Bushregeringen harafvist at tale med vores modstandere, tilsyneladende i den tro, at vi ikke er stærke nok til at forsvare vores interesser gennem forhandling. Det er en forfejlet strategi, der virker imod hensigten. Ægte statsmandskunst forudsætter, at vi går i dialog med vores modstandere, ikke for samtalens skyld, men fordi en solid diplomatisk indsats er en forudsætning for, at vi kan nå vores mål. Et godt eksempel er Iran, som udgør en langsigtet strategisk udfordring for USA, for vores allierede i NATO og for Israel. Iran er det land, der i størst omfang står bag statsstøttet terrorisme, og det bruger sine håndlangere til at levere sprængstoffer, som dræber amerikanske soldater i Irak. Bushregeringen nægter at tale med Iran om dets atomprogram og foretrækker at ignorere forkert opførsel i stedet for at anfægte den. Og i mellemtiden har Iran forbedret sin evne til at berige uran, bevæbnet shiamuslimske militser i Irak, sendt våben til Hizbollah og ydet økonomisk støtte til Hamas, samtidig med at den iranske regering fortsat skader sine egne borgere gennem en forfejlet forvaltning af økonomien og øget politisk og social undertrykkelse. Derfor har vi spildt dyrebar tid. Iran skal leve op til sine forpligtelser til ikkespredning og må ikke få lov til at konstruere eller anskaffe sig atomvåben. Hvis ikke Iran respekterer sine egne forpligtelser og det internationale samfunds vilje, skal alle muligheder fortsat være på bordet. Men hvis Iran på den anden side er villig til at afvikle sit atomvåbenprogram, opgive støtten til terrorisme, tilslutte sig arbejdet for at skabe fred i Mellemøsten og spille en konstruktiv rolle i forhold til at stabilisere Irak, så bør USA være indstillet på at tilbyde Iran en nøje gennemtænkt pakke af incitamenter. På den måde vil den iranske befolkning også forstå, at vi ikke har noget udestående med dem, men kun med deres regering, ligesom det vil vise resten af verden, at USA er villig til at forfølge enhver diplomatisk mulighed for en løsning. Ligesom Iran reagerede Nordkorea på Bushregeringens forsøg på at isolere landet ved at fremskynde sit atomprogram, gennemføre en atomprøvesprængning og bygge flere atomvåben. Det er først efter, at det amerikanske udenrigsministerium har genoptaget diplomatiet, at vi langt om længe er begyndt at gøre fremskridt. Hverken Iran eller Nordkorea vil ændre kurs som følge af det, vi foretager os med vores egne atomvåben, men hvis vi tog drastiske skridt til at indskrænke vores atomarsenal, ville det bidrage til at skabe de koalitioner, vi har brug for til at dæmme op for spredningen af atomvåben, ligesom det ville give USA et moralsk overtag. For at understrege vores lederskab inden for ikkespredning vil jeg arbejde for at sikre en aftale, som i væsentligt omfang og beviseligt reducerer USA’s og Ruslands atomarsenaler. Et så vidtgående initiativ ville sende et klart signal om atomar tilbageholdenhed til resten af verden, samtidig med at vi bevarer en tilstrækkelig styrke til at afskrække andre fra at forsøge at matche vores arsenal. Jeg vil også bede Senatet om at godkende traktaten om fuldstændigt forbud mod prøvesprængninger i 2009 – ti år efter at Senatet første gang forkastede traktaten. Det vil styrke USA’s troværdighed, når vi kræver, at andre lande undlader at gennemføre prøvesprængninger. Som præsident vil jeg støtte bestræbelserne på at supplere traktaten om atomar ikkespredning. Hvis man etablerede en international brændselsbank, der gav sikker adgang til atomart brændsel til rimelige priser, ville det bidrage til at begrænse antallet af lande, som udgør en risiko i forbindelse med spredning. I Senatet har jeg fremsat lovforslag om at fremskynde og styrke USA’s bestræbelser på at forebygge terrorisme med atomare våben. Som præsident vil jeg gøre alt, hvad der står i min magt, for at sikre, at atomare, biologiske og kemiske våben samt de materialer, der skal bruges til at lave dem, holdes uden for terroristernes rækkevidde. Mit første mål ville være at fjerne alt atomart materiale fra verdens mest sårbare atomanlæg og at sikre alt øvrigt materiale i min første embedsperiode. Der er også brug for statsmandskunst for at få de lande i tale, som ikke er vores modstandere, men som udfordrer USA på en række fronter. Den russiske præsident, Vladimir Putin, har bremset en nøje gennemtænkt FN-plan, der omsider ville have skubbet Kosovo i retning af uafhængighed; han har forsøgt at bruge energi som et politisk våben mod blandt andet Ruslands nabolande; og han har konfronteret USA og Europa i en række sager om ikkespredning og afrustning. Putin har også undertrykt mange af de friheder, der blev opnået efter kommunismens fald, skabt en ny klasse af oligarker og blandet sig kraftigt i tidligere sovjetstaters indre anliggender. Det ville dog være forkert kun at betragte Rusland som en trussel. Putin har brugt Ruslands energiindtægter til at udvide landets økonomi, så flere almindelige russere i dag oplever en forbedring af levestandarden. Vi skal inddrage Rusland selektivt i spørgsmål af stor national betydning, herunder at bremse Irans atomare ambitioner, at sikre ukontrollerede atomvåben i Rusland og de tidligere sovjetstater og at finde en diplomatisk løsning i Kosovo. Samtidig skal vi gøre det klart, at vores syn på Rusland som en seriøs partner vil afhænge af, hvorvidt Rusland vælger at styrke demokratiet eller søge tilbage mod autoritært styre og utidig indblanding andre steder i regionen. Vores forhold til Kina bliver det vigtigste bilaterale forhold i verden i dette århundrede. USA og Kina har vidt forskellige værdier og politiske systemer, men selv om vi er dybt uenige i en række spørgsmål, herunder menneskerettigheder, religionsfrihed, arbejdsforhold og Tibet, er der meget, som USA og Kina kan og skal opnå i fællesskab. Kinas støtte var vigtig i arbejdet for at sikre aftalen om at sætte Nordkoreas atomanlæg ud af drift. Den ramme skal vi bruge til at opbygge et sikkerhedsregime for Nordøstasien. Men Kinas fremmarch skaber også nye udfordringer. Kineserne er omsider begyndt at indse, at deres hastige økonomiske vækst har enorme miljømæssige omkostninger. USA bør indgå et samarbejde med Kina og Japan om at udvikle nye rene energikilder, fremme en mere effektiv udnyttelse af energien og bekæmpe klimaforandringerne. Dette samarbejde skulle indgå i en overordnet energipolitik, der indebar en drastisk reduktion af USA’s afhængighed af olie fra udlandet. Vi må overtale Kina til at tilslutte sig internationale institutioner og bakke op om internationale regler ved at tage udgangspunkt i områder, hvor vi har fælles interesser, og arbejde for at begrænse vores uoverensstemmelser. Selv om USA skal være klar til at udfordre Kina, når landets optræden strider mod vitale amerikanske interesser, så skal vi arbejde for en fremtid præget af samarbejde. Det er vigtigt at komme i dialog med vores modstandere, men det er endnu vigtigere at pleje forholdet til vores allierede. Vi skal genetablere vores traditionelle tillidsforhold til Europa. I Asien har Indien særlig betydning, både som en spirende stormagt og som verdens mest folkerige demokrati. Som medformand for Senatets Indien-udvalg anerkender jeg både de enorme muligheder, der ligger i Indiens vækst, og behovet for at styrke landets position i regionale og internationale institutioner, for eksempel FN. Vi må finde nye muligheder for, at Australien, Indien, Japan og USA kan samarbejde om emner, som vi har en fælles interesse i, herunder terrorbekæmpelse, klimaforandringer, globale energiforsyninger og global økonomisk udvikling. Bushregeringen har på hasarderet vis forsømt vores naboer mod syd. Vi har set tilbagegang i den demokratiske udvikling og økonomiske åbenhed i dele af Latinamerika. Vi skal tilbage til en politik baseret på stærkt engagement, for denne region er for vigtig til, at vi kan tillade os blot at se passivt til. Vi skal støtte regionens største demokratiske udviklingslande, Brasilien og Mexico, og udbygge det økonomiske og strategiske samarbejde med Argentina og Chile. Vi skal også fortsætte samarbejdet med vores allierede i Colombia, Mellemamerika og Caribien om at bekæmpe de forbundne trusler fra narkosmugling, kriminalitet og oprør. Endelig skal vi sammen med vores allierede skabe bæredygtige udviklingsprogrammer, der forbedrer de økonomiske muligheder og begrænser uligheden for indbyggerne i Latinamerika. Lige så vigtig er den voksende skare af demokratier i Afrika – nogle veletablerede, andre nye – som kommer til at fungere som drivkræfter for Afrikas fremtid. Vi bør udvælge disse lande til at modtage hjælp og andre former for støtte og samarbejde med dem om at styrke regionale institutioner som Den Afrikanske Union. AU søger ligesom EU at kræve og underbygge demokrati blandt sine medlemslande, men der er endnu lang vej. AU har hidtil undladt at fordømme den åbenlyse politiske korruption og brutalitet hos Robert Mugabe i Zimbabwe. Organisationen må også udvikle evnen til at gribe tilstrækkelig effektivt og hurtigt ind for at stoppe massedrab i tilfælde som Darfur. Vores interesser i Afrika er strategiske og ikke kun humanitære. Det drejer sig blandt andet om al-Qaedas forsøg på at skaffe sig fristeder i ikkefungerende stater på Afrikas Horn og den voksende konkurrence med andre globale aktører, herunder Kina, om adgangen til Afrikas naturressourcer. For både os og Afrika består den langsigtede løsning i at hjælpe afrikanerne med at udvikle såvel viljen som evnen til at løse egne problemer og hjælpe kontinentet med at indfri sit enorme potentiale. For at opbygge den verden, vi ønsker, skal vi begynde med at tale ærligt om de problemer, vi står over for. Vi bliver nødt til at tale om de konsekvenser, som vores invasion af Irak har for den irakiske befolkning og andre i regionen. Vi bliver nødt til at tale om Guantánamo og Abu Ghraib. Vi bliver også nødt til at tage konkrete skridt til at forbedre sikkerheden og udbrede muligheder over hele verden. Uddannelse er grundlaget for økonomiske muligheder og bør spille en central rolle i USA’s hjælp til udlandet. Over 100 millioner børn i udviklingslandene går ikke i skole. Yderligere 150 millioner går ud af skolen uden at færdiggøre grundskolen. Når vi svigter disse børn, er vi samtidig med til at skabe fortabte generationer. Som præsident vil jeg presse på for en hurtig vedtagelse af lovforslaget ’Uddannelse til alle’, der over en femårig periode vil give 10 milliarder dollar til uddannelse af lærere og opførelse af skoler i udviklingslandene. Kampen mod hiv/aids, tuberkulose, malaria og andre frygtede sygdomme er både en moralsk forpligtelse og en praktisk nødvendighed. Disse sygdomme har skabt en generation af forældreløse børn og sat det økonomiske og sociale fremskridt årtier tilbage i mange lande. Disse problemer kan ofte virke overvældende, men vi kan løse dem ved en fælles indsats fra regeringer, den private sektor, ngo’er og velgørende fonde som for eksempel Bill and Melinda Gates Foundation. Vi kan opstille konkrete mål om blandt andet adgang til skolegang, rent drikkevand, lavere børne- og mødredødelighed og bekæmpelse af hiv/aids og andre sygdomme. Vi kan styrke FN’s Internationale Arbejdsorganisation, ILO, med henblik på at håndhæve arbejdsmiljøregler, ligesom vi har styrket Verdenshandelsorganisationen, WTO, for at håndhæve handelsaftaler. Den slags politiske beslutninger beviser, at der er fornuft i at gøre gode gerninger. Den form for investering og diplomati vil give resultater for USA, der opnår goodwill, også i områder, hvor vores omdømme ellers har lidt skade. Vi skal også forvandle trusler til muligheder. Et fremragende eksempel på det finder vi i den tilsyneladende overvældende udfordring, som klimaforandringerne udgør. Klimabeskyttelse er langtfra en stopklods for den globale vækst, men udgør tværtimod en stærk økonomisk mulighed, som kan blive en drivkraft for vækst, arbejdspladser og konkurrencedygtighed i det 21. århundrede. Som præsident vil jeg prioritere kampen mod global opvarmning. Vi kan ikke løse klimakrisen alene, og resten af verden kan ikke løse den uden os. USA må igen gå ind i de internationale forhandlinger om klimaforandringer og udvise det lederskab, der er nødvendigt for at nå til enighed om en bindende global klimaaftale. Men først skal vi have genopbygget vores troværdighed på dette område. Lande i hastig vækst, som Kina, vil ikke begrænse deres CO{-2}-udledning, før USA har demonstreret reel vilje til at nedbringe sin egen udledning gennem en markedsbaseret handel med kvoter efter såkaldte cap-and-trade-principper. Vi skal også hjælpe udviklingslande med at opbygge effektiv og miljøvenlig infrastruktur på energiområdet. I de kommende 25 år vil to tredjedele af stigningen i efterspørgsel på energi komme fra lande med begrænset eller ingen infrastruktur. Men her er også mange muligheder: Mali bruger solenergi til at skaffe elektricitet til landdistrikterne, Malawi er i færd med at udvikle en strategi for udnyttelse af biomasse, og hele Afrika kan tilbyde CO{-2}-kreditter til Vesten. Endelig skal vi oprette formelle forbindelser mellem Det Internationale Atomenergiagentur og Kina og Indien og skabe et ’E8’, et internationalt forum efter samme model som G8-gruppen. Denne gruppe skulle bestå af verdens største udledere af drivhusgasser og holde et årligt topmøde med internationale miljø- og ressourcespørgsmål på dagsordenen. Den verden, vi ønsker, er også en verden, hvor menneskerettighederne respekteres. Bushregeringen har ofret vores værdier, angiveligt af hensyn til vores sikkerhed, og det har fået amerikanere til at spørge sig selv, om regeringens flotte ord om frihed rundt om i verden stadig gælder hjemme hos os selv. Vi har undergravet den internationale opbakning til terrorbekæmpelse ved at signalere, at opgaven ikke kan løses uden at gribe til ydmygelser, krænkelse af basale rettigheder som privatlivets fred og ytringsfrihed, ja sågar tortur. Vi skal igen gøre menneskerettigheder til en hjørnesten i amerikansk udenrigspolitik og til et kerneelement i vores opfattelse af demokrati. Menneskerettighederne vil aldrig for alvor blive realiseret, så længe et flertal af verdens befolkning stadig behandles som andenrangsborgere. For 12 år siden afholdt FN i Beijing en historisk konference om kvinder, hvor jeg havde den ære at repræsentere vores land og erklære, at kvinderettigheder er menneskerettigheder. Siden er kvinder blevet valgt til statsledere på stort set samtlige kontinenter. Takket være USA er mange, men endnu ikke alle, afghanske kvinder blev befriet for et af de mest tyranniske og undertrykkende regimer i vor tid, og de går nu i skole og på job og sidder i parlamentet. Men på centrale områder har det knebet med fremskridtet, hvilket bekræftes af handlen med kvinder, den fortsatte brug af voldtægt som et krigsvåben, den politiske marginalisering af kvinder og de vedholdende kønsforskelle, hvad angår beskæftigelse og økonomiske muligheder. Amerikansk lederskab, herunder en forpligtelse til at indlemme krav om forbedringer af kvinders rettigheder i vores bilaterale forhold og internationale hjælpeprogrammer, er af afgørende betydning. Lederskab præget af erfaring og klarsyn kan føre os langt. Vi skal trække på alle dimensioner af den amerikanske styrke og magt og forkaste beslutninger, der er truffet på et ideologisk snarere end et faktuelt grundlag. Et USA, der genopbygger sin styrke og genrejser sine principper, bliver et USA, der kan udbrede sikkerhed og muligheder over hele verden. Oversættelse: Tonny Pedersen