Diskussionen OM den globale økonomi har hidtil været præget af fornægtelse. For et halvt år siden benægtede man, at der var udsigt til en egentlig finanskrise. For en måned siden benægtede man, at krisen ville brede sig til Danmark. Og nu benægter man, at den krise, som også Danmark står over for, kan få enorm indflydelse på hele økonomien og muligvis blive den værste krise siden 1930’erne. Vi står i en global recession og kender endnu ikke de samlede konsekvenser. Enhver krise har sin egen diagnose, og enhver krise rammer enkelte landes økonomier forskelligt. Men flere strukturelle udfordringer peger på, at også Danmark kan blive ramt hårdt af den kommende krise: Danmark har en næsten lige så giftig boligboble som USA med begyndende bankkrak, byggekrak med halvfærdige, men solgte boliger, tusinder af teknisk insolvente husstande, en del fanget i lange perioder med dobbelt husleje og boligprisfald på ca. 20 procent allerede. Det skyldes blandt andet, at Danmark i syv år har haft et særligt boligskattestop, men uforandret rentefradrag, så boligpriserne er steget helt uholdbart. Det har fået nogle boligejere til at holde friværdifest, mens andre har ladet sig friste til at sætte sig for dyrt. Danmark ligger således nr. 2 efter USA, hvad angår andelen af gæld i boligsektoren. Danmark HAR sin egen sub prime-krise ventende, for det første i form af de afdragsfrie lån, hvor lånerne vil skulle op med en pæn ekstra sum pr. måned om få år. Mange boligejere tror, at de så vil kunne omlægge til et nyt afdragsfrit lån – men hvem vil erstatte et allerede dårligt lån med et endnu dårligere i krisetider, og hvis det endelig sker, hvilken ekstra sikkerhed og rente forlanges der mon? Dertil kommer for det andet, at mange har taget ekstra lån i friværdien ud over realkreditgrænsen i forventning om yderligere prisstigninger på boligen. De står nu med et dyrt og usikkert lån, hvor sikkerheden er forsvundet op i den blå luft. ’Den nyliberalistiske konsensus’ har betydet, at stærke kræfter bag regeringen har været alt for villige til at lade finanssektoren køre friløb og har derved svigtet deres samfundsmæssige ansvar for at kontrollere og regulere en sektor, der er af afgørende betydning for den realøkonomiske udvikling. Det betyder, at eksempelvis Finanstilsynet ikke har brugt de økonomiske redskaber, som det allerede har til rådighed. Med handling i tide eller ’rettidig omhu’, som en dansk erhvervsguru ville have sagt, kunne man have imødegået mange af de nuværende problemer. Endelig er der risiko for, at krisen forstærkes yderligere udefra, fordi selv den reviderede finanspakke i USA ganske enkelt kan vise sig at være for lidt og for sent. Det er tankevækkende, at den irske pakke er næsten lige så stor i beløb som pakken for USA. Men USA’s pakke er heller ikke klog nok. Den er nu forbedret med en større indskydergaranti, men der er næppe nok hjælp til betrængte boligejere, mens de store investorer og virksomhedslederne igen har fået en luns på 100 milliarder dollar i flere skattelettelser. Med den økonomiske udvikling in mente skulle man tro, at det var tid til eftertanke og måske endda selvransagelse hos de nyliberalistiske ideologer, men hverken dogmatiske eller mere reflekterede nyliberalister vil indrømme, at virkeligheden har fået deres ideologiske projekt til at kollapse; for den usynlige hånd, der automatisk skulle regulere markedsøkonomien, er intet andet end en illusion. Martin Ågerup fra Cepos har således allerede været ude at erklære, at krisen skyldes for megen og ikke for lidt regulering. Ågerup har dermed placeret sig klart til højre for præsident Bush og hans hær af økonomiske rådgivere, som nødtvunget har indset, at det er politisk handling og skærpet kontrol med finanssektoren, der skal til for at stabilisere økonomien. Mange vil måske trække på smilebåndet over denne ideologiske bibellæsning, men smilet fortager sig, hvis den dogmatiske liberalistiske tænkning fortsat får direkte indflydelse på den danske regering. Både stats- og vicestatsministeren tager som statsmænd og -kvinder krisen med ophøjet ro. Med øget gennemsigtighed og en ordentlig skideballe fra Danmarks skrappe moster Lene Espersen og familiens overhoved Anders Fogh mener de, at »det nok skal gå, det hele«. Det lyder sympatisk, men den typiske dansker eller amerikaner får ikke stabiliseret privatøkonomien ved, at alverdens bankregnskaber bliver offentliggjort på internettet. De borgerliges løsning svarer derfor til et fedtmuleplaster på et åbent benbrud. Hvis det fortsat repræsenterer den herskende mening på bjerget og danner rammen om regeringens økonomiske politik, så er der fare for, at Danmark kan få en dyb depression med nedsmeltning, der henleder tankerne på krisen i 1930’erne. Den mest konstruktive melding fra den borgerlige lejr hidtil har haft klimaminister Connie Hedegaard som afsender. På det konservative landsråd sagde den oprigtige klimaminister således: »I disse uger indser alverden, hvad vi konservative altid har vidst: at også den hæmningsløse liberalisme har sin begrænsning. Ligesom staten ikke kan styre alt – så kan markedet heller ikke«. Med kommentaren siger klimaministeren ærligt, at nyliberalismen har givet fortabt. Der findes ikke nogen simpel løsning eller noget quick-fix af de nuværende økonomiske udfordringer – hverken i Danmark eller USA. Fortidens svar giver ikke løsning på fremtidens udfordringer. Hverken staten eller markedet kan løse alle problemer, men kan i fællesskab skabe en løsning til gavn for samfundsøkonomien og for de enkelte låntagere. I løbet af 1990’erne opkøbte den svenske stat således en række likviditetssvage banker, som de senere kunne sælge tilbage på private hænder med stort overskud. Det viser, hvorledes markedet har behov for et samarbejde med staten – og for korrektioner fra det statslige fællesskab. I den nuværende situation kan vi derfor heller ikke lade stå til, som regeringen med sin minipakke endelig har indset. Hvis man var skredet ind tidligere, kunne mange af problemerne været løst. Men det er tydeligt, at selv en borgerligt/liberal regering nu har indset, at vi hverken samfunds- eller privatøkonomisk har vi råd til at vente på den usynlige hånd. Derfor vil Cevea foreslå en samlet national økonomisk pakke med en fornuftig social profil, øget regulering og flere checks and balances på de finansielle markeder. De nuværende og forestående udfordringer skal løses på både nationalt og internationalt plan og på kort og langt sigt. Vi kan ikke forudse alle problemer og slet ikke forudse alle løsningerne her og nu. Derfor vil vi opfordre til, at man nedsætter en visionær og alternativ finanskommission, der skal udarbejde en langsigtet strategi for en mere overnational regulering og et mere forpligtende internationalt finansielt samarbejde. Det skal ikke blot være regeringens ’usual suspects’, der mødes igen og ophøjer den eksisterende politik til lov, men derimod en bred skare af progressive og langsigtede økonomiske fritænkere – der tør tænke højt og nyt. Der er behov for en helt ny finansiel struktur internationalt, europæisk og nationalt. Her må vi naturligvis starte nationalt, men arbejde aktivt for, at der også bliver taget europæiske og internationale initiativer til øget regulering og øget kontrol af finanssektoren. Man kunne på internationalt plan overveje et forslag om indførelse af en minimal afgift på alle transaktioner på finansmarkederne, der skal nyde godt af fremtidens finansielle sikkerhedsnet. En slags intelligent ’finansmoms’, hvis provenu indsættes i en global fond til konsolidering af banksektoren og fremme af investeringer i ulandene. Samtidig kunne de økonomiske ressourcer anvendes til at lade en lignende fond varetage en uafhængig og professionel overvågning af finansmarkederne. Vi ønsker endelig, at der bliver tænkt i nye baner i forhold til inddragelse af EU, som den allestedsnærværende franske præsident, Sarkozy, netop synes at forsøge i disse dage. Det burde være muligt at sætte en fælles europæisk dagsorden og presse på for øget global finansregulering. Den kommende krise kunne dermed blive EU’s comeback som den stabiliserende og modige aktør på den internationale politiske scene. En dansk finansiel redningspakke og tilhørende krisereformer med både kort- og langsigtede perspektiver kunne indeholde: •Ansvarlighed hos bankerne – en målrettet hjælp til folk med særligt store banklån i forhold til indkomsten, hvis de er lånt til betaling af resten af en boligs udgift eller til aktier i banken selv. Fri proces til sagsanlæg mod banker og andre finansinstitutter, hvor der er givet uansvarlige råd, f.eks. om at låne til en investering med stort tab. Forhøjelse af indskydergarantien fra kr. 300.000 til kr. 600.000. •Finansiel fælles fond – en øjeblikkelig lov om oprettelse af en fællesfond for bankerne, som skal indskyde en andel ud fra deres relative størrelse. Den foreslåede redningspakke, som ikke alene skulle redde banksektoren, men også regeringens åbning af Folketinget er en vigtig brik i spillet for at redde og sanere de uansvarlige banker, før de falder. Fonden skal pålægge bankerne en ny ansvarlighed for egne investeringer og sikre, at det ikke alene vil være statens ansvar at skride ind i kommende kriser. Finansieringen hos bankerne bør derfor pålægges afgifter af aktiehandel og kortsigtede investeringer – det skal således ikke være de almindelige småsparere, der betaler regningen for den grådige investeringsfest. •Afskaffelse af nye afdragsfrie lån – en fjernelse af muligheden for at optage nye afdragsfrie lån og hjælp til dem, der kommer i klemme, når afdragsbetalingen sætter ind. Nedsættelse af en finanskommission, der skal foreslå flere tiltag, herunder vurdere de mulige risici ved de nye SDO-lån, vurdere, om lån med variabel rente er for stor en fordel i en tid med lav rente, men senere en fælde mod omlæggelse til fastforrentning ved teknisk insolvens, og om de forøgede udsving i boligpriserne gør, at man bør sænke realkreditdelen af boligens værdi. •Loft for medarbejderoptioner – forbud mod, at ansatte i en bank råder kunder til at investere i banken selv, evt. forbud mod at have lån og aktier i samme bank eller finansinstitut. Generelt forbud eller loft over størrelsen på aktieoptioner som del af ansættelseskontrakter for større virksomheder bør overvejes til gengæld for en højere almindelig løn. En øverste grænse for resultatløn/bonusser kunne være 50 procent af selve lønnen. De uhensigtsmæssige incitamentsstrukturer har ført til, at bankdirektør og andre erhvervsledere har en stor sammenblanding mellem virksomheds- og privatøkonomien. •Uafhængig finansrådgivning – oprettelse af en offentlig og uafhængig privatøkonomisk rådgivning, evt. på det kommunale rådhus eller i forbindelse med oprettelse af en generel offentlig retshjælp, hvor der opkræves et mindre gebyr, der vokser med indkomsten. Rådgivningen skal kunne garantere en ny uafhængig institution, der går finanssektoren efter i sømmene og på den baggrund informerer almindelige danskere. •Afskaffelse af rentefradraget bør være en seriøs overvejelser i skattekommissionen, så man ikke kan spekulere for andre skatteyderes penge. Derudover må man generelt satse på at skabe en krisesikret, klimasikret og fremtidssikret skattereform, der på en gang gradvist forøger og fleksibiliserer udbuddet af arbejdskraft ved at sørge for, at det kan betale sig at arbejde. •Eftersyn af finanseksperterne – der bør ske en grundig gennemgang af ledelserne i Finanstilsynet og Nationalbanken, som med større beføjelser skal stå for en øget overvågning og regulering af finanssektoren, fuld indsigt i finansinstitutioner for tilsyn og evt. offentlighed, offentligt tilsyn med tilsynet via Folketing og regering, samt fjernelse af for oplagte muligheder for uansvarlig spekulation. •Økonomisk nødhjælp – hjælp til betrængte ’uskyldige’ boligejere, det vil især sige nye familier med det første hus, som er teknisk insolvente, og hjælp til andre teknisk insolvente, som ikke har scoret store gevinster på tidligere boligsalg i de forudgående fem år. Vi skal ikke holde hånden over grådige spekulanter, men sikre tag over hovedet på uheldige låntagere. •Styrkelse af den globale ansvarlighed – den økonomiske krise har bevist, at der er behov for en ny global ansvarlighed, der rækker længere end den ensidige tænkning, der har været forbundet med det såkaldte Washington-konsensus, hvor få magtfulde institutioner har bestemt verdens kurs. Det betyder kort fortalt, at der gøres op med en ensidig vestlig markedsfundamentalisme, som bl.a. IMF og Verdensbanken har været eksponenter for. Hvis man flyttede flere af disse institutioner til Sydamerika eller Afrika, kunne man skabe en langt større forståelse for, at ’onesize’ ikke passer til alle. •Strategi for arbejdskraftudbud – stop for ufinansierede skattelettelser og i stedet fremsynede offentlige investeringer i en takt, der afhænger af ledighedens størrelse mv., især i kollektiv og miljørigtigere privat transport, mere alment byggeri, bedre fysiske rammer i skoler og sundhedssektor og en offentlig-privat satsning på ’grønne job’. Dertil kommer en strategi for at udvide og ’fleksibilisere’ arbejdskraftudbuddet gennem livslang læring, mindre sygefravær, forbedret integration samt kort- og langvarig immigration samt ved at se på idéen om en tidsbank og endelig ved i det mindste at undgå at tabe dele af de nye generationer på gulvet, som man især gjorde i 1980’erne. Vores forslag er ikke et forsøg på at understøtte dårlige virksomheder eller skabe statsgaranteret understøttelse til grådige finansspekulanter, men derimod på at skabe stabilitet og sikkerhed for den enkelte dansker. Prisen for en gennemgribende finanskrise er høj for både samfundet og den enkelte. Den nuværende krise er langtfra drevet over, og den forsinkede reaktion fra regeringen var blot et sidste udkald, inden flere banker falder. Men krisen viser, at den politiske filosofi bag regeringen og de dominerende finansinstitutioner har været katastrofal – afregulering og markedsfundamentalisme har skubbet verdensøkonomien ud over kanten. Det er fortidens liberalistiske dogmer, der har skabt den nuværende krise. Krisen er derfor ikke økonomisk, men politisk. Vi står i en situation med stærkt behov for fællesskabsløsninger.