Hvis man tager udgangspunkt i medierne, kulturlivet eller lytter til sprogbrugen i Danmark, kan man let komme til at opfatte danskhed som begrænset til hvide mennesker. Ikkehvide danskere ses sjældent i danske tv, film og teaterroller, på forsiden af dameblade eller i aviserne, medmindre de skal ’repræsentere’ en gruppe eller optræde i en karikeret eller stereotyp ikkedansk rolle. Når brune danskere omtales eller interviewes, er det sjældent uden en bemærkning om eller direkte fokus på deres ’afstamning’. Brunheden synes åbenbart stadig at være mærkværdig eller suspekt. Men brunhed i en dansk kontekst er ikke længere usædvanligt. Det er blevet normalt. Der findes brune adoptivbørn, brune danskfødte, brune med enten en eller to danskfødte forældre, brune, der er ’blandede’, brune, der på forskellig vis har dansk statsborgerskab, brune, der ikke har en reel tilknytning til et andet land, til trods for at de ikke har dansk statsborgerskab, og mange flere. Der er ganske mange måder at være dansk og brun på – på en gang. Alligevel fastholdes brunhed stadig som en form for ’fremmedhed’. Enten omtales det som »eksotisk« og »spændende«, ellers florerer et væld af stereotyper, fordomme og negativ omtale i dansk politik og danske medier, der udtrykker og fremmer negative opfattelser. Hvordan kan det være, at brunhed endnu ikke accepteres som en del af det danske? Og endnu mere bekymrende, hvorfor ses brunhed i så negativt et lys? Hvad er det udtryk for? For rigtig mange er dét at have en mangfoldig kulturel baggrund (når det er tilfældet, og det er det ikke altid) oftest en kæmpe ressource. Sprogligt og kulturelt kan det give erfaringer, viden, netværk og kompetencer ud over det gængse. Men desværre er det ikke sådan, det opfattes generelt. Tværtimod omtales, opfattes og behandles mangfoldighed, brunhed, og flerkulturelhed som unormalt og problematisk. At være dansk og samtidig også noget andet repræsenterer et dilemma, en konflikt eller en splittelse. For nogle udgør det en trussel. Hvordan kan det være? Forklaringen er næppe enkel, men en vigtig del af svaret kan findes i strukturel diskrimination. Strukturel diskrimination er ikke kun racisme. Det handler ikke om enkeltpersoner. Det er den måde, diskrimination grundfæstes på i vores samfund, strukturer, sprog, historie, vaner og traditioner. Det kan være en del af formelle institutioner eller uformel praksis. Det er noget, vi alle udsættes for og fanges i, medmindre vi lærer at opfange det og bevidst tager afstand fra det. Strukturel diskrimination viser sig for eksempel igennem ekskluderende sprogbrug, der fastholder og skaber skel. Sprogbrug er en fælles struktur, der igennem tiden er kommet til at indebære koncepter og kategorier, der medvirker til diskriminerende opfattelser og samfundsopdelinger. Det signalerer, at man ikke opfattes som dansk, når man også er brun. Sprogbruget og opfattelserne er ikke bevidste; de er vaner, måder vi har lært at tale og opfatte på. Vi er blevet ’vant til’ at tale om hinanden, opdele samfundet og opfatte bestemte mennesker igennem udtryk og ord, der indebærer en forstærkning af en samfundsopdeling, hvor hudfarve er kommet til at spille en betydelig, men usagt rolle. Vi fanges i en slags selvforstærkende sproglige og sociale forløb, hvor diskriminerende opfattelser forstærkes og bliver til ’sandheder’ i en ond cirkel af negative og ekskluderende omtale. Det vil sige, at en eksisterende fordom om, hvem og hvordan en opfattet gruppe er, påvirker og præger måden, som gruppens medlemmer omtales på. Og det har så betydning for, hvordan de opfattes. Tag for eksempel ideen om bander. Hvis man har en forventning til unge brune mænd, at de optræder som kriminelle bander, vil man også ’se’ en bande f.eks., når man møder en gruppe drenge (to eller flere) på shoppingtur eller udflugt. Er drengene brune, vil de opfattes som en ’indvandrerbande’, selv om de er danskere. Derimod, er drengene ’hvide’, vil man knap nok bemærke dem, medmindre de skiller sig ud på en særlig måde. I tilfældet med de mørke drenge er deres hudfarve nok til, at de dømmes. De kan hedde Kristoffer, Frederik og Mads, eller Hassan, Mustafa og Khalid. De kan være på indkøbstur, cafébesøg eller skoleudflugt. Man undersøger dem ikke nærmere og ved intet om dem. De ses som en bande alene på basis af hudfarve. Men de hvide drenge dømmes ud fra et andet grundlag. Der ligger ikke en forventning til dem på samme måde. Deres tøjstil, sprogbrug, sociale og økonomiske baggrund vil alle indgå i vurderingen af dem. Det sker ikke på et synligt eller bevidst niveau. Det er en slags refleks, ligesom med de brune drenge, en tillært adfærd eller socialisering. Men det sker uden nødvendigvis at reflektere. På samme måde, altså, uden bevidst at tænke over det, vil man nok overveje flere ting i forhold til de hvide drenge. Hvor gamle er de? Hvordan går de klædt? Ligner de rockere? Skinheads? Hvordan taler de? Hedder de Kristoffer, Frederik og Mads eller Brian, Ronny og Johnny? Optræder de truende? Vi kigger på dem med en anden grundighed og uden den samme forventning til, at de er en bande kriminelle, til trods for at de sagtens kan være det. Deres ’danskhed’ betvivles ikke. Selv om det er kedeligt, at man kommer til at gøre det, er den type forskelsbehandling ikke udtryk for ondskab. Vores historie, sociale prægning, vaner, manglende viden og strukturel diskrimination spiller alt sammen en rolle i at fange os i den onde opfattelses cirkel. Når man vokser op med en ekskluderende sprogbrug, skabes kategorier og opdelinger, uden at man nødvendigvis har reflekteret over dem. Sådan er det, sådan har man lært at se og forstå det. Ting, der ikke kan funderes i andet end vanetænkning eller spekulation, bliver til sandheder, fordi tilpas mange tror på eller er enige om det. På den måde kan man komme til at se noget som en ’sandhed’ og måske bidrage til at fastholde det som en sandhed, selv om det ikke passer. For eksempel hvis politiet har en forventning om, at brune drenge er kriminelle, vil de nok stoppe flere brune drenge end hvide, og dermed vil sandsynligheden for at finde flere brune kriminelle øges. Statistikken bliver påvirket af en skæv praksis og kommer derfor til at understøtte forventningen. Der er ikke bevis for, at brune har større ’genetisk’ tendens til kriminalitet; det har de selvfølgelig ikke. Kriminalitet er forbundet med sociale og økonomiske parametre. Det, at der blandes etnicitet i diskussionen om kriminalitet, skaber en simplificeret, upræcis og forkert sammenhæng. Det er ikke for at anfægte, at der findes skævhed i samfundsgruppers kriminalitet, men det er vigtigt at forstå, at hudfarve og etnicitet ikke i sig selv er forbundet med kriminalitet. Pointen er at understrege den måde, forudfattede opfattelser og meninger påvirker situationen på. Et andet eksempel kan være skolekonteksten. Fordi der i samfundet florerer en holdning til, at mennesker, der opfattes som ’tosprogede’, ’indvandrere’ og andre brune udgør et problem, bliver det også den holdning, brune oftest mødes med. Der kan være en forventning til en bestemt adfærd, en lavere faglig forventning eller andet. Sådanne forventninger kan præge fortolkninger og opfattelser på en ubevidst og uhensigtsmæssig måde. Unge, der mødes med negative forventninger eller oplever at blive defineret som ’ikkedanske’ uden selv at have lov til at bestemme, bliver negativt påvirkede. I stedet for at kigge på, hvor skolernes regler, traditioner, formelle samt uformelle praksisser medvirker til at fastholde disse mønstre, accepteres det bredt, at problemet ligger hos ’dem’ og ’deres kultur’. Det er ikke for at antyde, at ingen udfordringer findes, men at der kan være en tendens til at opfatte tingene fra et perspektiv, der præges af negative forventninger samt en mangel på erkendelse af eget ansvar. I sidste ende er det skolens ansvar at skabe en kontekst, hvori læring kan forekomme. Det nytter ikke, at skolen kun skaber en gavnlig kontekst og succes for hvide middelklassebørn. Videnskab og forskning viser, at alle børn kan lære, og vi ved, at ’kultur’ og adfærd er tillært, ligesom fordomme, stereotyper og diskrimination er det. Opfattelsen, der bidrager til, at brun danskhed udelukkende opfattes som et problem, fastholdes igennem sprogbrugen. Ikke alene omtales brune danskere (og andre brune) konsekvent som fremmede eller indvandrere eller tosprogede (alle kodeord, der primært baseres på hudfarve), altså som en adskilt gruppe, hvor opfattelsen er, at disse ikke er ’rigtige’ danskere. Selv efter tre og fire generationer omtales disse mennesker ikke som danskere. Ud over dét omtales brune mennesker også som én gruppe. På grund af hudfarve bliver en meget bred og forskellig gruppe mennesker således beskrevet som en gruppe, uden at der nødvendigvis findes grundlag for fællesskab. Der er tale om danskere og ikkedanskere, mennesker, der hverken deler sociale, økonomiske, kulturelle, faglige, etniske eller andre egenskaber. Hvad er det, der gør, at de omtales som en gruppe? Og hvor mange hvidt udseende franskmænd, svenskere eller australiere udsættes for lignende? Det er åbenbart, at hudfarve spiller en rolle. Hvorfor det? Skaber hvidheden et udgangspunkt, der gør, at man – uden selv at fundere over det – oplever sin danskhed som en uanfægtet sandhed, en ret og en selvfølge? Det er sandsynligvis ikke, fordi man nødvendigvis tror på en ’raceideologi’ (at biologiske menneskeracer findes, og at nogle ’racer’ er mere udviklede eller fortjener mere magt end andre). Det vil nemlig være racisme, og det er nok alligevel de færreste, der kan tilslutte sig sådanne holdninger. Det er snarere, fordi der eksisterer en uudtalt hvid norm eller et udgangspunkt, som ikke italesættes direkte. Det ville være tabu. Det ville lyde krænkende, ikke kun for de brune, men måske i højere grad for de hvide. Det ville anfægte en fælles selvopfattelse eller national myte om Danmark som et ikkediskriminerende land – som vores statsminister så præcist udtrykte det – »der er ikke noget at komme efter!«. Ikke desto mindre har mange en oplevelse af, at det er mere ægte at kalde sig dansker, når man er hvid, end når man har en anden hudfarve. Ser man hvid ud, også selv om der er tyskere, hollændere eller sydafrikanere i ens aner, anfægtes man ikke på sin danskhed. Oplevelsen af at blive kategoriseret som 2.-g’er, indvandrer eller tosproget (selv når man taler flere sprog) vil udeblive. Man vil ikke i lige så høj grad, om overhovedet, opleve sig selv som ekskluderet fra danskheden og forestillingen om dansk identitet. Er man hvid, kan man, uden at reflektere over det, omtale sig selv som dansker, hvis man selv ønsker det. Ingen vil sige, at man ikke er ’rigtig’ dansker. Ingen vil bede om en forklaring. Ingen vil spørge ind til ’hvor man kommer fra’ og forvente et svar, der berører stamtavlen. Man vil heller ikke opleve, at ens hudfarve kommenteres enten implicit (f.eks. 2.-g’er, indvandrer, tosproget) eller eksplicit (neger, mulat, ’spændende’). For at blive omtalt som ’fremmed’ vil man selv være nødt til at gøre opmærksom herpå eller invitere til at blive kategoriseret på den måde. Altså er man hvid, har man et valg. Det er væsentligt, fordi alt peger på, at en farvebaseret danskhedsskala er kommet ind ad bagdøren, til trods for at den ikke burde være der og ej heller bevidst ønskes. Denne utilsigtede, uønskede og benægtede skala er roden til meget ondt i vores fælles samfund. Er man hvid, er der ikke vane for at omtale det. Som del af majoriteten er hvidhed usynligt. Det opfattes ikke som en farve. Det er normen. Men hvid er også en hudfarve. For at andre kan omtales eller opfattes som ikkehvide eller brune, mulatter, negre osv., er det, fordi de sammenlignes med hvidhed, implicit. Hvordan skulle de ellers være brune eller sorte eller have anderledes træk? Anderledes end hvad? Hvidhed bliver det udgangspunkt og sammenligningsgrundlag, hvorfra de ’andre’ defineres. Kigger man i mediernes billeder, skolebøger og andre visuelle dele af det danske fællesskab og delte offentlige felt, så er der en hvid norm, der uden at være eksplicit alligevel fortæller en tydelig historie, der har med hudfarve og danskhed at gøre. Når man som hvid ikke mener, at hudfarve, etnicitet eller diskrimination har en særlig påvirkning eller betydning for ens liv, må man spørge, hvordan det kan være. Hvorfor har man ikke bemærket sin egen farve? Er den usynlig? Og hvordan kan det være, at emnet vækker så stærke følelser og vrede, når det omtales? I Danmark har vi brug for at komme diskrimination, særlig strukturel diskrimination, og dens betydning for danskheden til livs. Det er noget, vi alle er fanget i og påvirket af. Men hvordan tackles den diskussion? Hvordan taler vi om danskhed; eller skal vi stoppe projektet om at definere os selv i forhold til andre? Hvem har ’ret’ og ’autoritet’ til at berøre emnet og definere eller udtale sig om danskhed? Det er helt uomtvisteligt, at Danmark står over for en enorm udfordring med at uddanne vores kommende generationer og vore fem millioner indbyggere til at blive kompetente borgere i håndtering af stereotyper og fordomme. Det er kompetencer, som mange af de lande, vi gerne vil sammenligne os med – USA, England, Holland og Sverige – for længst er begyndt at give til deres befolkning. Kompetencer, der er nødvendige i globaliseringen. Kompetencer, der er nødvendige for, at ’integration’ ikke bliver nedværdigende ’assimilation’. Kompetencer, der er nødvendige for at tiltrække, fastholde og få gavn af menneskelige ressourcer. For at starte en sådan proces må ’hvide’ danskere erkende, at de er en del af ’problemet’. Første skridt på vejen vil herefter være en endelig accept af, at en definition af danskheden, der direkte eller indirekte tillægger hudfarve betydning, vil fastholde diskrimination. Danskere er også brune.