Roman Polanskis californiske advokater forsøgte i 2008 at få filmkunstnerens gamle uafsluttede sædelighedssag fra 1977 lukket på grund af ’rettergangsfejl’.
Det lykkedes ikke ved underretten. De appellerede og hævdede bl.a., at anklagemyndigheden slet ikke ønskede at grave den gamle skandalesag op og f.eks. ikke engang havde forsøgt at få Polanski selv bragt til stede i retssalen. Nu skal sagen prøves i appelretten i morgen, og man har, ironisk nok, benyttet lejligheden til at kræve ham udleveret fra Schweiz for at genoptage hans straffesag. Han risikerer fængsel i to år.
Oscarvinderen Polanski blev arresteret i Zürich 26. september på vej til at modtage en pris for sin livslange indsats som filmkunstner. 25. november besluttede den schweiziske højesteret, at han – efter 69 døgn i fængsel – mod en kaution på ca. 22 millioner kr. kunne ’løslades’ til husarrest i sin villa i Gstaad, udstyret med elektronisk ankelrem, mens han afventer en kendelse om udleveringen, som han modsætter sig. 4. december kunne han slutte sig til hustru og børn i Gstaad, belejret af den internationale presse. Som 76-årig har han tilbragt en måned længere i schweizisk fængsel end de 42 døgn, han sad inde som 44-årig i Los Angeles i samme sag.
LÆS OGSÅ Polanski flytter fra fængsel til alpeluksus
Da jeg i 1958 som 29-årig ankom til Los Angeles for at lære at lave film og tv på UCLA (University of California), anede jeg ikke, at jeg kunne risikere straf og udvisning, hvis jeg i omgangen med det andet køn opførte mig, som om jeg var hjemme. Det er måske en af grundene til, at jeg har fulgt Roman Polanskis trængsler i Zürich med stor interesse. Jeg slap dengang heldigt fra adfærd, som jeg i løbet af nogen tid fandt ud af var ulovlig. I modsætning til Polanski blev jeg aldrig anmeldt eller pågrebet.
Jeg mener dog nok, at Polanski i 1977 vovede sig længere ud på dybt vand, end jeg nogensinde gjorde. Jeg lærte ret hurtigt, at grundreglerne i Californien ikke var helt som i Danmark. Vi havde en seksuel lavalder på 15 år, dog 18, hvis forføreren besad »en på alder og erfaring beroende overlegenhed«, i daglig tale skolelærerparagraffen. I Californien var lavalderen 18, basta! Dog ikke helt basta: I andre stater var lavalderen lavere, i Nevada 16, i en eller måske flere af Sydstaterne kun 14, sagde man. Lavalderparagraffen gjaldt derfor ikke for ægtefæller, hvilket bl.a. medførte en del udflugter til bryllupsfabrikkerne i Las Vegas.
Jeg fandt ud af, at ikke blot var statutory rape – omgang med mindreårige under 18 – naturligvis forbudt. I 50’erne var også ’omgang mod naturen’ og ’sodomi’ forbudt, altså oralsex og analsex, og det gjaldt dengang for alle, uanset alder, muligvis endog i ægteskabet, hvilket dog, så vidt jeg ved, ikke blev håndhævet, dog muligvis benyttet i omstridte skilsmissesager.
I dag har Californien lempet noget på sexlovene, men 18-års lavalderen gælder stadig. Der er endnu tretten af de 50 Forenede Stater, som har forbud mod oral- og analsex, et par stykker dog kun for homoseksuelle.
Forbud mod populære udskejelser kan medføre ikke blot rettergang og straf. De giver også kriminelle kredse muligheder for indtjening. Spiritusforbuddet i USA bragte i sin tid gangsterne rigdom og indflydelse. Ulovlig prostitution og ulovligt spil var og er deres domæne – ligesom det mest lukrative af alle markeder, narkohandelen.
I Californien har de altid på grund af den høje lavalder haft en pæn biindtægt ved at friste kendte folk til ved en festlig lejlighed at kaste sig ud i sidespring med en lolita – for så dagen efter at dukke op og præsentere sig som pigens krænkede brødre, der meddeler, at hun altså er mindreårig, uanset hvad hun har bildt ham ind. De kan dog overtales til at hemmeligholde sagen for presse og øvrighed mod passende betaling.
På UCLA’s filmskole, hvor de fleste lærere og mange af de studerende færdedes i Hollywoodmiljøet, gik rygterne flittigt om, at nu havde den og den måttet bløde en ’lolitaafgift’ til mafiaen. Undertiden kunne man dog hylde et mandfolk, som havde blæst på skandalen og nægtet at betale. Hvem ved, måske det ligefrem kunne gavne ens image?
Naturligvis var denne strikse lovgivning genstand for debat i et universitetsmiljø, hvor de yngste studerende – netop færdige med high school – ofte befandt sig under lavalderen og for en dels vedkommende eksperimenterede med adfærd, der var i strid med paragrafferne. Mange piger efterlevede mødomskravet, også efter den vigtige fødselsdag, men lysterne kunne tilfredsstilles på andre måder, som dog betænkeligt balancerede på eller over grænsen for det lovlige.
En stor del af unge menneskers seksuelle udskejelser i USA, ikke mindst i en by som Los Angeles, fandt sted i biler. På et tidspunkt under mit ophold forkyndte reporteren i trafikradioen, at nu var der så mange biler i Los Angeles, at ingen behøvede at køre på bagsædet. Alle havde biler, også de helt unge, og utallige førstefødte er grundlagt på disse bilers bagsæder på dertil egnede parkeringspladser. Et bestemt bilmærke, Dodge, udmærkede sig ved at kunne lægge forsæderne ned ved et tryk på en knap. Man sagde, at mødre spurgte døtre, inden de skulle ud med en ny ’date’: »Has he got a Dodge? You ain’t going!«.
Yndede p-pladser var indrettet langs Stillehavet for enden af Sunset Boulevard med udsigt over bølgerne. Men man skulle tage sig i agt, forklarede min veninde Diane mig en sen aften på bagsædet i sin Plymouth. Motorcykelstrømere kunne finde på at komme trillende ned med slukket forlygte og motor for med skarpe håndlygter at afsløre par i de vuggende biler.
Alt efter hvad parret havde gang i, skulle der så tjekkes fødselsdatoer på kørekort, eventuelt skrides til anholdelse, hvis noget ulovligt havde været i gang. Almindeligt kæl, ’petting’, var lovligt, hvis man kun benyttede hænderne til sit forehavende, men ’heavy petting’ kunne være forbudt. Pudsigt nok var jo almindeligt samleje okay, hvis pigen var over 18, men hvad gør en jomfru? 69 var dobbelt forbudt.
Et andet meget benyttet åsted for sådanne handlinger var de store drive-in-biografer, hvor man efter sigende ikke risikerede forstyrrelser fra motorcykelbetjente. Personalet blandede sig ikke. Jeg husker tydeligt en aften på en sådan friluftsbiograf i Beverly Hills. Det drejede sig om en double date. Min veninde og jeg befandt os på bagsædet i en stor magelig Chrysler. Bilens indehaver og hans ’date’ indtog det brede forsæde. Jeg husker ikke meget af filmen, kun at Ingrid Bergman spillede hovedrollen.
På et tidspunkt foreslog chaufføren, at vi skulle bytte. Jeg troede bare, at vi skulle bytte pladser i bilen, men han mente, at vi skulle bytte piger. Det ville pigerne dog ikke være med til. Da vi således alligevel holdt en pause, blev jeg sendt op for at hente nogle colaer i kiosken under lærredet. Mens jeg stod i den lille kø, brød en af de sjældne pludselige regnbyger i Los Angeles løs. Jeg havde en fin udsigt over de parkerede køretøjer. Hist og her blev vinduesviskere sat i gang, men de fleste vogne stod stilfærdigt og vuggede i regnen med duggede vindspejle.
I efteråret 1958 var der midtvejsvalg i De Forenede Stater. Det var et spændende valg i Californien, hvor Eisenhowers vicepræsident, Richard Nixon, kom fra. Han havde blandet sig i det lokale opgør mellem republikanere og demokrater. Republikanerne sad på magten i staten og besad både guvernørembedet og den ledige post i De Forenede Staters Senat.
Nixon havde af en eller anden grund fået den idé, at de to herrer skulle bytte plads, således at guvernør Knight stillede op til Senatet, senator Knowland til guvernørembedet i Californien. Under valgkampen blev der holdt adskillige valgmøder i fri luft på UCLA’s friluftsscener, som hørte under vores filmfakultet. Universitetets studerende mødte flittigt op og lyttede til de lokale kandidater til statens lovgivende forsamling i Sacramento og andre poster i det offentlige, som var til valg.
Møderne blev gerne holdt i pausen midt på dagen. Jeg overværede adskillige, således også et møde med en karismatisk yngre advokat af mexicansk afstamning, som stillede op som statsadvokat i Los Angeles. Han holdt, som det var skik, en indledende kort tale, hvorpå der var mulighed for at stille spørgsmål til kandidaten. Et af disse spørgsmål blev stillet af en af mine medstuderende, en smuk ung kvinde, Stephanie, aspirerende skuespiller og indehaver af en eller anden titel som skønhedsdronning.
Hun spurgte simpelt hen kandidaten, om ikke han ville være i stand til, på en eller anden måde, at medvirke til at få ændret de tåbelige bestemmelser i californisk lov om en seksuel lavalder på 18 år, »som kun tjente til at give gangsterne ekstra indtægter«, foruden de lige så tåbelige paragraffer om, hvordan man havde lov til at bære sig ad med det ene og det andet, når man var to enige mennesker i seng med hinanden.
Kandidaten svarede undvigende, at uanset hvordan han personlig stillede sig til de paragraffer, som spørgeren sigtede til, så ville han formodentlig, hvis han nu havde været kandidat til parlamentet, ikke risikere at udsætte sig for, hvad hans modkandidater kunne finde på at sige i den anledning.
Med sådanne minder i baghovedet blev jeg ikke synderlig overrasket, da nyheden ramte aviserne i 1977, at Roman Polanski var sigtet for statutory rape, omgang med mindreårig, i flere danske aviser oversat som voldtægt, hvad det jo ikke nødvendigvis behøver at være. Jeg tænkte, at han nok havde nægtet at betale afpresserne. Men det var nu ikke det, jeg spurgte om, da jeg interviewede ham et par år senere.
Polanski har besøgt Danmark mindst to gange. I 1969 bistod han en ung kollega med locationoptagelser her. Han var vist medproducent på filmen og bivånede arbejdet på en villavej på Frederiksberg. Jeg lavede en reportage til Filmorientering og fik et kort interview med mesteren. Brødrene Strecker, som vist også havde penge i filmen, holdt en fest for ham om aftenen i et af deres etablissementer.
Jeg var gæst og morede mig storartet. Vi var et par stykker, som bemærkede, at arrangørerne var velforberedte: Der var sørget for en stime meget smukke, letpåklædte teenagepiger, som serverede og underholdt gæsterne, ikke mindst æresgæsten, som åbenlyst værdsatte omtanken. Jeg har glemt, hvad filmen hed – den blev ingen succes.
Det blev til gengæld ti år senere Polanskis film ’Tess’ efter Thomas Hardys roman. Han besøgte København i anledning af den danske premiere, og jeg fik et interview med ham i studiet i TV-Byen. Vi talte naturligvis ikke om skandalen i Los Angeles to år tidligere, men en del om filmens stjerne, den 18-årige Nastassia Kinski, som desværre ikke deltog i besøget i Danmark. Vi kom ikke ind på, at de vist havde kendt hinanden, siden hun var 15.
Som sikkert mange andre filminteresserede blev jeg forbløffet, da Polanski, nu 32 år efter skandalen i Los Angeles, blev anholdt i Zürich i september efter krav om udlevering til Californien. Så galt var det vel ikke, og var sagen i øvrigt ikke forældet?
Sagen er alvorlig og ikke forældet, meddelte pressen. Polanski flygtede i 1978 til Europa, dagen inden han skulle møde i retten for at modtage sin dom i en tilståelsessag om omgang med mindreårig. Fordi sagen er uafsluttet, hævdes det, kan den ikke forældes.
Det lød så mærkeligt, at jeg gik på nettet for at se nærmere på sagen. Der var mange hits, bl.a. på thesmokinggun.com/polanski, i alt læste jeg små 100 sider med udskrifter fra retten i Los Angeles i 1977. Der var det oprindelige anklageskrift, fem punkter, uægteskabelig omgang med 13-årig pige, brug af alkohol og stoffer, samleje, oralsex, sodomi. Der var referatet af en dommerafhøring af tiltalte om at afgøre sagen som tilståelsessag for alene det første punkt i anklageskriftet.
Der var en lang rapport fra tiltaltes probation officer med ret positive udtalelser fra to psykiatere – Polanski havde åbenbart siddet inde i 42 døgn til en slags mentalundersøgelse – en del støtteerklæringer fra kolleger i filmbranchen, afhøring af to vidner fra Jack Nicholsons hus på Mulholland Drive, hvor forbrydelsen fandt sted, en husalf, som havde lukket parret ind og mente, at pigen så ’voksen’ ud, og Angelica Houston, som åbenbart boede der og kom hjem sidst i seancen. Også hun mente, at pigen så ud til at være en 16-25 år gammel og i øvrigt ikke havde beklaget sig.
Der var en afhøring af pigens boyfriend, som hun havde betroet sig til i telefonen, af hendes ældre søster, der havde smuglyttet til samtalen og alarmeret sin mor, som igen, efter en snak med sin advokat, havde alarmeret politiet. Der var en senere henvendelse fra pigens mor og advokaten, som bad retten om at skåne pigen for den store offentlige retssag, som medierne anglede efter, ved at lade synderen slippe med en mild dom.
Endelig var der en 37 sider lang renskrevet retsstenografisk afhøring af pigen for forundersøgelsesjuryen, en beretning om to dages uledsagede fotosessioner, med moderens billigelse, først udendørs nær hjemmet, 14 dage senere i Nicholsons hus. Hun fortæller detaljeret om ting som farven på de trusser og toppe, hun i de enkelte situationer havde på og tog af, ved poolen, i en jacuzzi.
Hun blev bange for ham og prøvede at slippe væk. Hun indrømmer, at hun havde erfaringer med alkohol og stoffer, og at hun ikke var jomfru. Om selve akten fortæller hun, at tiltalte først tog hende ’normalt’, spurgte, om hun var på ’pillen’, hvad hun ikke var, derpå om tidspunktet for hendes seneste periode, 14 dage, for så endelig at tage hende analt, afbrudt af miss Houstons banken på døren. Hun fandt sig i det hele, også fordi hun var ’svimmel’ af champagne og en pille.
Polanski troede, at en aftale med dommeren om en mild straf i en tilståelsessag stod ved magt, indtil han blev løsladt dagen inden domsafsigelsen i tilståelsessagen og hørte fra sin advokat, at dommeren vist alligevel, efter pres udefra, agtede at fastholde de oprindelige sigtelser, med risiko for fængsel i »op til 50 år«. Så stak han af.
Mange år efter, 1988-93, kom et civilt søgsmål fra hans offer, Samantha Geimer, for krænkelsen i 77. Polanski indgik et forlig om at betale 500.000 . Det er vanskeligt at finde ud af, om han betalte. Samantha Geimer og hendes advokat vil ikke udtale sig om spørgsmålet, ud over at »der blev indgået en aftale«. Geimer har nu igen bedt retten om at lade Polanski slippe for yderligere tiltale: Han har lidt nok, og det har hun også. Hun føler sig atter utåleligt belejret i sit hjem af medierne.
Det samme sagde hun til CNN’s Larry King i ’Larry King Live’ 24. februar 2003, efter at hun havde offentliggjort en opfordring til medlemmerne af Oscarakademiet om at vurdere Polanskis nominerede film ’Pianisten’ ud fra, hvad de mener om filmen, ikke på basis af skandalen i 1977. I samtalen med King medvirker desuden hendes og hendes mors advokat, Lawrence Silver, samt personer, der ringer til showet. Hun fortæller, bortset fra intime detaljer, stort set det samme som i sin forklaring til undersøgelsesjuryen i 1977.
Interesserede kan finde transskriptionen af udsendelsen og – med lidt held – videoen af den på CNN’s hjemmeside, CNN.com, f.eks. via Google med søgeordene ’Geimer Larry King’.
Jeg gad i øvrigt vide, hvordan vi i Danmark havde reageret, hvis det var hos os, at Polanski skulle have modtaget en pris for sin livslange indsats som filmkunstner – og blev forlangt fængslet med henblik på udlevering til Californien?
fortsæt med at læse
