I starten af april 2008 åbnede Statens Museum for Kunst en udstilling i et højloftet lokale for enden af skulpturgaden, bag dejportrætter og videoinstallationer. Gennem glasdørene kunne man ane lyden af en sært summende japansk loungemusik og skimte vægge tildækkede med skitser, nedkradsede noter og digitale arkitekttegninger. Trådte man ind i rummet, voksede der en kaotisk, mangefarvet og vildt udformet by frem: Utopolis. Brugte man lidt tid på detaljer og noter, fremgik det, at der var plejehjem med vinduer i loftet (’de gamle ligger meget ned’), et uindtageligt ungdomshus udformet som en tysk bunker (’bunkerens æstetik og funktionalitet lever op til alle krav til et ungdomshus’) og bydele udformet som organiske, miljøvenlige former. Byen var ikke kreeret af en ung dansk tegnestue med banebrydende danske arkitekter, det var ikke et installationsprojekt af en eksperimenterende billedkunstner – byen var udtænkt, skitseret og opbygget som model af otte billedkunstklasser fra fire gymnasier. Hvorfor er gymnasieklasserne rykket ind på kunstens absolut mest mondæne holdeplads i Danmark? Hvad skal turister og kunstelskere med deres visioner om fremtidens by? Bag Utopolis ligger et omfattende samarbejde mellem fire gymnasier om KUnst og kuLTur, kaldet ’KULT’. De fire gymnasier er: Sankt Annæ Gymnasium (initiativtager), Aurehøj, Nørre G. og Ingrid Jespersens Gymnasieskole. Utopolis er udarbejdet af 160 elever og lærere i faget billedkunst. Undervisningsforløbet havde fire faser: 1) Arkitekturhistorie og inspiration: Foredrag om stilhistorie, utopisk byplanlægning i moderne tid og byvandringer. 2) Ideudvikling: Udforskning af fremtidens menneske – hvilke krav stiller de til arkitekturen? Hvilke retningslinjer skal vi navigere efter? 3) Skitsering og opbygning af model: Fordeling af centrale funktioner i byen (f.eks. ungdomshus og plejehjem), frie skitser, hvor alt er muligt og endelig opbygning af modellen på grundplanet for Frederiksberg Have. 4) Udstilling på Statens Museum for Kunst med diskussion og evaluering med besøgende, museets kunsthistorikere og de andre elever fra de fire skoler. På samme måde har KULT resulteret i mange forskellige projekter i løbet af de halvandet år, der er gået: To årgange har de været i Operaen og set ’Maskarade’ og ’Tosca’, dramalærerne er blevet undervist i nye teknikker, forfattere har samarbejdet med dansklærerne, en kæmpe bandkonkurrence løb af stablen i Vega, på Arken kombineredes musik og kunst i et digitalt projekt, Køge Skitsesamling forener historie, kunst og dansk i et forløb ud fra Nørgaards gobeliner, og Thorvaldsens skulpturer bliver redefineret med elevtekster og tolkninger i samarbejde med kunstneren Lise Harlev. Alle projekter, der har motiveret elever og lærere og åbnet for nye tilgange til den kunst, kulturinstitutioner og kunstnere har mellem hænderne. Utopolis-projektet dækker flere punkter i billedkunstfagets bekendtgørelse. De samme punkter kunne dog klares med en power point og et par perspektivskitser hjemme på de enkelte skoler. Tilsvarende gør sig gældende for flere af de andre projekter. Undervisningen kunne afvikles på skolerne, så hvorfor alt det ståhej? Jo, det skal vi sige jer. Formålet er at udløse det flow, der opstår, når vi er optaget af noget, når lysten driver værket. Hjerneforskere har påvist, at vi lærer bedst, når vores færdigheder og de udfordringer, vi møder, er afbalancerede i forhold til hinanden. Vi skal udfordres, stimuleres, motiveres. Hvis vi keder os, hvis vi understimuleres, hvis vores evner, vores kompetencer ikke udnyttes, så risikerer vi en fordummelse eller en aflæring af færdigheder. Som hjerneforskeren H.H. Knoop udtrykker det, så vil »Langt de fleste hævde, at de har det bedst, når de er i gang med noget interessant, som de hverken finder for let eller for svært«. Han går så langt som til at konkludere, at »nydelse og læring er to sider af samme sag«, og at »god læring er en leg«. Det har vi oplevet fra dag ét i KULT-projektet. Allerede i det første møde mellem de involverede lærere fra de fire gymnasier i januar 2007 kunne man konstatere mere energi i rummet, end vi næsten kan huske at have oplevet. Det ene ord tog det andet, den ene ide mødte den anden, spørgsmål mødte serier af svar. Ideerne svirrede i luften, og fornemmelsen, at der pludselig åbnede sig nye døre, og mulighederne var store, stimulerede til nytænkning. Netop lærergruppen i KULT-fagene er blevet slidt i gymnasiereformen og kan med rette føle sig talt ned til af dens kraftige beskæring af deres fag og den bagvedliggende undervurdering af kulturfagenes betydning for ungdommens identitetsdannelse i den gymnasiale ungdomsuddannelse. KULT-projektet ønsker at være et tydeligt modtræk til dette og ønsker at vise lærerne respekt og anerkendelse – både for deres faglighed og for deres kreativitet. Netop de kompetencer og indsigter, man når i de kulturelle og kreative fag, vil i allerhøjeste grad blive efterspurgt i fremtiden. Her har vi som gymnasier i Hovedstadsregionen en særlig rolle og forpligtelse: Netop i Hovedstadsregionen står oplevelsesøkonomien allerede stærkt, uddannelser inden for den er etableret og de musisk-kreative jobområder er omfattende. Skal man i regionen udvikle og fastholde de unge mennesker, så de tør vove noget på feltet og innovativt vil medvirke til oplevelsesøkonomiens vækst, kræver det noget særligt; det er det, KULT kan give. Derfor har vi fra starten lagt vægt på samarbejdet med en lang række kulturinstitutioner. Vi er rykket ud af skolen og ind i kulturlivet, fordi elever og lærere derved udfordres, stimuleres og motiveres i samspillet med det professionelle miljø. Men vi tror også, at vi har noget at byde på. Dels er unge, interesserede gymnasieelever en oplagt målgruppe for kulturinstitutionerne til at afprøve og få respons på deres formidling. Dels har kulturinstitutionerne og samfundet i det hele taget brug for innovative og kreative mennesker. Den amerikanske professor Richard Florida er blevet verdensberømt for at have opfundet begrebet ’Den kreative klasse’. Han besøgte for nylig Danmark i forbindelse med udgivelsen af sin seneste bog, ’Den kreative klasses flugt’. I bogen hævder han, at det at kunne tiltrække Den kreative klasse bliver en afgørende konkurrenceparameter i kampen om det globale herredømme i det 21. århundrede. Hvorfor nu det? Og hvad mener han med begrebet Den kreative klasse? Han var i 1980’erne, hvad han kalder en konventionel økonom og professor ved et universitet i Pittsburgh. Hans grundtese som økonom var dengang, at økonomisk vækst i en by eller en region først og fremmest skabes i kraft af tilstedeværelsen af virksomheder og dermed job. Så flytter folk til området. Hans opdagelse af Den kreative klasses betydning for den økonomiske vækst kom, da industribyen Pittsburgh mistede et stort it-firma, Lycos, til Boston. Det til trods for, at skatter og lønninger var lavere i Pittsburgh end i Boston. Hans forklaring på flytningen var, at Lycos flyttede, fordi der var mere gang i den i Boston end i Pittsburgh. Flere grønne områder, cykelstier, kulturtilbud, bedre uddannelsesinstitutioner, flere iværksættere. Altså et mere attraktivt miljø. Så i stedet for at menneskene flytter, efter hvor der er job, så flytter de innovative virksomheder hen, hvor deres medarbejdere ønsker at bo. Det afgørende for økonomisk vækst i videnssamfundet er tilstedeværelsen af mennesker, der er kreative, der forventer råderum, højt til loftet, et tolerant miljø, gode forhold for børnefamilier, gode skoler, grønne områder. Mennesker, der ønsker oplevelser, er indstillede på at gå nye veje, men som også er socialt integrerede i deres nærmiljø. Som eksempler på, hvilke erhverv eller funktioner der ligger til grund for Den kreative klasse, nævner Richard Florida skuespillere, forfattere, designere, musikere, iværksættere, forskere, opfindere. Han lægger samtidig vægt på, at alle mennesker er kreative. Det er deres daglige arbejdsvilkår, medinddragelse, tolerance og talentudviklingen, der er afgørende for, at kreativiteten kommer til udtryk. Derfor er de ydre rammer i samfundet, lokalt og på den enkelte arbejdsplads også af afgørende betydning for, hvem der vinder konkurrencen om at tiltrække Den kreative klasse. Hvad gør vi så i Danmark for at stimulere og tiltrække kreative, innovative mennesker? Hvad gør det danske uddannelsessystem? På den positive side kan vi notere, at vores hovedstad for nylig er blevet kåret som verdens bedste by at leve i. Det er det engelske trendsættende magasin Monocle, der hvert år laver en rangliste over verdens bedste byer. Sidste år lå København på andenpladsen, men i år har vi fået en førsteplads. Kriterierne er delvist sammenfaldende med Richard Floridas kriterier for, hvad det er, der globalt tiltrækker Den kreative klasse. Magasinet har brugt 15 parametre, herunder tolerance, hvor modstanden mod at normalisere Christiania nævnes som eksempel, arealer med grønne områder, adgang til natur, miljøinitiativer såsom de rene havnebassiner. Men også design og kultur er med. Så umiddelbart ser det i hvert fald for hovedstaden ikke så ringe ud, hvis man da kan lægge magasinets vurderinger til grund. 50 procent er ifølge magasinet mere subjektive vurderinger af livsstil, der dog for os at se passer pænt med Richard Floridas undersøgelser. Oplevelsesøkonomi er et mere snævert begreb end Den kreative klasse, men alligevel tæt forbundet. Tidsskriftet Mandag Morgen havde for nylig en artikel om behovet for at styrke stærke netværk og give støtte til at knytte tættere kontakter mellem, hvad man kalder de kreative brancher og det traditionelle erhvervsliv. Kort sagt: Oplevelsesøkonomi. Anledningen er en ny rapport ’Den danske oplevelsesøkonomi: Afgrænsning, økonomisk betydning og vækstmuligheder’, udarbejdet af lektorerne Mark Lorenzen og Trine Bille fra CBS. Begrebet blev skabt af to amerikanske forskere i 1999 med bogen ’The Experience Economy: Work is Theatre and Every Business a Stage’. Kan det siges tydeligere? Vi er som forbrugere villige til at betale mere for et produkt, hvis der følger en historie, en fortælling, en oplevelse med. Mark Lorenzen peger bl.a. på, at vi i Danmark ikke har været tilstrækkeligt opmærksomme på betydningen af netværksopbygning og koblingen mellem forskning, erhvervsliv og uddannelsessystemet. Han mener, at det for Danmark vil være vigtigt, at vi kan »forbinde aktører fra vidt forskellige brancher frem for at satse på forskellige specifikke brancher«. Hans forslag er, at der uddannes agenter eller mæglere på tværs af sektorer og brancher. De skal ikke nødvendigvis selv være kunstneriske, men de skal være vidende om såvel kulturerhverv og det traditionelle erhvervsliv. Et af hans eksempler går på netværker mellem designere, producenter og skoler. Her vil vi vende tilbage til KULT. På Sankt Annæ Gymnasium tog Johan Dandanell Jensen Utopolis med sig til eksamensbordet. Han lavede et projekt i almen studieforberedelse (et nyt reformfag med krav om tværfaglige projekter) om et visionært byggeri i Kina og dets relation til miljø og bæredygtighed. Æstetisk og funktionelt. Han perspektiverede dels til historiske forsøg på at skabe idealbyer og dels til sit eget forsøg fra udstillingen. Han havde selv forsøgt at medtænke miljøet, både det fysiske og det psykiske. Projektet havde givet ham en mulighed for at arbejde kreativt og selvstændigt, men samtidig adgang til den viden og de ressourcer, han nødvendigvis skal inddrage for at skabe et vellykket projekt. Det konstante med- og modspil fra elever og lærere udefra, specialiserede kunsthistorikere og museets omgivelser er et usædvanligt varieret og inspirerende undervisningsmiljø for en gymnasieelev. Hvad havde Johan og hans projekt om Utopolis fået ud af et praktikophold i et arkitektfirma? Hvad havde firmaet fået ud af Johan? Mark Lorenzen forestiller sig netop, at det at kunne koble mellem forskellige fagområder eller ’brancher’, er en væsentlig kompetence, hvis du skal kunne fungere som innovativ udvikler og formidler i oplevelsesøkonomisk sammenhæng. Lægger det danske uddannelsessystem så op til at stimulere unge til at kunne være problemløsende og kreative? Både ja og nej. Undersøgelser har vist, at vore skoleelever generelt er åbne og imødekommende over for at lære nyt. I skolen møder børnene en lang række musisk-kreative fag, som dels har til formål at fastholde og udbygge legen og udforskningen, dels skal sætte kreativiteten i system. Der skabes rammer, så vi kan måle resultaterne af børnenes og de unges udbytte af arbejdet. Så på papiret ser det jo godt ud. Men hvad sker der så i skolen? Ifølge den seneste Pisa-undersøgelse ligger de danske skolebørn på en pæn tolvteplads, når det drejer sig om problemløsning. Finland, der bl.a. er kendt for Nokia, ligger på tredjepladsen. Så der er bestemt plads til forbedringer. Ikke mindst hvis vi ser på de reelle vilkår for de kreative fag. Vi vil her fokusere på musikfaget. En undersøgelse fra marts 2008, foretaget af seminarielektorerne Jesper Juellund Jensen (ph.d.) og Steen Lembcke i forbindelse med overgangen til den nye læreruddannelse er nedslående. Antallet af lærerstuderende, der har valgt musik som linjefag er halveret fra 2005 og 2006 til 2007. Fra ca. 400 til ca. 200. Så selv hvis alle 200 studerende gennemfører, vil der ifølge de to lektorer være en katastrofal mangel på faguddannede lærere. Samtidig er der indført stærke bindinger på de lærerstuderendes valg af linjefag. Blandt andet skal alle studerende som første obligatoriske linjefag vælge dansk, matematik eller naturfag. Det betyder kort sagt, at der er færre frie valg tilbage for de studerende til at vælge en lang række mindre fag, herunder design og musik. Kan man så ikke bare på den enkelte læreruddannelse vælge at profilere sig ved at satse på bestemte fag? Jo, men her gør bindingerne det igen vanskeligt eller nærmest umuligt for små enheder. Løsningen må efter vores opfattelse så være dannelse af netværker mellem læreruddannelsesstederne, hvor det geografisk er muligt. Sådan som vi har gjort med KULT på gymnasieniveau. Det er forstemmende og foruroligende, at hvor al empiri viser en stor samfundsmæssig værdi af netop koblingen mellem gode vilkår for de kreative fag og de matematisk-naturvidenskabelige eller for den sags skyld hele det generelle faglige niveau, så sættes der i dag så mange forhindringer op for de kreative fag i ren befippelse for at sikre en yderligere styrkelse af særfaglig naturvidenskab i gymnasiet, særfaglig fremmedsprog og en lang række nye bindinger til elevernes valg. Vi ser ikke denne konflikt mellem naturvidenskab og kreativitet. En væsentlig pointe ved KULT-samarbejdet er jo netop den forventede transfer til elevernes generelle kompetencer. De bliver ganske simpelt dygtigere elever og bedre til at klare udfordringerne i videnssamfundet. På KULT-gymnasierne er det naturligt at kombinere f.eks. musik med matematik og fysik eller endog vælge en studieretning uden musik, fordi det generelle miljø er kreativt og motivationsskabende. At der er en sådan overførselseffekt har vi mange års erfaringer og internationale undersøgelser som belæg for. Men for at dokumentere det konkret i forbindelse med KULT har vi kontakt med forskere, der skal følge projektet de næste år. Samtidig vil vi afprøve, hvor langt vi kan nå ved at udforske betydningen af et stimulerende, innovativt ungdomsmiljø for en regional økonomisk vækst. Det er derfor meget glædeligt, at Region Hovedstaden har støttet KULT-projektet med midler, der gør, at vi kan professionalisere samarbejdet og formidle resultaterne til andre interesserede gymnasier, til videregående uddannelser, til kulturinstitutioner og forhåbentlig også til politikere. Dette er kun begyndelsen. Og vi kan slet ikke vente med at komme videre.