Den mest glædelige begivenhed i nyere historie fejres i disse dage. 20-års jubilæet for Murens fald er i sig selv ubetydeligt. Men det er en anledning til at stoppe op, kigge tilbage og frem. En lejlighed til at benytte lidt af den gode karma, som faldet skabte, og udfordre vores erindring i den bedste mening. Den bedste mening har der ellers ikke været meget af i vendepunktets kølvand på disse længdegrader. Det vakuum, som blev skabt, da Vesten pludselig stod uden et totalitært modbillede til vores demokratiske konsensus, fik den konsekvens, at der skete en polarisering i vores eget system. Der er blevet sagt og skrevet meget om, hvem der gjorde hvad forkert. Meget af det med rette. Og mens de nyttige idioter er blevet sat i offentlig gabestok, har deres anklagere solet sig i demokratiets pragtklæder.
Men den polarisering, som vi arvede fra den kolde krig, har blokeret for selvransagelse hos den brede og etablerede midte. Det har måske været en naturlig reaktion at udelade gråtonerne, da regnskabets time endelig kom. Resultatet er en debat, som i stigende grad har fået karakter af en generation, der har taget historien som gidsel i interne magtkampe og personlige intriger. Fjendebilledet har altså været det dominerende tema. Bevares, Reagan, Gorbatjov og vores egen Uffe har fået deres piedestaler i historien. Men mysteriet om den kolde krigs fredelige afslutning har stadig mange løse ender. Uffe Ellemann fortæller af og til historien om, hvordan han og fru Alice spiste middag med hans vesttyske kollega Hans Dietrich Genscher og hustru blot en måned før Murens fald. Genscher var optimistisk. En opblødning i forholdet mellem Øst og Vest kunne meget vel få noget til at ske måske allerede om ti år. At der var så lidt føling med situationen i Østeuropa hos to af Warszawapagtens nabolande siger unægtelig noget om, hvor lidt information der rent faktisk flød gennem Jerntæppet helt frem til den kolde krigs allersidste dage. At efterretningen kan have været så dårlig, virker sært. Men måske er det i virkeligheden lige så mærkeligt, at den civile kommunikation ikke havde større kraft og magt, end det var tilfældet. I bakspejlet er der god grund til at undre sig over, hvor lidt man egentlig involverede sig i støtten til reformkræfter. Der er indbygget en missionsk karakter i det moderne vestlige demokrati, hvilket ikke er så underligt, al den stund at det er udsprunget af en kristen tradition. Den demokratiske institution har konstant måttet balancere mellem en pragmatisk og en ideologisk linje i forholdet til de totalitære tendenser, som den har skullet forholde sig til. Bushæraen forvaltede denne demokratiske opgave uden pragmatisk indsigt, men med masser af ideologi, som Anders Fogh Rasmussen herhjemme gjorde sit for at bakke op omkring. I sin sejrsrus troede man for en stund, at demokratiet med hjælp fra militæret ville kunne omvende de vantro i Mellemøsten. Det viste sig som bekendt at være mere kompliceret end som så. Da man stod med det totalitære helt inde på livet i 1940’erne, kom det til en diskussion mellem de to teologer Hal Koch og K.E. Løgstrup. Løgstrup talte om en etisk fordring til uforsonlig kamp mod nazismen, skabt af troen på det absolutte. For Koch var Løgstrups påberåbelse af det absolutte i forhold til dansk politik noget »sludder«, fordi den ideale ideologi ikke i realiteten kan omsættes til politik. Løgstrup fokuserer altså på en ufravigelig etisk forpligtelse, mens Koch søger at sætte situationen ind i en kontekst. En uoverensstemmelse, som meget præcist skitserer det dilemma, som findes i demokratiets forhold til det totalitære.
