Hvem tager til Congo? Ikke mange, skal det vise sig, og med god grund. Alligevel er der udgivet en guidebog, som man må formode, at forfatteren ikke er blevet fed af. Kinshasa er » low on sights but high on atmosphere«, som jeg læser om hovedstaden, mens vi flyver hen over kontinentet, og solen går ned ude til styrbord og lægger Afrika mørkt. Der er ikke mange hvide i flyet, og der er bemærkelsesværdigt stille. Ikke engang den obligatoriske skrigende baby med ørepine er der. Jeg lægger mærke til, at mange af passagererne er fordybet i en bønnebog eller en bibel. Da hjulene tager landingsbanen, går der charter i den, passagererne klapper, hujer og griner højt. Bønnebøgerne kan pakkes væk, de er lettede over at være i live. Det er jeg også. Hver gang. Men det skal jo nødigt kunne ses på én. En kollega og jeg er taget til Den Demokratiske Republik Congo for at se, hvordan det går. Det er første gang for mig, min kollega er Congo-veteran, så jeg er i kyndige hænder. Han havde spurgt, om jeg ville med til Congo. – Congo? Er der ikke helt ubeskriveligt rædselsfuldt, spurgte jeg. – Jo, sagde han. Det er derfor, vi skal af sted. Der er ikke andre til det. Derfor står vi nu i Kinshasa med et enkelt spørgsmål på læben: Er der kommet styr på tingene? Bare lidt? Ikke på bagagen åbenbart. Den er væk. Men det kan vi ikke klandre congoleserne. Det er Air Frances skyld. Hvordan kan man regere et land, der laver 246 slags oste, spurgte Charles de Gaulle retorisk om de uregerlige gallere. Det er ingenting. Tag til Congo, så skal du få uregerlighed. Der er 300 stammer i landet, der er tre gange større end Frankrig. Befolkningen har på overbevisende vis i de sidste mange år slået hinanden ihjel i et frygtindgydende omfang – godt hjulpet af emsige og grådige naboer hele vejen rundt. Naboer med behov for plads og med et godt øje til alle de mineraler, der findes i Congo. Man kan sagtens sige, at Congo er potentielt styrtende rigt, men det skal senere vise sig, at congoleserne bliver lidt trætte i blikket, når man siger det. For ingen er rige bortset fra et forsvindende lille mindretal. Til gengæld er 5,5 millioner døde i Congo de sidste ti år pga. krig. Det største tabstal siden Anden Verdenskrig. Og stadig dør mellem 1.000 og 1.500 hver dag som følge af krig. Hører vi om det i medierne? Næh, det er jo en afrikansk krig, og afrikanere har det med at dø i stilhed, som den store polske rejsejournalist Ryszard Kapuszinski skriver i sin bog om Afrika, ’Ibenholt’. De dør uden vidner. Om aftenen går vi rundt i Kinshasas centrum. En by med otte-ti millioner indbyggere. Guidebogen skriver, at det er den største fransktalende by i verden, større end Paris. Der hersker en dyster og utryg stemning, møgbeskidt er her, næsten ingen belysning, kun få mennesker og en hørm fra de spredte små bål i de ellers mørke gader, hvor plastikposer og andet affald bliver brændt af. High on atmosphere? På sin vis. Højt over det hele, på 14. etage, sidder Richard Zink, tysker og EU’s ambassadør i Congo. Han har flot udsigt over Congo-floden til hovedstaden Brazzaville i det andet Congo. Jeg spekulerer lidt på, hvad han dog har gjort, siden han er havnet her. Men EU giver en milliard om året til genopbygningen efter ti års krig og har også udstationeret 80 mand til at uddanne politi og militær, der står for 80 pct. af forbrydelserne i landet. Mest fordi de ikke får nogen løn eller i hvert fald meget lidt. Jeg spørger Richard Zink, hvorfor der ikke er mere international hjælp, hvilket giver ambassadøren lejlighed til at fyre en reference af til Joseph Conrads bog fra 1902 om mennesket uden al dets moralske pynt: – Who wants to go to the heart of darkness?, som han siger. Ingen med reelle hensigter. Lige siden belgierne og congolesernes egen præsident Mobuto tømte landet for værdier, har plyndring og udslettelse været svaret på dét spørgsmål. Kinshasa er heldigvis bare et stop på vores vej mod det østlige Congo. Efter et par dage tager vi til Goma 2.000 km væk, lige på grænsen til Rwanda. Derfra flygtede hundredtusinder i 1994, da macheterne dryppede af blod efter folkemordet på tutsierne. På hotellets terrasse sidder vi og ser over Kivu-søen til de runde bløde bjerge i Rwanda og synes egentlig, at sceneriet mest minder om Gardasøen. Så smukt er der, men her ligger også en del af forklaringen på Congos enorme problemer. Minilandet Rwanda har invaderet Congo to gange, og mange frygter, at der snart kommer en tredje invasion. Og hvis de kommer igen, er det lige henne om hjørnet. Dér ligger grænseovergangen. Turister er her ingen af på terrassen, kun kinesere, der har været hurtige til at få nogle kontrakter til gengæld for olie, et par amerikanske missionærer og nogle prostituerede, der – når tjenerne vender ryggen til – i en pantomime lokker med, hvad de har på repertoiret. ’Heal Africa’ hedder et hospital i Goma, hvor alle patienterne har lidt samme skæbne: De er blevet voldtaget. Navnet på hospitalet virker måske lidt vidtløftigt. Skal hele Afrika kureres? De amerikanere, der finansierer hospitalet, er åbenbart af den opfattelse. På stuerne ligger kvinder og børn – også mange af børnene er blevet voldtaget. Congo er verdens farligste land for kvinder, ifølge FN. Heal Africa er desværre ikke det eneste hospital, hvor alle patienterne er voldtægtsofre. Voldtægt bruges som krigsstrategi, man ’forurener’ kvinderne med fremmed blod, og ofte bliver kvindernes underliv efter voldtægten udsat for ting, man dårligt kan forestille sig. Soldaterne – for det er oftest soldater fra militserne eller regeringshæren – der voldtager, bruger både våben og redskaber. Der er eksempler på, at kvindens underliv bagefter bliver holdt over et bål for at ødelægge hende helt. En af kvinderne fortæller os, at hun var ude at samle brænde, da seks soldater pludselig dukkede op og voldtog hende. Hun har fistula, som mange af disse kvinder. Væggen mellem skeden og urinrør eller endetarm er blevet ødelagt, og de kan derfor ikke holde på urin og afføring. Her er børn helt ned til toårsalderen, som er blevet voldtaget. Mange aids-syge voldtægtsmænd er overbevist om, at de kan blive helbredt, hvis de voldtager en jomfru. En englænder, der besøgte hospitalerne med de mange voldtagne kvinder, skrev, da hun var hjemme i England igen, at hun var vendt tilbage fra Helvede. Det er ikke helt ved siden af. Vi kører rundt i Goma med en FN-mand fra Burkina Faso. Han har været på missioner over det meste af Afrika og kender sit kontinent, men siger, at han aldrig har oplevet et så beskidt og frastødende sted som Goma og et så depraveret folk som congoleserne. – Hvis der går ild i et hus, styrter folk derhen. Ikke for at hjælpe, men for at plyndre, siger han. Et par dage efter står vi i lufthavnen, hvor startbanen på sjette år er forkortet med en tredjedel pga. lava fra et vulkanudbrud. Vi får beretningen om passagerflyet, der aldrig kom i luften. Banen var for kort og flyet for tungt lastet. Flyet havnede på en markedsplads, hvor de handlende kæmpede om at komme først ind i flyet for at røve de døde og drikke champagnen. Man må jo aldrig miste håbet, men hvor skal man lede efter det i Gomas støvede, stinkende gader. Hvad skal man satse på for at rette bare lidt op på dette land? Jeg spørger min rejsefælle, Congo-veteranen. – Lov og orden, siger han, de bliver nødt til at lære, at noget er rigtigt, og noget er forkert. De politifolk, du ser, får så godt som ingen løn. De er ligesom hæren og militserne blandt de værste. De er korrupte, de plyndrer og stjæler. Det er grotesk. Men hvis man gav dem ti dollar om dagen, ville der ikke gå længe, før hver eneste lille drengs hedeste drøm ville være at blive politibetjent. Det ville da være en start, mener han. Vi flyver videre til Bunia længere oppe nordpå ikke langt fra grænsen til Uganda. Planen er at besøge en af de mange guldminer. Vi vil se noget af det, der er årsagen til hele tragedien, Congos guld, som alle vil have fingrene i. Indtil nu har vi været beskyttet af FN-soldater, når vi drog i felten. Det har været både godt og skidt. Godt, fordi strittende maskinpistoler har en afskrækkende virkning på folk med skumle bagtanker. Skidt, fordi strittende maskinpistoler har en afskrækkende virkning på de mennesker, vi gerne vil tale med. I Bunia er vi under Innocences beskyttelse. Innocence er lærer og kun bevæbnet med et vindende væsen og et godt lokalkendskab. Gennem sine kilder forhører han sig i forvejen om sikkerheden på ruten ud til minerne. Vi er helt trygge. Vi kommer til en landsby, hvor en af beboerne hopper ind i bilen og viser os vej de sidste kilometer til minen. Det sidste stykke er til fods, op og ned ad bakkerne langs marker med kassava, Afrikas kartoffel. Allerede lang tid før kan vi høre, at arbejdet i minerne er i gang. En skarp metallisk lyd kommer os i møde over bjergtoppene, klonk-klonk-klonk. Snart står vi foran et hul så dybt som et fireetagers hus. Hele området er fyldt med gigantiske huller, og folk med hang til naturbeskyttelse ville nok indvende, at hvis det her fortsætter, går meget tabt. Langs randen af kraterne, nede på bunden og op og ned langs siderne myldrer det med arbejdere smurt ind i mudder. Alt bliver hakket og gravet ud med håndkraft. Jord og klippestykker bliver i baljer sendt op i lange menneskekæder. Intet – måske bortset fra nogle gummistøvler – afslører, at vi er i 2008. Det hele foregår som på kong Salomons tid. Lyden, vi havde hørt, stammer fra blikspande fyldt med guldholdige klippestumper, som bliver knust af en lang jernmorter, hånddrevet naturligvis. – De vader rundt på guld, men er ludfattige. De får ingen løn, før de finder guldet, siger min rejsefælle. Mange har pantsat deres hus for at være med i jagten på den store gevinst, og tit finder de slet ingenting. Congoleserne har enorme rigdomme, guld, diamanter og coltan til vores mobiltelefoner. Men det er aldrig kommet dem selv til gode. Enten er det militsgrupperne, der styrer minerne og render med det hele, eller også ryger guldet til udlandet, inden det er blevet forarbejdet. Fair trade har lang vej igen i dette gennemkorrupte marked. Det med forarbejdning eller mangel på samme viser sig at være ret gennemgående i Congo. Groft sagt har de alt, men kan ingenting. Lidt omvendt af, hvad vi er vant til herhjemme. Man skal lede længe for at finde en vare, der er lavet i landet. Alt er importeret. – Som jeg altid har sagt, siger veteranen: Det eneste, der er hjemmelavet i en hvilken som helst butik, er indehaveren. Vi kører tilbage igen. Om aftenen har vi en aftale med et par menneskeædere. Takket være Innocence har vi fået kontakt til to af slagsen. Ikke sådan nogen, der spiser menneskekød som del af en daglig diæt, men ikke desto mindre mænd, der har spist deres artsfæller flere gange. Mødet er aftalt til at finde sted omkring mørkets frembrud på vores hotel, der har en lukket gård. Der kan vi sidde uden alt for mange nysgerrige øjne og ører. Kannibalisme er ikke noget, congoleserne sådan går og taler højt om. Sagde jeg mænd? Det viser sig at være to drenge på 14 og 17 år. De ser temmelig hippe ud med huer, smarte T-shirts og i den lilles tilfælde Converse guldsko. Jeg spørger, om de vil have Coke eller Sprite? Øl, lyder svaret. Så dér sidder jeg og drikker øl med en 14-årig dreng i guldsko, som har spist menneskekød og været soldat. At han bortset fra hudfarven ligner min yngste søn gør scenen endnu mere surrealistisk. Med Innocence som tolk fortæller han, hvordan hans far og mor blev slået ihjel for øjnene af ham, da han var otte. Det var mænd fra en anden stamme, der overfaldt landsbyen. Han blev slæbt med og indrulleret i en af stammens militser. Men det lykkedes ham at flygte og komme ind i en milits fra hans egen stamme. En milits med visse traditioner, bl.a. at man spiste leveren og hjertet og somme tider armen fra de fjender, som de slog ihjel. Ikke noget med at sige nej tak, for så fik man ikke fjendens styrke. At nægte at spise var livsfarligt, de risikerede at blive slået ihjel af deres egne ledere. Jeg kan ikke lade være med at spørge, hvordan vi smager. Salt, siger den lille. Du behøver ikke putte salt på, tilføjer han. Inden de gik i kamp, knuste de knogler fra fjenden, blandede det med olie, skar rifter over hele kroppen og smurte olieblandingen ud over den. En usynlig rustning, siger de to tidligere børnesoldater og ser ud, som om de ikke helt tror på det selv. Drengenes beretning virker overbevisende. Alligevel er det, de fortæller, så langt ude, at det er svært at begribe. Men den skulle være god nok. Lendu-stammen, som drengene tilhører, har tradition for kannibalisme under visse forhold, får jeg at vide. I dag er drengene ude af det og lever af at vaske biler og motorcykler i et flodleje i Bunias udkant. Og så er det vist tid til en godnat-Primus. En af de store 72 centiliters øl, som trods alt bliver produceret i Congo. God at sove på, men der skal også noget til, for der er direkte forbindelse fra mit værelse ind til naboen. Et kæmpe hul i væggen. Højt oppe ganske vist, så vi kan i det mindste ikke se hinanden, men jeg kan høre og lugte alt, hvad han foretager sig. Han snorker som en flodhest. Jeg står op i mørket og famler efter min pandelampe. Strømmen er gået. Går rastløst rundt i værelset og venter på, at det skal blive lyst. Kigger ud på badeværelset, hvor håndvasken hænger så lavt, at jeg må ligge på knæ for at barbere mig. Måske har jeg fået værelset til pygmæer? Endelig bliver det lyst. Lad mig komme ud herfra.