Danmark HAR i årevis bidraget med mange penge i udviklingsbistand.

Vi har gjort det, fordi vi ikke ønsker en verden med fattigdom og armod. Ligesom det er lykkedes os herhjemme at skabe et samfund, hvor »få har for meget og færre for lidt«, vil vi gerne bidrage til en verden, hvor sult, nød og sygdom ikke skal være hverdag for millioner af mennesker. Udviklingsbistanden har været vores afgørende instrument i dette arbejde. Men vi har kun diskuteret den i meget ringe omfang. Det skyldes tre ting. For det første har alle med en aktie i bistanden i det store hele været godt tilfredse med den. Ngo’er, konsulenter og forskere har således kun sjældent forsøgt at stable en offentlig debat på benene, og Udenrigsministeriet har som forvalter af bistanden gjort sit for at lægge låg på diskussioner og uenigheder. Det gælder såvel under den nuværende som under tidligere regeringer. For det andet er danske medier ikke synderligt interesserede i fattige lande eller i udviklingsbistandens krinkelkroge. Kun skandaler og misbrug kan få dem op af stolene. For det tredje er moderne bistand gået hen og blevet en affære for specialister, der taler om generel budgetstøtte, skrøbelige stater og politiktilpasning. Konsekvensen er, at udviklingsbistanden lever et udebatteret liv og dermed sygner hen. Jævnlige opinionsundersøgelser viser, at nok bakker et flertal af danskerne stadig op om bistanden, men samtidig mener lige så mange, at den ædes op af administration og ender i de forkerte lommer. Det er både uacceptabelt og uholdbart, at så mange danskere ikke tror på, at bistanden leverer resultater. Det er VORES udgangspunkt, at dansk bistand hører til i den pænere ende internationalt set, men at den godt kan forbedres betragteligt. Samtidig er det vigtigt at understrege, at bistanden ikke i sig selv kan skabe udvikling. Den er imidlertid et helt centralt instrument i Danmarks bidrag til fattigdomsbekæmpelse, og den skal derfor være så effektiv og fremsynet som muligt. Det er bydende nødvendigt, at de politiske partier, ngo’er og andre interesseorganisationer samt andre folk med viden om udvikling skaber en offentlig debat om bistanden og demonstrerer deres uenigheder. Kun det kan skabe et solidt grundlag for, hvordan vi bruger de mange bistandskroner i en verden, der har hårdt brug for en gennemtænkt dansk indsats. I frustration over den manglende debat og i bekymring over udviklingen af dansk bistand de senere år er vi en mindre gruppe bistandsfolk, der har fundet sammen om at diskutere bistanden. Det førte for nylig til afholdelse af et seminar med politikere, ngo’er og eksperter, og dér viste det sig, at bekymringerne ikke kun er vores, og at uenighederne er store. Udviklingsbistanden er præget af mange dilemmaer. Forskellige mål, der hver for sig er ganske fornuftige, kan ikke nås på samme tid. For eksempel kan Danmark ikke styre bistanden i detaljer, samtidig med at modtagerne får plads til at anvende midlerne i overensstemmelse med deres egne prioriteter. Man skal således hele tiden afbalancere fornuftige, men modstridende hensyn. Ikke desto mindre vil vi pege på 12 kritiske områder, hvor retningen i dansk udviklingsbistand bør ændres: 1. Styrk fattigdomsorienteringen. Over de seneste 10-15 år er alle mulige prioriteter og målsætninger (børn og unge, hiv/aids, indfødte folk, flygtninge, menneskerettigheder, kultur, handikappede, den private sektor osv.) kommet til at præge udviklingsbistanden. Det synes mange danske interesseorganisationer er fremragende, fordi deres specielle kæpheste så bliver tilgodeset. Men det trækker fokus væk fra fattigdomsbekæmpelsen. I sig selv er de forskellige målsætninger fine nok, men samlet set skaber de kaos: Bistanden kan bruges og bliver brugt på lidt af hvert. Afvejningen af, hvad der er det vigtigste for at gøre noget ved fattigdommen, forsvinder ind under gulvtæppet. Derfor bør der skæres hårdt ned i antallet af prioriteter og mål, som bistanden skal nå. Derudover bør loven fra 1971 (lov om samarbejde med udviklingslandene) revideres, således at målsætningen om fattigdomsbekæmpelse faktisk fremgår af teksten. Den nuværende formulering er bred og har ikke formået at holde et klart fokus for bistanden. 2. Vær dristig. Udviklingsbistanden er præget af meget stor nervøsitet for, om pengene skal blive misbrugt eller ende i de forkerte lommer. Det har ført til en overdreven grad af kontrol og satsning på det sikre. Enhver investor ved, at investeringer uden risiko sjældent kaster meget af sig. Det samme gælder for bistanden. Det er nødvendigt at tage risici, hvis man vil nå resultater, og det vil selvfølgelig føre til fiaskoer og tilfælde af misbrug, men det samlede resultat bliver bedre. Fleksibilitet og opfindsomhed bør være kendetegnende for dansk udviklingsbistand. Der bør være plads til flere eksperimenter, og så bør der bruges flere kræfter på at tage ved lære af succeser og fiaskoer. 3. Støt ildsjæle. Udvikling handler om politik og er ikke kun en teknisk affære. Når det er så umådeligt vanskeligt at gøre noget ved fattigdommen i mange lande, skyldes det ikke kun, at udvikling er så kompleks, men også, at der er stærke politiske interesser i at bevare tingenes tilstand. En såkaldt neutral bistand vil ofte være til fordel for dem, der ønsker at holde fast i status quo, fordi de har gode muligheder for at ’gafle’ bistandsmidlerne til sig og forblive på magten. Bekæmpelse af fattigdom og fremme af en mere lige fordeling af magt og goder vil nødvendigvis betyde, at de, der forsøger at bevare status quo, vil miste indflydelse. Udviklingsbistanden skal støtte de kræfter, der trækker i den rigtige retning, og det kan være alt fra enkeltpersoner, entreprenører og foreninger til ministerier og progressive regeringer. Derfor skal de, der arbejder med bistanden, have stor viden om de lande, som dansk bistand støtter, og man skal være parat til at tage nogle chancer, for selv støttet af bistandsmidler vil ildsjælene ikke altid vinde de politiske kampe. 4. Skab en bred demokratisk dialog. Meget af dansk udviklingsbistand kanaliseres til modtagerlandenes regeringer og stater, men til trods for at de fleste af disse lande har et formelt demokrati, har almindelige mennesker sjældent noget at skulle have sagt. Offentligt ansatte er ikke vant til at lytte til borgerne. Derfor er det vigtigt at insistere på, at demokratiet ikke kun finder sted på valgdagen, men også skabes i dagligdagen gennem dialog, høringer og gennemskuelige beslutningsprocesser. Bistanden skal blandt andet bruges til at skabe en kortere afstand mellem borgere og magthavere, således at de sidste står til ansvar over for de første. Historien har vist, at demokrati og folkelig indflydelse ikke nødvendigvis skaber økonomisk vækst, men mangel på indflydelse er meget ofte en central del af, hvordan fattige mennesker oplever deres situation. 5. Giv generel støtte gennem de internationale organisationer. Nogle fattige lande har efterhånden fået skabt gode fattigdomsorienterede politikker, og de er gennemgående i stand til at kanalisere pengene de rigtige steder hen. I de tilfælde er det godt at støtte dem med en pose penge, som de selv bestyrer. De føler sig ikke sat under administration, og de kan typisk meget lettere identificere udviklingsbehovene end vi. Men en sådan generel bistand forudsætter dialog med regeringerne i disse lande. Forskellige internationale organisationer fører allerede den dialog, så der er ingen grund til, at Danmark også gør det. Derfor kan den del af danske bistandsmidler lige så godt overlades til de internationale organisationer (FN’s udviklingsorganisation, Verdensbanken osv.), som vi så kan påvirke dér, hvor vi skønner det nødvendigt. 6. Brug det internationale system aktivt. Verden står over for flere og flere globale udfordringer, som alle påvirker fattigdommen rundt omkring på kloden. Klimaet forandrer sig snigende, men sikkert, og vil i særlig grad påvirke fattige mennesker i tropiske lande. Organiseringen af huslån i USA rammer alle som en økonomisk krise. Epidemier risikerer at få stor global betydning. Knaphed på energi og skyhøje oliepriser ligger i kortene. Fødevareprisernes himmelflugt skaber sult og armod for millioner af mennesker. Der er et kolossalt behov for et stærkt internationalt system, hvis vi skal imødegå disse udfordringer. Over de seneste 15 år er den andel af de danske bistandsmidler, der kanaliseres via det internationale system støt og roligt faldet. Det må ændres, så andelen igen øges. Penge giver indflydelse, og den skal vi bruge til at sikre, at det internationale system mere effektivt fokuserer på bekæmpelse af fattigdom og løsningen af de globale udfordringer. Alt for ofte lykkes det enkeltlande at undergrave det fælles bedste, fordi de ensidigt forfølger egne interesser. Det kræver et stærkt internationalt system at imødegå særinteresserne. 7. Tænk miljø ind i al bistand. Med klimaforandringerne er det oplagt, at miljøet bliver stadig mere afgørende for fattige menneskers udviklingsmuligheder. Det er derfor nødvendigt at gøre sig overvejelser om miljøet i alle bistandsaktiviteter, også selv om de måske handler om transport, uddannelse eller sundhed. I dansk bistand har der de senere år været en tendens til at støtte separate aktiviteter for at forbedre miljøet. Det kan i sig selv være udmærket, men hvis man glemmer miljøet i alle andre indsatser, går man glip af væsentlige muligheder for at bekæmpe fattigdom. Ligeledes betyder nedskæringerne i dansk bistand til den primære landbrugsproduktion, at vi ikke udnytter væsentlige muligheder for at forbedre miljøet, fordi landbruget har en helt afgørende indflydelse på miljøet og på effektiviteten af mange klimaindsatser. 8. Støt den private sektor, hvor det hjælper de fattige. Vækst og udvikling af den private sektor er nødvendig for at bekæmpe fattigdom. Det er imidlertid ikke enhver form for vækst, der kommer de fattige til gode. I samfund præget af stor ulighed skaber bistand til erhvervsudvikling ofte større ulighed. Dér drypper det ikke nødvendigvis på degnen, når det regner på præsten. Regeringens Afrikakommission barsler nu med sine anbefalinger, der helt overvejende handler om den private sektor. Hvis det kommer til at betyde, at al dansk bistand nu skal handle om udviklingen af den private sektor i modtagerlandene, vil det være en fejl. Det bør være de fattiges muligheder for at få adgang til markederne og deltage i den private sektors vækst, der er i centrum. Nogle steder giver det god mening at støtte erhvervsudviklingen, men andre steder er der andre behov. 9. Prioritér støtte til landbruget. Landbruget er fortsat afgørende for fattigdomsbekæmpelse og økonomisk vækst i de fleste fattige lande. Det er her, de fleste fattige mennesker har deres udkomme, og det er her, vækst kan få gennemgribende samfundsmæssige konsekvenser. I det lys er det skuffende, at der de senere år har været en afmatning i dansk bistands støtte til landbruget og til den primære landbrugsproduktion. Og det er trist, fordi vi i Danmark over en årrække har opbygget stor viden og erfaringer på dette område. 10. Koncentrér bistanden om få emner. Der kommer af og til forslag om at koncentrere dansk bistand på færre modtagerlande, men der er næsten aldrig forslag om at koncentrere bistanden på færre emner. Skal bistanden blive bedre, er der imidlertid behov for at fokusere indsatserne på en effektiv bekæmpelse af fattigdommen. Der er ingen fornuft i, at et lille land som Danmark skal kunne dække alle mulige emner. Vi har på bestemte områder (f.eks. landbrug, uddannelse, miljø og demokrati) en meget lang historie og noget særligt at tilbyde. Dansk bistand bør koncentrere sig om disse emner og demonstrere, hvilken viden og tilgang modtagerlandene kan regne med at få, hvis de vælger dansk støtte på disse områder. 11. Styrk informationsarbejdet i Danmark. Det kan som sagt ikke være rimeligt, at et stort antal danskere skal bakke op om en udviklingsbistand, som de ikke tror på. Det er afgørende, at danskerne har mulighed for på et informeret og uafhængigt grundlag at tage stilling til bistandens omfang og organisering. I øjeblikket bruges omkring 3 promille af bistandsmidlerne på oplysningsarbejde i Danmark. Det er helt utilstrækkeligt. Samtidig bruges størstedelen af dette beløb af Udenrigsministeriet og ngo’erne, hvilket er uhensigtsmæssigt. Der er brug for mere uafhængig information formidlet bl.a. af journalister, så danskerne kan være sikre på, at de bliver præsenteret for et sagligt, nuanceret og kritisk billede af bistanden. 12. Brug flere, ikke færre penge på administration. Der er i årevis blevet skåret ned på bistandsadministrationen med det argument, at flest mulige kroner skal nå de fattige. Udenrigsministeriet skar 25 procent af de administrative omkostninger fra 2001 til 2004, og ngo’erne forsøger at overgå hinanden med, hvor stor en del af de indsamlede midler de kan sende videre. Argumentationen er imidlertid det rene vrøvl. Det kræver administrationsomkostninger i form af viden og personale at sikre, at bistanden når de fattige. Uden administration og faglig kompetence kan man være sikker på, at midlerne ender i de forkerte lommer. Derfor bør den nuværende administrationsprocent på mellem 4 og 7 forhøjes for at sikre en professionel gennemførelse af bistanden. Pengene skal selvfølgelig ikke bruges på luksus eller unødigt bureaukrati, hvilket pressen nok skal sørge for, men uden mere personale med indsigt i tingene får vi dårlige resultater. Dansk bistand sygner hen. Der bør luftes ud og debatteres. Danskerne har krav på mere information og mere uenighed, så de kan tage stilling til, hvad de mange skattekroner skal bruges på. Så længe de politiske partier, interesseorganisationerne og eksperterne holder lav profil, vil der ikke komme den livlighed ind i dansk udviklingsbistand, som der er så hårdt brug for. Med de globale problemer, der i disse år er under opsejling, bør Danmark mere end nogensinde engagere sig og bruge udviklingsbistanden til at præge verden i en bedre retning.