Der er flere grunde til, at vi skal forske. Vi skal forske, fordi vi er nysgerrige, og fordi forskningen er en del af vor kultur. Vi skal forske for at forstå os selv og vor omverden. Forskningen lærer os ligesom kunsten at se nye sider af vore omgivelser og os selv, og den er med til at give os nye muligheder. Forskningen stræber efter fornyelse ved kritisk at vurdere det bestående og ved at søge ny viden. Forskningen skal ikke søge konsensus, men være revolutionær. Det gælder også klima. Det kan vi være enige om. Men skal det nytte? Sådan kontant? Politikerne ser gerne, at det hele hænger sammen i en lineær model fra grundforskning til erhverv – fra forskning til faktura. Samtidig diskuterer politikerne opdelingen af midlerne til den fri forskning og det, vi kalder strategisk forskning. De strategiske temaer er valgt med dét ønske, at der gerne skulle komme innovation og arbejdspladser ud af det. Denne ’lineære model’ med, at mere forskning giver flere arbejdspladser, passer dog sjældent med virkeligheden. Det samme gælder opdelingen i grundforskning, strategisk forskning og innovation og drømmen om at skabe et dansk MIT eller europæisk Institute of Technology. Erhvervslivet tror ikke på den lineære model. Ideerne fra de danske universiteter er en dråbe i havet. Erhvervslivets primære interesse er kandidaterne – vel og mærke kandidater, der er uddannet på grænsen af vor viden – og som har lært at tænke fremad. Det sker bedst i universitetsmiljøer, der bedriver ’grænsebrydende forskning’, og som har et stærkt internationalt netværk. Sådanne miljøer kan også tjene som et ’window to science’ for virksomhederne og samfundet som helhed. Virksomhederne vil gerne være tæt på disse miljøer for sammen at kunne se ud over horisonten og for at have adgang til de gode kandidater. Det er den bedste videnoverførsel til erhvervslivet. Et stærkt og åbent universitetssystem er blevet et aktiv i den globale konkurrence. Virksomhederne etablerer sig tæt på de forskningstunge universiteter rundt om i verden for at følge udviklingen og have adgang til de gode kandidater. Det gør forskerne også. Det fremgår af ansøgningerne til Det Europæiske Forskningsråd (ERC). Efter to runder står det klart, at England og Schweiz har klaret sig langt over gennemsnittet, men Tyskland og de nordiske lande har klaret sig middelmådigt. Til at belyse resultatet har jeg beregnet et simpelt forhold mellem ansøgere til et givet land og antallet af ansøgere fra det pågældende land.
Østeuropa ligger lavt. Forskerne vil vestpå, men også Italien ligger katastrofalt lavere med et forhold på 0,8. De nordiske lande og Tyskland ligger lidt over 1, mens netop England og Schweiz ligger højt med et forhold på 2,5 – altså med mange forskere, der vil til de to lande. Det er nemt nok at forstå Englands tiltrækningskraft, men det er værd at se nærmere på Schweiz’ succes. Størstedelen af grant-modtagerne kommer udefra, og det er ingen tilfældighed. Schweiz har valgt at koncentrere eliteforskning på to universiteter, hvor man fører en aktiv rekrutteringspolitik, der sigter mod at skabe internationale forskningsmiljøer med ca. halvdelen af stillingerne besat af udlændinge. Det er bakket op af politikerne og erhvervslivet. I Singapore har man sidste efterår indviet endnu et stort forskningscenter, Fusionopolis. Her er der i lighed med det tidligere Biopolis skabt fremragende rammer med moderne laboratorier og nye instrumenter for forskning inden for strategisk valgte områder.
