Jeg har ikke stemmeret. Jeg er ellers en kvinde på 34 år, gift og mor til to børn. Jeg arbejder som journalist og filmoversætter og betaler min skat. Men jeg har ikke stemmeret. For godt seks år siden flyttede jeg med min canadiske mand til Montreal, hvor vi etablerede os og stiftede familie, og hvor vi indtil videre regner med at blive boende. Jeg fik en såkaldt permanent opholdstilladelse, som stort set ligestiller mig med alle andre canadiere, men som altså ikke giver mig ret til at stemme. Min eneste mulighed for at undgå at leve resten af mit liv uden denne grundlæggende demokratiske ret er at blive canadisk statsborger, hvilket ville være et helt naturligt næste skridt, som 150.000 indvandrere fra hele verden med stolthed tager hvert år. Men for en dansker vil dette skridt være meget langt, meget tungt og forbundet med store følelsesmæssige kvaler. Hvis jeg bliver canadier, bliver jeg nemlig ifølge lov om dansk indfødsret tvunget til at frasige mig mit danske statsborgerskab. Ikke bare skal jeg aflevere mit rødbedefarvede EU-pas, jeg vil simpelthen miste al formel tilknytning til mit fædreland, hvor jeg er vokset op, hvor min familie bor, hvis kultur jeg identificerer mig med, og på hvis sprog jeg arbejder hver dag. At give afkald på mit danske statsborgerskab ville også afskære mig fra muligheden for en dag at flytte tilbage igen. Mange tusindE danskere har fast bopæl uden for Danmark, og flere og flere af dem er heldigvis begyndt at reagere og kræve den noget forældede indfødsretslovgivning ændret, ligesom både Tyskland, Sverige, Island og Finland har gjort siden 2002. I dag er det kun fem ud af EU’s 27 medlemslande, der ikke tillader dobbelt statsborgerskab. Torsdag 13. november fremlagde de radikale forslag i Folketinget om, at loven bliver ændret, og for at vise, hvor meget sagen betyder for os, og hvor meget vi har følt os overhørt, sendte hundredvis af danskere i udlandet e-mail til forskellige relevante politikere, der i saglige, men personlige vendinger forklarede, hvad vi ønsker. E-mail-kampagnen fik ikke umiddelbart den ønskede effekt, da flere politikere – blandt andre formanden for Indfødsretsudvalget, Tom Behnke (K) – tværtimod blev irriterede og mente, vi er nogle forkælede og egoistiske hyklere. Venstres medlem af Indfødsretsudvalget, Karsten Nonbo, påstod over for DR, at vi lever i skattely rundt om i verden, og at han ikke vil have Danmark regeret fra udlandet. Alle disse beskyldninger er dels fejlagtige, dels direkte fornærmende. At bo og arbejde i et andet land har intet med skattely at gøre – vi betaler naturligvis vores skat, enten stadig i Danmark eller i det land, vi bor i, og vil derfor gerne have indflydelse på, hvordan vores penge bliver brugt. Vi kan heller ikke regere Danmark udefra (selv om det kunne være dejligt nogle gange). Vores danske stemmeret bortfalder efter to år uden for landet. At vi skulle være forkælede, kan selvfølgelig diskuteres, men mange af os nægter at nøjes med et skuldertræk fra den danske regering og et »Ja, men det var jo dit eget valg at flytte væk. Du kunne jo bare være blevet«. Vi betaler i forvejen en høj pris for at bo i et andet land – savnet af familie og venner ikke mindst. Der er absolut ingen grund til, vi også skal straffes ved at få frataget vores helt basale borgerrettigheder, som det er tilfældet i dag. Det er muligt, der findes saglige, tungtvejende argumenter for, at en dansker i modsætning til de fleste andre borgere i verden kun må have én nationalitet. Det er muligt, de findes, men i så fald er ingen af dem blevet fremført endnu. De mest hidsige modstandere af dobbelt statsborgerskab findes i Dansk Folkeparti, hvis indfødsretsordfører, Søren Krarup, mener, det kan sammenlignes med bigami at have to statsborgerskaber – et argument, jeg først og fremmest nævner her på grund af underholdningsværdien i det, men også fordi det så tydeligt fremhæver det misforståede i modstanden. At danskere, der flytter til et andet land på grund af arbejde, kærlighed, nysgerrighed eller klima (i alle ordets betydninger), skulle være Danmark utro, er så langt fra sandheden, at man godt må kalde det en løgn. Hvis han vidste, hvor meget danskere i udlandet går op i danske film, dansk musik, rugbrød, lakrids, ristede løg og hvad vi ellers har af nationale fikspunkter. Loyaliteten, som vi af Krarup og andre bliver beskyldt for at mangle ved overhovedet at vove at flytte ud af vores eventyrlige fædreland, bliver i de fleste tilfælde tværtimod forstærket af afstanden. Glæden og stoltheden over vore danske rødder og værdier (vel at mærke nogle ganske andre værdier end dem, Dansk Folkeparti forsøger at fremstille som universelt danske) ender ofte med at komme så voldsomt til udtryk, at jeg kan observere både mig selv og mine danske venner igen og igen fremhæve danske forhold i positive vendinger (og dermed muligvis trætte vore canadiske venner, der sikkert også undrer sig over, hvorfor pokker vi forlod netop dette eventyrlige land). Foreningen statsborger.dk, som også tog initiativ til førnævnte irriterende e-mail-kampagne, har i årenes løb sendt adskillige breve til de skiftende integrationsministre og opfordret dem til at ændre loven på området. Det hyppigst anvendte argument i de svar, de har modtaget, lyder noget i retning af: »Sådan har det altid været«, efterfulgt af nogle vævende sætninger om visse »komplicerede forhold, der skal studeres nøje«. Disse komplicerede forhold kunne være, hvor 18-årige mænd skal aftjene deres værnepligt. (Svar: I det land, de bor i). Det kunne også være, hvilken stat der har ansvaret for at hjælpe nødstedte landsmænd og -kvinder for eksempel efter en tsunami. (Svar: Det land, hvis ambassade eller konsulat de nødstedte henvender sig til). Eller kan det være, hvilket land disse splittede dobbelte statsborgere skal holde med ved OL? (Svar: Canada, hvis det er vinter-OL). Kort sagt komplicerede forhold, der relativt nemt må kunne findes en løsning på, og som aldrig burde blive afgørende for sagen. I et andet formelt svar fra Ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration lød det i 2006, at det »efter regeringens opfattelse blandt andet er væsentligt at undgå, at en person gennem dobbelt statsborgerskab har stemmeret og valgbarhed i flere lande«. Dette vil aldrig blive aktuelt, da vi efter to år uden for Danmark mister vores danske stemmeret og dermed bliver demokratisk statsløse. I endnu et anstrengt forsøg på at opfinde skrækscenarier for et Moder Danmark med globale børn har der været snakket om risikoen for, at visse personer kunne finde på at rejse rundt i verden og ’shoppe pas’. Det er ganske givet en mulighed, men igen ikke med ret alvorlige følger. For det første rejser man ikke bare lige ind i et land og bliver statsborger. Det kræver flere års bopæl i landet og en grundig behandling af de lokale immigrationsmyndigheder. Og skulle det endelig lykkes for nogen, er konsekvenserne vel ikke anderledes end ved dobbelt statsborgerskab, hvilket vil sige udelukkende positive og i hvert fald ikke på nogen måde truende for danskheden (der skal forhåbentlig mere til). Så selv med god vilje og åbne øjne er det ikke lykkedes mig at støve et eneste brugbart argument op mod en ændring af loven om indfødsret. Til gengæld findes der masser af grunde til, at Folketingets partier burde støtte de radikales forslag om langt om længe at få ændret loven. Der er de demokratiske grunde, jeg allerede har nævnt, og som nok er de mest indlysende. Titusindvis af voksne danskere uden stemmeret og mulighed for at gå aktivt ind i politik burde i sig selv afgøre diskussionen. Så er der de følelsesmæssige grunde, jeg også har nævnt. Vi vil gerne føle og vide, vi er fuldgyldige borgere i vores nye land, men for langt de fleste af os er det en helt umulig tanke at skulle holde op med at være danskere. I mit hjem er vi en dansk-canadisk familie, hvis lejlighed tilfældigvis ligger i Canada, men hvor mine danske værdier fylder meget. Min søn på fem år, som er født og opvokset her i Canada, taler flydende dansk, siger »brandhyggeligt« og »smadderskægt«, elsker Bennys Badekar, Cirkeline og makrelmadder og går stolt i børnehave i sin Hummel-træningstrøje og sin Bevar Christiania T-shirt. Da hans far forleden spurgte ham, om han var canadier eller dansker, svarede han: »Begge dele. Men mest dansker«. Desuden er der de økonomiske og erhvervsmæssige argumenter. For mange udvandrede danskere kan et manglende lokalt statsborgerskab betyde, at de ikke må sidde i diverse bestyrelser og udvalg. Det kan være i børnenes skoler eller sportsforeninger, men mange steder må danske virksomhedsejere ikke selv stå som direktør eller bestyrelsesformand for firmaet uden at være statsborger i det pågældende land. Nogle lande tillader ikke, at udenlandske statsborgere gør karriere inden for det offentlige, hvilket rammer mange danske forskere. Nogle steder kan udlændinge ikke købe fast ejendom eller jord, og nogle steder må de ikke undervise på landets skoler og andre læreanstalter. Alle disse forhold tvinger ofte danskere til at opgive deres medfødte statsborgerskab, hvilket må siges at være et helt uforståeligt tab for Danmark, et tab, der nemt kunne undgås. Dels mister vi en masse veluddannede, berejste, engagerede, driftige og internationalt tænkende medborgere; dels mister vi investeringer og forskningsmæssig erfaring og kunnen. I en avisartikel, jeg skrev om emnet i 2005, advarede direktøren for Novo Nordisk i Japan, Claus Eilersen, under overskriften ’Erhvervsfolk hæmmet af indfødslov’ om, at »hvis loven ikke bliver ændret, tror jeg, det kan betyde, at Danmark vil blive isoleret og komme bagud i den globale udvikling«. Også den daglige leder af det danske handelskammer i Toronto, Knud Westergaard, var sikker på, at en lovændring ville gavne dansk erhvervsliv både i udlandet og derhjemme. Hvad enten diskussionen handler om demokrati, følelser eller penge, er det helt uhørt og yderst frustrerende gang på gang at blive afvist med standardskrivelser og paragrafsvar og nu ligefrem irritation. Man kunne næsten få den tanke, at netop fordi vi ikke kan stemme i Danmark, ser danske politikere ikke nogen grund til at ofre tid og ord på os og i regeringens tilfælde risikere at lægge sig ud med Dansk Folkeparti. Det føles næsten, som om de ikke længere repræsenterer os. Men det kan jo ikke passe. Et interessant faktum, som ofte bliver overset i debatten, er, at der allerede findes masser af danskere med dobbelt statsborgerskab. Et barn får automatisk sine forældres nationalitet, også selv om denne ikke er den samme, og ved en simpel ansøgning kan disse børn beholde deres to statsborgerskaber resten af livet. Desuden har en del udlændinge, der får statsborgerskab i Danmark, ikke mulighed for at frasige sig deres oprindelige statsborgerskab og lever derfor i dag med to. Men selv om flere tusinde danskere derfor allerede ejer to pas, har jeg ikke kunnet fremskaffe én eneste historie, hvor dette har skabt problemer for Danmark eller overhovedet givet anledning til kontroverser. Heller ikke her i Canada, som må være blandt de lande i verden med fleste dobbelte statsborgere pr. indbygger, har jeg kunnet finde eksempler på, at det skulle være problematisk. Tværtimod er Canada et fremragende eksempel på et land, hvor indvandrere får lov at beholde deres egen kultur og samtidig stolt adopterer den canadiske. Det kan godt være, de danske politikere foretrækker, at vi holder os ude af øje, ude af sind, men det vil vi ikke længere. Vi beder ikke om månen. Vi vil bare fortsætte med at være danskere. Og vi vil have stemmeret.