Der er en grund til, at Kina blot var repræsenteret ved to venlige unge ikke særligt betroede embedskvinder, da Grønland fejrede indførelsen af selvstyre i juni.
Andre lande var repræsenteret ved deres ambassadører eller førstesekretærer, Danmark og Island med deres statsoverhoveder. At Kina valgte så lav profil ved den store begivenhed er indlysende: I den kinesiske stats øjne var der ikke noget at fejre. Næppe noget byder Kina mere imod end at afstå suverænitet og besiddelser. I det lys skal man se den kinesiske centralmagts brutale forvaltning af de store – på papiret autonome, ligesom Grønland – grænseregioner Tibet, Indre Mongoli og Xinjiang, som tilsammen udgør over 4 millioner kvadratkilometer eller godt 40 procent af Kina og grænser op til somme tider foruroligende naboer, Afghanistan, Pakistan, Kasakhstan, Tadsjikistan, Kirgisistan samt Mongoliet, Indien og Rusland. Xinjiangs oprindelige befolkning er først og fremmest uighurerne, muslimer af tyrkisk oprindelse. Men der lever 20 folkeslag i Xinjiang Uighur Autonome Region – blandt dem hui, kasakher og mongoler.
