Forskere og kunstnere er og skal per definition være kreative. Deres arbejde er at skabe ny indsigt og oplevelser, der bidrager til nye dimensioner i forståelsen af livet og verden. Forskere og kunstnere har også et andet fællestræk: De brænder for det kreative arbejde. Det er sjældent blot et 8-16 job. Det er en livsstil, en realisering af sig selv, hvor tilværelsens øvrige forhold ofte må underordnes det kreative arbejde. De enkelte kunstneres eller forskeres livsløb er selvsagt forskellige og meget individuelle. Nogle brænder ud og mister undervejs den kreative inspiration, mens andre bevarer den livet ud. Kunstens og forskningens historie er fuld af eksempler på det sidste. Nok så kendt er f.eks. Chagall og Picasso, der vedblev at producere sublim kunst, til de var i halvfemserne. Mens mange kunstnere – billedkunstnere, forfattere, komponister, skuespillere m.v. – fortsætter deres kreative dont uanfægtet af samfundets officielle pensionsaldre, har forskere et problem, ikke mindst i eksperimentelle fag som f.eks. natur- og lægevidenskab. Den slags forskning kræver resurser til undersøgelser, som den enkelte forsker ikke selv kan tilgodese derhjemme. Fortsat forskning kræver adgang til et forskningsmiljø med laboratorier. Med individuelle, lokale aftaler er det lykkedes enkelte pensionerede forskere i Danmark at bevare en arbejdsplads på en forskningsinstitution i et begrænset antal år. Men det har været nådsensbrød. Ophævelse af pensionsalderen for forskere har været diskuteret i de senere år (1); men med virkning fra 19. juni 2008 har Folketinget nu vedtaget lov nr. 484, som ophæver den pligtige afgangsalder på 70 år for offentligt ansatte forskere i tjenestemandsstillinger og overenskomstansættelser. De fortsætter ansættelsen uden tidsbegrænsning, indtil de bliver afskediget eller selv siger op. Det åbner en dør for forskere ved universiteterne, som ønsker at fortsætte efter 70-års alderen. I en tid med mangel på højtuddannet arbejdskraft må den nye lov hilses velkommen. Det er vigtigt, at aktive og erfarne forskere kan vedblive at frembringe ny viden til gavn for samfund, sundhed og livskvalitet. Den pligtige pensionsalder på 70 år blev i Danmark indført i 1919 og har således 90 år på bagen. Det til trods for, at middellevetiden for danske kvinder og mænd i samme tidsrum er steget med mindst 20 år. Samtidigt er mange ældre sundere og kan arbejde længere end før, især hvis det ikke er fysisk krævende. Tilsvarende gælder i store dele af verden. Alligevel har man i de fleste lande – ikke mindst i Europa og Japan – fastholdt en obligatorisk pensionsalder for forskere på mellem 60 og 70 år. I USA ophørte den obligatoriske pensionsalder i 1994. Det har medført, at flere fremtrædende forskere er flyttet fra Europa til USA for at sikre fortsat forskning. Ældre i USA har en lovbefalet ret til at søge arbejde og kan ikke fyres på grund af alder ifølge Age Discrimination in Employment Act (ADEA). Det er et betydeligt fremskridt, at alder nu heller ikke i Danmark er saglig afskedsgrund. Det er der flere grunde til: Den kreative arbejdsevne forsvinder ikke uden videre, fordi man tilfældigvis fylder 65 eller 70 år. I det førende videnskabelige tidsskrift Nature (2) nævnes mange eksempler på, at forskere kan fortsætte med fremragende eksperimentelt arbejde og publicere resultaterne heraf, til de er op i 80’erne. En britisk fysiker (Sir Neville Mott) har f.eks. fået Nobelprisen for forskning udført efter sin pensionering, og mange andre har også præsteret gennembrudsforskning i høj alder – også i Danmark. Professor Fritz Buchthal, neurofysiolog fra København, blev nogle år efter pensionering kaldet til National Institute of Health i USA, hvor han i de følgende 15 år publicerede 25 gedigne artikler med resultater af sin eksperimentelle forskning. Professor i fysiologi ved Aarhus Universitet Jens Christian Skou modtog i 1997 Nobelprisen. Han har siden sin pensionering i 1988 været videnskabeligt særdeles aktiv med publikationer og foredrag over hele verden. Han er nu 90 år. At sådanne arbejdsvaner ikke kun forekommer blandt nobelpristagere, fremgår af detaljerede analyser, som viser, at stigende alder ikke medfører et entydigt fald i den videnskabelige produktivitet (3,4). En væsentlig risiko ved en fast, obligatorisk pensionsalder er, at man kasserer god sagkundskab på et tidspunkt, hvor forskere ofte har opsamlet betydelig og sammenhængende viden om deres område, som bør videreudvikles og videregives. Ved pensionering kan der desuden ske kontinuitetsbrud i udviklingen af ny indsigt, teori og metode. Den pensionerede forsker og hans/hendes forskergruppe kan miste kontakten til det netværk af kolleger og forskergrupper, som er blevet opbygget gennem hele karrieren. Man kan miste identitet og engagement ved at skulle ophøre med et arbejde, man holder af og i vidt omfang har identificeret sig med. Når man ikke kan deltage i faglige møder og må holde op med at publicere, bliver man usynlig. Når kollegerne ved, at man er pensioneret, reduceres kontakterne ved en selvforstærkende proces. Man forventer ofte ikke længere udvikling og aktivitet, og på grund af den kortere tidshorisont vil ph.d.-studerende eller andre yngre være mindre interesserede i samarbejde. Sammenlagt udgør de nævnte forhold en hindring, som man kan kalde aldersbarrieren. Den kan være svær at bryde. Med den nye tjenestemandslov står vi nu med den udfordring at gøre op med de mange negative forventninger til forskere, som har nået det, man traditionelt har kaldt ’støvets år’. Det har i mange år været den fremherskende opfattelse, at ældre forskere ’går i stå’, ’spærrer for udviklingen’, ’tager pladsen op for de yngre forskere’. Det bliver ofte anført, at Newton, Darwin og Einstein gjorde flere af deres afgørende opdagelser, inden de blev 30, og også i dag er nogle unge forskere (heldigvis) meget produktive og synlige i den videnskabelige verden. Derfor er det en udbredt opfattelse, at videnskabelig produktivitet og kreativitet aftager væsentligt med tiltagende alder. Til gengæld kender f.eks. nobelpristageren Sydney Brenner (81 år) »mange 35-årige forskere, som burde pensioneres, og nogle 70-årige, som er blandt de bedste post-docs, man kan finde« (2). Erfaringerne fra USA er, at aktive forskere, hvis de får lov til at fortsætte efter 70-års alderen, ofte bliver ved med at være produktive. Ganske som man ser det i andre professioner, er der tale om, at meget aktive arbejdsvaner opretholdes længe efter pensioneringen, jf. Mærsk Mc-Kinney Møller, der angiveligt toppede fra 70- til 90-års alderen. Ved universitetet i Toronto har en organisation med 700 pensionerede akademikere (RALUT) udarbejdet en oversigt, som belyser problemer og opgaver ved overgangen fra ansættelse til pension. Hovedkonklusionen er, at på grund af ophør af den obligatoriske pensionsalder, den forlængede livsvarighed og akademikeres høje videnskabelige produktivitet bliver genetablering af deres aktiviteter på universiteterne en vigtig opgave at løse. Universitetsledere i Canada har fremhævet, at universiteterne må ophøre med at opfatte ældre medarbejdere som en passiv belastning og indstille sig på, at de mest aktive ønsker at fortsætte deres forskning, publikationsvirksomhed og medvirken i internationale organisationer eller tidsskrifter. I Canada og USA er der således opstået et betydeligt behov for at redefinere og skabe rammer for ældre og pensionerede forskeres akademiske virksomhed. Det samme vil gælde her i landet, og vi skal tænke på følgende: Ikke alene arbejdsmarkedet som helhed, men også forskermiljøet er fyldt med barrierer for seniormedarbejdere. Der er tale om diskriminering af ældre, som anses for at være præget af et uundgåeligt forfald, hvorfor man ofte tror, at deres medvirken i arbejdsopgaverne bør reduceres eller udfases. Den holdning ikke alene afholder ældre mennesker fra at forblive i arbejde, men også fra overhovedet at planlægge arbejde i seniortilværelsen. Den generelt negative forventning til ældre rammer undertiden mennesker, alene fordi de har nået en bestemt alder, også selv om de stadig er fulde af vitalitet. For at skabe modvægt til den lidet konstruktive holdning drejer det sig først og fremmest om at identificere de værdier, som ældre forskere besidder. Ældre forskere har ofte opnået et overblik og en proportionssans, som kan være værdifuld for forskningsmiljøet og for vedkommendes valg af nye forskningsprojekter. Man kan derfor forvente, at de ikke vil spilde for megen tid på perifere og mindre væsentlige projekter. Der er desuden plads til fornyelse og bevægelsesfrihed til at medvirke i projekter i andre forskningsinstitutioner i ind- og udland. En ældre, meriteret forsker har ikke så meget at frygte og behøver derfor ikke at være så traditionsbundet. Man kan derfor forvente større selvstændighed og dristighed i valget af projekter. Endelig har de lang tids erfaring med at skrive og publicere videnskabelige artikler, hvad enhver videnskabelig institution bør have interesse i at bevare. Derfor bør der tilbydes aktive og engagerede forskere relevante forskningsmuligheder – også efter 65-70-års alderen. De bør sikres adgang til kontor- og laboratoriefaciliteter inden for eller tæt ved det forskningsmiljø, som ønsker at opretholde samarbejdet. Her skal der naturligvis tages hensyn til samarbejdsviljen hos de involverede parter. Hvis den ikke er til stede, kan det blive nødvendigt at finde et andet forskningsmiljø for den ældre, som det ofte tilbydes i Storbritannien. Det er en forudsætning for at fortsætte forskningen, at den ældre selv søger eksterne fondsmidler til forskning og kongresdeltagelse. Det skal kunne dokumenteres, at den pågældende helt op til 70-års alderen regelmæssigt har publiceret videnskabelige artikler. Hvordan kan man forhindre, at den nye tjenestemandslov medfører, at forskningsinstitutionerne overbefolkes af ældre forskere, og at der opstår, hvad man i Norge har kaldt ’forgubbning’ af forskergrupperne? Hvis man beslutter at lade en forsker fortsætte i sin ansættelse eller i sin tilknytning til institutionen, skal vedkommendes videnskabelige aktivitet rimeligvis revurderes hvert 2.-3. år. Det må varetages af et bedømmelsesudvalg af sagkyndige kolleger, som også kan tage stilling til lønningsspørgsmål. Der skal forhandles kontraktlig forlængelse af ansættelsen eller tilknytningen til institutionen for to- og treårsperioder, en ordning man allerede har erfaring med, bl.a. på det naturvidenskabelige fakultet ved Aarhus Universitet. Den mere langsigtede kvalitetskontrol giver sig selv, idet fortsatte bevillinger af forskningsmidler afhænger af resultater og publikationer. Publikationer i videnskabelige tidsskrifter – uanset forfatterens alder – kræver strikse ’peer reviews’ af andre kritiske forskere. Hidtidige erfaringer fra vort område, lægevidenskaben, antyder, at antallet af professorer, der ønsker at fortsætte med at forske, er begrænset; bl.a. med ovennævnte punkter in mente. Der indtræder formentlig en hensigtsmæssig selektion. Nogle vil helst pensioneres, slappe af og bruge tiden på familie, rejser, musik, litteratur eller golf. Andre vil gerne fortsætte med klinisk arbejde i tilpasset omfang. Der er derfor ikke grund til at frygte, at den nye lov fører til gammelmandsvælde, endsige at gamlinge står i vejen for yngre forskere. Antallet og diversiteten af professorater (adjungerede, ordinære, femårige mso (med særlige opgaver)) ved danske universiteter er i de seneste par årtier vokset så markant, at tilskuddet af professorer med mere end syv årtier bag sig vil være beskedent. Endelig udgør gruppen af 65-70-årige på f.eks. Aarhus Universitet i øjeblikket under seks procent af det totale antal forskere. Sammenlagt betyder det, at risikoen for overbefolkning med seniorer mildt sagt er begrænset. Det er naturligvis en forudsætning, at den nye tjenestemandslov ikke medfører begrænsning af rekrutteringsstillinger for yngre forskere. Den nye lov kan umiddelbart mobilisere en øget forskning. På længere sigt vil den styrke seniore forskeres engagement og ikke mindst muliggøre en bedre planlægning og en større fuldstændighed af deres livsværk. Måske er den vigtigste virkning af den nye lov, at den skaber plads til den vidensbank, som de ældre forskere udgør. Udtrykket ’gråt guld’ har vundet indpas i sproget som betegnelse for ældre (+55-årige) medborgere, der stadig har en arbejdsindsats at byde på uden ønske om førtidspensionering. Det er imidlertid en lidt støvet, trist – og ja – grå betegnelse. Når det gælder den endnu ældre målgruppe for den nye lov, kan det være betimeligt at bruge et mere lysende og opmuntrende udtryk som ’hvidt guld’. Hvidguld er jo en smuk form for guld, der efter legering med palladium udviser større styrke, smidighed og bearbejdelighed end det rene guld! Referencer:S. Gammeltoft, Biozoom, april 2006.P.A. Lawrence, Nature, 453, 588-590, 2008.R.R. Blackburn & J.H. Lawrence, Review of Educational Research, 23, 265-290, 1986.S. Cole, Am. J. Sociology, 84, 958-977, 1979.