi, var naturligt nok, at der blev sat en grænse for direktørernes lønninger. I opgangstider var det nemt for bankerne at tjene penge – og i mange tilfælde lykkedes det direktørerne at opnå velvoksne summer til sig selv – både når de arbejdede, og når de holdt op. Det er sådan set meget sundt at få en debat om det rimelige heri og om niveauet generelt. Ideen har dog endnu ikke vundet indpas i andre brancher, da direktørerne i landets førende selskaber hver fik 400.000 kr. mere i løn i 2008 end i 2007. Men også det er måske i lyset af krisen til overvejelse i de øvrige virksomheder. Krisen er hård for ulandene – også deres eksport lider. Og her gør det rigtig ondt, når arbejdsløsheden forværres, for der er ikke noget sikkerhedsnet – ikke en a-kasse eller anden garanti mod, at boligen skal sælges, og børnene tages ud af skolen. Ifølge Verdensbanken er krisen skyld i, at endnu 100 mio. mennesker er faldet under fattigdomsgrænsen i verdens fattige lande. I efteråret, da bankpakkerne var på deres højeste, besluttede europæiske ledere at afsætte mere end 12.000 mia. kr. for at redde de europæiske banker. Næsten samtidig blev bidragene til FN’s humanitære bistand reduceret med 50 procent, og flere tusinde udviklingsprojekter blev strøget. Dagsrationerne i flygtningelejrene i Darfur i Sudan blev nedsat til 1.500 kalorier pr. menneske, hvilket er 700 lavere end det kalorieindtag, som FN har fastlagt for et voksent menneske for at overleve. Den internationale solidaritet er et luftigt begreb, som, når det virkelig gælder, mangler substans. Men den enkelte danskers villighed til at bakke op om ulandene er ikke blevet mindre. I hvert fald har Folkekirkens Nødhjælp ved sin husstandsindsamling i begyndelsen af marts fået et rigtig godt resultat i forhold til tidligere år. Også Dansk Flygtningehjælp fik en god indsamling i november sidste år – og sjældent blev indsamlerne mødt med: »Vi har ikke råd til at give til andre«. Oftere var det med bemærkning om: »Selvfølgelig har vi råd til at hjælpe dem, der har behov«. Vores egen usikkerhed over for den økonomiske krise betyder nok, at vi bliver en smule mere forstående for andres nød og vanskeligheder. Finanskrisen kan næppe sammenlignes med de vanskelige vilkår, en flygtning lever under i Darfur, men vi oplever dog alligevel en lille snert af samme ubalance og utryghed. Et tilsvarende billede viser sig, når talen falder på de sygdomsbekæmpende organisationer. Kræftens Bekæmpelse satte ny rekord med 31,5 mio. kr. ved landsindsamlingen sidst i marts, hvilket var en halv mio. kr. bedre end sidste år. Heller ikke her giver krisen sig udslag i en ringere opbakning til dem, der har brug for hjælp – tværtimod. Når vi ikke har penge til at investere i møbler, biler, ferierejser, er der vel en tendens til, at vi til gengæld investerer tid og kræfter i hinanden og dem, der har behov for bistand og nærvær. En kulturforsker udtaler, at vi i krisetider rykker tættere sammen. Jo større og mere ukontrolleret verden er, desto mere trækker vi os tilbage og søger det velkendte og trygge – familie og gode venner. Vi har fået en forskrækkelse. Når Anders Fogh Rasmussen – som ellers nok plejer at komme med færdigtyggede problemer og løsningsforslag – siger, at ingen overhovedet aner, hvor lang tid krisen varer, og hvad den kommer til at betyde, giver det en følelse af usikkerhed. De fleste af os er ikke direkte ramt på jobbet eller på økonomien, men forskrækkelsen gør alligevel, at vi går ned i et lavere gear og søger trygheden. Pengene bliver brugt til at nedbringe kreditten – ikke indkøb af en ny fladskærm. Arbejdsløshed og fallit, som indtil videre kun rammer de færreste, er som udgangspunkt ikke noget, der tilfører familielivet noget i gunstig retning. Umiddelbart betyder det tab af selvværd og mindre overskud til børn og familie. Men for de mange, som heldigvis kun oplever krisen i mindre skala, kan det på længere sigt betyde, at familiebåndene styrkes og sammenholdet gøres stærkere. Nu bruges tiden ikke længere på at bygge samtalekøkkener eller udekøkkener, ture til Mallorca, at spise ude eller lignende. Der vil blive en større tendens til, at det mindre optimistiske budget styrer forbruget til at bage boller og flere hjemlige aktiviteter i stedet. Alt i alt kan det være, at krisen gør det en smule tydeligere for os velpolstrede danskere, at livet i sig selv har en uendelig værdi, og at de materielle goder blot er en smule staffage på livets kransekage. Samtidig bliver det tydeligere, at vi skal leve til gavn og glæde ikke bare for os selv, men også for andre. Og der er netop en del andre, der lige nu har særlig brug for hjælp.