Som socialrådgiver igennem 23 år samarbejder jeg med mennesker, som på grund af sygdom og følger af ulykker er i risiko for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet. Min samarbejdsflade dækker hele landet, og jeg har derfor tæt kontakt med den sagsbehandling, der foregår med syge og ulykkesramte på jobcentrene, og som indimellem resulterer i bevilling af fleksjob. På baggrund af de mange fejl i fleksjobsagerne, som Politiken en onsdag nævnte både på forsiden og i en artikel af socialdirektøren, herunder udsagn om, at det er for nemt at få tilkendt et fleksjob, må jeg bringe denne historie fra det (u)virkelige liv, som jeg har ’syslet’ med i min fritid i de seneste tre år. Min 51-årige ven igennem 32 år blev ramt af to blodpropper i hjernen og en i hjertet en kold decembernat i 2005 – en akut følge af en medfødt hjertefejl, som i alle årene kun havde voldt få gener, men ikke forhindret ham i at passe sit fuldtidsjob som smed og nyde et aktivt og sundt fritidsliv. I månederne op til den skæbnesvangre nat havde han søgt speciallæge pga. tiltagende utilpashed, føleforstyrrelser og manglende blodgennemstrømning i det ene ben. Lægeligt ville man påbegynde en varig medicinsk behandling, men den nåede desværre ikke at blive iværksat, inden blodpropperne ramte. Min ven reddede heldigvis livet takket være sin daværende samlever, der slog alarm. Men lammelse, tale- og koncentrationsbesvær, hukommelses- og, indlæringsproblemer, 50 procent hjertesvigt, et utal af undersøgelser og udredninger, depression medførende psykolog/psykiatrisk konsultation i to omgange, neuropsykologisk test, livsvarigt medicinindtag for 1.000 kr. månedligt, opsigelse grundet sygdom fra sin mangeårige, gode arbejdsplads, brudt parforhold og økonomisk deroute blev de næste dyrekøbte livsvilkår for min gode ven. I 2006 beskrev lægerne de varige men, udbredte sig mundtligt og skriftligt om pension, hvilket var så angstprovokerende for min ven, at han tog imod min hjælp. Med min erfaring og faglige viden mente jeg, at det måtte være en smal sag, for lægeligt kunne det ikke være mere tydeligt, at den nat ulyksaligt havde ændret min vens kognitive og fysiske evner varigt. Der var stadig en god del tilbage af de 52 uger, man som udgangs punkt må være syg i Danmark. Et regnestykke, som aldrig rigtig er politisk forklaret. Lammelserne fortog sig gradvist, men kun for at opstå andetsteds, nemlig i sagsbehandlingen i Jobcenter Sygedagpenge. Den langsommelighed, uvidenhed, arrogance og besvær etmed at tolke de evige ændringer og krav fra politisk hold har invalideret ham i så høj grad, at troen på dette lands sociale finmaskede net ved sygdom er sendt hen, hvor pebret gror. Fra dag 1 og nu tre år efter har den konstante kamp for at finde ud af, hvem der var eller er sagsbehandler været opslidende, herunder de mange politiske omlægninger, der resulterede i oprettelsen af jobcentrene og dermed de interne ændringer, herunder evindelige nye omstillingssystemer, som vanskeliggjorde telefonisk kontakt, sagsbehandleres træffetid i en time dagligt (her ringer både samarbejdspartnere og borgere naturligvis alle sammen på en gang), telefonbeskeder, der ofte ikke når den rette, fejloplysninger om, hvornår og hvem der vil reagere på henvendelsen, forbud mod at udlevere sagsbehandlernes mail til borgerne, indskrænkelse af åbningstiderne, nye sagsbehandlere hver gang, således at kontinuiteten konstant blev brudt, så vi måtte starte forfra hver gang. Et tyndt grundlag for et tæt samarbejde, når hukommelse og koncentration er ramt både hos den sygemeldte og hos sagsbehandleren. Som det eneste ufravigelige i forløbet forsvandt sagsakter ofte på trods af, at min ven hurtigt lærte at aflevere dem personligt. Når fleksjob overvejes, er det, fordi den sygemeldte har en varig begrænsning i arbejdsevnen. Det var kendt allerede i 2006, men den viden medførte ikke, at sagsbehandleren overvejede at sætte foranstaltninger i gang, således at man allerede under sygedagpengeforløbet (sygedagpenge er en midlertidig ydelse, der kan udbetales i 52 uger, dog med mulighed for forlængelse, bl.a. hvis der overvejes foranstaltninger såsom revalidering) kunne afklare den mulighed. For at få belyst erhvervsevnen med sigte på et fleksjob havde min vens mangeårige arbejdsplads tilbudt afklaring, men vikarbureauets sagsbehandler (hyret da jobcentret ikke kunne nå sagerne) fejlagtigt tolkede lovgivningen og afslog. Men vi holdt fast. En planlagt ferie, som ikke stod i vejen for arbejdsprøvningen, da firmaet samtidig havde sommerferielukket var nær røget i vasken. Han havde opsparet feriepenge og ret til en passiv periode i sygedagpengesystemet, så længe afklaring ikke blev forhindret, og han selv dækkede perioden økonomisk. Dette står faktisk meget klart og tydeligt i lovgivningen. Så han fik alligevel lov til at kontakte arbejdsgiver, som tilbød en ordning efter sommerferielukningen. Sagsbehandleren ville kontakte Ydelsesservice (foretager udbetaling af offentlige ydelser) mht. stop af sygedagpengene i ferien, en ’teknisk’ raskmelding. Efter endt ferie skulle hun nok aktivere hans udbetaling igen og registrere ham som sygemeldt, han skulle bare ringe. Da han meldte sig under fanerne igen med fornyet energi, oplyste udbetalingssagsbehandleren fejlagtigt, at han da var berettiget til begge dele! Min ven protesterede, men han var jo oppe imod ekspertisen. Da jeg henvendte mig for at oplyse, at min ven ikke havde krav på udbetalingen jf. de lovgivningsmæssige bestemmelser, aftaltes, at det uretmæssigt udbetalte beløb blev tilbageført. Hans ærlighed kostede en oprettelse af en dyr kassekredit, fordi Ydelsesservice så lige ’glemte’ at genetablere sygedagpengene. Det tog tre måneder, seks mail, to personlige henvendelser, en involvering af sagsbehandlervikaren i Jobcenter Sygedagpenge og femten telefoniske henvendelser, hvoraf de fem gik igennem! Men så var kassekreditten også næsten i plus, bortset fra renteudgiften. I mellemtiden da han figurerede som raskmeldt, blev han opsagt (grundet sygdom), uden at hans arbejdsplads’ favorable tilbud kunne opstartes. Da varighedsbegrænsningen – her menes, at den 52. uge – nærmede sig, syntes ny sagsbehandler, at revalidering skulle afprøves på trods af de varige men og væsentlige begrænsninger i arbejdsevnen. Men fordi jobcenteret havde været ramt af lammelser af både politiske, ressourcemæssige og almindeligt smøl, skulle han nu ud af sygedagpengeydelsen, koste hvad det koste ville. Statsrefusionen var jo for længst borte med blæsten. Men i revalideringssystemet er der fuld refusion til kommunen. Det har sikkert intet med beslutningen at gøre, men jeg vil da lige nævne det til orientering. Han blev visiteret til en ekstern samarbejdspartner, som formidler virksomhedspraktikker til revalidender. Jeg orienterede dér om min vens varige helbredsmæssige begrænsninger, men dette var en ny oplysning, hun var udelukkende købt til at revalidere med henblik på selvforsørgelse, dvs. 37 timer på ordinære vilkår. Så helbred var ikke en interessant faktor. Vi måtte opgive at få omstødt revalideringen, idet han så ville være helt uden plan og forsørgelse igen, og det var der hverken mentalt eller økonomisk overskud til. Ingen penge, ingen medicin, ingen ven! Han fandt selv de to arbejdsprøvningsforløb, da han var træt af inaktiviteten i ’Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats’, og det seneste forløb var succesrigt. Han kunne præstere 22-25 timer som maks om ugen. Min ven har bivirkninger af medicinen, bl.a. muskelsvaghed, kolesterol-øgning, udtrætning, åndenød o.m.a. Dertil en 50 procent varig nedsættelse af hjerteaktiviteten. Men det at kunne gå ’på arbejde’, selv om skånehensynet var omfattende, hjalp så meget mentalt, at vi nu så lys forude. Fra at lægerne havde spået pension, kunne der måske alligevel være mulighed for et fleksjob. Men jobcentret holdt fast i revalidering, for de skulle da lige se alligevel, om han ikke kunne arbejde på fuld tid (læs blive selvforsørgende), selv om de engagerede kontaktpersoner på arbejdspladsen og virksomhedskonsulenten hos den eksterne leverandør kunne fastslå, at uanset om han hoppede på et eller to ben, så kunne han ikke med de eksisterende varige gener nå et højere timetal! Til tastaturet igen, jeg opgav at ringe, fordi der igen var ny sagsbehandler på sagen. Vi søgte skriftligt om fleksjob 7. maj 2008, for da arbejdsprøvningen ville ophøre 18. maj 2008 ifølge jobplanen, var der stadig ingen beslutninger taget, frygtede vi nu to et halvt år efter, at en ny jobcenter-lammelse var på vej. Sagsbehandleren var ikke vred, men skuffet over den ansøgning! Miraklet var ikke indtruffet, min ven havde ikke arbejdet sig ud af de varige gener. Efter skrig og skrål igen fik han møde på et nyt jobcenter i juli! Sagsbehandleren her kendte ikke andet til min vens sag, end at revalideringsydelsen skulle stoppes. Hun spåede om kontanthjælp, men partshøring ville blive sendt først. Og hun ville trække den lidt, så han ikke lige med det samme mistede sin revalideringsydelse. Fleksjob-ansøgningen ville blive behandlet inden for tre-fem måneder. Her troede vi så, at de to måneder var forløbet med omhyggelig sagsbehandling, men nej, selv om ansøgningen var fra den 7.5.08 havde ingen set på den ved vores møde i juli. Partshøringen kom to dage efter, skulle besvares på tre dage, blev sendt anbefalet, og min ven modtog alligevel brev dateret på fristdatoen, at da han ikke havde svaret på partshøringen ... Igen kontakt, sagsbehandleren var taget på ferie, og ingen vidste noget, så jeg måtte indsende partshøring i kopi, nu vedlagt kopi af indleveringsattesten til posthuset for at dokumentere rettidig svar på høringen. Afslaget blev fastholdt alligevel tre uger efter. Kassekredit genaktiveret, da min ven har aktieformue (finanskrise), så han er ikke berettiget til kontanthjælp. Ansøgning i august om genoptagelse af sygedagpengene, da han jo grundet sygdom ikke kunne gennemføre revalidering. Medsendt principafgørelse om lignende sag, der gav ret hertil. Klage til borgmesteren over langsommelig sagsbehandling og brev til beskæftigelsesministeren. Borgmesterkontoret (her var de kun halvanden måned og et par rykkere om at svare) har givet os medhold i, at sagsbehandlingstiden er stærkt kritisabel. Det har udvirket, at vi nu endelig har været til et møde hos en ny sagsbehandler (ekstern leverandør) for at få opdateret en ressourceprofil (et interview anvendes som ’værktøj’, når arbejdsevnen er truet) og skal indgå i beslutningen i fleksjobansøgningen. Den indeholdt bl.a. notater i stil med, at »hans hustru støtter ham i hans tilbagevenden på arbejdsmarkedet«, »han har god kontakt med tidligere arbejdsplads«, begge noteret i september 2008 ... hvor der var absolut dyb tavshed fra jobcentrene. Min vens samliv ophørte for halvandet år siden, og fyringen er to år tilbage! Beskæftigelsesministeren roser i et venligt, men belærende, brev min vens kamp for at komme tilbage på arbejdsmarkedet! I dag er han stadig uafklaret, ikke beskæftigelsesministeren, men min ven. Uden forsørgelse, tre år efter den koldeste decembernat, han nogensinde har oplevet. Men efter at have rykket borgmesteren igen ift. afgørelse om genoptagelsen af sygedagpengeansøgning indleveret i august, så har man sjovt nok lige drøftet spørgsmålet med centralforvaltningen, og svar til os kom dagen efter. Afslag, idet a-kassen har oplyst, at han ikke opfylder beskæftigelseskravet, som er et kriterium for at få genoptaget sygedagpengene. En principafgørelse, som jeg medsendte, om en lignende sag er ikke kommenteret. Man har så været fem måneder om at foretage den opringning til a-kassen. Så imens vi venter på fleksjobafgørelsen – det bliver sikkert et afslag – som vi så anker til Beskæftigelsesankenævnet, her en sagsbehandlingstid imellem 9-12 måneder anker jeg lige afslaget på sygedagpenge og må i mellemtiden konstatere, at min ven er mærket fysisk, psykisk, økonomisk og undrer mig over, at han ikke får en respektfuld behandling, eftergivet a-kasse kontingent igennem tre år, kassekreditrenter og den gæld, systemet har påført ham. Og en kæmpe undskyldning fra beskæftigelsesministeren. Sagsbehandlingen, som min ven har været udsat for, møder jeg desværre også ofte i mit job. Den langtidsparkering, der foregår, imens man venter på lægepapirer, som ofte ikke anvendes optimalt i sagsbehandlingen, hvor man skal se på ressourcer og ikke barrierer (svært vilkår i arbejdet med mennesker med varige lidelser) er ubeskriveligt kronificerende for både de syge og sagsbehandlerne. Virksomhedspraktikker og afklaringsforløb, der forældes, fordi ingen har tid til at evaluere dem i tide, nye lægeoplysninger, lange ventetider hos jobcentrenes lægekonsulenter, som ofte er specialister i at uddrage en lille del af et større værk, så væsentligt går tabt. Urimelige sagsbyrder i jobcentrene, skriftlig dokumentation i flere portaler uden sekretærbistand, elendige arbejds- og lønvilkår, tomme kontorstole, som kompetente faglærte kollegaer burde indtage, og ikke tilfældige faggrupper, der først skal til at slå op i lovgivningen, gør, at jeg fyldes med vemod, vrede og sorg både på vegne af min vens, mine klienters og mine kollegaer i jobcentrene. Beskæftigelsespolitikken fra 1998 kan kort opridses. Gør det umuligt at få tilkendt pension, gør det umuligt at få fleksjob, uanset fleksjobloven, hvad bliver det næste? Forbudt at revalidere? Forbudt at blive syg? Så fordi det er alt for nemt at få tilkendt et fleksjob, langtidsparkeres man, indtil den sidste rest af erhvervsevnen er udpint. Der er alligevel ikke nogen, der har tid til at følge op på noget som helst. Det må da være den dyreste langtidsparkering i verden!