Endnu en stund, så drær den danske rug.
Mens lærken trilrer og grågøge kukke. Du puslingland, som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge, mod dig vort håb og manddomsdrømmen går, når landsbyklokken signer dine strande, når aftenrøden højt i skyen står, og sænker fredens korstegn på din pande. Jeppe Aakjær, 1916 Vi oplevede et sært fænomen under den nu overståede valgkamp. Gennem de to første uger kom den såkaldte røde blok stadig tættere på den blå blok, indtil de stod næsten lige. Og så pludselig, i valgkampens allersidste dage, vendte billedet, og den blå blok vandt en overbevisende sejr. Hvad var det, der skete? Det lykkedes simpelthen statsministeren og Pia Kjærsgaard endnu en gang at gøre flygtningepolitikken til valgets hovedemne og derved at mobilisere den stadig tilstedeværende angst i dele af vælgerkorpset for en masseindvandring af flygtninge fra verdens urolige områder. Det er ikke første gang. Lige siden Schlüter måtte opgive regeringsmagten på grund af de tamilske familiesammenføringer, har flygtningepolitikken gradvis erobret den politiske dagsorden fra socialpolitikken og den økonomiske politik. En af konsekvenserne har været, at Socialdemokratiet lærte sit eget vælgerkorps at kende på en ny og ubehagelig måde. Den internationalt orienterede arbejderbevægelse, hvis medlemmer synger ’Internationale’ ved morgenfesten 1. maj, blev chokeret af en vælgerflugt til Dansk Folkeparti, næret af angsten for de fremmede. Vælgerflugten voksede år for år og tvang Socialdemokratiet til tøvende, under mange indre spændinger, at tilslutte sig den stramme udlændingepolitik. Derved vandrede den politiske magt fra den traditionelle centrum-venstre-akse mellem Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre over til den borgerlige fløj, inklusive Dansk Folkeparti. Både på asylområdet og familiesammenføringsområdet blev politikken strammet i et omfang, som er internationalt enestående. Hvad var det, der skete med det ellers socialt og humant indstillede danske vælgerkorps? Og hvorfor skete det netop her? Ikke i Portugal, ikke i Frankrig, ikke i Italien, ikke i Sverige, men her! Gennem århundreder har det europæiske fastland været skueplads for voldsomme krige og uroligheder. Hære har udkæmpet voldsomme slag, og mellem slagene har de bevæget sig plyndrende og ødelæggende frem og tilbage over store landområder og efterladt ødelagte menneskeskæbner og splintrede familier. Krig har gennem tiden været en del af livsvilkårene for lokalsamfundene på kontinentet. Fred og fremgang har ikke været en selvfølge for vore naboer mod syd, som det var for os. De blev grundigt belært om, at i deres verden er ingen sig selv nok. Ude i kanten af dette urolige Europa levede danskerne i vores idylliske puslingeland. Man hørte naturligvis genklang af de grumme gerninger sydpå, og en gang imellem rykkede lynglimtene lidt for tæt på. Som da englænderne under napoleonskrigene bombede København og røvede vores stolte flåde. Men det ramte jo ikke folk på Fyn eller i Jylland, og selv københavnerne kom ret hurtigt over Vor Frue Kirkes brand. Der var også nogle lokale træfninger i Sønderjylland i 1848, og den nationale stemning voksede, men slukkede brat i 1864. Men Danmark kom sig. Hvad udad tabes skal indad vindes! Til gengæld for Slesvig fik vi den jyske hede, og kun få kom til skade. Første Verdenskrig, som satte hele Europa i brand, gik helt uden om Danmark – præcis som Jeppe Aakjær beskrev det i sin let sarkastiske kærlighedserklæring til fædrelandet. Og Danmark kom også endnu en gang relativt uberørt igennem den tyske besættelse i Anden Verdenskrig. Puslingelandet har fortsat hygget sig gennem de seneste årtier, hvor den accelererende globalisering har været til stor fordel for os. Ikke mindst på grund af den danske ’flexicurity’ har vi fået tilført flere arbejdspladser, end vi har mistet; og vi har i dag en af de mest velfungerende økonomier i verden. I høj grad skabt af os selv, men også hjulpet af gode internationale vilkår. Men samtidig har globaliseringen bragt os tættere på de internationale konfliktområder, især – men ikke udelukkende – på Balkan, i Mellemøsten, det nordøstlige Afrika og Afghanistan, hvor globaliseringen har medført, at nationale, religiøse og etniske modsætninger er blevet voldsomt forstærkede, ekstremt voldelige og har sendt store flygtningestrømme på vandring. De fleste flygtninge strømmer mod nabolandene, hvor de strander i flygtningelejre og vokser til et antal, som udgør en næsten ubærlig byrde på skuldrene af de i forvejen forarmede værtslande. En mindre del er flygtet til Europa, som tøvende slipper nogle af dem ind. Og en ganske lille bitte del har kurs mod Danmark, hvor de har vakt stor nervøsitet i befolkningen. Så stor, at vi i 2001 med bred politisk tilslutning har strammet asylreglerne og reglerne omkring familiesammenføring. Før 2001 kunne en flygtning få asyl af to grunde: 1) Hvis han er flygtet fra sit land og som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret, og ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt, ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse og derfor ikke er i stand til eller ikke ønsker at vende tilbage dertil (FN’s flygtningekonvention), eller 2) Hvis han – uden at være individuelt forfulgt – er på flugt fra krig eller interne uroligheder (de facto-flygtninge). Denne sidste gruppe mistede retten til at få asyl i Danmark ved stramningerne i 2001, bortset fra de få tilfælde, hvor der forelå en svært dokumenterbar alvorlig trussel på livet. Det er en meget brutal regel! Som følge af stramningerne faldt antallet af opholdstilladelser i asylsager fra godt 6.000 i 2001 til godt 1.000 i 2006. Det indgik ikke i de danske politikeres overvejelser, hvad der ville ske med de årlig ca. 5.000 de facto-flygtninge, som efter 2001 ikke kunne få asyl i Danmark. Er de vendt de tilbage til hjemlandet? Og hvad er der i så fald sket med dem? Eller sluttede de sig til flygtningestrømmen til et andet europæisk land, som f.eks. Sverige, der er mere tilgængeligt for de facto-flygtninge? Eller sluttede de sig til flygtningestrømmen i et af de overbebyrdede nabolande, hvor der i forvejen var utålelig trængsel? Eller gik de simpelthen til grunde ligesom andre ekskluderede, som ingen vil kendes ved? Det officielle Danmark har ikke interesseret sig for deres skæbne! Og de menige danskere har aldrig stillet spørgsmålet! Det er imidlertid på ingen måde sådan, at Danmark holder alle indvandrere ude! Tværtimod! På grund af vores gode økonomi er det lykkedes os at bringe arbejdsløsheden så langt ned, at både erhvervslivet og det offentlige begynder at mangle arbejdskraft. Desværre har vi forsømt i tide at uddanne tilstrækkelig mange i visse professionelle grupper, f.eks. læger, og det tager lang tid at indhente efterslæbet, hvis vi selv skal uddanne de nye. Konsekvensen er lange ventetider og utilstrækkelige ressourcer i en sådan grad, at danskere dør af det. Det problem søger vi at løse ved at hente dygtige læger fra Polen, andre østeuropæiske lande og Mellemøsten, dvs. fra lande, hvor lønningerne og levefoden er beskedne. Danmark sætter hvervekampagner i gang og lokker med bl.a. højere lønninger og skattebegunstigelser. I den ende af det sociale hierarki er Danmark et særdeles gæstfrit land. Men Polen og de andre lande, som har ofret store ressourcer på at uddanne de læger, som udvandrer til Danmark, mangler dem selv. Import af læger er godt for de syge danskere. Men det er ikke så godt for de syge polakker, iranere og kurdere. Vi mangler også bygningshåndværkere i Danmark. Det har skabt flaskehalse, som truer den økonomiske stabilitet. Derfor importerer vi også håndværkere fra Polen. Til gengæld støvsuger Polen Ukraine for håndværkere. Slutresultatet er, at byggeriet af luksusboliger fremmes i Danmark, mens genoprettelsen af den nedslidte boligbestand i Ukraine bliver forsinket. Der er andre paralleller. F.eks. import af it-eksperter, ingeniører og forskere fra økonomisk tilbagestående lande som Indien og Pakistan, som har desperat behov for højtkvalificerede medarbejdere på deres vej hen imod et moderne samfund. Mønstret i Danmarks indvandrerpolitik er let at læse: På den ene side har vi lagt stærke stopklodser i vejen for indvandring af personer, som i en periode kan blive en økonomisk og social byrde for os. Og på den anden side leverer vi stærke incitamenter til indvandring af ressourcestærke personer, som vi har brug for. Uanset at det svækker de oprindelseslande, som har endnu mere brug for dem. Hvis det var en person, som opførte sig sådan, ville vi kalde ham ’asocial’. Men danskerne er faktisk ikke asociale! Velfærdssamfundet bygger på en høj grad af intern solidaritet, og den ’flexicurity’, som har gjort os omstillingsparate under globaliseringen og gjort dansk økonomi til en af de mest konkurrencedygtige i verden, ville ikke være mulig med en asocial befolkning. Vores internationale solidaritet har vi demonstreret gennem ulandsbistanden, som stadig er høj trods beskæringer, gennem deltagelse i en række fredsbevarende aktioner, og såmænd også gennem vores militære bidrag til krigene i Irak og Afghanistan – hvad man så ellers kan mene om berettigelsen af disse krigshandlinger. Og selv de islamiske flygtninge – som nogle er så bange for, at de opfatter dem som fortrop for en islamisk verdenserobring – opleves som ganske fredelige, når vi får sat ansigt på dem og deres børn og får øje på deres utålelige vilkår i asylcentrene. Så inkluderes også de i den danske solidaritet! Umiddelbart kan man undre sig over, at den humane danske befolkning har reageret så stærkt på den voksende tilstrømning af flygtninge og familiesammenførte. Tilstrømningen har jo som nævnt været langt mindre her end i de fleste andre europæiske lande. Vist har der også været reaktioner andre steder. Vel i virkeligheden over hele Europa! Men kun få steder – om nogen overhovedet – har modstanden mod indvandringen haft en sådan politisk styrke som i Danmark. Intet sted har fremmedangsten formået at præge den politiske dagsorden så stærkt som her i landet. End ikke Østrigs Jörg Haider eller Frankrigs Le Pen har fået en politisk magt, som kan måle sig med Pia Kjærsgaards, på trods af en langt større tilstrømning af flygtninge til Østrig og Frankrig end til Danmark. Jeg tror, det har at gøre med, at den danske befolkning ikke har haft den samme lejlighed til på godt og ondt at øve sig i at være et integreret medlem af det internationale selskab. Den øvelse har vore sydlige naboer fået gennem krige og konflikter, men også ved at de folkerigeste af dem har været kolonimagter. Kolonitiden har meget på samvittigheden, bl.a. den fuldstændig tilfældige opdeling af statsgrænserne i Afrika og Mellemøsten, som er medvirkende til nogle af dagens blodige begivenheder. Men den har haft positiv betydning ved at bringe koloninationerne i tæt kontakt med fremmede kulturer og religioner, sæder og skikke, værdier og samlivsformer. Kolonitiden bragte også de ’fremmede’ indenfor hos kolonimagterne selv. Tag en tur til Amsterdam, og oplev et spændende gadeliv langs kanalerne, og få et lækkert rijsttafel, som er præget af Timor, Bali, Sumatra og Java – områder, hvor islam står lige så stærkt som i Mellemøsten. Eller tag til Marseille, drys ind i en havneknejpe, og spis nordafrikanske specialiteter i en af de mange marokkanske eller algeriske restauranter. Her er hollænderne og franskmændene kommet tæt på de fremmede som individer, og de har lært, at man ikke skal frygte minoriteterne. – Især ikke, hvis man undlader at proppe ’franske’, ’hollandske’ eller ’europæiske’ værdier langt ned i halsen på dem. Det skal såmænd nok komme lige så stille af sig selv. Herhjemme trænger vi også til at lære det, og den accelererende globalisering vil blive vores læremester. Også vores samfund vil gradvis blive multikulturelt, og det skal vi glæde os til. Det vil hjælpe os til at bevare og berige vores danske identitet. Forhåbentlig kan vi om få år fjerne indvandringen fra den politiske dagsorden og erstatte den med vigtigere emner. Første prioritet bør så gå til at styrke Danmarks omstillingsduelighed i forhold til globaliseringens uforudseelige udfordringer. Og i et bredere perspektiv skulle vi måske fundere over, hvorfor lande som Danmark, Sverige, Norge og Holland – alle med en stor offentlig sektor, højt skattetryk, høje skatter og stor lighed mellem befolkningsgrupperne – befinder sig i den internationale elite, når det drejer sig om lav arbejdsløshed, lav inflation, positiv betalingsbalance og høj levestandard. Måske er en stor offentlig sektor slet ikke en økonomisk byrde, måske er det en fejl at tro, at et højt skattetryk er en bremse på dynamikken, måske er ulighed ikke det positive incitament, som nogle økonomer tror. Måske er velfærdsstaternes succes netop ikke opnået på trods af, men i kraft af, ligheden, trygheden, den høje offentlige service og deres befolkningers beredvillighed til at betale for disse goder i form af et højt skatteniveau. Det var måske en god ide at sætte sådanne spørgsmål på dagsordenen i den politiske debat til erstatning for den fremmedangste udlændingepolitik.
