De IGANGVÆRENDE samfundsmæssige og politiske forandringer foregår i disse år i et omfang og tempo, som gør det vanskeligt for de fleste at holde trit. Hvis man ser bort fra forbrugerismen og de teknologiske landvindinger, står demokratidiskursen næsten ene tilbage som fællesnævner, der kan legitimere den vestlige selvforståelse. Den ideologiske betydning for udfoldelsen af politik bør ikke undervurderes. Efter at have været et våben i kampen imod den socialistiske lejr opnåede demokratiet en hegemonial position i forbindelse med socialismens sammenbrud og den kolde krigs ophør. Vestens sejr udløste en stemning af optimisme og tro på liberalkapitalismens potentiale for at skabe en harmonisk verden. Nu skulle ’fredens dividende’ omsættes til at fremme velfærd og bæredygtig udvikling. Globaliseringen kunne udfolde sig ubegrænset! Men på mindre end ti år bevægede tidsånden sig fra eufori, udtrykt i tesen om ’historiens afslutning’, til en følelse af pessimisme: Nu taltes der om ’civilisationernes sammenstød’. Ved det 21. århundredes begyndelse havde den politiske diskurs forvandlet sig til bekymring: Hvordan beskytter vi vores samfund mod mareridtet! Parolen om ’en ny verdensorden’, som den første præsident George Bush lancerede i forbindelse med Golfkrigen, blev erstattet af en periode med ’uorden’. Med aktiv vestlig deltagelse fulgte en række konflikter: krigen i Jugoslavien, Golfkrigen, efterfulgt af krigen mod terror, Afghanistan, og en gang til: Irak. Mens Berlinmuren var blevet fremstillet som symbol på sovjetsocialismens krænkelse af menneskerettigheder, bliver muren omkring de besatte palæstinensiske områder set som et nødvendigt forsvar for Mellemøstens ’eneste demokrati’. Måden, verdens tilstand fremstilles på, er afgørende for den politiske forståelse. Siden 11. september 2001 er krigen mod terror blevet et forklaringsparadigme for vestlig politik. Samtidig foregår der en snigende proces, som med legitimitet i kampen mod al-Qaeda er godt i gang med at undergrave de vestlige demokratiers grundlag og normer. Mens konfrontationen med den socialistiske verden i sin tid førte til en udvidelse af demokratiet og udviklingen af en velfærdsstat i Vesten, bliver det nye fjendebillede brugt til at fremme en modsat proces. Uden større diskussion indføres mere og mere kontrol med borgerne, alt sammen for at værne om de demokratiske rettigheder! Udadtil fører USA og NATO krige i den muslimske verden med henblik på at eksportere et provestligt demokrati, der skal fremme vores sikkerhed. ’Fredsdividenden’ er forsvundet, og velfærdsstaten afmonteres! En mentalitetsændring har fundet sted, som truer Vestens politiske kultur ved at gøre militarisme acceptabelt. Alarmklokkerne burde have ringet for nylig, da det blev oplyst, at højtstående officerer (fra USA, Frankrig, Tyskland, England, og Holland) anbefaler, at NATO-alliancen skal være parat til førstebrug af atomvåben med henblik på at forbygge et potentielt angreb med masseødelæggelsesvåben! Argumentet er, at Vestens værdier og livsform er truet, og at vi må styrke vores vilje til at forsvare dem. En sådan militærdoktrin repræsenterer en radikal undsigelse af den institutionelle folkeret, som de demokratiske nationer selv var ophavsmand til! Desuden overser denne sikkerhedsforståelse de alvorlige advarsler om undergravning af vores naturgrundlag som følge af den fortsatte udbredelse af den vestlige økonomiske model! (Et atomangreb vil næppe gøre problemet mindre!). På Orwellsk maner anvendes en diskurs om beskyttelse af demokratiske værdier, mens selve det, vi forstår ved demokrati, i praksis undermineres. Begrebet har aldrig være uproblematisk. Og i kampen mod socialismen antog det en symbolik, som gjorde dets indhold og form vanskeligt at håndtere. I diskussioner om samfundsudvikling bliver de indforståede grundantagelser sjældent udfordret, nemlig at samspillet mellem demokrati og kapitalisme bedst svarer til menneskers natur. I den forbindelse glemmes det, at industrikapitalismen i sin tid ikke blev gennemført på trods af manglende demokrati, men ved aktiv brug af tvang og vold imod bondebefolkningerne.
I 1895 kunne den franske sociolog Gustave le Bon påpege en fundamental modsigelse mellem industrialisering og demokrati. Havde den demokratiske styreform været fremherskende før overgangen til den industrielle revolution, ville industrikapitalismen have mødt uovervindelige udfordringer. Forflytningen af mennesker til fabrikkerne var en voldelig proces, som udgjorde en antitese til de demokratiske idealer. Kapitalismens ’Homo oekonomikus’ er ikke et naturprodukt, men menneskeskabt. På lignende måde foregik inddragelsen af ikkeeuropæiske områder i det kapitalistiske verdenssystem kun undtagelsesvis fredeligt. Folkedrab, slaveri, kolonialisme og imperialisme var reglen. Dette kapitel i den vestlige ekspansion overses sædvanligvis i diskussionen. Uden hensyn til denne baggrund for vore egne samfunds tilblivelse optræder Vesten moraliserende i sin kritik af manglende demokrati i visse tredjeverdenslande, mens provestlige diktaturer stryges med hårene. Udviklingsbistand bruges ikke sjældent som belønning til regimer, der har accepteret liberalkapitalismens spilleregler. Historisk har verden imidlertid endnu ikke oplevet et eksempel på økonomisk udvikling baseret på ulandshjælp og demokratiske styreformer! I modsætning til de herskende vestlige anvisninger opnåede de nyindustrialiserede østasiatiske lande, de såkaldte NICs, deres udvikling gennem statsstyring af økonomien ledet af diktatoriske politiske regimer. I de senere årtier har vi desuden kunnet iagttage imponerende økonomisk vækst under autoritære såkaldt kommunistiske styrer som i Vietnam og Kina. Indien, der betragtes som verdens største demokrati, har også opnået enorme økonomiske resultater på trods af dets antidemokratiske kastesystem. Argumentet, der går ud på, at vestligt demokrati er en forudsætning for udvikling i den tredje verden, stemmer ikke med økonomisk historie. Dette gør ikke demokrati uønskværdigt. Men entusiasmen for denne styreform må begrundes i andre kriterier. Stræben efter en fredelig verden kunne styrke forventningerne til folkestyrets udbredelse. I studier af internationale relationer fremhæves det ofte, at demokratier ikke fører krig mod hinanden.
