Hun nægter at gemme sig. Nægter at skjule sit lyse hår bag et tørklæde. Og nægter at dække sig bag soldater og sandsække.
For ingen skal fortælle Inge-Lise Aaen, at det er umuligt at gøre gavn i Afghanistan. Indrømmet, den danske jordemoder er lidt af en sjældenhed i den vestlige afghanske provins Herat, hvor hun på fjerde år driver et vældigt sundhedsprojekt for 600.000 afghanere i bjerge og dale: et distriktssygehus, to større sundhedscentre, otte mindre klinikker og et væld af aktivister helt derude, hvor en barfodsjordemoder og en sundhedsassistent er lidt af en revolution. Afghanere er ikke vant til, at velfærd kommer ud til dem. Men hvad laver Inge-Lise Aaen og DAC, Den Danske Afghanistan Komité, her, når de fleste andre organisationer vender snuden hjemad, og FN og vestlige regeringer ellers anbefaler, at vesterlændinge holder sig inden døre? Ja, så tager hun den helt med ro. Sidste år blev fire af hendes folk stoppet med en patient i deres bil uden for Herat by. Bevæbnede mænd smed patienten ud af bilen og de fire afghanske DAC-folk om bagi – og satte så kursen ud i bjergene. Det er ikke en god nyhed i Afghanistan, hvor kriminelle, andre krigsherrer og Taleban alle laver penge på bortførelser eller for den sags skyld slår folk ihjel.
