Folkeskolen er sat på den uddannelsespolitiske dagsorden.

Og kaos er der. Socialdemokraterne har valgt forlig med regeringen og Dansk Folkeparti om en central styring af skolen bl.a. gennem krav om såkaldte ’kvalitetsrapporter’. Hvert år skal alle skoler aflevere en lang række kvantitative opgørelser lige fra fravær til antal pc’er på den enkelte skole. Der skal afholdes obligatoriske, nationale test i udvalgte fag hvert år for at sikre, at eleverne har lært det, de skal i april måned i 3.-8. klasse. Skolen kritiseres af debattører som journalist og forfatter Lars Olsen for at være for meget projektarbejde med krav, der mest er for akademikerbørn. Universiteterne kappes om at kapre læreruddannelsen, så den kan blive endnu mere akademisk. Københavns Kommune vil endda lave superlærere med fem års uddannelse vist nok med Københavns Universitet. Stop lige op. Vi har netop vedtaget en ny fireårig læreruddannelse. Der går nogle år, før de første hold er færdige til at gå ud af professionshøjskolerne for at erobre folkeskolen. Folketinget har nedlagt lærerseminarierne, og alle mellemlange videregående uddannelser til bl.a. lærere, pædagoger, sygeplejerske varetages fra d. 1. januar 2008 af otte professionshøjskoler fordelt over landet. For at det ikke skal være nok, så dukker der løbende undersøgelser af skolernes resultater op: sammenlignet med andre lande er vi middelgode i nogle særlige former for test af f.eks. læsefunktioner, mens vi i andre test scorer rigtig højt i læsefærdighed. Er De forvirret? Men der er noget at komme efter. Undersøgelser viser, at tosprogede elever klarer sig dårligere i uddannelserne end elever med dansk som modersmål. Og dårligere end tosprogede elever i andre lande. Men vi sprogtester jo alle børn før skolealderen, så de kan få særlig hjælp til det danske, hvis det er problemet. Ja, men det er bare ikke nok. International forskning siger – og andre nordiske landes erfaringer viser, at vi skal inddrage modersmålet i undervisningen bl.a. for at kunne lære nye begreber i fagene. Danmark tilbyder undervisning i modersmålet for EU- og EØS-borgeres børn. Det er en ret, flertallet i Danmark ikke vil udstrække til tredjelandes borgere. Så vi lever ikke op til FN’s børnekonvention. Bergthora Kristjansdottir og Lene Timm påviser i deres Kronik her i avisen 13. december, at dansk uddannelsespolitik på dette område er mod bedre vidende. Vi behøver ikke at tage længere væk end til Sverige for at se, hvordan man kan udvikle sprogkompetencer og integration. Meget af det, der i disse år sker i politikken om folkeskolen bygger ikke på, hvad vi ved, der virker, og det bygger overhovedet ikke på erfaringerne hos ledelse og medarbejdere i skolerne. De lægger bare ryg til den offentlige mening, der som en krabask svirper over dem. Og i al virakken om skolen og dens opgaver og resultater og lærere kan vi endda risikere, at vi smider barnet ud med badevandet. At det vi faktisk kan godt, det mister vi. Og det vi gør i stedet, det virker ikke. For der er i tiden en ubændig trang til at styre og kontrollere og regulere og gøre resultater op, så de kan sammenlignes. Skolerne udstyres med incitamenter til konkurrence i det store skolevæddeløb i kampen om kunderne (forældrene), hvilket især de ressourcestærke kan bruge. Det er tid til besindelse på den fælles folkeskole. Folkeskolen er en særlig kulturinstitution. I modsætning til alle andre uddannelser efter folkeskolen, så er folkeskolen for alle børn. Det er en enhedsskole. Det er først efter folkeskolens 9.-10. klasse, at eleverne vælger uddannelsesretning efter deres evner og motivation. Enhver uddannelsesinstitution efter folkeskolen kan sige til en elev, at vedkommende jo ikke nødvendigvis skal gå her. Det kan folkeskolen principielt ikke sige. Grundloven giver forældre ret til at sætte deres børn i den offentlige skole. Og den giver forældrene ret til at sørge for opfyldelse af undervisningspligten ved at sætte deres barn i en fri skole, hvor ca. 13 procent af skoleeleverne går. Meningen med en fælles skole for alle børn er, at her møder alle børn andre børn fra andre miljøer i samfundet end lige deres eget. Folkeskolen skal gennem sin hverdag bl.a. give eleverne erfaringer med at være sammen med kammerater, løse opgaver, problemer, konflikter og være sammen på en måde, der er præget af en demokratisk kultur i et samfund med frihed og folkestyre. Inden for nogle faste rammer i skolen lærer eleverne at respektere forskellighed og andres meninger. De lærer at opføre sig ordentlig over for andre, som de ikke selv har valgt at være sammen med. De lærer at være gode kammerater efter nogle spilleregler og normer på den enkelte skole, og de lærer at begå sig i mange forskellige sammenhænge. De lærer at samarbejde, og de lærer at lære og at bruge fagenes kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer til at blive klogere og dygtigere til at klare sig i og uden for skolen. Og vi ved endda fra forskningen, at i de skoler, der har elever fra forskellige grupper i samfundet, der lærer alle eleverne mest. De stærke elever trækker alle eleverne op. Så kommunerne burde virkelig se på deres boligpolitik og på deres skoledistrikter. Men alle disse forhold trænges i baggrunden, når fokus sættes på nationale test, der kan bruges til at se den enkelte skole (lærer) på landkortet i forhold til et landsresultat. Andre lande har prøvet den måde at styre skolerne på. Der er forsket en del på det område. I korthed er risikoen, at lærerne sætter fokus på dét, der testes og måles, og så er det det. Fag og områder, der ikke testes i, nedprioriteres. Lærere taber engagementet og søger over i andre fag. Der er risiko for snyd og for udelukkelse af elever fra testene. Faktisk er det ikke muligt at se, at testene som sådan har øget indlæringen eller højnet resultaterne. Men det er også i udlandet, så vi må nok vente på de danske resultater. Derimod er det en del af den lødige undervisning, at lærerne evaluerer deres undervisning og elevernes udbytte af den. At eleverne skal kende målet for undervisningen og skal arbejde med på at nå de mål. At forældrene skal have et grundlag for at følge deres eget barns læring og udbytte og planerne for den kommende tids undervisning. Man kan med en vis ret forvente, at skolens opgaver generelt respekteres af forældrene og af samfundet. At der med forældreansvaret følger en forpligtelse til at tage ansvar for det fællesskab, skolen er, fordi den enkelte elev altid må ses i sammenhæng med fællesskabet i skolen, fordi det har betydning for udbyttet af undervisningen. Lærerne har ’autorisation’ som lærere, når de har bestået deres læreruddannelse. De ved fra forskningen, at læring er en kompleks proces, der fører til, at eleven tilegner sig noget nyt, som øger elevens muligheder for at klare nye opgaver. For at det kan lykkes, må læreren tage udgangspunkt i den elevgruppe, hun skal undervise. Det er en af grundene til, at der ikke er en facitliste for, hvordan en fysiktime eller en hvilken som helst anden time lige netop tilrettelægges. Der er rigtig meget forskel på undervisningssituationen i landets 7. klasser. Derfor vil centrale standarder og centrale test bryde ind i den enkelte lærers professionelle ansvar og tilrettelæggelse af undervisningen. I stedet skal skolens ledelse og lærerne arbejde efter skolens formål og målene for fagene. Det er ledelsens ansvar, at skolen har en plan for sit arbejde med at opfylde kravene i folkeskoleloven. At der er et grundlag for det konkrete samarbejde mellem skolen og forældrene f.eks. i form af elevplaner. At der er en plan med de initiativer, der skal til for at få alle elever med. At de basale kundskaber og færdigheder tilegnes, og at ledelsen kan gøre rede for de forhold. Til gengæld kunne man forvente af kommunerne, at der er tidssvarende rammer og faciliteter for undervisningen, og at lærerne har det relevante faglige niveau i de fag, de er ansat til at undervise i. Det må dog være en selvfølge. Kommunen må også sikre, at der er de relevante fagpersoner til rådighed for skolerne, så de udfordringer, som mangfoldigheden af elever bringer med sig, kan løftes. Det kan være konsulenter og socialrådgivere og muligheder for specialundervisning, lektiehjælp o.l. Ja, tænk hvis kommunen sammen med skolerne og deres medarbejdere udviklede et evalueringsgrundlag, der kan bruges som grundlag for dialog mellem lokale politikere og skolerne og forældre og lokalsamfund om skolerne og deres arbejde. Så alle elever tilgodeses lige meget hvilken baggrund, de hver især kommer med. Folketinget skulle så holde sig til mål og rammer for skolens arbejde og afholde de afsluttende prøver. Bureaukratiske og centrale reguleringer, som belaster skolernes tid og fjerner fokus fra det egentlige, skal undgås. Samtidig skal skolernes og lærernes professionelle ansvar respekteres og forventningerne til deres arbejde skal være høje. Endelig kunne man forvente, at Folketinget ville satse på udviklingsarbejde og ville overvåge forskningen nationalt og internationalt og sikre formidlingen af udviklingsarbejder og forskning til skolerne og kommunerne. Og tænk hvis Undervisningsministeriet kunne levere en faglig-pædagogisk livline til skolerne og lærerne gennem god læreruddannelse, gode muligheder for efteruddannelse i alle regioner samt mulighed for faglig-pædagogisk backup fra Undervisningsministeriet i form af konsulenter med relevante faglige uddannelser. Ja, tænk, hvad vi kunne drive det til med vores fælles folkeskole. Der er brug for at tage skeen i den anden hånd. videnssamfundet står for døren. Globaliseringen er hverdagskost. Der skal ballast i form af uddannelse til. Danmark skal klare nye udfordringer. Hvad siger erhvervsliv og andre beslutningstagere om det? Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) har fået en god idé. GL har bedt Mandag Morgen om at give et oplæg til debat »om gymnasieskolen i verdensklasse i 2017«. Mandag Morgen er en virksomhed, der bl.a. udsender et tidsskrift til virksomhedsledere og andre beslutningstagere. For nogle år siden nedsatte Mandag Morgen Innovationsrådet, som består af bl.a. erhvervsfolk. Innovationsrådet har bl.a. identificeret fremtidens kompetencekrav. De danner grundlag for debatoplægget til GL. Innovationsrådet har kortlagt de danske styrkeområder, som har deres væsentlige andel i, at Danmark er et rigt og socialt stærkt land, der klarer sig godt internationalt. Der er stærke traditioner for ligeværdighedskultur med vægt på selvstændighed. Der er veludviklet social solidaritet. Korte magtdistancer og flade hierarkier. Social kontrakt og gensidig tillid. Kort sagt: Social og human innovation. Desuden har vi procesbaserede styrker: samarbejde, fleksibilitet, kreativitet, relationer, etik. Anbefalingen fra Innovationsrådet er, at »Danmark rendyrker sine styrker, som udspringer af en særlig skoling og et særligt syn på mennesket og samfundet«. Det kunne have handlet om folkeskolen. Den forestilling, man kan have om samfund, menneske, læring, udvikling og fremtidige udfordringer og muligheder, er de samme, uanset om man ser på folkeskolen eller på ungdomsuddannelserne. Debatoplægget til Gymnasieskolernes Lærerforening understreger, at uddannelse skal være »en dannelsesrejse, der udvikler og understøtter de unge både fagligt, socialt og personligt og ruster dem til fremtidens udfordringer. Den enkelte elevs udvikling er skolernes helt centrale opgave«. Vi kan vel også samles om, at et demokratisk og humanistisk samfunds vigtigste opgave er, at give hvert barn de bedste muligheder for vækst og udvikling. Det er også anbefalingen fra Mandag Morgen: » … Verdensklasse består i at sikre, at skolen er indrettet, så alle elever gennemgår den størst mulige udvikling … at de tilegner sig kompetencer, der gør eleverne i stand til at forstå, håndtere og navigere fagligt, socialt og personligt i forhold til, hvad end verden måtte udsætte dem for … verdensklassetænkningen repræsenterer … en indædt vilje til at finde og udfordre det bedste i hver eneste elev«. »De vigtigste motivationsfaktorer bag kreativ produktion er passion og interesse i arbejdet. ... Elever, der er eksternt motiverede af eksempelvis belønninger og karakterer vil tage den korteste og mest oplagte vej til målet. Internt motiverede vil afprøve forskellige veje og nyde processen på vej til målet«. Vores kreative underskud som voksne har sin årsag i, at »uddannelsessystemer … bygger på en snæver definition af akademisk intelligens, som ignorerer deres ansvar for at udvikle menneskets kreative evner«. Uddannelse »i verdensklasse … bygger på og understøtter de enkelte elevers styrker og ekspertiseområder, så alle elever oplever mestring, succes og anerkendelse«. Det må give stof til eftertanke. For vores fælles folkeskole skal leve op til den samme fremtid som ungdomsuddannelserne. Folkeskolen skal løse meget mere komplekse opgaver, fordi den skal rumme alle børn, der bl.a. skal lære at leve i et land med frihed og folkestyre, som skolens formål angiver. Og med livslang læring foran sig. Men det sker ikke ved at bruge flere og flere eksterne motivationsfaktorer som f.eks. nationale obligatoriske test. Det kræver, at lærerne insisterer på, at undervisningen er deres ansvar, og at det omgivende samfund besinder sig på, at alle elever skal kunne mestre deres liv i fællesskab med andre. Derfor skal skolen udvikle og understøtte eleverne både fagligt, socialt og personligt. Det er måske banalt. Men det er sandheder ofte, og måske derfor er der brug for at blive mindet om dem.