Det kan siges meget simpelt. Klimamødet i København handler om de firkantede parenteser. Den aftaletekst, som gerne skal falde på plads i København, har været længe undervejs. Mødet hedder COP15, fordi det er det femtende møde mellem parterne til FN’s rammekonvention om klimaforandringer. Rent praktisk forhandles der på mange niveauer – ad mange forskellige spor mellem endnu flere forskellige aktører. I København skal alle sporene samles, og de endelige beslutninger skal træffes på de allerhøjeste niveauer dvs. af statsledere, miljøministre og topembedsmænd. I centrum for det hele findes selve teksten, der skal blive til den endelige aftale. Det drejer sig om et teknisk dokument på omkring et par hundrede sider. På stort set hver eneste af disse sider er der formuleringer og tal, som man endnu ikke er enige om. Disse dele er omkranset af firkantede parenteser. Når den sidste firkantede parentes er ophævet, har vi en aftale. Konferencen forventes officielt at slutte fredag 18. december. Men reelt falder de sidste brikker nok først på plads ud på natten til den 19. De mange udeståender – de firkantede parenteser – kan deles op under fire hovedoverskrifter: forebyggelse, teknologioverførsel, tilpasning og finansiering. Men hvad vil det mere konkret sige? Lad os se på de fire områder hver for sig.
Forebyggelse
Formålet med COP15 er at holde den gennemsnitlige temperaturstigning i verden under to grader celsius i forhold til før industrialiseringen. Tograders målsætningen er politisk bestemt på baggrund af anbefalinger fra FN’s ekspertpanel. Målsætningen er oprindeligt fastsat af EU, men nu accepteret af stort set alle forhandlingsparter. Herunder USA, Kina og Indien.
Selv to graders stigning i temperaturen vil imidlertid få store negative konsekvenser mange steder i verden. Derfor er det højeste, vi realistisk set kan opnå i København, altså ikke at forhindre alvorlige klimaforandringer. Det, aftalen måske kan, er at begrænse skaderne samt forebygge den totale katastrofe. De fleste forskere mener nemlig, at hvis temperaturen stiger mere end to grader, så vil de selvforstærkende effekter ved drivhuseffekten medføre, at processen ikke kan stoppes.
I givet fald vil temperaturen måske stige op til seks eller syv grader. Så smelter store dele af polerne og indlandsisen, vandstanden i verdenshave vil stige mange meter, verden vil opleve hyppige ekstreme vejrfænomener, ørkener vil sprede sig osv.
Men hvori består denne forebyggelse så? For det første skal verdens udviklede lande med USA og EU i spidsen forpligte sig til at reducere udledningerne af CO2 markant.
Ifølge eksperterne skal alle industrialiserede lande herunder EU og USA reducere udledningerne af CO2 med mellem 25-40 procent i 2020 og mellem 80-90 procent i 2050 (i forhold til 1990-niveau).
I EU har vi allerede vedtaget lovgivning, der potentielt gør, at vi kan leve op til de krav. Med den klimapakke, som fællesskabet vedtog sidste år, garanterer vi en reduktion på 20 procent og er villige til at opjustere den målsætning til 30 procent, hvis en international aftale kommer i hus.
Sortere ser det ud i USA. Her har præsident Obama ikke fået den nødvendige lovgivning igennem Kongressen. De fleste republikanere og en del demokrater er endnu ikke villige til at underlægge USA så ambitiøse mål. Derfor er det mest ambitiøse reduktionsmål fra den amerikanske administration heller ikke højere end 3-4 procent i 2020.
Andre lande har budt mere ambitiøst ind. Norge med 40 procent og Japan med 25 procent. Det er godt, men samlet set er vi – inden forhandlingerne går i gang i København – kun oppe på reduktionsmål, der er ca. halvt så ambitiøse, som de skal være for at vi kan leve op til tograders målsætningen.
Verdens udviklingslande – med Kina, Indien og Brasilien i spidsen – skal også forpligtes i København. Her taler man dog ikke om reduktionsmål. Men derimod om mål for energieffektivitet og for, hvornår deres stigning i udledninger skal toppe og reduktionerne begynde. Det årstal skal ifølge eksperterne ikke være senere end 2015.
Endelig skal der også findes en løsning på det store problem, der ligger i, at ca. 20 procent af verdens CO2-emissioner i dag kommer fra afskovning. Primært i udviklingslandene. Det betyder, at der skal laves en mekanisme, der sikrer økonomiske incitamenter for at stoppe afbrænding og fældning af skov.
Teknologioverførsel
Udviklingslandene kan kun leve op til deres del af ansvaret og vende deres CO2-ledning, hvis de får hjælp.
Det kræver f.eks., at verdens rige lande deler deres teknologiudvikling med dem, så de kan omstille deres vækst til at bygge på energieffektiv teknologi. I stedet for forurenende kulkraftværker skal de bygge vindmøller, deres nye bygninger skal være isolerede, og man skal satse på klimavenlig infrastruktur for bare at nævne et par eksempler.
Hvordan sikres denne teknologioverførsel? En af mulighederne er handel med karbon-kreditter, hvor det bliver muligt for virksomheder i EU eller USA at finansiere og/eller gennemføre en CO2-besparende indsatser i et udviklingsland og så tilsvarende slippe for at reducere den mængde i deres produktion i deres hjemland.
En supplerede mulighed er at oprette en fælles teknologifond, hvorfra virksomheder betales for at dele deres teknologier. En sådan fond vil også kunne bidrage til at sætte endnu mere gang i udviklingen og testningen af nye energieffektive teknologier og på sigt sikre bæredygtig økonomisk udvikling.
[Tilpasning]: Mange udviklingslande oplever allerede nu konsekvenser af klimaforandringerne. Og flere vil – uanset hvor godt det går i København – rammes i fremtiden. For aftale i København eller ej, så vil vi stadig opleve klimaforandringer alene som følge af den CO2, vi allerede nu har udledt i atmosfæren. Og desværre er det ret konsekvent de mest sårbare udviklingslande, der rammes hårdest af klimaforandringerne.
Udviklingslandene er langt mere sårbare for forandringer i klimaet. Både landenes befolkninger og økonomi mærker det direkte, når ørkener spredes, vandstanden stiger, eller ekstreme vejrfænomener hærger. Landene har ganske enkelt langt ringere mulighed for at imødegå forandringerne på grund af manglende ressourcer og statslig kapacitet.
Derfor skal en aftale i København også indeholde klar tekst om, hvad specielt de rigeste lande i verden forpligtes til at gøre for at hjælpe med den nødvendige tilpasning og begrænsning af skaderne og hjælpe med tilpasning i de fattige lande. Det vil være et ufravigeligt krav fra verdens udviklingsnationer som også – med rette – vil fremføre det argument at klimaproblemerne ikke er skabt af dem. Men derimod er et resultat af, at den rige del af verden har forurenet gennem 200 år.
Finansiering
Men hverken forebyggelse, tilpasning eller teknologioverførsel er gratis. Derfor skal der penge på bordet, for at hensigtserklæringerne kan blive til virkelighed.
Og som altid begynder skoen – og de firkantede parenteser – for alvor at trykke, når det kommer til det grundlæggende spørgsmål: Hvem skal betale?
Udviklingsbistanden fra de rige lande i dag er langtfra tilstrækkelig til at dække omkostningerne.
For det første er der mere end rigeligt brug for den til de formål, som den allerede dækker. For det andet er beløbene alt for små til at tage sig af de nye udfordringer. Der skal altså nye og meget store penge på bordet.
Det er et klart krav fra udviklingslandene, at de rige lande skal bidrage til at finansiere den tilpasning, de selv bærer en stor del af ansvaret for. En international fond, der garanterer ekstra bistand allerede i 2010, som Storbritannien og Frankrig foreslog i sidste uge, kan vise sig at blive en vigtig del af løsningen. Men det er urealistisk at tro, at alle omkostningerne til tilpasning kan dækkes af de rige landes bistandskasser – selv hvis der kommer nye penge oveni. Der er stadig behov for nye markedsbaserede tiltag. F.eks. ved at indføre en afgift på handel med kvoter og binde overskuddet til investeringer i tilpasning i verdens fattigste lande. Fremtiden Vi bliver ikke færdige i København. Også i de kommende år vil der skulle træffes beslutninger om klimapolitik internationalt. Spørgsmålet er, hvor meget vi når i København. Her er grundlæggende tre plausible mulige udfald af COP15. En mulighed er, at vi får en aftale, som er så ambitiøs og tilstrækkeligt bindende, når det gælder reduktionsmål, finansiering, tilpasning og teknologioverførsel, at København kan betragtes som en succes. Herefter vil de næste vigtige møder mest komme til at handle om tekniske spørgsmål om, hvordan man så præcist skruer de forskellige mekanismer sammen. Den anden mulighed er, at vi ikke når så tæt på målet i København, men at man blot opnår en løs aftale med fine hensigtserklæringer, som så må forhandles videre enten næste år ved COP16 i Mexico eller ved et ekstraordinært møde inden da. Den tredje mulighed er, at vi får en aftale, men at den ikke er ambitiøs nok til, at vi når tograders målsætningen, og som heller ikke leverer på de andre parametre, men som statslederne fra de toneangivende lande og grupperinger af lande alligevel stiller sig tilfredse med som det bedste, vi kan nå. Pressen har – specielt i Danmark – været fuld af forudsigelser om, at det helt sikkert ikke kommer til at gå i København. Ifølge pessimisterne skal vi forberede os på en af de to sidste muligheder. Personligt er jeg dog stadig optimist. Vi har aldrig været så tæt på en bindende ambitiøs aftale, som vi er nu. For bare fire år siden havde vi en præsident i USA, som ikke engang anerkendte den globale opvarmning som et menneskeskabt problem. Nu står vi få dage før mødet i København med et samlet verdenssamfund, bakker op om at holde temperaturstigningen under to grader – inklusive USA. 65 statsledere har foreløbig meldt deres ankomst til København. Ingen af dem har endnu sagt, at de ikke tror på en aftale ved mødet. Vil de virkelig være villige til at rejse hjem til deres respektive lande og forklare, hvorfor det alligevel ikke gik? Dygtig spin
