Iran gør sig klar til at sætte sin onde ånd på porten, men som symbol for denne forandring virker Mousavi temmelig malplaceret, især for ikkeiranere. Mousavi var som statsminister ansvarlig for den iranske kulturrevolution i 80’erne med lukning af universiteterne i tre år og en udrensningsproces, der bl.a. medførte henrettelse og drab på mindst 35.000 iranere i hans tid. Dette er iranerne godt klar over. Valget af Mousavi har derfor forvirret vestlige eksperter og analytikere, der har svært ved at finde hoved og hale i det hele. Det er imidlertid en genistreg i mesterklasse fra massernes side for at vende en situation, der ser helt umulig ud. Det store flertal af iranere har længe ønsket reformer og forandring, men har ikke haft nogen til at lede kampen. Alle potentielle ledere er blevet likvideret, og de resterende studenterledere og intellektuelle er pga. en effektiv kontrol af informationsstrømmen ikke kendte i den brede befolkning og betragtes derfor politisk set som letvægtere. Iranerne ser på den baggrund Mousavi som en mulighed for at komme af med præstestyret. De har indset, at de har brug for en, der kan præsternes trick, for at uskadeliggøre præstestyret. Det aktuelle iranske styre er baseret på Velayate-Faghih, som betyder, at Vogternes Råd kontrollerer lovgivningen. Det blev udarbejdet for knap 200 år siden i en tid, hvor den ene diktator afløste den anden. Det skulle beskytte de almindelige borgere imod magthaverne! I 1979 støttede masserne op om denne styreform. Man troede virkelig, at religionen ville kunne opbløde og ’rense’ politikken, da rollen kræver en såkaldt marja, religiøs reference – en storayatollah, der dyrker islamisk mysticisme, som egentlig er inkompatibel med politik.
De få ’ægte’ iranske store ayatollaher har heller ikke støttet præstestyret – på nær i begyndelsen med lykønskninger. Siden har de holdt sig langt væk. Khomeinis opgradering til storayatollah i 1964 var den eneste måde at undgå en verserende dødsdom. Efter revolutionen blev de to mest centrale magtinstitutioner – politik og religion – sammensmeltet. Med den absolutte magt fik ayatollahen ændret hele lovgivningen og satte præster på samtlige poster i statsapparatet. Efter kort tid var alle væsentlige poster besat med præster – chefen for militærstyrker, parlamentarikere og lokale politikere, rigspolitichef, dommere og mange andre. Alle andre forsvandt fra scenen. Den nuværende magtdeling kom i stand efter ayatollahens død og ændrede styret til teokratisk ochlokrati (mafiastyret). Indtægterne i landet er reelt delt mellem ganske få familier og få bestemte grupper, der har forbindelser til den absolutte magtelite i Iran. De holder hånden over hinanden, men til gengæld er der ingen fortrydelsesret. Det sørger den veludrustede Revolutionsgarde for. Garden, hvis eneste formål er forsvar af præstestyret, har ud over et tophemmeligt budget fået kontrollen med alle toldindtægter. Det giver garden masser af penge, både fra den legale udenrigshandel samt den ulovlige import og eksport af varer, som præstestyret ellers har forbudt. Fortjenesten er derfor ekstra høj. Revolutionsgarden tvangskøber sig ind i succesrige iranske virksomheder. Garden bestemmer prisen, men det er klogt at sælge andelen billigt og komme helt ud hurtigere. Revolutionsgarden sender lister med medlemsnavne til alle store og mellemstore virksomheder i landet. Personerne figurerer på de øverste løntrin, men har i øvrigt intet at gøre med firmaerne, som er tvunget til at aflønne dem. De centrale personer i garden får også toldafgifter fra bestemte varer direkte på kontoen. Derudover har garden et ekstra frynsegode i form af ’hustruer’ i de fleste større byer. Hustruerne bliver godt betalt med shopping og rejser til f.eks. Syrien, Jordan og Mekka. I mindre byer må mændene nøjes med en ’deltidskone’, som deles på skift afhængig af missionen og tidspunktet. Den største gruppe i Revolutionsgarden befinder sig rent ideologisk i midten af hierarkiet – lige efter Quds-styrken og mellemlederne. Det er deres opbakning, de iranske demonstranter skal vinde. Deres loyalitet bliver meget afgørende for, hvor blodigt opgøret udvikler sig.
