»Jeg kan huske, at jeg fik en røvfuld af ham engang. (...) Jeg kan endnu huske det, selv om det er så mange år siden. Han tog mig sådan lige i armen og vendte mig i vejret, og så fik jeg sådan nogle skrald – jeg skulle fandeme høre, når der blev kaldt«. Tage Kristiansens far døde tidligt, i 1945, da Tage var fem år gammel. Men han har stadig tydelige billeder af faren siddende på nethinden. Der var dengang, han blev stukket i øret af en bi, og faren tog hævelsen med pibesovsen fra sin pibe. Sådan nogen små ting. Men allertydeligst står erindringen om røvfulden – den han fik, da han ikke kom ind, selv om faren havde kaldt flere gange. Den sved. Tage Kristiansen har fortalt sin historie i forbindelse med undersøgelsen ’Fædre og sønner – Forestillinger om autoritet og omsorg hos tre generationer af fædre’, som jeg har foretaget i Dansk Folkemindesamlings regi. Seksten mænd i alderen 31 til 82 , bosat i henholdsvis København og Sønderjylland, har ladet sig interviewe, og det er ikke kun i Tages beretning, at faren huskes som en både beskyttende og afstraffende person. Mange af de øvrige mænd i Tages generation har lignende erindringer om deres fædre. En med livremmen i den bare røv, en lussing så man fløj af stolen eller en omgang med kæppen. Når de fortæller om det, griner de lidt; han var sgu temperamentsfuld »den gamle«. Men spørger jeg dem, om der er ting ved deres fars opdragelse, de enten har villet videreføre eller gøre op med, så er svaret tydeligt. Tage Kristiansen har ikke villet »give sine børn bank, som han selv fik«. Lige sådan skulle Karl Andersens børn ikke gå med den samme angst for, »når far kom hjem«, som han selv gjorde som dreng. Og Holger Andreasen understreger, med vrede i stemmen, at han ikke har villet bestemme suverænt over sine børn, som han har oplevet, at hans forældre gjorde over ham. Så de har gjort op. De har ikke villet give angst og magtesløshed videre til deres børn. De har ikke villet være ubetingede og afstraffende autoritetsfigurer, som de oplever deres egne fædre har været. I hvert fald ikke på samme måde. Ved første øjekast taler mange af mændene sig ind i den dominerende røst i dag, at fædrene op gennem det forrige århundrede har mistet (og frasagt sig) deres autoritet. Med store konsekvenser for den enkelte og for samfundet som helhed. Seneste bud har været Henrik Jensens meget omtalte bog ’Det faderløse samfund’ (se f.eks. Politiken 21. oktober), der beskriver, hvordan særligt sønnerne synes at lide under den manglende faderautoritet. Men også en lang række andre forskere peger på, hvordan faderautoriteten i takt med strukturelle, kulturelle og ideologiske ændringer i samfundet har mistet sine forudsætninger og sin traditionelle form. Det billede både bekræftes og udfordres i undersøgelsen af fædre og sønner. Det bekræftes, at traditionel autoritet, forstået som en ubetinget magt, udtrykt ved fysisk afstraffelse, og legitimeret ved det patriarkalske forhold, på mange måder har mistet sit fodfæste. Revselsesretten ophæves i skolerne i 1967. Og selv om den først ophæves for forældrene i 1997, fremgår det tydeligt blandt mændene, at den fysiske afstraffelse langt tidligere mister sin legitimitet. Men tesen om, at fædre som autoritetsfigurer skulle have draget deres sidste suk, gøres samtidig til skamme. For det første peger samtalerne med mændene på, hvordan ’traditionel’ autoritet nok forsvinder i sin hidtidige form, men også at den samtidig transformeres og videreføres fra far til søn. Det fremstår stærkest i samtalerne med småbørnsfædrene – sønnerne af 1960’erne og 1970’erne. Sønnerne af Tage, Karl og Holger. Disse nu voksne sønner har oplevet deres fædre som klare autoritetsfigurer. Fædre, som »var strenge, når det var påkrævet«. Fædre, som ikke slog, men gav »et klap i blerøven«, hvis man virkelig kom på afveje. Og fædre, som fungerede som ’bussemanden’, som mor kunne true med: »Vent du bare, til far kommer hjem«. Akkurat som i generationen før. Så nok har Tage, Karl og Holger gjort op med nogle ting ved deres fars autoritetsform, men samtidig har de videreført den, tilsigtet og utilsigtet. Ligeledes giver deres egne sønner udtryk for gerne at ville fremstå som autoriteter i deres egne børns liv. Som Holgers søn forklarer det, så vil han gerne »være streng som sin egen far«. Fra generation til generation ændrer autoritetens udtryk sig. Holgers far brugte kæp og røvfuld, Holger selv har givet klap bagi og ordrer om at blive på værelset, og Holgers søn fremhæver i dag, hvordan han er konsekvent og siger klart nej. Legitimitetskriterierne ændres ligeledes. Hvor Holger fik røvfuld, og en besked om at gå på hovedet i seng, så har han selv været inde på værelset og forklare sin søn, hvorfor han har beordret ham derind. Men fælles for fædre og sønner er, at de i forholdet til deres børn tilstræber en hierarkisk relation. På tværs af generationerne giver mændene udtryk for, at de ønsker at give barnet nogle nødvendige »retningslinjer«. At udgøre en klar og ubetinget autoritet ses som en nødvendighed for, at barnet socialt set bliver til at »holde ud at være omkring«. Set i lyset af mændenes beretninger synes autoriteten altså ikke at være forsvundet. Heller ikke den ’traditionelle’ autoritet, som legitimeres ved en hierarkisk forældre-barn-relation. Men det er til gengæld ikke en autoritetsform, som alle mændene, jeg har talt med, har hverken udøvet eller oplevet. Af undersøgelsen fremgår det således også, at faderlig autoritet udtrykkes og legitimeres forskelligt, afhængigt af hvilket økonomisk, socialt og kulturelt ståsted den enkelte mand ser og oplever verden ud fra. Blandt mændene er der således en klar forskel i både praksis og holdninger, når det kommer til børneopdragelse. Groft sagt går skillelinjen mellem dem, der bor øst for Storebælt, og dem vest for Storbælt. Der er da også tale om miljøer, der på flere måder er forskellige. Der er tale om by og land, om forskellige politiske ståsteder og om forskellige udannelses- og erhvervsmæssige baggrunde. Forskelle, som virker ind på, hvilke familiemønstre man har. Og hvordan man som mand oplever og udøver autoritet. Den ’traditionelle’ autoritetsform er således langt mere udbredt blandt de jyske mænd, jeg har talt med – og det er på tværs af generationerne. Det opgør med autoriteterne, med ægteskabet som institution og med kernefamilien, som forbindes med 1968-generationen, synes i tråd hermed at have været mere udbredt blandt dem, jeg har interviewet i det københavnske. I det jyske derimod har størstedelen af mændene levet et familieliv, som i langt højere grad har lignet 1950’ernes kernefamilieideal. Hvordan ’far’ udøver og legitimerer sin autoritet er altså både bestemt af, hvilken historisk tid han lever i, men også i høj grad af, hvilket miljø han befinder sig i. Det gjorde sig gældende i 1970’erne såvel som i generationen før. Nogle er vokset op i hjem, hvor far nok udgjorde en karismatisk autoritet, men hvor afstraffelse var ukendt, og hvor man tog sine børn med på råd, når de skulle vælge, hvilke vej de gerne ville gå her i livet. Andre, som Tage, Karl og Holger, er vokset op med en far, der udgjorde en traditionel autoritet. Som både barn og ung blev beslutningerne taget for en, og ved ballade var der ’kontant afregning’, og det var der også hos mor. For mødre udgør også autoriteter. Nok har vi nogle klare forestillinger om mødre som nære og omsorgsgivende figurer, ligesom vi kan opleve dem som sådan. Men der er også de andre historier. Som Karls, der beretter om en mor der var »kold«, »hård« og ydmygende. Eller som Tage, hvis mor stod klar med livremmen, dengang han ikke kom hjem til tiden. I nogle miljøer udtrykkes autoriteten således gennem afstraffelse, uanset om det er mor eller far. På samme måde var det ikke kun far, man vendte sig mod, da man ikke længere ville finde sig i, at andre skulle bestemme over en. Karl gjorde op med både sin mor og sin far, da han besluttede at hans sønner modsat ham selv skulle have lov til at sige deres mening højt. Fædre, såvel som mødre, har således i nogle miljøer mere ubetinget autoritet end i andre. Så nutidens fædre er altså sønnerne af Tage, Karl og Holger, der voksede op med den hjemmegående mor, og den udearbejdende far. Men nutidens fædre er også sønnerne af 68’erne, de der (i større eller mindre grad) gjorde op med selv samme idealer, som Tage, Karl og Holger udlevede. Kan vi derfor tale om dem som en homogen gruppe? Kan vi tale om ’dem’ – fædrene i dag – som mindre autoritære, end deres fædre var, vel vidende at deres fædre nok blev forældre i samme historiske tid, men samtidig levede i forskellige miljøer og udøvede autoritet på forskellig vis. Jeg vil mene, at svaret er både ja og nej. Vi kan ikke tale om dem som en homogen gruppe, da det at være mand og det at være far stadig synes at være bestemt af den sociokulturelle position, den enkelte ser verden ud fra. Afstanden mellem Michael, som er sælger i Fona, lever med sin kone og tre børn i hus i Vejen, og Rasmus, som er fotograf, bor med sin kæreste i lejlighed på Holmen og har sine to delebørn hver anden uge, er måske længere end den, der angives rent geografisk. Samtidig er der væsentlige forskelle mellem nutidens fædre og generationerne før dem. Forskelle, som netop viser tilbage til historiske, strukturelle og kulturelle forandringer, som har ændret forudsætningerne for både forældreskabet og for autoritetsforholdet mellem forældre og børn. Væsentligt for nutidens småbørnsfædre er således for det første, at børn i dag er blevet rettighedsbærende væsener på lige fod med voksne. Det udfordrer naturligt nok den hierarkiske relation mellem barn og voksen. Ligeledes er det af stor betydning for faderskabet i dag, at skellet mellem mænd og kvinders roller inden for såvel som uden for familien synes mindre skarpt. Også ægteskabet og parforholdet synes, selv for dem som vedbliver at leve sammen, at være en mindre sikker bastion. Som den norske sociolog Arnfinn Andersen (2004) med rette peger på, så er det derimod forældre-barn-relationen, som i dag er blevet den primære slægtsrelation. For fædre er det relationen til barnet og ikke til hustruen, der anses for at udgøre den livslange og stabile relation i tilværelsen. Når de yngre fædre, jeg har talt med, insisterer på tilstedeværelse i deres børn liv og på at være tæt på, er der tale om en både reel og retorisk forhandling af deres egen autoritet i forældreskabet. De vil have del i forældreskabet på lige fod med mødrene, og det understreger og legitimerer de ved en insisteren på nærhed, tilstedeværelse og omsorg. Træk, der ellers har været tillagt moderskabet. Dermed mener jeg ikke, at mændene reducerer sig selv til ’sekundære mødre’. De understreger derimod både retorisk og i praksis, hvordan grænserne for, hvad mødre og fædre er og kan, har fået andre forudsætninger og udtrykkes anderledes i dag. Størstedelen af de yngre fædre i undersøgelsen deler for eksempel opgaverne forbundet med hjem og børn med deres ægtefæller på en ganske anden måde, end deres egne forældre gjorde det. Så er autoriteten rent forsvundet? Et entydigt svar er svært. Det synes afhængigt af, hvor man kigger hen, og hvilken form for autoritet man kigger efter. Kæppen er røget på bålet, livremmen hænger i skabet, og far – og mor – bliver mødt af et hvorfor, når de kalder lille Ole ind til aftensmaden. I den forstand er autoriteten nok forsvundet fra mange små hjem. Spørgsmålet er dog, om den ikke er til stede hos far – og mor – i andre former, som vi endnu skal lære at aflæse konturerne af.