De finansielle markeder kollapsede i oktober forrige år. Siden er hastigt stigende arbejdsløshed og økonomisk usikkerhed for almindelige mennesker kommet øverst på vælgernes og den politiske dagsorden. Den ideologi, der også har drevet udviklingen i Danmark, har lidt et voldsomt knæk: Den neoliberale tænkning, der tager sit udgangspunkt i det enkelte menneskes frihed til først og fremmest at tænke på sig selv, har svært ved at forsvare sig i ruinerne af spekulanters umådeholdende grådighed. Borgerlig-liberale partiers forestilling om samfundet som en klods om benet for egen udfoldelse fremstår fattig over for de massive problemer, vi kun kan løse som samfund. Så hvorfor klarer Socialdemokratierne sig rundt om i Europa så ikke bedre? spørger mange, enten frydefuldt eller foruroliget. Hvis ikke nu, hvornår skal de socialdemokratiske værdier om solidaritet og fællesskab så finde klangbund blandt flertallet af vælgerne? Er socialdemokraterne løbet tør for relevante svar på de udfordringer, vi står over for? Jeg vil gerne hamre en pæl igennem de myter, der er indeholdt i spørgsmålene. For det første: Socialdemokratierne er ikke slået af pladsen i Europa. For det andet: Det er netop der, hvor vi står klarest fast på vores grundlæggende værdier, at almindelige mennesker igen vender sig til Socialdemokratiet for at få svar på de store udfordringer. Det er ingen hemmelighed, at sommerens Europaparlamentsvalg gik dårligt for de europæiske socialdemokrater. Vi mistede mange mandater, især på grund af stor tilbagegang i de store EU-lande, som ikke kunne opvejes af hæderlige resultater i mindre EU-lande.
Det dårlige resultat har fået nogle medier og politiske kommentatorer til at se en stor paneuropæisk tendens til socialdemokratisk nedtur. De fortæller, at socialdemokraterne er i krise, at de tidligere så vigtige og stolte socialdemokratiske partier er reduceret til statister i det politiske spil. Af og til suppleres analysen med frit opfundne fakta, f.eks. at kun 3 af EU’s 27 lande er ledet af socialdemokrater. Men myten om den store socialdemokratiske nedsmeltning holder ikke vand. Ud af EU’s 27 lande er socialdemokraterne i opposition i 15 lande – altså i lige over halvdelen. I de resterende 12 lande er socialdemokraterne med i regeringen. I 8 af de 12 lande er regeringslederen socialdemokrat. Uden for EU er både Norge og Island ledet af socialdemokrater. Stoltenbergs rød-grønne alliance genvandt overbevisende regeringsmagten i Norge, og i Island har en socialdemokrat nu indtaget Statsministeriet. Den nye socialdemokratiske statsminister er oven i købet landets første kvindelige regeringsleder. De socialdemokratiske partier har stået stærkere i andre perioder. Men at dømme os ude er forkert. Lad osse nærmere på de fem nationale valg i Europa siden EP-valget. Socialdemokraterne har vundet tre af dem. Det tyske valg gik dårligt, og vi har desværre lige tabt Rumænien. Men ved valgene i Grækenland, Portugal og Norge vandt og genvandt socialdemokraterne magten. Hvis man skal finde en tendens i de valgresultater, bliver det ikke, at den borgerlig-liberale ideologi står styrket. Tværtimod. Europæerne er ikke blevet højreorienterede. I de to lande, hvor socialdemokraterne utvivlsomt er i krise – Storbritannien og Tyskland – er problemet faktisk heller ikke, at de socialdemokratiske vælgere rykker til højre. Problemet er, at de slet ikke rykker på sig. De bliver hjemme. Gordon Browns Labour og tyske SPD taber ikke til Conservatives og CDU, men til sofaen. Det bliver tydeligt, hvis man i stedet for at se på procenter ser på det faktiske antal stemmer. I Tyskland fortsætter den konservative Angela Merkel som kansler, men ikke fordi hun formåede at overbevise de socialdemokratiske vælgere om, at de skulle stemme på hende. Angela Merkel fik faktisk 2 millioner færre stemmer end i 2005 og mistede dermed flere stemmer, end hendes nye borgerlige partner FDP vandt. Socialdemokraterne mistede imidlertid 6 millioner stemmer, mens de to venstrefløjspartier Die Grüne og Die Linke kun samlede omkring 2 millioner ekstra stemmer op. Der var altså bogstavelig talt millioner af tidligere socialdemokrater, som ikke kunne finde et parti at stemme på – og det afgjorde valget. Valgdeltagelsen faldt fra omkring 78 procent til godt 70 procent. Historien er desværre ved at gentage sig i Storbritannien. Ved valget i 1997, hvor Tony Blair vandt magten, fik Labour 13,5 mio. stemmer. I 2005, efter otte år som premierminister, genvandt Tony Blair magten, men Labour havde på de otte år mistet 4 mio. vælgere. At Tony Blair kunne vinde, skyldes, at også de konservative tabte til sofaen. Valgdeltagelsen var nemlig kun godt 60 procent – hele 10 procent lavere end i 1997. Når briterne går til valg til næste år, vil David Cameron sandsynligvis vinde valget, hvis blot han får lige så mange mennesker til at stemme konservativt som i 1997. Hans stærkeste allierede vil være de sofaer, som tidligere Labourvælgere er sunket ned i. Højredrejningen af partiet har ikke skabt folkelig begejstring. SPD i Tyskland og Labour i Storbritannien har det til fælles, at de er rykket til højre. I Tyskland vist mest af nød, fordi en stor koalition med CDU efter sidste valg var eneste mulighed. I Storbritannien mere af lyst – en bevægelse mod højre, som blev sat i gang med Tony Blairs New Labour-projekt. Den såkaldte tredje vej har bestemt haft gode resultater. Både i England og i Danmark. Med ’den tredje vej’ blev det slået fast, at Socialdemokratiet både er et reformparti, et forandringsparti og et økonomisk ansvarligt parti. Men ’den tredje vej’ har også haft mange negative konsekvenser. I England rykkede man for langt til højre. Den liberale tilgang til finansiel regulering betød, at London blev verdens finansielle centrum, men også at Storbritannien blev meget hårdt ramt af finanskrisen, som afslørede, at dele af det økonomiske mirakel var varm luft. Omvendt er det gået godt i de lande, hvor socialdemokraterne har fastholdt en mere klassisk socialdemokratisk politik. Zapatero har i Spanien brugt sin regeringstid på at bekæmpe de stærke religiøse og konservative kræfter, der traditionelt har bestemt meget. Det er i det socialdemokratiske Spanien, kampen for ligestilling kæmpes mest aktivt! I Grækenland gik Papandreus til valg med en klar politisk profil. Blandt andet med ønsket om at tilnærme Grækenland det socialdemokratiske skandinaviske velfærdssamfund! Portugal er fortsat rødt. I en tid, hvor landet er hårdt ramt af den økonomiske krise, stoler befolkningen i Portugal på, at det er Sócrates og den røde regerings kur med fremrykkede grønne offentlige investeringer frem for skattelettelser og nedskæringer, der er den bedste kur til at bringe landet ud af krisen.
