Der var engang, hvor Danmark var Danmark – og alle var på samme frekvens – og verden var lille.
Det var dengang, vi bare drømte om en lille lejlighed – eller en ny cykel, eller om årets første gulerødder. Nu er der jordbær hele året. Og det var dengang, København kunne og blev markedsført worldwide af Danny Kaye som HCA og Wonderful Copenhagen og en plakat med et foto af en betjent, der fulgte en andemor og hendes kuld af ællinger over gaden. Det virkede. Det brandede byen, fordi uskylden og de nære værdier var en del af Københavns charme – i dag holder det næppe. I takt med at verden har åbnet sig, kan byen ikke længere hytte sig i uskyld og harmoni. Vi ved, og de ved ude omkring, at sådan er byen ikke længere. De ved alt for meget om os til at tro på dén med ællingerne, og at alt bare er wonderful. Derfor er det helt nødvendigt, at byen, dens politikere og beslutningstagere sætter sig i spidsen for at finde ind til de nye værdier, der skal gøre København til fremtidens attraktive storby – en unik, kreativ metropol, som det hedder i nutidens sprog. For en by, der ikke udvikler sig, er ikke en by – i hvert fald ikke en attraktiv storby Spørgsmålet er bare, om det er nok alene at tænke i den fysiske og infrastrukturelle udvikling. Dels fordi alle byer i resten af verden for længst har luret, hvad der skal til for at trække kunder i butikken. Dels fordi det i de næste minutter er min påstand, at det slet ikke er nok til, at København kommer i nærheden af metropol og lækker storbystatus. Min påstand er lidt firkantet, at det ikke handler om byens pragt og tilgængelighed, men om ægte indhold og holdninger. At det er byens holdninger, der er spejlet, som turisternes øjne fanger – og at det er denne spejling, der er byens vartegn.
Sådan var det engang … og sådan skal det være igen. Det er vores chance … Københavns chance, ganske enkelt fordi holdninger er det eneste, der gør os specielle og attraktive i forhold til andre byer, vi sammenligner os med – langt mere end byens fysiske udvikling. Eller sagt på en anden måde belært af erfaringer fra mit eget virke: Det er ikke teaterbygningen Gasværket, men indholdet i bygningen, der gør forskellen – på samme måde her er det ikke København, men det, byen indeholder og står for, der betyder det hele. Lad mig komme med et par eksempler på, at det er holdninger, der gennem de sidste tiår har båret byen og har markeret København worldwide – og gjort byen og os danskere til et vartegn for fremsyn, humanisme og tolerance. Alene plakaten, dén med ællingerne, kan jo siges at være holdningsbåret – at København skal være et trygt og rart sted at være, at her passer vi på hinanden, uanset hudfarve, næb eller fjer. Men langt mere konkret, og dét, som gav genlyd i hele verden i mange år, var, da Danmark frigav billedpornografien i 1969 – det satte i den grad København på verdenskortet som metropol, og den seksuelle frigørelse, der fulgte med, blev en påvirkningskraft worldwide, både kunstnerisk med danske islæt som Thorsens Jesus-film og Flemming Flindts ’Dødens triumf’. Men også for almindelige menneskers måde at leve på betød dette ufatteligt meget – en bølge sat i gang i København. Det blev senere fulgt op i oktober 1989, hvor den første bøssevielse fandt sted på netop Københavns Rådhus. Igen en holdning om vores frisind og om, at der skal være plads til alle. Eller tag Christiania og det i gåseøjne frie hashsalg, som indtil for fire år siden fik lov til at være en del af fristaden – at tillade et sådan eksperiment, at have toleranceplads til et sådant fristed midt i en storby kan end ikke 20 opera- og koncerthuse og andre tiltag overgå i international interesse og bevågenhed. Også det var skabt af mennesker og københavneres evne til at tænke fremadrettet og anderledes. Det skal vi prise os lykkelige, ja, være stolte over – og det er igen et unikt udtryk for en by og dens indbyggere, uden at det var tanken om netop at være en synlig metropol på sine egne præmisser og ikke en ligegyldig efterligning af andre og større byer. Eller tag i mindre målestok selvgroede initiativer som Thorsen på Holmen og Luftkastellet, hvor der indtil for fire år siden midt i byen var strand og badeliv for de modige – for alle et åndehul, der gennem to år tiltrak mennesker i alle aldre og gav dem en oplevelse og en spontan glæde over byen København.
