Skriver vi 2007 eller 1907?
Det spørgsmål har jeg måttet stille mig selv i nogle overraskende situationer, hvor jeg i forbindelse med en dejlig middagssammenkomst har oplevet, hvordan kønsrollerne fra forrige århundredes begyndelse synes at stortrives. Det er lige fra, hvem der snakker om hvad, til hvem der tager sig af hvad, og til hvem der over kaffen sætter sig sammen. Det instinktive øje på børnene og fordelingen af ansvaret for ud- og hjemtransport følger det samme mønster. Og hvem er det, der tager barnets første sygedag, sørger for prinsessekagen til børnefødselsdagen og tarzantøjet til fastelavn? Billedet ses ikke mindst i veluddannede familier med fuld skrue på økonomien og karrieren (mandens) med toptrimmet bolig og aktivt rejse- og caféliv. Hvad er det lige, der sker? Kvinder og mænd har ligestilling i Danmark. Det véd vi da. Og i hvert fald er vi langt foran alle andre! Dén sag blev jo både kæmpet og vundet i det forrige århundrede … Eller? Er det bare noget, vi tror? Forleden fik jeg følgende melding fra det virkelige liv af en direktør i en multinational virksomhed: »Det er meget sværere at udvikle kvindelige ledere i Danmark end i de sydeuropæiske lande som f.eks. Spanien, Frankrig og Portugal. Og det til trods for, at vi bevidst søger efter flere kvinder til virksomhedens topstillinger …«. Eksemplet gav næring til et spørgsmål, der har naget mig i nogen tid: Har min generation så travlt med at udnytte de kolossale muligheder, vore forældres og bedsteforældres generation banede vejen for, at vi glemmer at holde øje med udviklingen? Vi, der er så heldige at leve i en tid, hvor visionen om ligestilling mellem kvinder og mænd ikke kun handler om kvindernes rettigheder eller om at ophæve kønsforskellene med forsimplede lighedsformler, har en forpligtelse til at finde tidssvarende metoder til at fastholde ligestillingsperspektivet. Det må ikke smuldre imellem fingrene på os. Ligestillingspolitik er ikke længere et stort selvstændigt politikområde forbeholdt kvindelige politikere, rødstrømper og aktivister. Og godt for det! Selv om vi har en ligestillingsminister, er ligestilling i dag blevet en inkorporeret del af al anden politik. Men så skal det altså også ske i praksis! Og dét burde en ligestillingsminister holde nøje øje med. Når jeg stiller skarpt på virkeligheden gennem ligestillingens optik, ser jeg nogle adfærdsmønstre og regler, der i et langsigtet perspektiv kan føre os på galt spor. Midt i henholdsvis selvtilfredsheden over, at det går godt for kvinderne, og bekymringen over presset på mandens maskulinitet i en fremtid med masser af højtuddannede og selvstændige kvinder vil jeg godt være med til at råbe bl.a. regeringen og arbejdsmarkedets parter og lederne i uddannelsessystemet op, så vi kan få en løsningsorienteret offentlig debat om de strukturelle problemer, som bliver mere mærkbare om nogle år. Jeg tænker ikke ’kun’ på nogle af de velkendte udeståender såsom den ringe andel af kvindelige topledere og den manglende ligeløn. Vi har et skolesystem, hvis indlæringspædagogik og metode utilsigtet imødekommer pigernes naturlige adfærd mere end drengenes. Det fører til, at pigerne i takt med den faldende kønsopdeling af de boglige fag i uddannelsessystemet stormer frem – også på de højeste uddannelsesniveauer i universitetsverdenen. Det er meget fint, at pigerne er kommet med, men mindre godt, at drengene er hægtet af, og direkte problemfyldt, at pigerne ikke i samme takt indtager lederfunktioner. Medicinstudiet er ved at blive ’overtaget’ af pigerne, og det samme er ved at ske på journalistuddannelsen. Men når det gælder valget af specialer, ser vi stadig en markant kønsforskel. Det kan føre til store problemer for den samlede rekruttering, når der f.eks. pludselig bliver for få kirurger og for mange medicinere … Når pigerne midt i 20’erne er færdige med en længere uddannelse og klar til at flyve ind på arbejdsmarkedet, måske med topkarakterer i bagagen, bliver de pludselig kun set som potentielle mødre med deraf følgende krav på orlov og fravær: Med et ’barsel når som helst’-stempel midt i panden kan de nu rende spidsrod fra den ene ansættelsessamtale til den næste i en ubillig konkurrence med mandlige dimittender, der ikke lider under samme brændemærke. Ikke mindst små virksomheder er sårbare, hvis de har en stor overvægt af kvindelige ansatte i den fødedygtige alder – og det bliver ikke mindre af, at der er en tendens til, at kvinder, der omgås hinanden daglig, ubevidst synkroniserer deres cyklus og ofte derfor også barsler samtidigt. Den økonomiske side af dét problem har vi prøvet at tage toppen af med kravet om en barselsfond, men ordningen mangler en del endnu. Den skæve kønsfordeling i såvel valget af fag som af ledere er et stigende problem også for virksomhedernes konkurrenceevne. I en situation med mangel på arbejdskraft er den manglende ligestilling blandt indvandrerne mest synlig. Her må vi stå fast og ikke i misforstået tolerance lade disse kvinder i stikken. Der er brug for deres arbejdskraft, og den skal de ikke forhindres i at udnytte – hverken af deres mænd eller af danske fordomme. I Danmark har og skal vi have ligestilling mellem mænd og kvinder som bærende værdi. Inden for den efterhånden ret store fagcirkel, hvor journalister, samfundsdebattører, politikere, undervisere og andre engagerede borgere typisk er repræsenteret, er adfærden efterhånden præget af ligestilling og unisex, hvor det faglige og personlige bidrag træder i forgrunden. Men uden for denne cirkel ses et arbejdsliv, hvor kønsopdelingen mellem brancher og løngrupper stadig er udbredt. Det smitter af på privatsfæren. Præger de traditionelle kønsopfattelser arbejdspladsens hierarki og miljø, ses mønsteret også relativt tydeligere på medarbejdernes hjemmebane. Kønsbalancen i nutidens familier synes også at være temmelig afhængig af indkomstforholdet mellem manden og kvinden … Selv om mændene er ved at komme på banen som aktive fædre, er der stadig ingen tvivl om, hvem der har og tager hovedansvaret for børn og hjem, hvem der tager orloven, deltidsjobbet, siger nej til overarbejde af familiehensyn, og så hvem der er på »herreture over flere dage«. I pardannelsen er manden ofte ældst, og derfor alene af dén grund længere fremme i karrieren og højere oppe på lønstigen. Derfor er det også ofte manden, der har den højeste marginalskat. Familieøkonomien tilgodeses således tit bedst ved, at det er kvinden, der tager mest barselsorlov, mens manden bruger mere tid på arbejdsmarkedet. Ligesom det er manden, der får eksempelvis kapitalpension tegnet i sit navn for derigennem at opnå den største fradragsvirkning. Manden står således umiddelbart meget stærkere end kvinden, når det gælder deres individuelle økonomi. Misforholdet bliver særlig mærkbart i en skilsmissesituation, hvor de nye regler ikke har gjort tingene lettere. Kvinden med to-tre børn og ditto orlovsperioder har ikke bare en lavere indtjening at spare op af, hun har også en mindre arbejdsmarkedspension, en lavere ATP, en lavere anciennitet på arbejdsmarkedet, står længere nede på karrierestigen, uanset sit uddannelsesmæssige udgangspunkt, og så har hun typisk ringere mulighed for at overtage mandens andel af en eventuel ejerbolig i en skilsmissesituation og går dermed glip af potentielle fremtidige værdistigninger. Over tid akkumuleres den økonomiske forskel betydeligt og ender med urimelige forskelle ved pensionsalderens indtræden. Prikken over det uretfærdige ’i’ i deres økonomi er så, at kvinderne enten får mindre i den løbende pensionsudbetaling eller skal betale mere for at få det samme som en i øvrigt ligestillet mand, da hun ifølge statistikken lever længere! Af de beregninger, der er tilgængelige i dag, fremgår det, at mændene står for 70 procent af pensionsformuen … I et samfund med et familiemønster præget af livslange parforhold og tradition for fælles økonomi behøvede disse strukturelle forskelle ikke nødvendigvis at være et stort problem. Men det er jo under forandring, hvis det ikke allerede for længst er sket. Mange faktorer spiller sammen; men der er ingen tvivl om, at barselsreglerne og adfærden i forbindelse med orlov har en stor selvstændig betydning og en livslang økonomisk indvirkning. Over 50 procent af de danske mænd holder slet ikke orlov i forbindelse med deres barns fødsel. I de øvrige nordiske lande har man en fædrekvote, hvorefter en del af orloven er forbeholdt fædre. Det har vi undladt i Danmark, fordi vi ønsker, at familierne selv skal kunne indrette deres individuelle tilværelse. Men bliver prisen for høj på langt sigt, fordi orlovsordningerne risikerer at blive en større bagdel end fordel for kvinderne? Kan vi opnå en bedre balance på en anden måde end gennem fædrekvoter? Selv om en bedre økonomisk fordeling af løn og pension er betydningsfuld, sikrer det jo ikke kønnenes muligheder for at realisere eksempelvis karrieredrømme osv. Hvordan kan erhvervslivet være aktiv medspiller? Kunne man strategisk indarbejde kønsperspektivet lige så metodisk, som moderne virksomheder i dag gør det med miljøhensyn og socialt ansvar? Medens det livsvarige parforhold tidligere både var normen og virkeligheden for de fleste, oplever mange moderne mennesker et livsmønster præget af seriel monogami. Og det har vi som samfund ikke taget konsekvensen af, når det gælder indretningen af orlovs-, pensions-, forsikrings- og opsparingsordninger. I hvert fald er der en del af disse ordninger, der i det praktiske liv særligt rammer kvinderne negativt og dermed virker skævt på ligestillingen. Der er behov for at justere kursen. Og det kræver mere politisk opmærksomhed. Også fra regeringen! De senere år har budt på forskellige kommissioner, og de har faktisk vist sig at være alt andet end syltekrukker. Man kunne derfor overveje at nedsætte en ligestillingskommission med bred repræsentation. Den skulle dels analysere samfundsudviklingen set ud fra et ligestillingsperspektiv, dels udforme forslag, der kan holde udviklingen af lige muligheder for mænd og kvinder på rette spor – også under forandrede samfunds- og familieforhold. Vi har under alle omstændigheder brug for en åben, bred og resultatorienteret debat, hvori ikke mindst erhvervslivet deltager aktivt og progressivt. Og så har vi brug for lederskab båret af vilje til at sætte ligestillingsvisionen igennem med de nødvendige forandringer. Derfor, kære læser, også du: Tag lige stilling!
