Indrømmet.

Det var andre tider på arbejdsmarkedet dengang, men det var alligevel en fantastisk oplevelse at møde så mange, der sagde, at de havde første arbejdsdag! De mange ’nyansatte’ mødte jeg, da jeg var med Skat på kontrolaktion tilbage i foråret 2005. I løbet af den nat mødte vi rigtig mange, som angiveligt lige var trådt ind på arbejdsmarkedet. Det viste sig dog hurtigt, at det var for godt til at være sandt. Der var tværtimod tale om massivt socialt bedrageri, hvor de ansatte både arbejdede sort og modtog offentlig forsørgelse. Altså en loss-loss-situation for samfundet. For at dæmme op for snyderiet med ’første arbejdsdag’ har vi derfor indført logbøger hos arbejdsgiveren. Hvis der i forbindelse med kontroller bliver opdaget uregelmæssigheder med ansættelsesforholdene, bliver ejeren af butikken pålagt at føre en daglig logbog over, hvem der er på arbejde den pågældende dag. Mangler logbogen, eller føres den ikke korrekt, vanker der en kontrolafgift. Netop det at ulovligheder får hurtig konsekvens, er noget, vi har arbejdet målrettet med de seneste år. Når det gælder indsatsen over for det organiserede snyd, er hurtig konsekvens helt afgørende. Ellers bliver bøder og problemer med myndigheder blot opfattet som en del af hverdagens udfordringer for nogle af de mest hårdkogte svindlere. Derfor har regeringen de seneste år gennemført en række initiativer over for sort arbejde. Der er blandt andet mulighed for øjeblikkelig konfiskation af ulovlige varer, at retten til at forhandle tips og lotto kan inddrages, og der kan udstedes straksbøder, hvis pantreglerne er overtrådt. Blot for at nævne nogle enkelte af vores initiativer de seneste år. Når jeg nævner kampen mod sort arbejde, er det, fordi netop i en tid med meget fokus på finanskrisen og den stigende arbejdsløshed vil debatten om sort arbejde uden tvivl blusse op endnu en gang. I den mere kulørte ende er der endda folk, der sætter spørgsmålstegn ved, om sort arbejde overhovedet er skadeligt for samfundet! De sorte penge går jo efterfølgende til forbrug, og så betales der jo skat og moms/afgifter. Så hvad er egentlig problemet? For mig at se svarer det til at mene, at det egentlig er o.k. at stjæle i supermarkedet, bare man udelukkende stjæler sunde fødevarer. Lad mig slå fast, at set fra min stol kan man ikke gradbøje sort arbejde – det hele er snyd (og man må for øvrigt heller ikke stjæle). Det er jo ikke kun statskassen, man snyder, når man enten udfører eller får udført sort arbejde. Det er naboen, man snyder, for de penge, som snyderne ikke betaler til kassen, kommer de lovlydige borgere jo til at betale ... ekstra. Men selvom det hele er snyd, er det jo ikke det hele, I forsøger at gøre noget ved, lyder modargumentet tit. Her tænkes især på det sorte arbejde i private hjem. Igen og igen lyder det i medierne, at netop mod det sorte arbejde i private hjem sættes der ikke hårdt nok ind. Gang på gang kræves der handling, desværre tit uden at man ulejliger sig med at spørge, hvordan man i praksis forestiller sig, at en indsats i private hjem skal gennemføres. For selvom det for nogen sikkert umiddelbart kan lyde forjættende med en hård og effektiv kontrol i private hjem, løber sådan en indsats hurtigt ind i problemer i forhold til borgernes retssikkerhed og selve grundloven. Hård kontrol i private hjem er nemlig i praksis meget svært at gennemføre. Årsagen er, at Skat jo efterfølgende skal bevise, at det nye køkken vitterlig er sat op ved hjælp af sort arbejde. Udfordringen er, at Skat både skal bevise, at tømrermesteren har været der i mange timer, og at det er aftalt, at det skal foregå sort, og at regningen ikke bare bliver eftersendt senere. Det er ikke nogen let opgave, medmindre man vil tillade omfangsrige procedurer for anmeldelse af arbejdsopgaver til Skat samt lange overvågningsforløb af privatadresser. Og med hensyn til det sidste er jeg ret sikker på, at de færreste, når det kommer til stykket, forventer, at Skat skal til at patruljere på de over 85.000 kilometer danske landeveje. Selv om det således er svært at kontrollere sort arbejde i private hjem, betyder det ikke, at håndværksmestre skal føle sig for sikre. For mens det kan være svært at bevise, at den konkrete opgave er unddraget beskatning, er det nemmere at sandsynliggøre, at der er noget galt, når mesteren bor i et stort hus og kører i en ny bil, hvis der ikke er nogen skattepligtig indkomst. Hvis der er store uregelmæssigheder i et regnskab, kan Skat vælge at se bort fra det og i stedet ansætte indkomsten skønsmæssigt og ad den vej komme efter snyderiet. Og i de tungere sager vanker der store bøder. På kontrolsiden kan man altid diskutere, om vi gør nok. Ikke mindst oppositionen har været fremme med røster om, at Skat skal have flere medarbejdere. Faktisk har kontrollen i forhold til det organiserede og omfangsrige snyd aldrig været mere omfattende end i dag. Vi har flyttet mange ressourcer fra kontrol af almindelige lønmodtagere og deres beregninger af befordringsfradrag og over til den mere udgående kontrol af det organiserede og omfangsrige snyd. For når talen falder på sort arbejde og det organiserede snyd, er der ikke blevet færre medarbejdere eller skåret i indsatsen. Tværtimod. Indsatsen er blevet opprioriteret. Vi er dog nødt til at se i øjnene, at kontrol alene gør det ikke. Ikke mindst når det handler om sort arbejde i private hjem. Vi kan ikke regulere et samfund udelukkende ved hjælp af kontrol og flere kontrollanter. Derfor går Skat’s indsats over for sort arbejde også på tre ben: 1) Regler, der gør det lettere at kontrollere. 2) En øget kontrolindsats og hårdere straffe. 3) En kampagne for at ændre holdningen til sort og illegalt arbejde og socialt bedrageri. De tre dele er lige vigtige. For hvad nytter det at kontrollere, hvis den, der fusker ved hjælp af mærkelige søforklaringer eller på anden vis, kan undgå konsekvenserne af kontrollen? Hvad nytter det at skærpe reglerne, hvis vi ikke kontrollerer, at reglerne overholdes? Omvendt kan vi heller ikke have et samfund, hvor alt og alle skal kontrolleres. Derfor skal vi have en løbende holdningsdebat, der sikrer en vis selvjustits i befolkningen. Det første ben i indsatsen er, at reglerne skal gøre det lettere at kontrollere. Det er ofte først, når Skat’s medarbejdere er ude på razziaer, at de for alvor finder ud af, hvad der virker, og hvad der ikke virker, samt kommer på nye ideer til forbedringer af reglerne og dermed kontrolmulighederne. Hele indsatsen mod ulovlige sodavand er et godt eksempel på, hvad der sker, når regler rammer virkeligheden. Ad flere omgange blev reglerne derfor strammet. Først kom der kontrolafgifter. Det hjalp lidt, men det viste sig hurtigt, at så længe sodavandene blev i butikken, fortsatte snyderiet. Og bøden blot opfattet som en driftsomkostning. Derfor indførte vi muligheden for, at Skat kan beslaglægge de ulovlige sodavand. Så nu mangler varelageret, og desuden er der en bøde, der skal betales. Det kan mærkes, og omfanget af ulovlige sodavand er da også gået ned. Det andet ben i indsatsen er en øget kontrolindsats og hårdere straffe. Kontrolindsatsen er rettet mod det organiserede og omfangsrige sorte arbejde. Det er der to grunde til. Det er den kontrol, der giver mest mening. Det giver størst effekt at sætte ind med kontrol over for det organiserede snyd. Og det er også en gruppe, hvor det er muligt strafmæssigt at gå hårdt til værks. Hvis f.eks. en butik snyder med skatter og afgifter, så betyder det ikke kun, at statskassen går glip af indtægter. Det betyder også, at den butik, der ligger tæt på, og som spiller efter reglerne, kan få svært ved at konkurrere og dermed mister omsætning og bidrager mindre med skatter og afgifter, end de ellers ville gøre. Hvis der så oveni er tale om, at der bruges arbejdskraft, der er på overførselsindkomst, så får vi en positiv effekt tre steder. Vi får de skatter og afgifter, vi skal have, og gerne en bøde oveni. Andre butikker får fair konkurrence og kan derfor bidrage med endnu flere skatter og afgifter. Og vi sparer udgifter til f.eks. overførselsindkomster. Det tredje ben er holdningsbearbejdelse og debat. Det er der, hvor kontrollen stopper, og hvor det er ens egne holdninger og handlinger, der tager over og bliver vigtige. En ting er, at sort arbejde kan være meget svært for Skat at bevise. Noget andet er, at langt de fleste danskere er klar over, hvornår noget er sort arbejde, og hvornår de selv træder ved siden af. Generelt er det nok sådan, at desto større muligheder man selv har for at arbejde sort, desto mere tolerant er man over for sort arbejde. Det er lidt sværere selv at være konsekvent, hvis mange andre i ens branche laver lidt sort arbejde Og desto mere aktiv bliver man for at finde undskyldninger for sig selv. Derfor er det vigtigt at tage diskussionen og løbende sætte fokus på sort arbejde og dets skadevirkninger. En af de meget brugte undskyldninger er dén med, at skatten her i landet er alt for høj. Der er derfor nærmest tale om nødværge, hvis de snyder lidt i skat. For uden lidt fifleri får man jo aldrig råd til en ny bil, ferierejsen sydpå eller nye møbler. Og ja, skatten er høj i Danmark, det skyldes – som de fleste sikkert er klar over og glade for – at vi har valgt at indrette os med en veludbygget offentlig service. Men vi har altså lige gennemført en stor skattereform, hvor vi netop koncentrerede os om at sætte skatten ned på arbejde. Marginalskatten sættes ned til 56 pct. Samtidig hæves grænsen for, hvornår der skal betales topskat, og 350.000 danskere slipper fremover helt for at betale topskat. Hvis alle holdt op med at udføre og efterspørge sort arbejde her i landet, ville vi med de ekstra skatteindtægter kunne sætte personskatterne yderligere ned. Et velkendt argument for at efterspørge sort arbejde er, at grænsen mellem, hvad der er vennetjenester, og hvad der er sort arbejde, ikke er hugget ud i granit. Det er rigtigt, for der vil altid være tale om en konkret vurdering. Meningen er jo ikke at lægge sten i vejen for et godt naboskab. Der skal naturligvis være mulighed for at hjælpe hinanden i dagligdagen. Men hvis vi pludselig føler et dybfølt venskab til en gruppe estiske håndværkere, som tilfældigvis har besluttet at hjælpe os med ombygningen af vores lejlighed, og vi så efterfølgende gerne vil anerkende ’venskabet’ ved at overrække en brun kuvert indeholdende en masse brugte og unummererede 500-krone-sedler, så er de fleste af os vist godt klar over, at vi for længst har passeret grænsen. Derfor betragter jeg i bund og grund sådan en diskussion som mere teoretisk end reel, da langt de fleste danskere godt kan vurdere i situationen, om de er på den rigtige eller forkerte side af grænsen. Et område, hvor man er nået et godt stykke ved hjælp af holdningskampagner, er danskernes holdning til spirituskørsel. Ved spirituskørsel kan man også let udtænke teoretiske diskussioner. For eksempel om hvornår man kan være helt sikker på, at en af vennerne har fået en øl for meget til at køre bil. Eller hvad nu hvis man selv er i tvivl om, om man har fået for meget. I tvivlstilfælde kan man jo bare lade bilen stå! Selv om alt ikke altid er sort og hvidt omkring spirituskørsel, så er holdningen helt klar i samfundet. Vi vil ikke have det, og de fleste føler stor skam, hvis de bliver snuppet med sprit i blodet. Det er samtidig et område præcis som sort arbejde: Det vil være umuligt for politiet at kontrollere sig ud af det, hvis hovedparten af danskere selv synes, det var fint nok at drikke og køre. Det er den samme udvikling, som vi gerne ser ske i holdningen til sort arbejde. Jeg tror på det personlige ansvar og på, at hvis vi hele tiden skærer en skive af det personlige ansvar for os selv og for det fælles samfund, vi alle er en del af, så ender vi med et samfund, som bliver helt uudholdeligt. Vi kan i sidste ende ikke skabe et bedre samfund end summen af de borgere, der bor i det. Holdningskampagner skal tage udgangspunkt i, at flere danskere selv tager aktivt stilling og selv er med til at præge udviklingen i samfundet og kere sig om vores fælles samfund. Hvis en holdningskampagne taler ned til folk, risikerer vi at miste den goodwill, som er så vigtig i kampen mod sort arbejde. Indsatsen mod sort arbejde levner desværre ikke muligheder for enkelte oneliners, som let og hurtigt opsummerer, hvad der er godt at gøre. Mit budskab er ikke, at alt bare er fint. Eller at indsatsen ikke kan diskuteres. Jeg lytter gerne, og hvis der er flere forslag til skarpere kontrolmuligheder, så kom gerne med dem. Indsatsen mod sort arbejde er efter min mening en konstant balancegang. Jeg mener, at vi har ramt den rette balance. Vi bruger og udvikler løbende de kontrolmuligheder, der virker. Vi bruger vores kontrolressourcer, der hvor det har den største effekt, og vi tilpasser løbende vores indsats. Og det bliver ikke med mig som skatteminister, at vi begynder at krænke boligens ukrænkelighed eller gradbøjer retssikkerheden eller opbygger sindrige kontrolsystemer, der også rammer alle de lovlydige. Derfor denne opfordring: Vær lidt skeptisk – eller endnu bedre: Stil et par kritiske spørgsmål, næste gang debatten raser om, hvorfor Skat ikke bare forstærker indsatsen mod det sorte arbejde i private hjem. Hvordan havde man tænkt sig, at det skulle foregå? Vær lidt skeptisk, når der bliver talt om, at Skat blot skal have flere medarbejdere, når nu indsatsen mod det organiserede snyd aldrig har været mere massiv, end den er nu. Og endnu bedre: Gå selv foran i kampen mod sort arbejde. Vær selv med til at tage diskussionen i din omgangskreds og om, hvad det gør ved vores samfund, hvis det breder sig. Vær selv med til at tage aktivt stilling.