Det sidste stykke med toget ind til Nairobi dirrer luften af lyde som fra mange fugle samtidig eller fløjtende dyr af en slags.

En sitren i luften som fra spændte E-strenge i et strygeorkester. Da jeg kikker ud ad vinduet, ser jeg til at begynde med bare drivende røg fra bål, der er tændt lige op ad banelegemet. Så dukker de ud af røgen, børnene, og løber langs med toget, mens de rækker hænderne op mod os passagerer. Dirr … lyder strubetonen fra dem, mens de tigger, og nu ser jeg alle de andre mennesker, der står som skygger i lyset fra bålene, i gang med endnu en dag på bunden af en skraldespand. Kibera er et vidtstrakt slumkvarter, som ligner sig selv fra for et kvart århundrede siden, da jeg arbejdede for Mellemfolkeligt Samvirke i Nairobi. Dengang tog politiet, askarierne, i deres engelskinspirerede uniformer jævnligt en tur ind i slummen for at praktisere regeringens boligpolitik. De brugte stavene og de lange støvler til at smadre alt omkring sig og sprede indbyggernes ejendele vidt omkring. Et par dage efter var plastikteltene og slumhytterne på plads igen. Så var alt ved det gamle. Og det er det åbenbart stadigvæk, konstaterer jeg, mens vi kører igennem området. Jeg havde glemt, at nød og elendighed kan have en stemme, der lyder som fuglefløjt. Hvordan kan man glemme det? For 25 år siden fik jeg orlov fra DR for at blive leder af Mellemfolkeligt Samvirkes frivilligprogram i Kenya, og dengang – som nu – var det hovedformålet med den danske udviklingshjælp at bekæmpe fattigdom. Der er åbenbart langt igen, konstaterer jeg, mens toget nærmer sig Nairobi. Bevares, byens skyline er blevet smartere at se på med masser af internationale firmanavne på facaderne og adskillige skyskrabere i tandrækken af imponerende bygninger. Men hvor mange af beboerne i Mathare Valley får slidt sig ud af plastikposerne og frem til et kontorjob et sted på etagerne? Eller bare til en plads som portner? Hvis vi vil følge anbefalingerne fra Anders Fogh Rasmussens Afrikakommission, er det på tide at »gøre op med gammel udviklingssocialisme«, som han siger, og lade den private sektor stikke snablen ned i de udviklingspenge, der ellers kunne være gået til at hjælpe Kenyas ludfattige landbefolkning eller beboerne i Nairobis kogende slumkedler. Lyden af børnene sidder stadig i ørerne, da toget er fremme på banegården. Mens jeg kører ud til MS-landekontoret i forstæderne, lister tankerne sig af sig selv tilbage til min tid som koordinator i Kenya. Alt var såre enkelt dengang. På landekontoret tog vi imod en strøm af unge danskere, der ville lave udviklingsarbejde et par år. Det var brave lærere, sygeplejersker, håndværkere, landmænd og måske en enkelt teknikumingeniør. De kom til Nairobi direkte fra et ophold på MS’ skole i Tanzania, hvor de blandt meget andet havde lært at begå sig på kiswahili. Og så rejste de videre ud til de ofte afsides steder, hvor de det næste par år skulle »gøre godt«. Fattigdom og fornedrelse var MS’ hovedmodstandere i Kenya, og undervejs i de frivilliges kamp mod disse to drager ville de, ifølge teorien, komme så tæt ind på deres afrikanske allierede, at man ville kunne tale om ’et folkeligt møde’ mellem to kulturer. Det er den mellemfolkelighed, MS har fablet om, lige siden organisation i 1949 skiftede navnet Fredsvenners Hjælpearbejde ud med Mellemfolkeligt Samvirke. Mange frivillige har aldrig glemt de mennesker, de mødte under deres arbejde i Kenya. Hverken personerne eller de beslutninger, nogle af dem blev tvunget til at tage for at kunne yde effektiv hjælp. To sygeplejersker var f.eks. blevet anbragt langt ude på landet for at åbne en sundhedsklinik et sted, hvor folk aldrig tidligere havde kunnet få professionel assistance. Sygeplejerskerne var begejstrede ved udsigten til at komme til at hjælpe mennesker i nød, og afrikanerne strømmede til. Så alt var godt, i begyndelsen. Men efter nogle måneders forløb blev jeg kaldt ud til klinikken. Dér sad de så, langt ude på savannen, to unge danske piger, grå i hovederne af træthed. Deres klinik var blevet en så stor succes, fortalte sygeplejerskerne, at lokalbefolkningen strømmede til på alle tider af døgnet. Uanset hvor meget de arbejdede, stod der altid en kø af syge uden for klinikken, og de blev ustandseligt banket op om natten af folk, der ville behandles. Hvad skulle de gøre? Hvis tilstrømningen fortsatte, ville de selv bryde sammen – og så var der igen ingen sundhedspleje i området. Vi fandt frem til en midlertidig løsning. Jeg ansatte en vagtmand med en panga, en afrikansk kniv, til at holde folk væk fra sygeplejernes hus om natten, så de kunne få sovet ud, før næste arbejdsdag tog sin begyndelse. Kun patienter i yderste nød kunne få lov til at vække dem. Det skulle vagtmanden med den store kniv sørge for – men et par gange, når sygeplejerskerne om morgenen åbnede døren, fandt de en afrikaner liggende død udenfor. Så havde vagtmanden taget fejl og troet, at patienten ville kunne klare sig natten igennem. De to sygeplejerskers nære forhold til deres afrikanske vagtmand er et specielt eksempel på den mellemfolkelighed, MS taler om. Andre tidligere frivillige kan heldigvis tænke tilbage på mere glædelige begivenheder fra samarbejdet med afrikanske arbejdskammerater. Den overbebyrdede sundhedsklinik blev senere lukket, og MS trak sig ud. Så man kan spørge sig selv, hvad landbefolkningen på langt sigt fik ud af at have danske frivillige i området? Sygeplejerskerne reddede menneskeliv, lindrede smerter og strøede om sig med gode råd om sund levevis. Men førte indsatsen til en generel højnelse af folkesundheden på egnen? Næppe. Langt de fleste ulandsfrivillige præsterede teknisk set et flot stykke hjælpearbejde. Det syntes jeg dengang som koordinator, og det mener jeg stadigvæk. Men jeg har også måttet indrømme, at vi set i den store sammenhæng var glade amatører hele bundtet i den svære kunst, der hedder at hjælpe andre. Med mig selv som overdilettant. Når vi mistede pusten efter en årelang indsats og mente, at nu kunne dén og dén skole eller det og det værksted køre af sig selv, groede der billedligt talt hurtigt stift savannegræs og et virvar af lianer hen over området. Og snart var de gode hensigter ikke til at få øje på. Men mellemfolkeligheden? Ja, den var i højsædet dengang. Under arbejdet kom de frivillige i tæt kontakt med lokalbefolkningen, og der blev skabt venskaber, som holdt på tværs af kulturkløften. Helt i pagt med MS’ formålsgraf, hvori det hedder: »Formålet er at fremme mellemfolkelig forståelse og solidaritet, for gennem et samarbejde over nationale og kulturelle grænser at bidrage til en bæredygtig, global udvikling og en retfærdig fordeling af jordens rigdomme«. Store ord. Men det er de mellemfolkelige værdier fra dengang, jeg selv ser tilbage på og værner om, og det gør de tidligere frivillige også. Jeg vil ikke afvise, at vi danskere fik mere med hjem fra ’det folkelige møde’ end vore samarbejdspartnere. Men jeg vil helst tro, at mange afrikanere også med glæde tænker tilbage på den håndfuld unge danskere, de mødte for længe siden. I begyndelsen af 90’erne lagde MS kursen for udviklingsarbejdet om i en mere professionel retning. I stedet for en punktvis indsats mod de synlige virkninger af fattigdom i et land som Kenya, ville man koncentrere sig om at ændre de strukturelle årsager til fattigdommen. Se, det var en helt anden snak. Og de medarbejdere, der blev sendt ud, var også af en anden støbning end de frivillige fra min tid. Nu var det akademikere, der var brug for, økonomer, statsvidenskabskandidater, mediefolk til at påvirke politikere og andre grupper i samfundet. Folk, der skulle give gode råd, men ikke nødvendigvis selv have hænderne nede i opgaverne. Så blev MS ramt af drastiske nedskæringer, og antallet af udsendte medarbejdere styrtdykkede. Nu skulle de i øvrigt ikke længere hedde ulandsfrivillige, men development workers, DW. Men udviklingen inden for bistandsbranchen er allerede løbet fra udviklingsarbejderne. Fodfolket forsvinder i kampen mod fattigdom. Det er sandsynligvis den sidste DW’er i Kenya, jeg har et møde med i Nairobi. Mellemfolkeligt Samvirkes landekontor ligger på Rhapta Road i Westlands, et pænt forstadskvarter til Nairobi, ikke langt fra det sted, hvor hovedkvarteret lå, da jeg selv var chef. Det er et stort skur af en gammel villa, og på vejen ind når jeg at se, at der står både ’ActionAid Kenya’ og ’MS’ på et skilt ved indkørslen. ActionAid International blev startet i England og har nu hovedkvarter i Sydafrika. Bistandsorganisationen arbejder i et halvt hundrede lande med det formål at reducere fattigdom og sult gennem bl.a. internationalt lobby- og kampagnearbejde. »Det er et fornuftægteskab«, siger udviklingsarbejderen Søren Bjerregaard Jepsen, der efter en karriere som journalist og redaktionschef er havnet som Information DW på landekontoret i Nairobi. Mens han var ved at blive uddannet til sit nye job, indledte MS en fusion med ActionAid International, så nu ved Søren ikke, præcis hvordan hans fremtid vil forme sig. Han var med på det sidste hold udviklingsarbejdere, der gennemgik forberedelseskursus i Helsingør, og det var en løjerlig fornemmelse. »I lukker og slukker efter jer«, sagde personalet til dem. Søren Bjerregaard har kontrakt med MS til 2011, men overgår til ActionAid Kenya som informationsrådgiver, når de to organisationer er fusioneret, formentlig fra 1. januar 2010. Der skal ansættes to-tre advisors i Kenya, og Søren vil være kvalificeret til jobbet med sin specialuddannelse inden for massemedier og vil komme til at hjælpe grupper af marginaliserede mennesker med at formulere sig. Han bliver deres talerør til myndigheder, lokale journalister og international presse – spindoktor for de fattige og umælende, om man vil. En anden kategori af medarbejdere bliver de såkaldte inspirators. Det er udenlandske specialister, der vil rejse rundt i landet og dele ud af deres erfaringer om udviklingsstrategier, som har fungeret i andre sammenhænge og måske kan bruges igen. Hvis en person i Uganda f.eks. kender en masse til korruptionsbekæmpelse, er det ideen i nogle måneder at koble ham til en kenyansk organisation, så folk dér kan lade sig inspirere til tage kampen op. Mens jeg lytter til Søren, kan jeg ikke undgå at lægge mærke til de mange engelske ord, der kryber ind i bistandssproget – ngo, cost-benefit, partnership, Face2Face osv. – og fundere over, hvor langt mere køligt og professionelt arbejdet kører i dag, end da jeg selv deltog i det. Det er smartere at satse på nogle få eksperters indsats end at have 80 frivillige med hver sin gode løn anbragt landet over i hver sit pæne, lille hus. Jeg kikker mig om i det hyggelige landekontor, der snart skal lukke, og kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det vil komme til at gå for MS, som nu kaster sig ud i et favntag med en af de helt store organisationer på bistandsområdet. På en generalforsamling i MS strøg forslaget om fusion med ActionAid International glat igennem med 74 stemmer for og kun 8 imod. Men adskillige medlemmer dukkede op på nettet og luftede deres betænkelighed ved sammenslutningen: »MS risikerer at miste uafhængigheden og sin støtte fra det danske samfund«, skrev et medlem. »Min bekymring går på, hvordan det skal gå med demokratiet inden for ActionAid, for MS har arbejdet hårdt for at sikre demokrati på alle trin i organisationen«, lød et andet indlæg. Og et tredje: »MS’ identitet på den sydlige halvkugle (navn, logo, baggrund og historie) vil simpelthen forsvinde«. Søren Bjerregaard i Nairobi har selv spekuleret over, hvad der vil ske med bogstaverne MS, når de skal præsenteres på skilte og brevpapir sammen med ActionAid Kenya. »Jeg tror, det bliver for besværligt med den lange titel, så her på stedet skifter vi navn til Action Aid Kenya og det er mit gæt, at MS derhjemme om nogle år kommer til at hedde Action Aid Denmark«, siger han. Der er et sidste spørgsmål, som brænder mig på tungen: Hvad med mellemfolkeligheden, vil den sive ud af bistandsarbejdet sammen med de to bogstaver? I det samme – nærmest som på stikord – bliver yderdøren til kontoret slået op, og ind tumler fem-seks unge mennesker, der hjemmevant går ud i køkkenet og smører sig noget mad. De taler dansk og ser ud til at hygge sig. Søren kalder dem »vores ulandsturister«, men skynder sig at tilføje, at det ikke er nogen ferietur, de er ude på. Deltagerne er rejst ud for at give en hånd med i praktisk bistandsarbejde og kommer til Kenya 20-30 stykker ad gangen med et par måneders mellemrum. Efter et sprogkursus og indføring i udviklingsproblematik bliver de hver især anbragt i en afrikansk familie. Her skal de bo i tre måneder, mens de f.eks. underviser i engelsk på en skole eller går til hånde på et børnehjem. Det mest utrolige er, at deltagerne selv betaler for opholdet. 38.000 kroner kommer det til at koste hver af dem at lære Afrika at kende – indefra. Men med sig hjem har de noget, de aldrig vil glemme. MS sender også hold af seniorer ud for at deltage i hjælpearbejdet. »Friværdipensionisterne«, som de kærligt kaldes på landekontoret. Så va mæ mellemfolkeligheden? Jo tak, den lever hos MS og har det godt.