Helle Rosendahl er journalist, cand.mag.Først Karen Jespersen og nu også kommunernes ældrechefer mener, at de pårørende bør tage del i ansvaret for pleje af familiens ældre.
Hvorfor tror Karen Jespersen og ældrecheferne, at de pårørende ikke hjælper allerede? Der er rigeligt at gøre, ud over hvad hjemmehjælpen kan og må. Det er minutiøst udpenslet, hvad den kommunale hjælp omfatter. En hjemmehjælper må ikke stå op på høje steder, hun må ikke slet ikke slippe jorden med fødderne, en hjemmehjælper må kun gå i det nærmeste supermarked – om det så er en udvidet kiosk, og der er 800 meter til det supermarked, der ligger næst nærmest – en hjemmehjælper må heller ikke hjælpe et ældre menneske, der er snublet, op på højkant. Der skal tilkaldes to stærke mænd. Til gengæld må hjemmehjælpere gerne slæbe tunge ting. Hjælp til indkøb en gang om ugen, bliver hurtigt til 12-15 kg, og den hjemmehjælper, der har taget sådan en tur tre gange i løbet af en dag, kan nok føle, at hendes arme er blevet chimpanselange. Af en eller anden grund behøver hjemmehjælpere ikke en bil at køre i. Hjemmehjælpere kan cykle, hvis de har en cykel, og de kan grandiost nok få godtgørelse for slid på cyklen. Hjemmehjælperen er heller ikke den fortrolige bekendt, som medierne holder af at fremstille det. Kommunerne har svært ved at rekruttere personale til den type job, og resultatet er, at der myldrer et nyt menneske ind hver gang, der skal købes ind eller støvsuges. Det kan alt sammen være fornuftigt med begrænsninger af hensyn til hjemmehjælperens liv og lemmer, f.eks. at hun ikke skal klatre rundt og pudse palæruder i tredje sals højde, og det er fint, at der findes begrænsninger for, hvad hun gør. Men det bliver lidt morsomt, når hjemmehjælpen ikke må stå op på en stol for at nå køkkenbordet og det vindue, der er over køkkenbordet. Det må de 80-90-årige så selv klare, eller hvordan? Hjemmehjælpen dækker i et vist omfang praktisk hjælp, men den beskæftiger sig ikke med alle menneskelige behov, som ministeren og ældrecheferne synes at mene. Kommunerne kan levere et måltid mad om dagen. Den er lavet dagen før, har overnattet i køleskab i centralkøkkenet og bringes ud og afleveres på dørtrinnet den følgende dag før kl. 9 om morgenen. Hvis man har en østvendt fordør, er den lige til at smide ud, når solen om sommeren har bagt på den i flere timer. Hvis den ældre slægtning ikke bryder sig om det kommunale måltid, så kan de pårørende gøre to ting. Lade deres gamle dø af sult eller selv give sig til at lave mad. Gæstebud er ikke omfattet af den kommunale ordning, så her må de pårørende ofte også træde til. Hjemmehjælpen står heller ikke for afhentning af medicin på apoteket, køb af nyt tøj og nye sko, håndvask af tøj, transport til og fra læger (her kan de ældre i nogle kommuner tage en kommunalt betalt taxa, fint nok), men det kan være rart med selskab, hvis man er bekymret. Det omfatter heller ikke selskab til at gå eller køre en tur, til at komme til frisør eller fodterapeut eller selskab til at komme til en koncert. Hjemmehjælpen kommer heller ikke med en flaske rødvin eller en buket blomster, hvis humøret er i bund. Karen Jespersen foreslår også, at de pårørende skal inddrages, når en ældre borger skal ’visiteres’. Jamen, jeg har aldrig oplevet, at kommunen af sig selv foreslog en udvidelse af deres service, og på eget initiativ foreslog nye former for hjælp. Initiativet er altid udgået fra børnene, i 90 pct. af tilfældene kan ’børnene’ læses som datter eller døtre. Så de pårørende er inddraget, for det er på deres initiativ, at kommunens visitator kommer. Men måske kan børnene få lov at deltage i mødet, hvis deres gamle far eller mor ønsker det. Hvorfor skal ældre medborgere i øvrigt overhovedet ’visiteres’? Hvor sandsynligt er det, at en 80-årig mand, der sendes hjem fra hospitalet så tidligt, at han dårligt kan støtte på benene og må følges op i seng af to Falckreddere, skulle være i stand til selv lave mad og støvsuge. Hvorfor kan den hjælp ikke bare bestilles af hospitalet eller af en pårørende? I dette tilfælde måtte en pårørende flytte ind i en periode, fordi ingen i familien turde lade den gamle mand være alene. Genoptræning i det offentlige sygehusvæsen kom ikke på tale. Som en afdelingssygeplejerske udtrykte det: »Hvis han havde været 36 år, skulle jeg nok have fået det igennem«. Vi lader lige det udsagn stå et øjeblik! Med hensyn til Karen Jespersens forslag om at inddrage de pårørende må jeg som pårørende sige, at jeg meget vil have mig frabedt at skulle stå til regnskab over for kommunen for min hjælp til familiens ældre. Skulle jeg så have en lille sort bog, hvor jeg kunne notere, at i dag havde jeg købt fire par nye sokker eller hentet tre glas hjertemagnyl på apoteket, samt lavet frikadeller til to dage? Og hvor mange mennesker skulle kommunen ansætte for at kontrollere, at de pårørende nu også arbejder flinkt og villigt og ulønnet? Hvordan kan ministeren og ældrecheferne i øvrigt gå ud fra, at der er pårørende i nærheden, og at de har tiden? De kvinder, der nu har nået den alder, hvor deres forældre begynder at have brug for hjælp, har deres eget liv og deres egen karriere. De bor ikke på nabogården længere. De bor i den anden ende af landet eller i udlandet. Hele deres voksne liv – læs siden 1960’erne – har de fået tudet ørerne fulde om, at de skulle realisere sig selv og gøre karriere. De skulle bare betale deres skat ved kasse 1, så skulle det nye tusindårsrige ’velfærdssamfundet’ nok tage sig af resten, både børnepasning og sygepleje og ældrepleje. Ironisk nok er det netop de professionelle børnepassere, sygeplejersker og ældreplejere, der strejker nu, fordi de ikke vil finde sig i, at deres arbejde bliver lønnet dårligt, selv om det er langt, langt over, hvad kvinder for 50 år siden fik i løn for deres omsorgsarbejde, nemlig 0 kroner. Hvorfor det er bedre lønnet at feje en gårdsplads, der er traditionelt mandearbejde, end at feje et køkkengulv, der er traditionelt kvindearbejde, er et mysterium? Karen Jespersen deltog for nylig sammen med Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, i en radioudsendelse om emnet, hvor Bjarne Hastrup gjorde sig til talsmand for det synspunkt, at de pårørende hellere skulle sætte sig ned og lytte og snakke i stedet for at give sig til at fare rundt og ordne ting, når de kom på besøg. Det kan jeg bekræfte. Ingen af mine forældre har brudt sig om, at deres børn spurtede omkring og kritiserede, at der var snavset her eller plettet der, eller at den urtepotte trængte til at blive vandet. Det var deres hjem, vi kom på besøg – og vi var meget velkomne. Af en eller anden grund fremgik det af radiodebatten, at det var forudsat, at ældre mennesker er sådan en konfus og/eller dement stor fælles masse. Beklager, men ældre mennesker er lige så forskellige som yngre. De har bare sommetider deres gebrækkeligheder af den ene eller anden art. Man bliver ikke pludselig dum som en dør, fordi man bliver ældre, hvis man i øvrigt har været kvik og vaks hele sit liv. Man gider ikke plejepersonale, der brøler ad én i forventning om, at man er både tungnem og døv, når det i virkeligheden er ens knæ, der er trætte. Man gider ikke alle formaningerne om at huske at spise broccoli eller holde sig til to-tre genstande om dagen, når man er 88. For det har man selv styret igennem et langt liv, og det skal ingen begynde at blande sig i, som den 96-årige kvinde på plejehjem, der havde fundet ud af, at det gjorde hende godt med et glas portvin eller to, når hun var gået i seng om aftenen. Det mente hendes 74-årige datter var for galt: Nu må vi passe på, at hun ikke bliver alkoholiker! Tja, eller også må vi passe på, at de pårørende ikke bliver for emsige. Sandt at sige er plejepersonalet suverænt høflige, hvad formaninger angår. Jeg har aldrig hørt en hjemmehjælper strø om sig med gode råd af den art. Det er som regel de yngre pårørende, der mener, at de skal være klogere end familiens gamle, og der er mænd/sønner, der mener, at de har gjort en fuldstændigt tilfredsstillende indsats, når de har uddelt råd til deres søstre og sommetider også til deres koner i stilen »nu må du sørge for, at ...«. Heldigvis er der ikke så mange myge kvinder tilbage i verden, der vil finde sig i den tone. Hverken fra deres brødre eller fra en minister. Det fremstilles i medierne, som om ældreplejen er skattefinansieret, dvs. forudbetalt af de ældre selv og af de øvrige skatteydere. Det er kun delvis rigtigt. Hjemmehjælpens arbejdstid er betalt af kommunen for de hjemmeboende, men de ældre betaler selv for kost, vaskepulver, frisør, udflugter etc. Personalet på plejehjemmene er lønnet af kommunen, men beboerne betaler selv opholdet gradueret efter deres indtægt, og ydelserne er nøje penslet ud i pakker. Ud over huslejen er der pakker for betaling for vasketøj, pakker for personlige plejeartikler, pakker for kost, sågar en pakke, der bl.a. indeholder valget mellem kage om eftermiddagen eller ingen kage. Gad vide, hvad de gør på plejehjemmene, hvis en beboer ikke har betalt for sit stykke kage. Slår den formastelige over fingrene, hvis han eller hun rækker hånden ud, når fadet går rundt? Velfærdssamfundet er ramponeret. Der er de fine hensigtserklæringer tilbage, men der er ikke penge nok til at føre hensigterne ud i livet. De fleste af os har fået en højere levestandard i løbet af de sidste 50 år, siden 1960’erne, hvor velfærdssamfundet blev introduceret, og forventningerne er blevet højere. De store årgange, der så charmerende er blevet omtalt som ældrebyrden er født i 40’erne, i årene efter Anden Verdenskrig, nu nærmer de sig pensionsalderen, og inden for en overskuelig årrække begynder de at få brug for pleje. Den skal de pårørende så inddrages mere i, forstår man. Der er livlig debat om at indføre gratis måltider i børnehaver og skoler. Ingen taler om gratis kost til de ældre, som for en stor dels vedkommende kunne have behov for det. Den fulde folkepension til mennesker, der ikke har anden indtægt, er godt 7.000 kr. efter skat. Til sammenligning koster en dagplejeplads skatteyderne godt 14.000 kr. om måneden, hvoraf forældrene selv betaler godt 3.000 kr., men så får de også børnecheck som delvis kompensation. Det er afgjort mere lukrativt at være Danmarks fremtid – om 25-30 år – end at være dem, der byggede riget for 20-30 år siden. Lad os se en politiker, der tør foreslå, at de ’pårørende’ skal tage sig mere af deres børn.
