Teheran – I disse dage kimer telefonerne i den iranske hovedstad.
Man skal ikke tage røret. For hvem kan det være? Nysgerrigheden får som regel overtaget. Man skal lige høre, om det er en søn eller en ven af familien, der ringer. I røret melder sig i stedet en skrattende besked, der lyder som et fjernt ekko af George Orwells Big Brother. Det er en advarsel mod at deltage i de kommende demonstrationer mod det iranske styre – ellers bliver det værst for en selv … Denne skræmmende trussel bliver afleveret pr. automatopringning til titusindvis af Teherans telefonnumre, time efter time ved vilkårlig computerudvælgelse. Det er telefonterror, som ikke kan spores, men som i sidste ende kommer fra det hemmelige politi med Irans øverste åndelige leder som egentlig afsender. De, der har tænkt sig at deltage i morgen, 4. november, i en regeringsfjendtlig demonstration, er nu advaret. Ved en nylig fredagsbøn i Teheran, truede en ayatollah åbenlyst med, at der ville blive slået hårdt (og hårdt er mere end bare hårdt, det er virkelig hårdt!) ned på alle, der deltager i fjendtlig kritik af regeringen. Med dagen 4. november markeres 30-året for de iranske studenters besættelse i 1979 af den amerikanske ambassade i Teheran. Det blev dengang en skelsættende handling, som ayatollah Khomeini hurtigt gav sin velsignelse, da han indså, hvilket had mod USA de konservative studenter udløste. Den amerikanske Carter-regering gik helt i spagat af indestængt raseri over, at det ny præstestyre, der havde afløst den USA-venlige shah, tillod sig denne yderliggående handling. I de efterfølgende 444 dage offentliggjorde Khomeinis studenter alt, hvad de kunne finde af kontroversielle data i ambassadens gemmer, for at afsløre den Store Satans ondskab. Hver aften sendte den amerikanske tv-station ABC Ted Koppels ’Nightline’ med seneste opdatering fra Teheran. Det var svært i USA at fatte, hvordan en flok mullaher i Teheran kunne få lov ustraffet at fortsætte deres provokation mod stormagten. Da præsident Carter i april 1980 i desperation sendte en gruppe kommandosoldater ind fra Den Persiske Golf i helikoptere for med en dristig befrielsesaktion at hente de 52 indespærrede diplomater hjem til USA, gik også det galt. Operation ’Eagle Claw’ gik ynkeligt i vasken, da helikopterne styrtede ned i ørknen i en sandstorm, inden de var nået til Teheran. Otte amerikanske kommandosoldater omkom. Khomeini hoverede med åbenlys fryd. 'Diktator-dværgen' Der er nu bred forventning i Teheran om, at reformbevægelsen i morgen vil overtage den regeringsvenlige demonstration og vende den mod regimet ved i titusindtal at gentage sommerens store demonstrationer. Styrets advarsel om, at det vil bruge brutal magt, skal tages alvorligt. For dem, der ikke bliver indfanget af politi eller slået ned af Basij-militsens tæskehold, har Big Brother en ny overraskelse. Bankernes kontant-automater ved fortovene er udstyret med videokameraer. De bliver vendt ud mod gaden og vil filme demonstranterne, så de bliver registreret i politiets arkiver. Fire dage efter præsidentvalget 12. juni deltog mellem fire og fem millioner iranere i den største demonstration siden shahens fald. Det var et overvældende og kontant udbrud af vrede over den åbenlyse manipulation med stemmeafgivningen til præsidentvalget. Voldsomt oprevet greb kritikerne til at kalde Ahmadinejad for »diktator-dværgen« og tilsvarende uvenlige skældsord. Ingen i reformbevægelsen tør håbe, at der bliver et lignende stort fremmøde i morgen. Men mindre kan også gøre det. Som udenlandsk besøgende kunne man godt tro – eller håbe – at Iran befinder sig i en revolutionær situation. Men det afviser alle, jeg har mødt i Teheran. Nogle henviser til, at reformbevægelsen i sommer ikke havde krævet regimeforandring eller præstestyrets ophør. Oppositionspolitikeren Mir Hossein Mousavi havde selv betonet hele vejen, at han udelukkende støttede reformer. Han er en systemets mand. Han tjente det ti år som premierminister i 1980’erne – indsat af ayatollah Khomeini, som holdt hånden over ham. Men åbenbart er der skuffelse i reformbevægelsen over, at Mir Hossein Mousavi ikke i juni og senere gav stærkere udtryk for kritik af præstestyret. Det kan skyldes, at mange tilskrev ham større politisk gennemslagskraft, end han reelt havde. Han undgik også at blive fængslet efter 12. juni-valget, som ca. 4000 af hans tilhængere blev. Både de 70-90 dræbte demonstranter (det præcise tal er ukendt) og de tusinder af fængslede bliver konstant fremhævet som en helt urimelig provokation fra regimets side.
