Ifølge en Megafonmåling mener kun 20 procent af danskerne, at Danmark kunne have gjort en forskel på klimamødet i Bella Center. Og dermed frikender det store flertal samtidig Lars Løkke for at have et medansvar for fiaskoen. Også selv om det er det direkte modsatte billede, der tegner sig i langt de fleste uafhængige udenlandske kommentarer og analyser. Vi danskere rykker sammen om vores egne, når der falder brænde ned fra udlandet. Forståeligt nok … måske. Men det risikerer samtidig at hindre os i at tænke klart. Financial Times skærer problemet ud i pap: »At erklære noget, alle ved er en fiasko, for en succes er ynkeligt og gør tingene værre«. Desværre lige nøjagtigt hvad Lars Løkke har været i fuld gang med, siden COP15 sluttede. Mødet var en fiasko. Det var simpelthen det næstringeste resultat – lige hakket bedre end et direkte forhandlingssammenbrud – som man kan forestille sig. Indholdet var utilfredsstillende hele vejen rundt, og mødet risikerer desværre at trække lange skygger efter sig. Både når det handler om at løse klimaproblemerne, når det handler om at tage fælles globale beslutninger, når det handler om billedet af Danmark i udlandet, og når det handler om Danmarks fremtidige muligheder for at præge globale beslutninger. Derfor må forløbet analyseres og vurderes nu bagefter. Det gør nemlig tingene værre at køre videre, som om det var en delvis succes. Ja, det er en direkte hindring for at se, hvordan vi kommer videre efter København. Lars Løkkes håndtering af jobbet som mødeleder har været i fokus. Og pinligt – ja flovt – var det bestemt at overvære. Men pyt med det. Jeg har oplevet uduelige mødeledere før på FN-konferencer – også uden at det gik direkte ud over mødets resultater. Det, der gik helt galt i Bella Center, var derimod, at han fuldstændig mistede den autoritet og den tillid, der er nødvendig for at gennemføre et sådant møde. Var alt for arrogant, mistede tillid hos udviklingslandene som helhed og kunne derfor ikke påvirke Kina, Brasilien, Indien og Sydafrika til at stoppe de fem ’spoilere’ fra Sydamerika samt Sudan. Da nødløsningen skulle findes frem lørdag formiddag efter nattens lange og udmarvende forløb, måtte Lars Løkke simpelthen overlade det til en anden, der derefter myndigt og med autoritet færdiggjorde mødet på få sekunder. En kort oplæsning og forklaring. Ingen unødig nølen. Så hammeren … and so decided. På den måde fik Lumumba m.fl. ikke en chance, selv om de faktisk prøvede at skabe usikkerhed igen. Jeg er ret sikker på, at den erklæring (en accord hedder den officielt ), der nu kun er taget til efterretning af FN-systemet, kunne være blevet et FN-dokument, hvis tilliden til Danmark som mødeleder havde været til stede. Lars Løkke har et direkte medansvar for, at vi ikke engang fik en FN-erklæring. Mødet tog den nemlig kun til efterretning.

Men den vigtigste misfortolkning af forløbet er den helt fremherskende, at det var Sudan med Lumumba sammen med Venezuela, Cuba m.fl., der var skyld i sammenbruddet. Disse lande var så åbenlyst – og direkte tv-transmitteret – helt utålelige og uacceptable mødeødelæggere, som man ikke kan have den mindste sympati for. Men jeg har før set FN-systemet beslutte, uden at ’ødelæggerne’ fik frit spillerum. At de blev direkte ’kørt over’. COP15’s problem blev, at ’ødelæggerne’ fik frit spillerum. Det fik de f.eks. ikke, da Kyotoprotokollen blev vedtaget i 1997. Her oplevede jeg i mødesalen kl. fem om morgenen, at den endelige beslutning blev taget, selv om adskillige lande ønskede at få ordet til forretningsordenen. Forskellen til COP15 var, at det fik de bare ikke lov til i Kyoto. Og dermed var Kyotoprotokollen en realitet – også selv om ikke alle lande var klar til det. De blev simpelthen ’kørt over’ af en stærk mødeleder med forsamlingens tillid i behold. Min helt sikre opfattelse er, at hvis Kina havde villet – og Indien og Brasilien og Sydafrika havde støttet – så var både Lumumba og Venezuela blevet stoppet. Af de store i G77. Mon Sudan ville risikere et stop for byggeriet af præsidentpaladset, betalt af Kina? Mon Cuba skulle have noget klinket, hvis Kina havde så meget som løftet øjenbrynene? Nej selvfølgelig ikke. Men de fik lov til at opføre sig ekstremt ubehageligt og ødelæggende, fordi Kina ikke ville røre en finger for en løsning, og fordi hverken Brasilien, Indien eller Sydafrika selvstændigt ville gå frem og bryde disciplinen i G77. Det hovedspørgsmål, der derfor står tilbage, er, hvorfor Danmark – symboliseret ved Lars Løkke – mistede store dele af mødets tillid som kompromismager, både op til og på selve mødet? Danmarks store strategiske fejltagelse som værtsland var tænkningen om, at bare man fik USA – og især Obama – med, så skulle de andre nok falde til efterhånden. Som om verden ser ud som for ti år siden! Som værtsland mistede vi altså troværdighed i de sidste to-tre måneder, hvor Lars Løkke tog over fra Connie Hedegaard. Danmark medvirkede til at skabe tvivl om en fortsættelse af Kyotoaftalen, og Danmark opbyggede ikke tilstrækkeligt med allierede blandt udviklingslandene. Eller for at udtrykke det med ordene fra en af de afrikanske parlamentarikere, som vi danske folketingsmedlemmer havde møde med: »Hvor er det Danmark, som vi kender?«. Selvfølgelig skulle USA om bord. Ingen aftale uden USA’s medvirken. Derfor var det ikke i sig selv meldingen om, at der ikke kunne blive en juridisk bindende aftale, der gav problemet. USA kunne jo ikke allerede i december binde sig til en juridisk bindende aftale. Det vidste vi godt. Men at det samtidig skulle betyde et nej til en fortsat juridisk bindende Kyotoaftale – som fremført først af Sverige som EU’s formandsland og senere også i al praksis af Danmark – var alvorligt. Her sprang kæden af for Danmark. Vi svigtede vores værtsrolle som kompromismager. For ligesom USA skal med, er det jo nødvendigt med Kina også. Verdens to største CO2-forurenere. Og Kinas positioner var stjerneklare. De ville ikke acceptere, at Kyotoaftalen blev mere eller mindre skrottet. Ja, alle udviklingslandene opfattede det faktisk sådan, at den rige del af verden ved at droppe en juridisk bindende forlængelse ville benytte COP15 til at løbe fra allerede indgåede forpligtelser. Da Folketingets Miljøudvalg i oktober inviterede til et møde med over hundrede parlamentarikere fra de største økonomier i verden, fik vi alle klar besked. Mødet var det afsluttende i et forløb på to år, arrangeret af Globe, der er et internationalt netværk af parlamentarikere.