Lige siden revolutionen i 1789 har en bestemt type bissede politikere repræsenteret den autoritære og personlige styreform, den centralistiske opfattelse af statsmagten og den populistiske tendens, der karakteriserer bonapartismen. I modsætning til det traditionelle højre rummer bonapartismen en vilje til at voldtage historien. Den opfatter sig selv som folkelig og social. Den vil være dynamisk og moderne, den bryder de etablerede mønstre. Den er renlivet opportunistisk og pragmatisk. Bonapartismen fører sig frem med de firkantede kæbers charme, lige dele vulgaritet og brutalitet og et forsimplet, direkte sprog. Den indtager en konstant forførende attitude. Den er hensynsløs og sexy, dopet på projektørlys og glimmer. Bonapartisten er en rapkæftet opkomling, ofte en lille mand, der skal op på tåspidserne eller de tykke hæle for at hævde sig. De Gaulle har indtil nu været det sidste skud på den bonapartistiske stamme. Men han var alligevel mere gaullist end bonapartist, fordi han samtidig var en kultiveret og respektfuld person, foruden en begavet skribent. For resten også alt for stor, rent fysisk! For meget af en traditionalist til at vælte butikken. Hvilket på ingen måde begrænsede hans umådelige appetit på magten. Som udpræget ener er han vanskelig at anbringe i en allerede eksisterende rubrik. Alene det, at han frivilligt gik på pension, gør ham til en original blandt de bonapartistiske bosser. Bonapartismen udgør en dobbelt trussel mod demokratiet. Den første er, at en ’Bonaparte’ sætter sig på folket, den anden er, at han udvikler sig til en ’Napoleon’. Det vil sige til noget lignende, blot i forstærket form. Historisk set taler vi om den samme person eller snarere det samme fænomen, blot i to forskellige faser af udviklingen, to generationer. En Bonaparte, der overlever, ender med at blive en Napoleon. Det vil sige en katastrofe. Som man ved, gentager historien sig aldrig, den kan kun stamme. For at finde ud af, om præsident Nicolas Sarkozy er en ny Bonaparte, må vi lige en tur til Ajaccio, Korsika. Her fødtes i 1769 i en fransk middelklassefamilie af italiensk oprindelse, Napoleon Bonaparte ( Nabuleone Buonaparte). Som kongelig stipendiat gennemførte han sine militære studier i den franske provins Champagne. Artillerikaptajn Bonaparte udmærker sig i en alder af 24 år mod englænderne ved Toulon og får overdraget kommandoen over den franske hærs Italienskorps. Han vinder sine slag hinsides Alperne – foruden en velhavende enke fra Martinique (Antillerne) Josephine de Beauharnais. Hun er hvid og aristokratisk, har to børn, men kan ingen få med Bonaparte og ender med at blive kasseret som hustru. Forinden inspirerede hun sin mand til at genindføre slaveriet i fransk Vestindien. Frankrig styres fem år efter den store revolution af et såkaldt Direktorium, en kollektiv ledelse, der begynder at ane truslen fra den unge, fremstormende officer. De sparker ham så opad og helt til Egypten, hvor Bonaparte opererer som chef for en kombineret militær og kulturel ekspedition. Det sidste består i at tegne og opmåle pyramiderne, foruden i at røve obelisker og gravkammergods og ekspedere byttet til Paris, se Louvre og Concordepladsen. Da han i 1799 vender hjem som berømt, får moderate politiske kredse den idé at bruge ham til at komme af med Direktoriet. Ved et statskup indføres Konsulatet, hvor Bonaparte får titel af Førstekonsul. Politikerne bag kuppet tror, at de som halen kan logre med hunden. Men Monsieur le Premier Consul påtvinger landet en autoritær forfatning og bruger vinteren 1800 til at reorganisere og centralisere retsvæsenet, centraladministrationen (præfektsystemet, der stadig findes) og økonomien. Fra 1802 bliver general Bonaparte livsvarig konsul og kan to år senere proklamere sig selv som kejser. Frankrig har begravet sin revolution, Bonaparte er blevet Napoleon I. Empiredamernes bryster, men ikke kun dem, bliver ’romerske’, det vil sige truer med at falde forud af kjolen. Hvad det fører til, ligger uden for denne Kroniks rammer. Lad os nøjes med at sige, at det ender galt. Herunder for Danmark, der alt for længe forblev Napoleons allierede, hvad der så i 1814 kostede os Norge med mere. Det var her, vi blev små. Journalisten Alain Duhamel beskriver i sin seneste bog, ’Konsulmarchen’ ( La Marche consulaire, forlaget Plon), den unge Bonapartes mangfoldige aktiviteter. »Førstekonsulen ombygger hæren, opfinder en ny styreform, skaber et nyt samfund. Han forandrer alting, griber ind på alle områder. Med ham får Frankrig en leder, der på én og samme tid laver om på magtstrukturen, på al politik og administration. Han tager sig selv af det hele. Han skaber et allestedsnærværende politi i et nyt og gennemkontrolleret samfund«. Førstekonsul Bonaparte illustrerer til fulde tesen om, at i Frankrig er det staten, der skaber samfundet, ikke omvendt. Bonaparte indkapsler og forstøder den store revolution for i stedet at genskabe et centralistisk monarki med sig selv i spidsen. Det medførte i det lange løb en forsinkelse på over hundrede år i forhold til resten af Europa, både med hensyn til demokratiske institutioner og landets industrialisering, i bred forstand overgangen til en moderne økonomi og en menneskeværdig politisk kultur. Begrebet folkestyre forblev for den franske befolkning et revolutionært, for ikke at sige romantisk ideal, som kun nabolandene kom til at realisere. Betagelsen af den stærke mand, der lover nye tider, blev et vedvarende element i fransk politik. Der slumrer endnu i hvermands bryst, foruden trikoloren, en hemmelig beundring for den politiske helteskikkelse, en Superman, man selv kan stemme på. Bonapartismen vækker stadig genklang i befolkningen, og det værste er næsten, at den enkelte borger får en tendens til at bonapartisere sine nærmeste omgivelser. Ellers kunne det simpelthen ikke lade sig gøre, at et stort kulturland som Frankrig gang på gang havner i en så grotesk forvridning af folkestyret. Nicolas Sarkozy drømmer om på rekordtid at rutsje Frankrig gennem et utal af små og store reformer. Han vil have en finger med i spillet inden for alle sociale, økonomiske, politiske og kulturelle områder, han vil permanent stå i forreste linje, bestandig overbevise folket om sin stærke vilje og sin evne til at beskytte borgerne. Han vil være den, der moderniserer Frankrig. Efter tolv års tornerosesøvn under Chirac (hvor NS dog var minister flere gange) skal landet nu ruskes op til dåd. Prinsen på den hvide hest kommer klaprende. Den særprægede forfatning under den 5. Republik udstyrer i princippet staten med to hoveder. I praksis er der kun et. Dertil kommer under Sarkozy, at ministrene ofte kommer i klemme mellem præsidentens rådgivere og hans særligt udnævnte mæglere, der til enhver tid bliver indsat til at »styrke og aflaste ministeriet«. Således blev kulturministeren for nylig flankeret af et udvalg, der skulle overtage visse dele af hendes område. Hun blev ikke spurgt forinden. Madame Albanel havde efter præsidentens formening ikke forsvaret hans mediereform med den fornødne ildhu. Derfor skulle hun sættes på plads, det vil sige lidt længere ned i møget. Franskmændene har begrebet ’le fait du prince’, der betyder monarkens afgørelse efter jeg alene vide-dogmet. Den just nævnte mediereform går ud på, at de offentlige radio- og tv-kanalers chef for fremtiden skal udnævnes af præsidenten. Hidtil er han eller hun blevet valgt blandt flere kandidater af en styrelse (CSA), hvor præsidenten og regeringsflertallet dog var sikre på at kontrollere afgørelsen. Så forskellen bliver ikke enorm, men det er metoden, vi her beskriver. I stedet for at ændre systemet i demokratisk retning har Sarkozy sin egen filosofi. Vi slår hul på facaden og spiller med kortene på bordet, færdig med komedien, fra nu af udnævner jeg radio- og tv-chefen, så kan ingen anklage mig for luskeri! Men samtidig bestemmer præsidenten i sin audiovisuelle enegang, at det skal være slut med reklamer i det offentlige tv fra klokken 20 – hvad der behager et flertal af seere. Fremgangsmåden er således at kæde en populær ændring sammen med endnu en magtudvidelse, fikst ikke? Når præsidenten er i provinsen, bliver fabrikken, skolen eller stålvalseværket, hvor han skal møde folket, omringet af flere eskadroner sikkerhedssoldater (CRS). Der er jo altid nogle skrålhalse af arbejdsløse eller utilfredse, der tropper op for at lave rav i den. For nylig blev en præfekt og en politidirektør i Normandiet afskediget på gråt papir af præsidenten, fordi sikkerhedskæden omkring den høje gæst ikke fungerede, som den skulle. Demonstranterne var kun få hundrede meter fra Sarkozy, han kunne ikke undgå at høre og se dem. Officielt var det naturligvis demonstranternes sikkerhed, der var truet! Det sker, at Hans Utilnærmelighed pludselig får lyst til at spise frokost andre steder end i sit palæ. Men selv om restauranten ligger i kvarteret, bliver regningen for skatteyderne ret hamper. Menuen er ikke noget at tale om, de par hundrede euro kan det endda være, præsidenten selv betaler. Man kan synes, det er dyrt i betragtning af, at måltidet skal overstås på ti minutter, men det er hans problem. Sarkozy flerdoblede sin apanage som en af sine første handlinger efter at være blevet valgt i maj 2007, så han har råd til at spise ude. Men gaden skal afspærres, hustagene kontrolleres, skarpskytter anbringes, trafikken omdirigeres, etc. Det koster nemt 30.000 euro, hvis man tager alt i betragtning, foruden det løse. Det bliver en halvdyr frokost. Præsidenten er et medietalent, kommunikation er hans felt, ja, man kan ligefrem påstå, den er hans politik. Krisen fordrede for nylig et halvanden time langt interview på samtlige kanaler, hvor fire tv-journalister stillede spørgsmål, i princippet på borgernes vegne. Seancen foregår på Élyséet, i festsalen med de tunge gardiner og guld på vægge og lofter. Præsidenten er på hjemmebane, og selv den mest forhærdede bandit af en journalist (en uddøende race i Frankrig) bliver benovet i de omgivelser, ja, han eller hun føler sig beæret over at få lov til at deltage. Det er Élyséet, der vælger journalisterne og bestemmer, om ikke spørgsmålene, så emneområderne. Den aften gad præsidenten ikke tale om Guadeloupe, hvor generalstrejke og byguerilla ellers allerede havde stået på i flere uger. Da ingen spurgte ham om situationen derude, behøvede han heller ikke at sige noget. Senere meddelte palæet, at han selvfølgelig ville have svaret, hvis der var kommet et spørgsmål. Selvfølgelig. Sarkozy kan finde på at ringe en journalist op i løbet af weekenden og slutte samtalen med ’knuser’ ( Je t’embrasse). Dussseriet er systematisk – og gensidigt. Franske journalister har ingen særlig tradition for at tale Roma midt imod, det er det mindste, man kan sige. Store dele af den skrevne presse ejes af industrimagnater, der står magten endog meget nær. De elektroniske medier har næsten altid været opfattet som ’Frankrigs stemme’, et udtryk fra Pompidous tid, som Mitterrand på sin egen måde også levede op til. I dag er tv ’Præsidentens stemme’. Den dominerende, kommercielle kanal TF1 ejes af en af Sarkozys millionærvenner, og de offentlige kanaler er altså nu inde i folden. Sarlusconi, mama mia! Gennem en blanding af kammerateri og særbehandling, spøgefulde trusler eller løfter kan han som regel få neutraliseret journalisterne til at glemme deres etiske abc. Det er meget, meget svært for dem at finde balancen mellem, hvordan de skaffer sig information, og hvordan de undgår at komme i lommen på præsidenten. Den tidligere tv-avis-oplæser Bruno Masure var så åbenmundet, at han mistede jobbet. Han har nu i sin bog ’Journaliste – À la niche!’ (Journalist – på plads i hundehuset!) brug for 500 sider til at fortælle om sine erfaringer på det plan med flere på hinanden følgende franske præsidenter. Det kostede Nicolas Sarkozy så meget at holde op med at være præsident for EU, at han måtte kompensere ved at kritisere sin efterfølger på den mest nedladende måde. »De gør, hvad de kan«, sagde han om tjekkerne. Tjekkiets statsminister, Mirek Topolanek, der foruden af være et lille lands regeringschef, også er så fræk at være et stort brød, svarede ved at anklage Sarkozy for at være en uansvarlig megaloman. Præsidenten for den tjekkiske republik, Vaclav Klaus, benyttede derefter et statsbesøg i Paris til at fortælle pressen, at det »måske ikke var nødvendigt at være så overaktiv og organisere europæiske topmøder hver weekend«! Den russisk-ukrainsk-europæiske gaskrise blev ikke desto mindre løst ved det tjekkiske præsidiums formidling, hvor dele af Georgien, trods den overaktives mediebuldrende mellemkomst i 2008, stadig er under Moskvas kontrol. Den franske præsident mente, han burde udnytte det amerikanske tomrum mellem Bush og Obama til at organisere en våbenhvile i Gaza sammen med Mellemøstens demokratiske verdensmester, Mubarak. Men han afviste tanken om at invitere EU’s præsident med til forhandlingerne i Sharm el-Sheikh den 18. januar. Kun de store lande i Europa kunne deltage, end ikke EU’s kommissær for udenrigske anliggender ville Sarkozy have med. Først da tjekkerne fik Israel til at invitere dem med til middagen i Jerusalem og overtalte Angela Merkel til at tage Topolanek med derned i sit fly(!), måtte franskmændene nødtvungent indrømme, at tjekkerne fandtes. »Men de havde ingenting at sige«, fik Sarkozys rådgivere klemt ud mellem ribbenene. Den tyske kansler er for resten ikke, som franske journalister tror, forvirret over at blive kysset på kinden af Sarkozy – efter at have vænnet sig nogenlunde til Chiracs håndkys. Men hun bliver som leder af et stort og sommetider langsommeligt fungerende demokrati, hvor hun må tage hensyn til sine koalitionspartnere og til Ländernes eksistens, gang på gang irriteret over den franske præsident, der i modsætning til hende er vant til at knipse med fingrene og få alle til at rette ind med det vuns. Nicolas Sarkozy er ikke nogen Bonaparte, men han er absolut en bonapartist. Heldigvis ligger landet, både Frankrig og Europa, sådan i vore dage, at han gudskelov heller ikke kan blive nogen Napoleon. Den selvbestaltede kejser endte med at indføre et arveligt monarki med en ny adel og æreslegionen. Det kunne trods alt ikke ske i dagens Frankrig, hvor sarkozygt landet end kan forekomme at være knap to år efter præsidentvalget. Men stilen – som jo er manden – er der. Man behøver bare se, hvordan nytårsaudienserne på Élyséepalæet foregår de første fjorten dage af januar. De fine, de magtfulde, de udvalgte ligefrem kaster sig over præsidenten, bare man kunne opnå et håndtryk, lykken! Man er langt fra den jævne borger, der trak hånden til sig på dyrskuet i Paris sidste år med en bemærkning om, at han ikke ville have den snavset til. Det var her, Sarkozy fornærmet hvæsede »Så skrub af, dit fjols!« ( »Casse-toi, pauvr’ con!«). En demonstrant, der for nylig blev anholdt med en plakat foldet sammen i lommen, er blevet idømt en bøde for ... præsidentfornærmelse. På plakaten stod der: »Så skrub af, dit fjols!«.