Som nu forleden, hvor jeg var meget lykkelig, men også totalt udmattet. Hvad skete der, den torsdag? Kl. 17 henter jeg Grace i slummen, hvor hun bor, vi pakker hendes barselskuffert, hertillands skal den fødende selv medbringe alle til faget henhørende nødvendigheder: sengetøj, bleer, håndklæder, sæbe, plastikunderlag, tæpper, termoflasker, kopper, sutteflasker, nat- og babytøj, mad, vand, alt. På hospitalet tjekker de Grace og insisterer, stik mod forventning, på akut kejsersnit, ikke først dagen efter som planlagt, konen har plukveer, og hendes tidligere livmoder-ar tilsiger, at hun ikke må gå i gang naturligt: Arret kan springe op og ... Da så jeg skriften på væggen: mange timers venten og arrangeren med sygeplejersker forude. Og det efter en lang anstrengende dag på arbejde, uden anden aftensmad end en forberedt ostemad og en flaske vand, med en ligeledes forberedt, men ak, næsten tom flaske myggeolie til aftenens bare ben og arme. Da jeg langt om længe bliver ført hen på barselsgangen, er der ikke noget sted, jeg kan være. Er der ikke en seng gjort klar til os? Njoh, men vi har en anden mor, der står først i køen. Vi skal nok finde plads på et tidspunkt. O.k., tilbage til indgangsdøren, squeeze mig ind på 50 cm ² med kuffert, tasker og vandflasker, mellem plejerbord og en allerede optaget seng med nybagt mor og storesøster i travl kommen og gåen. Jeg sidder så dér og prøver at vænne mig til tanken om de næste mange timer. Her har vi en 18-sengs stue, mindre end en halv meter mellem sengene, med et rend af unge og ældre mennesker, især dem af hunkøn, hen ved 50 personer der mellem kl. 20 og 21, eksklusive de 4-5 sygeplejersker. Varmt i lokalet, i næseboret den umiskendelige dunst af sved, tis, baby- og mor-møf, besøgende fædre, søstre og mormødre. Jeg fokuserer bevidst på alt dette, tager observatørblikket på, det virker; at iagttage den særlige stemning hjælper mig til at glemme sult og træthed. Her er en smuk ro midt i alt kaosset, en art ’vi ved, at det her er en af verdens største udfordringer’-atmosfære: Vi befinder os alle i et rum, hvor liv bliver til, hvor liv måske, måske ikke holder ved, hvor døden er nærværende i hver en øjenkrog. Det rum fylder mig med glæde, giver mig kræfter.

Hen ad 21.30 får jeg besked: Så kan De godt finde sengetøj og kaveera frem, Madam. Øøh, kaveera ...? Ja, det stykke plastik, som skal lægges på mod blod og andet udflåd. Jeg ved godt, hvad kaveera er, men er usikker på, om Grace har puttet et i kufferten. Sørme, jeg finder det i mylderet af kikoys, babytøj, tæpper og lagner, nederst i kufferten. Godt så. Aha, skal vi lægge det på for Dem, Madam? Mm joh, tak, så er vi sikre på, at det bliver gjort rigtigt, ikke? O.k. da, men så kan De godt forberede badetasken! Denne gang tør jeg næsten ikke vise min tvivl: Badetasken? Men den lille, lavbenede sygeplejerske har allerede luret mig. Før jeg får åbnet munden: Vi skal have gjort balje, klud, sæbe og håndklæde klar til moderens morgenbad, det er bedst, hvis De kan ordne det nu, tak! Finder sagerne frem ... men åh nej, ingen sæbe at se nogetsteds i kuffertmylderet. Og så. Jeg kan pludselig mærke afrikastyrken sætte ind, og jeg griber den, chancen for at vende mangel til mulighed. Har I stadig den shop nede ved hospitalsporten, hvor man kan købe sæbe og den slags? Vi får også brug for sutteflaske, kop og NAN til babys første mælkeflaske, ikke sandt? Det lavbenede plejerlyn ser det straks. Hun svarer bekræftende og sender den hvide tante et skælmsk, anerkendende ’Sådan Madam! Nu er vi på bølgelængde’-smil. På vej ned ad den hullede cementvej i mørket mindes jeg samme tur for præcis to år siden. Dengang var jeg skræmt fra vid og sans, for baby Suzanne var lige ankommet fra intensivafdelingen. Tanten blev sendt i byen med ordre om ekspedit at arrangere babymælk, barnet er svagt! Nu spadserer jeg rolig og fattet frem og tilbage til shoppen ved porten. Jeg når at observere en guldgul månenegl hænge lavt over downtown Kampala, når at nyde den lune aften, får købt, hvad jeg skal, samt frisk vand og Digestives. Kiksene er langt over sidste udløbsdato, men hvad, der skal blodsukker til, kun Gud ved hvor mange timer endnu. Alt på plads og klar, tilbage på stuen. Men nu sendes alle besøgende ud, inklusive mzungu (det lokale bantuudtryk for en hvid person); nye mødre ankommer fra operationsbordet, så ... Jeg ser mig selv som en anden far vandre hvileløst frem og tilbage i månelyset. Der, mellem papyrusmåtter, matokegryder og mormødre, som prøver at finde hvile under verandaens halvtag. Jeg drikker vand, spiser kiks, sender sms’er, venter. Venter og venter. Kigger på månen, vifter myg af ben og ankler. Nu er der gået næsten to en halv time, siden lægen mente, at det hele ville tage halvanden. Finder ro i bevidstheden om uganderne og deres tidsskala, jeg ved, at ti minutter her betyder en time, mindst, i vores danske regnebog. Flytter mig væk fra en hvidklædt, skummel kone, som bliver ved at kredse om mig, hun klæber – og skuler. Jeg kan ikke lide hende. Hvad vil hun mig? Uouff, lad mig være! Uhyggen sniger sig ind. Indre billeder af død, spøgelser med den skarpe le ... Kære Gud, lad mor og barn ankomme snart, lad det blive nu. Månesegl deroppe, du! En sjusket, bukseklædt kvinde går forbi med favnen fuld af blå og grønne lagner. Hun udveksler luganda-ord med en af sygeplejerskerne. Men hov, hvad var det? Hørte jeg hende nævne Mbabazis navn? Kvinden er for længst passeret, da jeg går hen og spørger sygeplejersken: Undskyld, men hørte jeg den dame omtale en Mbabazi? Jada, kender du en Mbabazi her? Jaeh, jeg går og venter på Mbabazi Grace, hun skulle vist være på vej fra operationsstuen ... og hendes baby? Nåh. Men godt for Dem, for det var Mbabazis baby, den dame lige er kommet med. De skal lige klæde barnet på, så kommer de herover med det. Hvad!? Vores baby? Er den o.k.? Er det en dreng eller en pige?, spørger jeg dumt, som om den gode sygeplejerske vidste noget som helst, hun havde jo stået der på gangen ligesom mig, og hvor skulle hun vide alt det fra? Et øjeblik, Madam, så kommer de med barnet. Så vil De få det hele at vide, hvor meget hun vejer og alt. Hun? tænker jeg, men siger det ikke højt.