I november udsendte jeg en 10-minutters YouTube-video, hvor jeg redegør for Dansk Folkepartis antimuslimske retorik med konkrete eksempler og for, hvordan et lille parti som parlamentarisk grundlag for den nuværende regering er blevet tungen på vægtskålen i dansk politik og beslutningsproces. Hensigten med videoen var at informere omverdenen om det muslimske mindretals trængte kår i landet og ikke at fornærme hverken danskerne eller Danmark som et fredeligt land. En anden årsag til, at jeg appellerede til det internationale samfund, er, at det nytter meget lidt at appellere herhjemme, fordi den danske regerings ører er lukkede, og statsministeren er underlagt Pia Kjærsgaards diktat. Det er ikke kun mig, der konstaterer dette uheldige faktum. Det har hun selv ofte påstået i medierne, hvor hun har udtalt, at det er hende, der bestemmer i Danmark. Er det ikke tankevækkende, at selv om Dansk Folkeparti kun fik 13 procent af stemmerne ved sidste valg, har statsministeren givet partiet en enorm magt og indflydelse? Jeg kritiserer ikke Dansk Folkeparti for deres højere position, men statsministeren. Det er Anders Fogh Rasmussen, som ingen principper har og ikke vil tøve med at ’sove med djævelen’ for at beholde magten. Men det vil jeg vende tilbage til senere. Reaktionerne på min video var voldsomme. Politikere, aviser, tv og radio samt utallige blogs tog stilling til videoens indhold, og jeg modtog også mange private e-mail. Politikere som Inger Støjberg (V), Henriette Kjær (K) og Søren Krarup (DF) angreb mig i skarpe vendinger. Jeg accepterer altid saglig og legitim kritik, fordi det hører til enhver debat, og man kan altid lære af andres syn på ens egne holdninger. Men to politikere gik ud over en civiliseret opførsel dengang. Det var Naser Khader (Liberal Alliance) og Peter Skaarup (DF). Det er ingen hemmelighed, at Naser Khader og jeg altid har været uenige politisk og i spørgsmål om den danske integrationsmodel. Uheldigvis bruger Naser Khader enhver lejlighed til at mistænkeliggøre mit arbejde for etniske minoriteter med løgnagtige beskyldninger og udokumenterede påstande. Denne gang gik han over stregen, da han til Ritzau sagde: »Det er landsforræderi af værste skuffe. Jeg forstår ikke, hvorfor han har så travlt med at skade det land, der har givet ham asyl. Han er ikke engang muslim selv, og jeg forstår slet ikke hans trang til at involvere totalitære lande i danske forhold. Hans opførsel gør mig forarget«. Ud over denne tåbelige anklage udtalte han til øvrige medier, at jeg var en fusker, har et tvivlsomt cv og bruger EU-midler på at rejse rundt i Europa og sværte Danmark til. Fordi Naser Khader på grund af sine manglende politiske evner nu befinder sig helt på bunden af dansk politik og har mistet al indflydelse, vil jeg ikke sparke til ham yderligere. Men Peter Skaarup gjorde derimod noget horribelt, hvilket alle danskere skal vide, fordi det vedrører mine rettigheder, ytringsfrihed, statsborgerskab og min retssikkerhed. Han henvendte sig skriftligt til både justitsministeren og integrationsministeren, 19. november 2008. Hans spørgsmål til integrationsministeren var: Hvad er ministerens holdning til, at en dansk statsborger, der har erhvervet sit statsborgerskab gennem naturalisering, i offentligheden opfordrer til økonomisk boykot mod Danmark på grund af det siddende folketingsflertal, og finder ministeren, at såfremt Quraishy var blevet statsborger efter de nugældende regler og således havde måttet underskrive en loyalitetserklæring over for Danmark, at han med sin opfordring ville have forbrudt sig mod denne? Spm. Nr. S 412 i Folketinget, besvaret 24. november 2008. Han spurgte også justitsministeren: Er det ministerens opfattelse, at der bør drages retlige konsekvenser over for Bashy Quraishy, jf. straffelovens § 100, for dennes opfordringer til politisk og religiøs boykot af Danmark, eller at erhvervsvirksomheder, der kan godtgøre et tab som følge af Quraishys opfordring, kan gøre krav gældende over for denne? Spm. Nr. S 415 i Folketinget, endelig besvarelse af 21. november 2008. Såvel integrationsministeren som justitsministeren afviste, at jeg kan retsforfølges, eller at jeg som naturaliseret statsborger ikke kan sige, hvad jeg vil. Jeg er tilfreds med begge ministres svar. De respekterer grundloven og de demokratiske principper, selv om de har et parlamentarisk flertal sammen med Dansk Folkeparti, som ønsker at forfølge mig. Når dette er sagt, har det dog chokeret mig mest, at DF forsøger at lukke munden på mig og ved at stille spørgsmål til ministrene forsøger at få mig retsforfulgt samt at undersøge muligheder for at fjerne mit statsborgerskab. Hermed misbruger DF sin magt til at sætte spørgsmålstegn ved min loyalitet over for Danmark. Her kommer vi til et centralt punkt i min bekymring: Hvad hvis DF ved næste valg opnår så mange stemmer, at de opnår ministerposter? Jeg ryster indvendig ved tanken om min skæbne, hvis Peter Skaarup og Søren Espersen blev ministre. For nogle læsere må det lyde som et fantasiscenarie, men som den politiske realitet tegner sig, kan det blive virkelighed. Allerede nu har DF tvunget regeringen til at afvise international kritik af Danmark, sætte spørgsmålstegn ved gyldigheden af menneskerettighedskonventioner i Danmark, indføre Europas strengeste udlændingelovgivning, fravælge muslimske asylansøgere i FN-flygtningelejre, tuneserloven. Samtidig er de suveræne talsmænd for antiislamholdninger og islamofobisk stemning. Partiet forsøger at mistænkeliggøre enhver, som tør udfordre partiets umenneskelige syn på etniske og religiøse minoriteter, kalder dem udanske og presser dem i debatten. Et klokkeklart eksempel er den måde, hvorpå fhv. topchef Bonnichsen i PET blev omtalt af DF. Resultatet af den ekstreme højredrejning i det danske samfund, som partiet har iværksat, har jeg selv oplevet i mange år. Men efter offentliggørelsen af min YouTube-video har jeg indset, hvor meget situationen er forværret. Der er ikke plads for minoriteters talsmænd som mig til en udveksling af meninger med majoritetssamfundet, at have en konstruktiv dialog eller ytre sig kritisk uden at opleve ekstreme insinuationer og anklager mod min person, mit politiske arbejde og min tilstedeværelse i Danmark. Jeg vil gerne dele nogle af disse påstande, man risikerer at blive udsat for, når man bruger sin ytringsfrihed, med dem, der har mindre kontakt med etniske minoriteter og dermed den følelse af hjælpeløshed og frustration, der er opstået hos mange af de etniske minoriteter. I forbindelse med min video bliver jeg anklaget for: ? At opfordre muslimske lande til at boykotte Danmark politisk og økonomisk ? At være landsforræder af værste slags ? At bruge EU-midler til at rejse rundt og sværte Danmarks omdømme til ? At være utaknemmelig over for det land, der har givet mig husly og mad Det er desuden blevet sagt, at: ? Jeg skal retsforfølges ? Jeg skal udvises ? Jeg skal rejse til Pakistan og kæmpe for demokrati dér Ud over ovenstående udtalelser var der mange nedværdigende og perfide verbale angreb på forskellige blogs og i læserbreve. Selvfølgelig er det ikke et udtryk for alle danskeres holdning, men jeg er overbevist om, at den hadske tone og den nedvurderende måde, som visse mennesker taler om mig på, er direkte resultat af DF’s retorik, da jeg kan se en væsentlig forskel på før og nu. For at komme tilbage til insinuationerne om min person – lad mig besvare disse mærkelige anklager og beskrive realiteterne. I hele mit politiske arbejde har jeg aldrig skjult mig bag lukkede døre, når det gælder mine politiske ytringer. Jeg har sagt, skrevet og debatteret de emner, som jeg har stor viden om, har lavet grundig research på og kan dokumentere. Det er også interessant, at mange af de mennesker, som skriver om mig, ikke engang kender mig personligt eller mit politiske arbejde. Deres negative reaktioner er altid automatisk nationalistiske. Når det er sagt, vil jeg nu korrigere de påstande: Hvis man hører mit videointerview med åbne ører, vil man lægge mærke til, at jeg aldrig har sagt, at muslimske lande skal boykotte Danmark. Mine ord var, at muslimske lande kan gøre det, hvis de vil. Jeg sagde endvidere, at jeg er mod voldelige demonstrationer, og jeg går ind for fredelig dialog. Det er almindeligt, at lande boykotter andre lande. Lad mig komme med et par eksempler på, når Danmark selv har benyttet denne mulighed: Danmark har i årevis boykottet Sydafrikas hvide racistiske mindretals apartheidregime. Denne boykot førte til demokrati. Mange danskere boykottede oven i købet benzinselskabet Shell. Danmark og andre vestlige lande var med til at indføre økonomiske sanktioner mod Irak efter den første Golfkrig, hvilket medførte tusindvis af uskyldige irakeres død og økonomisk ruin for landet. Danmark og andre vestlige lande indførte også sanktioner mod Pakistan, da dette land prøvesprængte atombomber, hvilket også var økonomisk hårdt for Pakistan. Nogle danskere boykottede franske og israelske produkter i kort tid i protest mod henholdsvis Frankrigs prøvesprængninger i Stillehavet og Israels hårdhændede behandling af palæstinenserne. Det er meget sædvanligt, at den rige vestlige verden presser udviklingslandene politisk og økonomisk, nogle gange er det retfærdigt, andre gange er det uhensigtsmæssigt. Så hvad er forskellen mellem, hvad jeg sagde, og hvad Danmark selv har gjort? At kæmpe mod samfundets negative udvikling, som er et resultat af Dansk Folkepartis politik, kan ikke være landsforræderi. Mig bekendt er det i et demokratisk samfund helt nødvendigt, at bekymrede borgere kritiserer regeringer, politikere og deres forkerte beslutninger. Jeg tror, at man skal værdsætte en indsats af den slags i stedet for at mistænkeliggøre og sætte spørgsmålstegn ved andres – og hermed også min – ytringsfrihed. Jeg ser mig selv som en mønsterborger, dvs. en person, som viser interesse for samfundet og gør noget i stedet for at sidde i sofaen og brokke mig. Jeg har været dansk statsborger siden 1976. Hele mit liv har jeg arbejdet, betalt skat, engageret mig politisk og ytret mig gennem danske medier vedrørende samfundsspørgsmål. Jeg har præsteret et stort forfatterskab, og mange af mine bøger bruges flittigt på biblioteker og i skoler. Etniske minoriteter, især med muslimsk baggrund, bliver hele tiden fortalt, at de skal respektere danskernes ytringsfrihed og finde sig i, at alt kan kritiseres og hånes inklusive deres kulturer og religion. Så spørger jeg, hvor er min ret til at ytre mig? Hvorfor er mine ytringer skadelige for Danmark, mens Dansk Folkepartis antiislampropaganda er legitim? Jeg kan ikke forstå, at det kun er hvide danskere, som føler sig berettiget til at sige, hvad der passer dem, mens minoriteter ikke engang må klage, uden at de bliver beskyldt for landsforræderi. Det er tankevækkende. Når det gælder mine rejser og foredrag i EU, får jeg ingen finansiel støtte. EU-institutioner, universiteter, ngo’er og store internationale organisationer inviterer mig som foredragsholder. Det er dem, der betaler rejser og ophold. Jeg bliver inviteret til at tale om forskellige emner som interkulturalisme, integration, medier og minoriteter, islamofobi m.m. Ofte er det spørgsmål, der bliver stillet til mig om Danmark. Folk læser jo også aviser og ser tv i udlandet. De er udmærket informeret om Dansk Folkepartis virke. »Jeg skal være taknemmelig for asyl, husly, mad og opholdstilladelse i Danmark«, bliver det sagt igen og igen. Skal jeg grine eller græde over disse ord? Nogle mennesker er så ignorante og fjendtlige over for min person, at de ikke engang tjekker deres oplysninger. Jeg er en offentlig person, og der findes informationer om mit liv, politiske arbejde og min fortid på Google, på min egen hjemmeside og mange andre hjemmesider. Men lad mig endnu en gang bruge kræfter på at forklare, at jeg kom her som turist, mødte Kim Schumacher på Hovedbanegården og boede hos ham som gæst i et stykke tid. Det var danskernes åbenhed, smil og charme, som jeg faldt for. Jeg ledte ikke efter husly eller opholdstilladelse, og der gik lang tid, før jeg besluttede at bosætte mig permanent i Danmark. Da jeg havnede i Danmark, havde jeg allerede en universitetsuddannelse og talte mange sprog. Så fortæl mig, hvad skal jeg være taknemmelig for? Faktisk er jeg et af de få mennesker, som Danmark bør være taknemmelig for og også for, at jeg har holdt ud så længe. Det var min kærlighed til mine børn og mit stærke bånd, samt påskønnelse af Danmark, som hindrede mig i at bosætte mig i nogle af de andre lande, hvor jeg fik tilbudt job, eller hvor jeg ellers gerne ville have bosat mig. Selvfølgelig kan jeg ikke bare pakke min kuffert og flytte til Pakistan, som nogle mennesker i Danmark ønsker. Jeg har kun dansk statsborgerskab. Jeg opgav mit pakistanske statsborgerskab i 1976, da Justitsministeriet spurgte mig, om jeg ønskede dansk statsborgerskab. Det er sandt, at på baggrund af den nuværende politiske udvikling og antiislamatmosfære i Danmark har jeg tit tænkt på at forlade Danmark, men det er nemmere sagt end gjort. Jeg skal have visum, selv hvis jeg bare skal besøge Pakistan, og for at leve i landet skal jeg have et job eller en forretning dér, og det er jeg for gammel til nu. Til slut vil jeg understrege endnu en gang, at jeg er dansk statsborger med indisk-pakistansk baggrund, orientalske kulturelle rødder og islam som den religion, jeg er født ind i og opvokset med, indtil jeg var 17 år. Så kære danskere, nu har I hele historien og svar på nogle af de spørgsmål, der bliver stillet mig offentligt. Jeg håber, at mine kritikere fremover vil overveje at revidere deres holdninger til min person, ikke for min skyld, men for deres egen anstændigheds skyld. Hvis man stadig er uenig i mine holdninger og politiske engagement, har jeg kun ét budskab: Lad os være enige om at være uenige. Det er den smukkeste filosofi, jeg har lært i Danmark.