0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

DR svigter sit ansvar

TV-avisens dækning af EU er på niveau med B.T. og Ekstra Bladets. Det fremmedgør seerne over for det politiske system.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

EU fejrede sidste år 50 års jubilæum.

Men stadig opfatter mange mennesker det europæiske samarbejde som fjernt, uigennemskueligt og elitært. Det er med andre ord ikke lykkedes at sikre den folkelige opbakning til det europæiske samarbejde.

Når ansvaret for dette skal placeres, bliver der af både journalister og eksperter ofte peget fingre af politikerne og EU-bureaukratiet. Et fortærsket udtryk påpeger, at man ikke skal skyde skylden på budbringeren, men i forhold til et politisk systems demokratiske velbefindende har budbringeren, medierne, en væsentlig opgave, som de endda ofte hylder sig selv for at have: »demokratiets vagthund« eller, mere højtideligt, »den fjerde statsmagt«. Spørgsmålet er, hvordan medierne rent faktisk klarer denne opgave, når det gælder oplysning om og kontrol med EU.

Siden Danmark i 1973 kom med i det europæiske samarbejde, er stadig flere politiske beslutninger blevet flyttet fra Christiansborg til EU. Undersøgelser viser, at op mod 77 procent af dansk lovgivning på miljø- og energiområdet er direkte afledt af direktiver og forordninger behandlet og vedtaget i EU. På fødevareområdet og på det finansielle og økonomiske område er tallet 80 procent, på erhvervs- og forskningsområdet er det lige under 70 procent og på sundhedsområdet 50 procent. Dette er alt sammen lovgivning, der efterfølgende får direkte indvirkning på vores hverdag.

Der er altså sket det, man kan kalde en transnationalisering af den politiske magt.

Men for at det skal fungere demokratisk, må der nødvendigvis også ske en tilsvarende transnationalisering af mediedækningen. Demokratiets vagthund må trænes op, så den også kan opsnuse og give hals ad den magt, der bliver udøvet i Europa. Men kan man lære en gammel vagthund nye kunster?

Demokratisk legitimitet og folkelig opbakning til et politisk system hænger uløseligt sammen med en velfungerende offentlighed (medierne), der præsenterer forskellige synspunkter, politiske holdninger samt løsningsforslag på fælles udfordringer. Denne offentlighed er selve bindeledet mellem politiker og borger.

Det er gennem debat i offentligheden, at den enkelte borger har mulighed for at få indflydelse på den førte politik og få indsigt i aktuelle sager.

I det moderne samfund er det primært massemedierne, der udgør denne offentlighed. I den forbindelse er det interessant, at de nyeste tal fra Eurobarometer viser, at tv-mediet er den kilde, som klart flest danskere (78 procent) nævner, når de bliver spurgt, hvorfra de får deres viden om EU-politik og EU-institutionerne. Derfor er det særligt problematisk, hvis tv-mediet ikke dækker den politiske proces i EU på en måde, der yder retfærdighed til den politiske magt, der udøves i EU.

Danmarks Radio har i den forbindelse et særligt ansvar som danskernes egen demokratiske vagthund med dertilhørende public service-forpligtelse. I DR’s public service-kontrakt står der, at DR skal »styrke borgerens handleevne i et demokratisk samfund« og »gennem indhold og tjenester stimulere til deltagelse i den offentlige debat og den demokratiske proces«.

Man skulle derfor tro, at DR’s TV-avisen har fulgt den magtforskydning, der er sket fra Christiansborg til EU’s institutioner, og præsenteret den demokratiske proces og debat i EU, der fører til lovgivning med betydning for borgerne.

For at få klarhed over situationen har vi lavet en undersøgelse af TV-avisens EU-dækning i 2005-2006.

En af de første og største overraskelser i analysen er, at TV-avisens dækning af EU-politik frekvensmæssigt var på niveau med B.T. og Ekstra Bladets og langt under niveauet i eksempelvis Politiken, Information og Jyllands-Posten, der relativt set indeholdt mellem ca. tre og fire gange så mange EU-historier som TV-avisen. Kun 3,7 procent af TV-avisens nyhedsindslag handlede om EU i 2005-2006.

Det er i vid udstrækning enten EU’s institutionelle opbygning (en tredjedel af alle EU-indslag handler om forfatningstraktaten) eller EU’s eksterne relationer (udenrigspolitik og udvidelse), der løber med opmærksomheden i TV-avisen. Disse emner står tilsammen for knapt to tredjedele af den samlede EU-dækning i TV-avisen i 2005-2006.

Dækningen af emner, der vedrører daglig lovgivning i EU (bl.a. miljø-, forbruger-, sundheds-, landbrugs-, fiskeri- og konkurrencepolitik) udgør tilsammen kun ca. en femtedel af TV-avisens i forvejen spinkle EU-dækning. Det er under én procent af TV-avisens samlede nyhedsdækning!

Problemet med EU-dækningen i TV-avisen knytter sig dog ikke kun til en lav frekvens i dækningen af EU-lovgivningsarbejdet.

Også præsentationen af EU-lovgivningen er problematisk. I stedet for at gå i kødet på de politiske konflikter og forskelle i de aktuelle sager, viser det sig nemlig, at TV-avisen i høj grad fokuserer på en konflikt mellem EU på den ene side og Danmark – eller de danske borgere – på den anden.

I præsentationen af EU-lovgivningen er de europæiske politiske aktører (i særdeleshed europaparlamentarikerne) og de politiske debatter og synspunkter stort set fraværende.

På den måde afkobles den politiske argumentation bag EU-lovgivningen fra den offentlige debat. Argumentationen afløses her af en præsentation af EU som en upersonificeret institution, der er i konflikt med Danmark og danskerne, og som blot vedtager lovgivning ved argumentløst diktat.

Nærmest krigsretorisk opstilles i visse tilfælde en kamp mellem Danmark og EU, hvor EU tilskrives en bevidsthed med overlagt håb om og vilje til at skade Danmark og danske borgere. Derudover opsættes et modsætningsforhold mellem ’almindelige’ mennesker på den ene side og EU på den anden side. Her præsenteres EU med borgerfjerne udtryk som ’nålestribede jakkesæt’, ’mænd i blanke biler’ og ’bureaukrati’ man ’løber panden imod’.

I et særligt ekstremt tilfælde præsenteres EU som en stor trold, der gemmer sig under Øresundsbroen og angriber danske lastbilchauffører.

I kun ét indslag om EU-lovgivning præsenteres EU som et inkluderende ’vi’, og det er i et indslag, der handler om fugleinfluenza som noget, der kommer udefra og truer ’os i EU-landene’.

Tv-avisens EU-dækning kan i vid udstrækning karakteriseres som en udenrigspolitisk præsentation af EU-samarbejdet. EU-dækningen ligger da også i afdelingen DR Udland. At EU-stof betragtes som udenrigsstof – som noget, der ligger uden for det nationale – er mildt sagt problematisk, da lovgivningen fra EU jo har direkte virkning i dansk lov og bliver vedtaget af demokratisk valgte politikere. På den måde er EU-stof – lovgivningsmæssigt – mindst lige så meget indenrigsstof som det er udenrigsstof.

Det er transnationalt stof, så at sige. Problemet med at dække EU som udenrigsstof er, at det handler om, hvem ’vi’ er, og hvordan ’vi’ opfatter os selv i forhold til andre.

På den måde fremstår det i TV-avisens EU-dækning ofte, som om »EU har besluttet«, at »vi i Danmark« skal gøre sådan og sådan.

Argumentationen for EU-lovgivningen/beslutningen og den politiske debat, der ligger til grund herfor, bliver så godt som aldrig præsenteret. Det fremgår heller ikke, at danske politikere (ministre og medlemmer af Europaparlamentet) har deltaget i beslutningen på lige fod med alle andre europæiske politikere – bortset fra de gange, hvor en dansk politiker »har vundet« i EU.

TV-avisen optræder dermed mere som ’Danmarks vagthund’ end som ’demokratiets vagthund’.

Det skal her understreges, at det selvfølgelig ikke er noget problem, at man er kritisk over for EU som lovgivende institution.

Det, der er problematisk, er, at det ensidigt er EU som institution, der kritiseres, og ikke de parter i systemet, der træffer/påvirker beslutningerne. Med en Lykke Friis-inspireret fodboldallegori kan man sige, at man ikke bebrejder spillerne (EU-politikerne) for kampens resultat, men derimod banen (EU som sådan). Det kan godt være, banens græstæppe ikke er helt fastgroet endnu, men dens beskaffenhed umuliggør bestemt ikke reelle politiske kampe.

Det logiske resultat heraf bliver, at man som borger ’straffer’ eller ’belønner’ EU i sin helhed. Man er ikke for eller imod de forskellige politiske synspunkter og disses repræsentanter (fordi man ikke er blevet præsenteret for dem), men derimod for eller imod EU. Den reelle politiske debat om et politisk emne fremstår som noget, der foregår i skumle ’bruxelleske’ korridorer, ude af syne for borgeren.

Det er bestemt ikke med til at styrke borgernes handleevne i et demokratisk samfund eller til at stimulere til deltagelse i den offentlige debat og den demokratiske proces, som public service-kontrakten ellers foreskriver.

Noget kunne tyde på, at nyhedsjournalisters viden om EU som politisk system simpelthen er for ringe. For eksempel dækkede TV 2 News EU-kommissionens klima-pakke den 23.1. i år med vendingen: »EU har vedtaget en ny klima-pakke…«. Det til trods for, at Kommissionen ikke vedtager lovgivning, men derimod kommer med forslagene, som herefter vedtages af Europaparlamentet og Rådet.

Det samme gør sig gældende på DR’s TV-avis, hvor der ofte er en upræcis og forvirrende præsentation af lovgivningsprocessen i EU.

Der er således flere eksempler på, at EU-lovgivning bliver præsenteret som ’vedtaget’ langt før det reelt er vedtaget. Som eksempel kan nævnes, at EU’s kemikalielovgivning REACH blev præsenteret som ’vedtaget’ hele otte gange i løbet af 2005 og 2006, selv om den endelige lovtekst først blev vedtaget ved udgangen af 2006.

Meget tyder på, at den politiske integration i EU er gået i udbrud, uden kameramænd og kommentatorer har opdaget det.

TV-avisens EU-dækning svarer ikke til den politiske magt, der er overdraget til EU. På den baggrund må vi konkludere, at TV-avisen i perioden 2005-2006 ikke formår at være ’den fjerde statsmagt’ i et transnationalt demokratisk samfund eller for den sags skyld formår at leve op til public service-kontrakten. Demokratiets vagthund må ud på den transnationale træningsbane og lære nye EU-kunster.

Hvad skyldes så denne uheldige udvikling eller måske snarere mangel på udvikling?

Problemet er ikke inkompetente EU-journalister i Bruxelles. DR’s Bruxelles-redaktion er bestemt kompetent. Problemet er, at denne redaktion er underbemandet, prioriteringen af EU-dækningen er lav, og at vidensniveauet og interessen for EU-stof hos den hjemlige redaktion tilsyneladende er for ringe.

DR har kun to medarbejdere i Bruxelles-redaktionen, der både dækker EU og nyheder fra de enkelte lande i hele Europa. Dette er en stor mundfuld for to mennesker. Imidlertid tager det lidt af arbejdspresset af Bruxelles-redaktionen, at den hjemlige redaktion ikke ligefrem står og skriger på flere EU-nyheder.

Det viser sig nemlig, at der på hjemmeredaktionen hersker en opfattelse af EU-stof som ’zap-faktor’ – som noget kedeligt, der får seerne til at skifte kanal.

En anden forklaring kunne være, at der ingen EU-redaktør er med til TV-avisens daglige redaktionsmøder. Her sidder folk fra Christiansborg-redaktionen og regionsredaktionen, der dækker det nationale og det lokale politiske stof. EU-stoffet ligger i udlandsredaktionen, hvor det skal konkurrere med krige, naturkatastrofer og udenlandske præsidentvalg om at nå videre til TV-avisens redaktionsbord.

Her skal det så op imod dræbersnegle og partifnidder, før det kommer med i den endelige tv-avis.

Fravælges EU-historierne, fordi det betragtes som kedelig ’zap-faktor’, ja, så ligger problemet om den mangelfulde EU-dækning i direkte forlængelse af efterårets debat om Jeppe Nybroe og form kontra indhold i nyhedsdækningen.

Er nyheder underholdning? Skal TV-avisen konkurrere på underholdningsværdi eller informationsværdi?

Skal TV-avisen overhovedet konkurrere om seerne? Og er EU-nyheder nødvendigvis kedelige?

Det er en uheldig udvikling, hvis tv-mediernes skelen til seertallene bevirker, at befolkningen fremmedgøres over for et politisk system, der er med til at skabe rammerne for deres liv.

Vi har indtil nu været ude med riven i forhold til TV-avisen. Det skyldes imidlertid først og fremmest DR’s positive indstilling til at lade sig evaluere. Denne imødekommenhed fandt vi ikke hos TV 2, hvis virke ligeledes er knyttet til en public service-forpligtelse. Udfordringen med at integrere EU-stoffet som en naturlig del af den politiske nyhedsdækning er mindst lige så stor for TV 2. Men er de bedre til at løfte opgaven?

Der er andre undersøgelser, der viser, at de problemer, vi har beskrevet i TV-avisens dækning, går igen i hele det europæiske mediebillede.

Dette gælder også for de danske dagblade, der måske kan undskylde sig med, at de ikke er bundet af en public service-kontrakt.

De ynder dog stadigvæk at opfatte sig selv som ’demokratiets vagthund’ og som ’fjerde statsmagt’.

Problemerne er dog ikke uløselige for TV-avisen. Et konkret initiativ kunne være at inddrage en EU-medarbejder i de daglige redaktionsmøder på lige fod med Christiansborg-redaktionen og regionsredaktionen.

Derudover kunne man inddrage de politiske fagmedarbejdere mere i arbejdet med EU-dækningen for på den måde at øge opmærksomheden på de politiske emner i EU-historierne. Herved vil EU-historier i højere grad blive integreret i den indenrigspolitiske dækning af sagområder.

Man kunne også fokusere meget mere på de europæiske politiske debatter og konflikter, der finder sted i Ministerrådet og i Europaparlamentet.

Her er der basis for konstruktivt at inddrage det konflikt-perspektiv, som er et centralt nyhedskriterium i journalistikken.

Det ville i den forbindelse være oplagt at opgradere bemandingen på DR-nyhedernes EU-redaktion, så der er en medarbejder, der kan følge det daglige arbejde i Europaparlamentet i både Bruxelles og Strasbourg.

Det vil bringe os et stort skridt i retning af en normalisering af EU-debatten: væk fra ’for eller imod’ til en debat om ’hvem og hvordan’, når der skal findes løsninger på de fælles udfordringer.