0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tag (lige) stilling!

Vi har brug for en ny ligestillingskommission. Selv om vi har formel ligestilling, står manden meget stærkere end kvinden, når det gælder deres individuelle økonomi.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Skriver vi 2007 eller 1907?

Det spørgsmål har jeg måttet stille mig selv i nogle overraskende situationer, hvor jeg i forbindelse med en dejlig middagssammenkomst har oplevet, hvordan kønsrollerne fra forrige århundredes begyndelse synes at stortrives. Det er lige fra, hvem der snakker om hvad, til hvem der tager sig af hvad, og til hvem der over kaffen sætter sig sammen. Det instinktive øje på børnene og fordelingen af ansvaret for ud- og hjemtransport følger det samme mønster. Og hvem er det, der tager barnets første sygedag, sørger for prinsessekagen til børnefødselsdagen og tarzantøjet til fastelavn?

Billedet ses ikke mindst i veluddannede familier med fuld skrue på økonomien og karrieren (mandens) med toptrimmet bolig og aktivt rejse- og caféliv. Hvad er det lige, der sker?

Kvinder og mænd har ligestilling i Danmark. Det véd vi da. Og i hvert fald er vi langt foran alle andre! Dén sag blev jo både kæmpet og vundet i det forrige århundrede … Eller? Er det bare noget, vi tror?

Forleden fik jeg følgende melding fra det virkelige liv af en direktør i en multinational virksomhed: »Det er meget sværere at udvikle kvindelige ledere i Danmark end i de sydeuropæiske lande som f.eks. Spanien, Frankrig og Portugal. Og det til trods for, at vi bevidst søger efter flere kvinder til virksomhedens topstillinger …«.

Eksemplet gav næring til et spørgsmål, der har naget mig i nogen tid: Har min generation så travlt med at udnytte de kolossale muligheder, vore forældres og bedsteforældres generation banede vejen for, at vi glemmer at holde øje med udviklingen?

Vi, der er så heldige at leve i en tid, hvor visionen om ligestilling mellem kvinder og mænd ikke kun handler om kvindernes rettigheder eller om at ophæve kønsforskellene med forsimplede lighedsformler, har en forpligtelse til at finde tidssvarende metoder til at fastholde ligestillingsperspektivet. Det må ikke smuldre imellem fingrene på os.

Ligestillingspolitik er ikke længere et stort selvstændigt politikområde forbeholdt kvindelige politikere, rødstrømper og aktivister. Og godt for det!

Selv om vi har en ligestillingsminister, er ligestilling i dag blevet en inkorporeret del af al anden politik. Men så skal det altså også ske i praksis! Og dét burde en ligestillingsminister holde nøje øje med.

Når jeg stiller skarpt på virkeligheden gennem ligestillingens optik, ser jeg nogle adfærdsmønstre og regler, der i et langsigtet perspektiv kan føre os på galt spor. Midt i henholdsvis selvtilfredsheden over, at det går godt for kvinderne, og bekymringen over presset på mandens maskulinitet i en fremtid med masser af højtuddannede og selvstændige kvinder vil jeg godt være med til at råbe bl.a. regeringen og arbejdsmarkedets parter og lederne i uddannelsessystemet op, så vi kan få en løsningsorienteret offentlig debat om de strukturelle problemer, som bliver mere mærkbare om nogle år.

Jeg tænker ikke ’kun’ på nogle af de velkendte udeståender såsom den ringe andel af kvindelige topledere og den manglende ligeløn.

Vi har et skolesystem, hvis indlæringspædagogik og metode utilsigtet imødekommer pigernes naturlige adfærd mere end drengenes. Det fører til, at pigerne i takt med den faldende kønsopdeling af de boglige fag i uddannelsessystemet stormer frem – også på de højeste uddannelsesniveauer i universitetsverdenen.

Det er meget fint, at pigerne er kommet med, men mindre godt, at drengene er hægtet af, og direkte problemfyldt, at pigerne ikke i samme takt indtager lederfunktioner.

Medicinstudiet er ved at blive ’overtaget’ af pigerne, og det samme er ved at ske på journalistuddannelsen. Men når det gælder valget af specialer, ser vi stadig en markant kønsforskel. Det kan føre til store problemer for den samlede rekruttering, når der f.eks. pludselig bliver for få kirurger og for mange medicinere …

Når pigerne midt i 20’erne er færdige med en længere uddannelse og klar til at flyve ind på arbejdsmarkedet, måske med topkarakterer i bagagen, bliver de pludselig kun set som potentielle mødre med deraf følgende krav på orlov og fravær:

Med et ’barsel når som helst’-stempel midt i panden kan de nu rende spidsrod fra den ene ansættelsessamtale til den næste i en ubillig konkurrence med mandlige dimittender, der ikke lider under samme brændemærke.

Ikke mindst små virksomheder er sårbare, hvis de har en stor overvægt af kvindelige ansatte i den fødedygtige alder – og det bliver ikke mindre af, at der er en tendens til, at kvinder, der omgås hinanden daglig, ubevidst synkroniserer deres cyklus og ofte derfor også barsler samtidigt.

Den økonomiske side af dét problem har vi prøvet at tage toppen af med kravet om en barselsfond, men ordningen mangler en del endnu.

Den skæve kønsfordeling i såvel valget af fag som af ledere er et stigende problem også for virksomhedernes konkurrenceevne.

I en situation med mangel på arbejdskraft er den manglende ligestilling blandt indvandrerne mest synlig. Her må vi stå fast og ikke i misforstået tolerance lade disse kvinder i stikken. Der er brug for deres arbejdskraft, og den skal de ikke forhindres i at udnytte – hverken af deres mænd eller af danske fordomme. I Danmark har og skal vi have ligestilling mellem mænd og kvinder som bærende værdi.

Inden for den efterhånden ret store fagcirkel, hvor journalister, samfundsdebattører, politikere, undervisere og andre engagerede borgere typisk er repræsenteret, er adfærden efterhånden præget af ligestilling og unisex, hvor det faglige og personlige bidrag træder i forgrunden. Men uden for denne cirkel ses et arbejdsliv, hvor kønsopdelingen mellem brancher og løngrupper stadig er udbredt. Det smitter af på privatsfæren.

Præger de traditionelle kønsopfattelser arbejdspladsens hierarki og miljø, ses mønsteret også relativt tydeligere på medarbejdernes hjemmebane. Kønsbalancen i nutidens familier synes også at være temmelig afhængig af indkomstforholdet mellem manden og kvinden …

Selv om mændene er ved at komme på banen som aktive fædre, er der stadig ingen tvivl om, hvem der har og tager hovedansvaret for børn og hjem, hvem der tager orloven, deltidsjobbet, siger nej til overarbejde af familiehensyn, og så hvem der er på »herreture over flere dage«.

I pardannelsen er manden ofte ældst, og derfor alene af dén grund længere fremme i karrieren og højere oppe på lønstigen.

Derfor er det også ofte manden, der har den højeste marginalskat. Familieøkonomien tilgodeses således tit bedst ved, at det er kvinden, der tager mest barselsorlov, mens manden bruger mere tid på arbejdsmarkedet. Ligesom det er manden, der får eksempelvis kapitalpension tegnet i sit navn for derigennem at opnå den største fradragsvirkning.

Manden står således umiddelbart meget stærkere end kvinden, når det gælder deres individuelle økonomi.

Misforholdet bliver særlig mærkbart i en skilsmissesituation, hvor de nye regler ikke har gjort tingene lettere.

Kvinden med to-tre børn og ditto orlovsperioder har ikke bare en lavere indtjening at spare op af, hun har også en mindre arbejdsmarkedspension, en lavere ATP, en lavere anciennitet på arbejdsmarkedet, står længere nede på kar